Læserbrev

Vi studerende har advaret mod udflytningen af uddannelser, men corona har svækket protesten

Kritisk tænkning opstår i sociale relationer og spontane meningsudvekslinger. Derfor har det været nærmest umuligt at mobilisere en protest under corona. Studenteroprøret ’22 har gjort det alligevel, skriver kandidatstuderende i litteraturhistorie Mikkel-Theis Paulsen
Debat
11. januar 2022

Information den 3. januar undrer journalist Lise Richter sig over fraværet af »iøjefaldende protester« fra studerende og forskere mod regeringens udflytningsplaner. Planer, som reelt er endnu en nedskæring på et i forvejen hårdt presset universitetssystem.

I lyset af de seneste måneders advarsler og højlydte ramaskrig fra rektorer, ansatte og studerendes side i tv og dagspressen og gennem bevægelser som Studenteroprøret ’22 vækker det forundring (og provokation), når det hævdes, at universiteterne ikke protesterer.

Og så kunne man selvfølgelig spørge, hvad de, der efterlyser en større protest fra de studerende, egentlig havde forventet efter snart to års nedlukning, onlineundervisning, politisk mistænkeliggørelse af hele forskningsfelter og de facto-afvikling af studiemiljøerne på universiteterne?

Den italienske filosof Giorgio Agamben advarede i starten af pandemien mod de konsekvenser, som en nedlukning og hjemsendelse af de studerende ville få for universiteterne: Kritisk tænkning udvikles ikke kun til forelæsninger – det sker i lige så høj grad i de sociale relationer, spontane møder og meningsudvekslinger, man møder i foreningslivet. Engagement, solidaritet og protest opstår ikke via en billig wi-fi-forbindelse fra et kollegieværelse.

Hvem skulle med det in mente have kræfterne til – endnu en gang – at skabe politisk mobilisering mod regeringens slet skjulte nedskæringer?

Nødvendighedens politik og årtiers vanrøgt af uddannelsesområdet har ført til en nærmest permanent tilstand af økonomisk usikkerhed, psykisk mistrivsel og stress, som har vænnet studerende til, at i morgen bliver værre end i dag.

Når Socialdemokratiets skærekage skal fordeles, vil de studerende altid stå bagest i køen – det har bitter erfaring lært os. Og skønt min egen generation ikke selv har oplevet Margaret Thatchers æra, står hendes ord endnu som den politiske mulighedshorisonts triste, men absolutte diktum »There is no alternative«. Måske var det på tide, at fremsynede lovgivere modbeviste det.

Mikkel-Theis Paulsen er kandidatstuderende i litteraturhistorie på Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Studenters daglige advarsel mod udflytning af studiepladser (advarsel mod decentralisering). Har Information ikke vigtigere nyheder at bringe?

Hvorfor ikke debatere at KU af rent historiske grunde får meget større forskningsmidler end de andre universiteter. KU sidder på flæsket vil ikke dele og er stivnet i ønsket om mere centralisering.
Så kunne vi måske få lidt flere nuancer på udflytning, der er vedtaget af et stort folketingsflertal, og at der også kan laves god forskning andre steder.

jens christian jacobsen

'..Engagement, solidaritet og protest opstår ikke via en billig wi-fi-forbindelse fra et kollegieværelse.
Hvem skulle med det in mente have kræfterne til – endnu en gang – at skabe politisk mobilisering mod regeringens slet skjulte nedskæringer?'

1. Prøv en dyrere wi-fi, 2. brug mobilen og ring rundt til 5-10 du kender og bed dem og at gøre det samme. Så kan I lave en demo. Måske har du hørt om det til forelæsninger: sneboldseffekt kaldes det. 3. Hvis forslagene virker uoverkommelige, så brug tiden på dit lille kollegieværelse og læs noget mere Agamben. Her kan du måske finde trøst i, at du bare er en 'vilkårlig singularitet uoprettelig adskilt fra den statslige organisation.' (Agamben: Det kommende fællesskab, THP)

Marianne Jespersen

Nu er det nemt at være hånende og sarkastisk arrogant overfor en studerende som skriver et indlæg hvori bl.a.han gør opmærksom på, at man ikke har lykkedes med at trængt igennem den mur af ligegyldig ignorering af de informationer om konsekvenserne af udflytningsplanerne. som bl.a universiteterne og fx Magisterforeningen mfl. har gjort opmærksom på.
Det er i øvrigt ikke korrekt at Information eller andre medier har beskæftiget sig urimeligt meget med denne sag selvom nogle læsere ikke gider høre om den. Set i den betydning sagen vil have på sigt bl.a. mht. at øge uligheden i adgangen til højere uddannelser, lange videregående uddannelser og evt. også øget mangel på uddannede forskere og undervisere på en lang række områder i fremtiden.

Man kunne ønske, at Information gav sine læsere en grundigere redegørelse for en lang række af det konkrete indhold og betydningen heraf. Det er også en hæmsko at mange partier inkl. SF , Enhedslisten og Radikales folketingsgrupper rodede sig ind i denne aftale og ikke kan finde ud af hvordan de nu skal håndtere disse tvivlsomme beslutningers ødelæggende elementer. Befolkningen som sådan køber i øvrigt den almindelige nedgøring og mistænkeliggørelse af især humanistiske fag og akademikere og mange inkl. adskillige indlæg i Informations kommentarspor, bliver ved med at afvise en seriøs bekymring og diskussion med at det bare er Københavnerarrogance nedgøring af provinsen og den slags.

Til Henning Kjær: Der er aldrig nogen der har benægtet, at der kan laves god forskning andre steder end på Københavns Universitet, men hvorfor det skal medføre, at man skal reducere og ødelægge den gode internationalt højtrangerede
Universitetsforskning og uddannelse her og iøvrigt også på de andre Universiteter, savner gode begrundelser. Vi har brug for mere forskning og uddannelse ikke mindre. Og Jens Christian Jacobsen dit indlæg her er dig ikke værdigt.

jens christian jacobsen

Marianne Jespersen. Når indlægget påstår, at uddannelse, sociale relationer og lyst til at læse forsvinder og medfører udmattelse og en 'de fakto' destruktion af studiemiljøerne gennem Corona- nedlukningog udflytning af mellem 6 og 8 % af uddannelserne - ja, så er jeg i min gode ret til at være sarkastisk over en sart og priviligeret mimose, der hyler i lidt modvind. Og jeg mener faktisk, at hvis hans wi-fi forhindrer ham og andre i at samles til protest - så må de jo spare sammen til en bedre forbindelse. De kan deles om udgifterne...

Helle Degnbol

Et godt og relevant indlæg, tak for det.

Det fremgår klart, at det ikke kun drejer sig om regeringens udflytningsplaner. Der tales om "Planer, som reelt er endnu en nedskæring på et i forvejen hårdt presset universitetssystem" og om "politisk mistænkeliggørelse af hele forskningsfelter".

Tak til alle, der ikke opgiver.

jens christian jacobsen

@Helle Degnbol
Enig i at regeringer forvalter offentligt finansierede læreanstalter - hvad ellers? Skulle forskning være undtaget sådan at universiteterne bare sender regninger til finansministeren? Hvordan vil du forklare befolkningen, at forskning principielt er undtaget fra de begrundelsesforpligtelser som alle andre har?