I stedet for at tænke i psykiatriske diagnoser og medicin, skal vi se på børns miljø

Hver uge møder vi i medierne nye historier om, at børn og unge trives dårligere. I modsætning hertil har jeg gennem de seneste cirka 20 år altovervejende kunnet fortælle historier om børn og unge, der får løst deres problemer og kommer i trivsel.

Jeg tror, at kommunerne med fordel kunne snuppe min arbejdsfacon. At de i mange tilfælde kunne skabe tilsvarende resultater. Det ville gøre hjælpen uafhængig af forældrenes økonomi, og jeg tror endda, at kommunerne ville spare nogle udgifter til særlige foranstaltninger.

Der er ikke tale om en mirakelkur, og min arbejdsfacon er ikke til gavn i alle tilfælde. Forældrene må have almindelige forudsætninger for at tage sig af et barn, og vanskelighederne må ikke have vokset sig for store.

Forældre som primære hjælpere

Min arbejdsfacon er enkel. I næsten alle tilfælde taler jeg kun med forældrene. Det sparer den tid, der ellers går med, at barnet kommer til at føle sig tilpas i samtalerne, og det myndiggør forældrene som de primære hjælpere.

Arbejdsfaconen, som jeg anvender, er psykosocial. Forældrene og jeg undersøger, om det er muligt at forstå barnets adfærd på baggrund af dets hverdag og liv sammen med andre mennesker.

Helt enkelt spørger jeg forældrene: Hvad gør og siger jeres barn? Hvad gør og siger I? Hvad gør og siger barnet så? Og hvordan forstår I det, som barnet gør og siger? Derudover bidrager jeg med mine forslag til, hvordan barnets adfærd måske kan forstås.

I mange tilfælde synes forældrene, at deres og mine forslag til en forståelse giver god mening. Så fortæller jeg, hvordan de kan afprøve forslagene ved at handle på nye måder over for barnet.

Forældrene kommer igen en uge senere og fortæller, hvordan det gik for dem selv og om barnets reaktioner. Sammen vurderer vi, om reaktionerne tyder på, at vi allerede har en god forståelse af barnet, eller om vi skal udvikle en ny og bedre forståelse. Derefter følger vi sammen udviklingen og justerer løbende det nye, som forældrene gør.

Ofte fortæller forældrene til daginstitutionen eller skolen om det nye, der sker derhjemme. Det inspirerer mange pædagoger og lærere til at gøre noget lignende, og virkningen forstærkes.

Skyldfølelse som drivkraft

I visse tilfælde går rådgivningen ikke så let. Mine forslag til en forståelse gør forældrene kede af det. De græder og fortæller, at de føler sig skyldige i at have handlet ’forkert’ over for barnet.

Så bruger vi tid på at tale om, hvordan deres handlinger kan forstås, og der viser sig altid at være gode grunde til, at de har handlet, som de har.

Daniel på syv år er et eksempel. Han var begyndt at slå andre børn i skolen. Hans forældre og jeg udviklede den idé, at han derved afreagerede frustrationer over sin far, der som en følge af egne frustrationer var blevet kortluntet over for sin søn.

Daniels far følte sig skyldig, og ubehaget derved drev ham til at fortælle Daniel om ideen. Desuden tøjlede faderen sin tilbøjelighed til at være kortluntet. Daniel reagerede ved at begynde at udtrykke frustrationer over for sin far, og han holdt op med at slå andre børn.

Daniels problem var let at løse. I andre tilfælde må man som nævnt udvikle flere ideer, før man ser en virkning, og opholde sig ved forældrenes følelser i længere tid.

Det menneskelige miljø

I dag er det almindeligt, at både psykiatere, andre fagfolk og forældre hurtigt begynder at tænke psykiatrisk, når et barn har vanskeligheder. Vi tænker på barnet som ramt af psykisk sygdom, og sammenligner dets adfærd med kriterierne for diagnoser som ADHD, autisme osv.

Som alle ved, har det ført til, at flere og flere børn får psykiatriske diagnoser og medicin. Desuden går børnene i nogle tilfælde i samtalegrupper, og forældrene går på forældrekurser. Trods dette fortsætter de fleste af børnene med at have symptomer, som begrænser deres udfoldelse, hæmmer udviklingen og gør særlige hensyn nødvendige.

For diagnoserne ændrer ikke adfærd, men giver den blot navne. Medicinen helbreder ikke, men mildner i bedste fald symptomerne uden at give bivirkninger. Og børnegrupper og forældrekurser løser ofte heller ikke problemerne, selv om begge dele kan bidrage med brugbar viden, og det kan medføre en vis lettelse at møde andre med lignende vanskeligheder.

Min arbejdsfacon indebærer, at man i stedet for at tænke på diagnoser altid først afklarer mulighederne for at forstå børns vanskeligheder som reaktioner på deres menneskelige miljø og afprøver de forslag til forståelse, som det afføder.

I de tilfælde, hvor det ikke løser problemet, må man naturligvis gribe til andre muligheder, og her er børnepsykiatrien én af dem.

Lars Rasborg er praktiserende børnepsykolog