Kronik

Skilsmissebørn bør som hovedregel bo lige meget hos begge forældre

I dag er det alt for let at vinde kampen om samværet med børnene ved at tale grimt om den anden forælder. Vi bør se til Arizona, der bruger en forskningsbaseret tilgang for at sikre barnets trivsel. Den peger på, at lige samvær er bedst i normalfungerende familier, skriver folkeskolelærer Peter Stouby Hansen i denne kronik
I dag er det alt for let at vinde kampen om samværet med børnene ved at tale grimt om den anden forælder. Vi bør se til Arizona, der bruger en forskningsbaseret tilgang for at sikre barnets trivsel. Den peger på, at lige samvær er bedst i normalfungerende familier, skriver folkeskolelærer Peter Stouby Hansen i denne kronik

Mia Mottelson

Debat
12. januar 2022

For ikke så længe siden havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at være en tur i det omdiskuterede Familieretshus som bisidder i en samværssag. Det blev til en to timers seance, hvor det var tilladt at kæmpe på ord og gå hårdt til hinanden.

Jeg måtte knibe mig selv i armen flere gange og tænkte måbende, om der var en voksen til stede. Det var der og endda en såkaldt børnesagkyndig, der sluttede med at sige, at det jo ikke havde været en køn forestilling, men at børnene i øvrigt skulle høres i sagen, fordi deres ord ville være afgørende.

Her spurgte den ene part, om de så lagde vægt på, under hvilke omstændigheder børnene kom med deres forklaring. Børnene kunne jo være påvirkede af, hvad deres forældre gerne ville have dem til at sige. Tilmed at der var fare for, at børnene kunne føle sig pressede, klemt og måske endda være direkte manipulerede.

Men nej, sagde den børnesagkyndige. Sådan er det ikke. Børn kan godt selv tage stilling og bliver ikke manipuleret. Børn er fornuftige og ved godt selv, hvor de helst vil være. Det kan bare være svært for dem at sige, når mor og far er til stede. De vil jo nødigt gøre deres forældre kede af det.

Da børnene, der i dette tilfælde er henholdvis på 12 og 14 år, efterfølgende blev spurgt i samværssagen, var det ud fra en simpel skabelon med spørgsmål, der bliver stillet til alle. Herefter skrev den børnesagkyndige fuldstændig ukritisk deres svar ned. Den børnesagkyndige analyserede på ingen måde årsagerne til deres ønske eller spurgte ind til deres svar. Endelig afsluttedes det, der skulle forestille at være en samtale, da børnene blev informeret om, at deres forældre får kendskab til alt, hvad de har sagt.

Forældrefremmedgørelse negligeres

Det skriger til himlen, at Familieretshuset bruger mange ressourcer på først at lade forældre i en samværssag skælde hinanden ud, når de alligevel ikke vægter og bruger deres udsagn. Bagefter giver de så ovenikøbet barnet hele ansvaret for selv at afgøre, hvor det helst vil tilbringe mest tid. Valget træffes tilmed i den naive tro, at barnet er fuldstændig objektivt og upåvirket af forældrene og deres åbenlyse uenighed.

Familieretshuset hører tydeligt, at forældrene er rygende uenige og måske bruger diverse skyts til at nedgøre hinandens evner som forælder. På trods af det påstår Familieretshuset i ramme alvor, at børnene ikke er påvirkede af forældrenes uenighed og grove ord om hinanden. De anerkender med andre ord ikke forældrefremmedgørelse, som ellers er et anerkendt psykologisk fænomen, der forekommer blandt skilsmisseforældre.

Forældrefremmedgørelse er den mere eller mindre bevidste manipulation af børn til at tage afstand fra én af forældrene.

Der kan være stærke følelser på spil, når et par bliver skilt. Den ene part føler sig måske vraget. Det hænder især, hvis skilsmissen skyldes utroskab, hvor den anden part har fundet en ny kæreste. Det kan forårsage et voldsomt had til den anden part, der kan komme til udtryk som negative udsagn og kropssprog rettet mod den anden forælder.

Den forurettede part kan være så opfyldt af had, at børnene bliver direkte involveret i konflikten og presset til at vælge side og fravælge samvær med den forhadte forælder. Det kan blandt andet ske gennem åbenlys grim tale om den anden og inddragelse af barnet i problemstillinger, der hører hjemme i de voksnes verden og kun mellem forældrene.

Forældrefremmedgørelsen kan være så massiv, at børnene føler sig pressede til at overtage den forurettede forælders historie. De kan ikke udholde det hadefulde miljø, og det bliver en ren og skær overlevelsesstrategi for dem. En oplevelse, som har store psykologiske omkostninger for den forælder, der køres ud på et sidespor, men også for børnene, som føler sig klemt.

Alt dette anerkender Familieretshuset som sagt ikke, selv om det er et veldokumenteret og anerkendt fænomen. I stedet agerer de som forlænget arm for den forælder, der mere eller mindre bevidst forsøger at tage samværet med børnene fra den anden forælder. Når Familieretshuset lader børnene afgøre samværet, vælger de typisk at støtte den forælder, der praktiserer mest forældrefremmedgørelse. Barnet vælger nemlig i overensstemmelse med, hvad det er kørt i stilling til af den fremmedgørende forælder. 

Forskning taler for ligeligt samvær

Dette er ikke den eneste forskning på området, som Familieretshuset negligerer. I USA har man i mange år forsket i børns trivsel ved skilsmisser, og i 2016 viste en undersøgelse af 110 børneeksperters praksis og forskning klokkeklart, at lige samvær er bedst for barnet i normaltfungerende familier. Altså at barnet er hos hver forælder 50 procent af tiden.

En af børneforskerne fra undersøgelsen, William Fabricius, anfører, at lige samvær skaber færre konflikter ved skilsmisse og giver en større tryghed for barnet. Det giver samtidig barnet mulighed for at have et lige så nært forhold til begge forældre, som før skilsmissen. Fabricius’ forskning har blandt andet været med til at ændre samværslovgivningen i Arizona, hvor udgangspunktet for samvær siden 2013 har været en ordning med lige samvær og med stor succes.

I Arizona anerkender man ligeledes forældrefremmedgørelse og har såkaldte forældremyndighedssagkyndige, hvis fornemste opgave er at identificere fremmedgørelsen og manipulationen af barnet. Man laver endda en opdragelsesplan, hvor der kan indføjes forbud i forhold til manipulationerne. Endelig kan man i sidste instans få hjælp fra domstolene, når der er tale om forældrefremmedgørelse.

Familieretshuset gør hele familien uret

De fleste kender historien fra biblen, hvor Kong Salomon afgør en tvist mellem to kvinder om et barn ved at foreslå, at de skærer barnet midtover, så de kan dele. Barnets mor afslår tilbuddet, og Kong Salomon kan nu se, hvem der er barnets rigtige mor.

Denne visdom besidder de dog ikke i Familieretshuset. De gør det diametralt modsatte og tildeler begge forældre et sværd og beder dem om at hugge løs på barnet, som bliver skåret midt over følelsesmæssigt, når det tvinges til at vælge mellem mor og far. Vinderen bliver umiddelbart den, der manipulerer og kæmper mest indædt og manipulerer mest, men taberen er i virkeligheden hele familien.

De mange klemte skilsmissebørn kunne efter min bedste overbevisning undgås, hvis udgangspunktet for samvær var, at mor og far har lige meget samvær. Når begge forældre er velfungerende, bør der helt automatisk være en ordning med lige samvær som i Arizona. Det forhindrer, at en forælder bliver kørt ud på et sidespor og bliver fremmedgjort for sit eget barn. Man fratager samtidig konfliktramte forældre muligheden for at bruge barnet som en brik i samværskampen. Og sidst men ikke mindst sikrer man barnets trivsel og rettigheder ved at tage logiske, voksne og forskningsbaserede beslutninger.

En afgørelse om andet end ligeligt samvær bør selvfølgelig blive afgjort i retten og ikke i en underlig, inkompetent institution, som kun handler på baggrund af tvivlsomme udsagn og manipulationer. En institution, som beder børnene føre kniven fremfor at benytte sig af viden og forskning på området.

Familieretshuset gør i sin nuværende form både barnet og dets forældre uret. Politikerne burde tage ansvar og nedlægge hele molevitten. For hver dag, Familieretshuset eksisterer, kastes børn og forældre i ulykke, og basale menneskerettigheder krænkes. Indtil det sker, vil jeg benævne det med det mere rammende navn: Familieuretshuset.

Peter Stouby Hansen er folkeskolelærer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rikke Petersen

Tak for artikel, jeg er meget enig. Det er tåkrummende pinligt at se og høre på, hvordan forældre kæmper om deres børn med alle kneb. Børn skal være lige meget hos deres forældre, det gælder også, når børnene er små. Lige delt barsel mellem de to forældre.

Lone Hansen, Ole Olesen, Claus Bødtcher-Hansen, Kasper Lorentzen og Benny Bukhave anbefalede denne kommentar

Familieretshuset er en offentlig institution, der organisatorisk og budgetmæssigt hører under Social- og Ældreministeriet, og er sat i stedet for "Statsforvaltningen".

Med udgangspunkt i denne artikel virker det på mig som om, at denne reformerte institution ikke umiddelbart kan siges at udføre sine opgave på en ordentlig og betryggende måde.

Og når man ser på, at børn er mennesker, der ikke skal leve op i et samfund, men også skal leve op til samfundets forventninger, bliver denne opgave også problematisk for andre end børnene. Det er jo en kendt sag, at børn der lever op under vanskelige forhold senere i livet udvikler ringe selvværd, og bliver svagt uddannet.

Selv om man kan få opfattelsen af, at ændring fra Statsforvaltninger til Familiehuset mere har været en sparediciplin, bør man nok forlange, at den ansvarlige minister bringer sagerne i Familiehuset i god orden. Børn har faktisk visse rettigheder i henhold til Konventionen om Barnets Rettigheder.

jens christian jacobsen

I undersøgelsen fra Arizona konkluderes, at fælles forældremyndighed/joint custody er den bedste løsning under hensyntagen til
1. børnenes alder ved skilsmissetidspunkt, 2. hvorvidt den ene eller begge forældre har ny kæreste eller ny bopæl sammen med en anden/andre, 3. den støtte eller mangel på samme som barnet kan få, 4. hvorvidt forældrene er enige samt en vurdering af deres samarbejdsvilje- og evne, 5. den geografiske afstand mellem forældrenes boliger 6. andet der taler imod joint custody.
Er det ikke stort set samme krav og forventninger som myndigheder i Danmark fremkommer med ved skilsmisse?

Godkendt!

Benny Bukhave

Jeg er fuldstændig enig - Familieretshuset er en offentlig myndighed der på sigt vil få så mange menneskeliv på samvittigheden, at de der arbejder der, (socialrådgivere, jurister og psykologer), må ligge søvnløse om natten, hvis de har en samvittighed.
Eller måske er det massesuggestion, som man så det i de tyske koncentrationslejre under anden verdenskrig, hvor de der gassede jøderne var manipuleret til at tro, at de rent faktisk gjorde verden en tjeneste.
Familieretshuset og alt dets væsen, er så absurd som det overhovedet blive, og jeg begriber ikke, hvordan nogen kan arbejde i sådan et system, et system hvor basale menneskerettigheder bliver tilsidesat, uden at det får konsekvenser.
Som Peter Stouby Hansen skriver, skrot Familieretshuset, retsforfølg medarbejderne for krænkelse af menneskerettighederne, og lav et nyt system, der tager vare om børnene og forældrene, således de på den mest lempelige måde kommer igennem krisen.

Frederikke Nielsen

Nu har jeg selv haft et delebarn i mange år, og jeg er enig i at det altid bør tilstræbes i normalsituationen.

Der hvor vi kan blive uenige i, tror jeg, er, definitionen af, hvad en normalsituation er. Og jeg er lige ved at sige, at i samme øjeblik, at det tidligere par ikke kan blive enige af sig selv, men kræver indblanding af Familieretshuse og/eller domstole, så er vi ikke i en normalsituation længere.

Kæmper forældrene mod hinanden og kan de ikke finde ud af at samarbejde om børnene, da er en deleordning ikke længere hensigtsmæssig.

Henning Kjær, Inge Lehmann, Tine B., Inger Pedersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Jeg har kun én erfaring som støttekontaktperson for en borger. Barnet var 5 og senere 6 anbragt hos en familie som byggede deres økonomi på de frafaldne. Jeg så aldrig kvinden i det setup. Barnet kom til sidst hjem. Til den mindst skadelige part. En pusher og alkoholiker. Det kommer der nok en fandens karl ud af.

Da jeg opgav forældreretten i 2001 var det utroskab som skabte hadet. Jeg har endnu ikke mødt mine egne men jeg ved de lever på den anden side af vandet.
De var henholdvis 1/2 år og 3,5 år dengang og den ældste var berørt.

Denne taberrolle har præget alle mine relationer lige siden. Selv om det er sagen uvedkommende.

Statistikerne har ligget der i 100 år omkring skilsmisse børn og de taler for sig selv. Der er selvfølgelig mange succerer men flere fiaskoer. Kan et samfund overleve på det?

Jeg er nu 76 og på vej til sølvbryllup i mit 3.ægteskab,så alt er næsten godt, men fortiden sætter stadig spor, og derfor her en forkortet problematik iblandet følelser og en mangel på (måske) karakter.
Jeg blev far som 26 årig med min 8 år yngre hustru. Vi fik to børn og så voksede vi vist fra hinanden eller hun ville være alene og ja det var i en tid hvor bruddene og kønsrollerne blev afprøvet. Men jeg fik forældremyndigheden og børnenes mor boede tæt på og vi troede det var godt og børnene skulle skiftes til at bo hos os begge.
Men lille mig var trods en lederstilling i pædagogverdenen presset i min rolle. som alene far og savnet af en partner. Absolut ikke typen med one nigth stand i min "ledige 2uge
Jeg begik mit livs fejltagelse at gå ind i et nyt forhold ,hvor der var to børn.. Denne kvinde blev jeg gift med efter en "flugt" til en anden landsdel og hermed fratagelsen af børnenes mulighed for at se deres mor hver anden hele uge, Hun bebrejdede hele tiden mine børns mor for at give afkald på en forældreret. De små giftige frø til en svag mand som blev viklet ind i en proces der var dybt skadelig. Men det er mit ansvar. i8 9 stak børnene så af og de var så gamle at jeg som forældremyndigheds person fik at vide at det ikke ragede mig hvor de var! Nok om det, for omstændighederne endte heldigvis i en ny skilsmisse med en økonomisk nedtur, og mig tilbage i landsdelen og et nyt job og lige det at se min datter som student.
De valgte selvfølgelig deres mor.
Men sporene fra dengang ulmer stadig og kan mærkes i forhold til min nu hustru og samlever gennem 30 år. Men heldigvis så alle kan leve med det.
Der er virkelig mange aspekter i det her og det kræver stærke børn og forældre og især hvis de kan tilgive og erkende.

Tidens store problem er forældre som ikke kan enes og derfor ikke bor sammen.
Set fra børnenes specifikke vinkel er det mest ideelle mor og far kan enes og bor sammen. Men tolerancen er meget lav i disse tider, og opstår den mindste konflikt flytter man hver til sit og først derefter tænkes på børnene, eller nok rettere skrevet, kæmpes om børnene.
Her vil jeg komme med en formaning: Når man har børn bør man tilsidesætte egne personlige lyster i 20-25år, det giver "børnene" stabil barndom.
Det løser ikke altid problemer at flytte hver til sit. Problemerne kan såmænd fortsætte selv efter seperationen. De handler mere om den enkeltes tolerence-tærskel og bør være der, der først sættes ind med hjælp, ellers fortsætter livet blot for den enkelte i en situation af ud/ind

Bent Nørgaard

Vend spørgsmålet om. Barnet bliver i boligen og forældrene bor der en uge af gangen! Så bor barnet i trykke rammer. Kamp om barnet bliver meget svært. Det hjælper ikke at den ene part flytter langt væk. Kunneværespændende at prøve.

Freddie Vindberg, Tine B., nils valla, Viggo Okholm, Frederikke Nielsen, Rikke Petersen og Margit Lund Christensen anbefalede denne kommentar
Jorn Johansen

Jeg synes at det store problem er den rodløshed som fælles forældremyndighed efter skilsmissen skaber i barnet. Forældrene er ved skilsmissen grundlæggende uenige og kan kun ved en umenneskelig anstrengelse finde et alternativ, der måske alligevel sjældent bliver det HELT bedste. Vi husker at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, og jeg mener at forældrene deler barnets tid "juridisk", og at barnet ikke har en oprigtig chance som menneskeligt individ. Fælles forældremyndighed har djævlen skabt gennem gode intentioner i systemet, som forældrene så læner sig opad og tilbage og tror på/retter sig efter det. Jeg tror at barnet skal have lov til at være det sted hvor det har mest rod, og så skal det have hjælp til at sige til og fra med resten på vejen fra en dertil forberedt vejleder. Kun på den måde kan vi få hele voksne ud af det med en passende følelsesmæssig helhed i behold. Vi skal bort fra Freud og far- og morroller og se barnet som et helt menneske lige fra starten; individuelt.

Steffen Gliese

Man kunne jo også håbe, at tendensen med at shoppe parforhold snart går af mode. ;-)

nils valla, Ole Olesen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Børn hører til et sted der kan kaldes hjem. Om det er hos far eller mor er ligegyldigt. Men alt det flakkeri giver ikke et barn følelsen af at høre til et sted, med kammerater/veninder som er så vigtige.

Men har kun sine børn til låns, så de skal have tryghed og kærlighed. At forældrene åbenbart ikke kan finde ud af at være forældre falder kun tilbage på dem selv.

Jeg har også siddet som bisidder, endda flere gange og har på den anden side oplevet forældre, som umiddelbart kun gik efter en deleordning, for at kunne give indtryk af at de var en "lige så god forælder". Det handlede altså mindre om børnene og mere om eget ego. Men hvad kan man bruge mine oplevelser til? Intet. Ligesom man ikke kan bruge ovenstående partsindlæg til specielt meget.

Det har længe været almen viden, at deleordning (altså 7/7 ordning) alene kan fungere, hvis forældrene kan samarbejde. Så snart en samværssag ryger i Familieretshuset, er der pr. definition ikke længere et samarbejde og så vil en deleordning være en rigtig dårlig løsning. I hvert fald for børnene.
At forældrefremmedgørelse skal undgås er en helt anden diskussion, det ville en enkel ting som korte ventetider i Familieretshuset og hurtig fastsættelse af midlertidig samværsaftale kunne rykke meget ved.

Anne-sophie Hjort, Inger Pedersen, Frederikke Nielsen, jens christian jacobsen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar

Det kan være svært at stille regler op for forældre der bare ikke vil enes.

Kan håbe på familie-strukturen ændrer sig hen imod, eller måske rettere tilbage til, da tre generationer levede sammen.
Bedsteforældrene kunne så passe børnebørnene hjemme (bedsteforældrer har jo gerne meget livserfaring, hvilket unge forældre som næsten stadig kun selv er børn, ikke har), mens forældrene, som er unge og stærke, går på arbejdsmarket og forsørger familien.
Giver ikke kun familiemæssige fordele men også en bedre udnyttelse af boligmassen, da færre enlige får brug for hele boliger. Fører yderligere til lavere boligpriser.

Steen Østergaard

Har læst kronikken og må desværre konstatere at der ikke er noget nyt under solen i forhold til hvordan det fungerede i Statsforvaltningen ej heller i forhold til hvordan det fungerede i statsamtet(København)

Min egen oplevelse er netop fra de 2 nævnet institutioner. Den gang blev det hele afgjort med tildelingen af forældremyndigheden. Som jeg læser det rundt omkring får fastlæggelsen af hvem der bliver bopælsforældre samme konsekvens .

Begge dele bliver oftes afklaret meget tidligt i processen.

Dejligt ville det være om den myndighed der tager sig af samværssager blev pålagt at følge op på netop hvem der skaber konflikter/forsøger at fremmedgøre den anden forældre blev pålagt at bringe denne adfær til ophør, evt ved at flytte forældremyndighed/bopæl for barnet.

Det ville være konsekvenspædagogik der vil virke præventivt.

Set i øvrigt ikke min datter og har med få undtagelser ikke gjort det i snart 15 år.