En stor del af den unge generation er konservativ. De ved det bare ikke endnu

»Jeg er altså ikke konservativ,« skynder mine jævnaldrende sig typisk at melde ud, når snakken falder på politik – oftest indledt på mit initiativ. En lille disclaimer, som kan synes overflødig, men alligevel forekommer vigtig for så mange af mine bekendte. Konservativ er åbenbart ikke et mærkat, man som ung ønsker at have på sig. Man er derimod ivrig for at undsige sig det.

Ofte har jeg faktisk købt præmissen, for på en måde giver det mening: At være konservativ er primært forbundet med fastholdelse af traditioner, udtryk som »at forandre for at bevare« og et ’hattedameparti’. Så hvorfor skulle man som ung stemme konservativt? 

Jeg kan naturligvis komme på mange gode grunde. Problemet er ikke, at Det Konservative Folkeparti ikke repræsenterer min generations interesser. Problemet er, at min generation ikke ved, at Det Konservative Folkeparti repræsenterer vores interesser. 

Det er en seriøs udfordring for et potentielt statsministerparti, hvis de generationer, der skal drive landet i den nære fremtid, ikke kan se deres egen fremtid i partiets linje.

I mine øjne er det, der står imellem os og en ny konservativ guldalder, at mange, særligt unge, ikke ved, i hvor høj grad Det Konservative Folkepartis politik faktisk stemmer overens med deres egne visioner og værdier. Poul Schlüter er kendt for at have sagt, at »90 procent af den danske befolkning er konservative – de ved det bare ikke«. Det er meget rammende for den udfordring, Det Konservative Folkeparti står over for i dag: At vise den danske befolkning, at de er konservative.

Jeg er ligesom Schlüter ret overbevist om, at danskerne er konservative. Det er jeg også overbevist om, at mine jævnaldrende er, på trods af at de er så ivrige for at undsige sig det.

Den fornuftige stemme mellem ekstremerne

Hvis man spørger mig, skal balance være det, der kendetegner Det Konservative Folkeparti. Det betyder ikke, at vi skal være ligesom De Radikale, der forvirret cherry-picker politiske holdninger fra højre og venstre og ikke engang ved, hvem de vil pege på som Danmarks statsminister. 

Det betyder derimod, at vi skal være den fornuftige stemme mellem ekstremerne. For selv om det oftest er de mest ekstreme holdninger, der bliver repræsenteret i debatten, så befinder langt de fleste danskere sig trods alt på midten. Det er dem, vi som folkeparti og nu potentielt statsministerparti har til opgave at repræsentere.

Det gælder også tidens omdiskuterede dagsordener som identitetspolitik og ligestilling, hvor vi må repræsentere balancen mellem det hypertolerante og det intolerante. Vi skal ikke være dem, der insisterer på, at man skal have sine pronominer stående på sociale medier, eller går ind for gratis menstruationsbind. Men vi skal heller ikke være ignorante som Lars Boje Mathiesen, der latterliggør det. Vi må ikke gå med skyklapper, i forhold til at Danmark har visse udfordringer, når det kommer til ligestilling.

Konservatisme handler om balancen mellem at bevare og passe på det, der virkelig betyder noget, og samtidig udvikle det, der må udvikles for at skabe en endnu bedre fremtid. Vi har en vigtig opgave i at skabe en kollektiv forståelse for, at det at være konservativ og fremsynet ikke er gensidigt udelukkende.

Ikke kun Gud, konge og fædreland 

Klimapolitikken er et godt eksempel på et område, hvor konservativ bør betyde progressiv. På den konservative klimadagsorden står både udfasning af kul og olie, investeringer i vedvarende energi og belønninger til de virksomheder, der tager den grønne vej.

Vi skal markere os mere på klimadagsordenen, så danskerne ved, at Det Konservative Folkeparti er det grønne parti i blå blok. Konservativ klimapolitik skal ikke være lig med påtvungne kødfrie mandage, eller at alt landbrug skal være økologisk. Men vi erkender, at der er behov for ambitiøse målsætninger for CO2-reduktion, ligesom det skal kunne betale sig at være grønnere for både virksomheder og forbrugere. Det er i min optik en saglig og afbalanceret tilgang, som mange danskere kan se sig selv i.

Selv om det hele ikke skal gå op i Gud, konge og fædreland, er der nu nogle kernekonservative værdier, som tåler yderligere fokus. Det gælder særligt familiepolitikken. Det Konservative Folkeparti er og bliver et familieparti, der alle dage har kæmpet for bedre forhold og mere selvbestemmelse til de danske familier. Men vi falder igennem på et essentielt, dog overset, aspekt af familiepolitikken, nemlig unges mentale helbred. Stadigt flere unge døjer med ensomhed og psykiske problemer. Alle, der har haft det inde på livet, ved, hvor altødelæggende det kan være for en familie, hvis en ung mistrives. Når psyken knækker hos en ung, påvirker det relationerne mellem forældre, bedsteforældre og søskende.

Partiet svigter den mentale sundhedskrise

Det Konservative Folkeparti svigter ungdommen og dermed også familierne, når Søren Pape på talerstolen til partiets landsråd reducerer den mentale sundhedskrise til et spørgsmål om spildt mælk og knuste hjerter i skolegården. Dér var jeg skuffet over min ellers så sympatiske partiformand. I sin kronik i Information den 28. december tager Pape generationskontrakten op og skriver, at vi har et ansvar for at give et bedre samfund videre til de kommende generationer.

Generationskontrakten er også ansvaret for at hjælpe en generation, der er langt mere ulykkelig, end dem, der kom før den. Jeg er helt enig i, at løsningen ikke er, at det offentlige faciliterer gratis psykologhjælp til alle. Men vi skal opprioritere psykiatrien, så de unge, der rent faktisk har brug for psykologhjælp, kan få den uden at skulle vente over seks måneder på den.

Vi har samtidig et ansvar for at løse problemets kerne og behandle årsagerne til, at unge mistrives. Jeg tror, at ensomheden i høj grad skyldes, at vi unge er individualiserede som aldrig før. Det kan lyde som en kliché, men vi bruger mere og mere tid på at selviscenesætte os på sociale medier og mindre tid på at indgå i fællesskaber, der kan give os en følelse af at høre til. Det må unægteligt have negativ indflydelse på både selvværd og ensomhed.

En del af noget større

Her tror jeg også, at manglende forståelse for, hvad det er, der binder os alle sammen, spiller en rolle i ensomheden blandt unge. Til jul konstaterede min onkel tørt, at min generation intet ved om dansk kultur og historie. Danmark er blevet reduceret til en geografisk lokation i stedet for det kulturelle fællesskab, der eksisterede, dengang min onkel var dreng.

Da jeg senere på dagen var den eneste under 70 år til julegudstjeneste i kirken, slog det mig, at han havde en pointe. Forståelse for vores fælles kultur og værdier er med til at give os en følelse af at være en del af noget større. Omvendt kan fraværet af denne forståelse gøre, at man føler sig fortabt, isoleret og uden formål.

Den bevarelse af kultur, som mange unge er så ivrige for at tage afstand fra, er i virkeligheden til for os. Måske ser unge ikke sig selv som konservative, fordi de ikke ved, at bevarelse af traditioner ikke sker for de ældres skyld, men for os unges skyld. 

Det Konservative Folkeparti har en vigtig opgave i at bevise over for min generation, at traditioner også er til for at skabe en bedre fremtid. Og at den bedste fremtid findes i balancen mellem at bevare det, der fungerer, og udvikle det, der ikke fungerer.

Det er først, når mine jævnaldrende uden at tøve siger: »Jeg er konservativ«, at vi ser ind i en ny konservativ guldalder.

Cecilia Zade Iseni er næstformand i Konservativ Ungdom