Kommentar

En syv-syv-ordning er ikke det bedste for alle børn efter en skilsmisse

Et godt børneliv kan ikke reduceres til en sum af dage, der kan deles lige over. Og når der skal træffes beslutninger om børns liv efter et brud mellem forældrene, har børnene behov for og ret til at blive hørt, skriver barndomsforsker Sarah Alminde i dette debatindlæg
I takt med samfundsændringer i retning af et mere ligestillet forældreskab og i forlængelse af ændringer i lovgivningen på området er syv-syv-ordninger blevet et tiltagende udbredt fænomen. Arkivfoto.

I takt med samfundsændringer i retning af et mere ligestillet forældreskab og i forlængelse af ændringer i lovgivningen på området er syv-syv-ordninger blevet et tiltagende udbredt fænomen. Arkivfoto.

Emilie Lærke Henriksen

Debat
1. februar 2022

I en kronik den 12. januar i Information argumenteres der for, at en lige samværsordning – en såkaldt syv-syv-ordning – bør være hovedreglen, når der skal fastsættes samvær i skilsmissesager.

Med henvisning til praksis i Arizona samt amerikanske forskningsresultater forklares det, at det vil være det bedste for børnene med en automatisk lige deling. Det problematiseres videre, at børn, hvis forældre har en sag i det familieretlige system, tilbydes deltagelse i en børnesamtale.

Som forsker på området vil jeg gerne anfægte, at forskningen taler for ikke at høre børnene – det modsatte er faktisk tilfældet. En syv-syv-ordning er ikke altid det bedste for barnet, og automatløsninger er ikke vejen frem i de ofte komplekse familieretlige sager.

En sådan argumentation skriver sig ind i en mere generel tendens til underminering af børns levede liv og rettigheder. Børn er ikke genstande, der kan deles lige mellem forældrene, og tilrettelæggelsen af deres hverdagsliv ikke noget, der kan sættes på formel. Børn er ligeværdige aktører i deres eget og det fælles liv, og deres perspektiver lige så vigtige som de voksnes.

Børn i syv-syv-ordninger klarer sig godt

En række forskningsundersøgelser, blandt andet fra Danmark og Sverige, viser, at børn der bor i syv-syv-ordning eller sammenlignelige ordninger, klarer sig lige så godt som børn med samboende forældre. Det vil sige, at de klarer sig bedre end børn med andre samværsordninger. Det taler imod tidligere tiders forbehold imod syv-syv-ordninger, og i stedet for, at det kan være en løsning, der fungerer godt for en del familier.

Det er dog ikke det samme som, at det er en god løsning for alle børn, heller ikke selv om begge forældre er velfungerende. De samme undersøgelser peger på, at en syv-syv-ordning forudsætter, at forældrene har et godt samarbejde, et lavt konfliktniveau, at forældrene bor tæt på hinanden, og at de har en fleksibel tilgang til børnenes hverdagsliv.

I takt med samfundsændringer i retning af et mere ligestillet forældreskab og i forlængelse af ændringer i lovgivningen på området er syv-syv-ordninger blevet et tiltagende udbredt fænomen. Det er glædeligt for de børn, det gavner, og de sikkert mange familier, der trives med det.

Børn under pres for at dele deres tid ligeligt

Det betyder dog også, at der både i det familieretlige system og hos forældrene kan være en forventning om en lige og retfærdig deling af børnenes tid. Det kan gøre det meget vanskeligt at være et barn, der ønsker noget andet, og nogle børn oplever et stort pres for, at de skal dele sig lige imellem forældrene. Det skal de voksne omkring børnene selvfølgelig interessere sig for. Og når det familieretlige system skal træffe beslutninger om børnenes liv, har de både juridisk og etisk forpligtigelse til at lytte til børnene.

På vejen mod at sikre det bedst mulige børneliv vil det være vigtigt at støtte hele familien og for eksempel hjælpe forældrene med at forbedre deres samarbejde, men det bør ikke være forældrenes behov eller forældrenes retfærdighedsfølelse, der styrer, hvordan børnenes liv organiseres.

Børn i skilsmissesager er ofte i en sårbar og vanskelig situation. Derfor tænker voksne indimellem, at den bedste beskyttelse af børnene er at lade være med at inddrage dem. Det fjerner dog ikke børnene fra den svære situation, ligesom det heller ikke hjælper dem med at håndtere det svære. At træffe beslutninger hen over hovedet på børnene kan derfor være med til at skabe yderligere sårbarhed.

Tag børnene alvorligt

At lytte til børnene kan være med til at sikre, at de bedste beslutninger træffes. Børnene kan som de eneste fortælle om, hvordan det er at være lige præcis dem. For at træffe de bedste beslutninger er det vigtigt at undersøge børnenes perspektiver, oplevelser, ønsker og fortællinger om relationer og hverdagsliv. Det er ikke det samme som, at børnene skal vælge imellem deres forældre, eller at børnenes perspektiver altid trumfer andre hensyn. Det handler om at anerkende børn og børns perspektiver som ligeværdige med andres.

Vi ved fra forskning, at mange børn gerne vil høres, når der skal træffes beslutninger om deres liv efter et forældrebrud. En forskningsbaseret tilgang til børn og familier i skilsmissesager bør således tage børnene alvorligt og sikre deres deltagelse.

Det er de voksnes ansvar at træffe de bedste beslutninger, men for at kunne gøre det er det helt centralt at lytte til dem, det handler om: børnene.

Sarah Alminde er postdoc og ph.d. i barndomsforskning ved Roskilde Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et rigtig godt indlæg i en meget aktuel problematik, som har eksisteret i en del år efterhånden og nok ikke bliver mindre..
I e n del af denne problematik bør vi nok også inddrage skilsmisse folkets etablering i nye forhold og hermed nye opdragelsespartnere, for uanset de biologiske forældres "ret" og kompetence, så undgås ikke en ny partners indflydelse både i dagligdagen og måske atmosfære i dagligdagen.
Det kunne jeg skrive en lang historie om, men lige nu vil det bare ribbe op i min egen forkerte prioritering.

Er der forsket i hvordan samarbejdende forældre og deres børn trives og håndterer, at lade barnet/børnene bor ét sted f.eks. det oprindelige hjem og forældrene selv flytter sig på skift f.eks. i en 7/7 fordeling - eller andre fordeling?

Vibeke Olsen, Rikke Petersen, Viggo Okholm og Kent Bajer anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

Annette Munch

Jeg tvivler - tænker, at der måske ere så få eksempler, at de ikke på nogen måde kan være statistisk signifikante.

Men tænker, at det måtte være en rigtig god løsning.

På vores gade er to skilsmisseforældre flyttet ind i to huse - med et hus imellem.
Af hensyn til børnene.
Efter sigende blev det ene hus overtaget til overpris for at få det til at virke.

DET kan jeg have respekt for!
Ideen gives hermed videre.

Inger Pedersen.
Bestemt respekt for dit eksempel, selv om det stadig er børnene, der skal være de bevægelige med liv 2 steder.

Man kunne godt forske/undersøge (kvalitativt - ikke omfang) om forældre overhovedet overvejer den mulighed, som i dit eksempel - og hvilke begrundelser, der har betydning for forældrenes valg, når de aftaler fordeling af deres børns liv

Nils Viga Hausken

En 7/7 ordning har nogle sideeffekter som begrænser børnenes sociale liv udover forældresamværet. Et barn i denne ordning har to hjem med lidt forskellige kulturer. Hver uge skal de justere sig ind i, og på ny etablere, et samspil med ugens forælder. Det går der gerne et par dage med inden rytmen for fulde er opnået og den jævne hverdag er etableret, så er der fem "normal" dage tilbage. Hverken børn eller forældre er roboter eller mekaniske tandhjul.

I de fleste familier findes bedsteforældre, mostre, farbrødre og venner af familien. Men har disse 7/7 børn overskud til at være på fx weekend besøg hos overnævnte? Det har trolig de færreste med mindre de er af en særlig støbning.

Som barn er ens hjem aldrig "drømmepladsen". Sådan var det i allefald for mig. Det mest attraktive sted var hos mine bedsteforældre, det var paradis at være der flere dage i træk. Sådanne ophøjede og glansfulde paradiser har alle børn brug for. Jeg vil mene at mit barndomsrige ville været meget fattigere uden.

Eksempelvis har jeg to familier som jeg er nært knyttet til. Den ene er uskilt med fire børn. Vi har mange gange været på ferie sammen og deres børn kommer på weekend hos mig hvor vi har det top sjovt og morsomt og vi har etableret er stærkt forhold os imellem. De får andre indput fra mig end hvad de får på den hjemlige front.

Den anden familie har et barn i en 7/7 ordning. Vi er også på ferier sammen og jeg her et nært og godt forhold til barnet. Men vedkommende, som et et sundt og harmonisk barn, har aldrig været her hos mig på weekend eller overnattet el lign af den simple grund at barnet ikke kan overskue at være flere steder. Af samme årsag er det heller ikke aktuelt med solo ophold hos anden nær familie.
Men jeg er ikke i tvivl om at hvis forældrene ikke var skilt, eller havde en anden ordning end 7/7, ville barnet haft overskud til at etablere tættere forhold til andre i de nære relationer.

Rolf Andersen, Claus Nielsen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar

"En syv-syv-ordning er ikke det bedste for alle børn efter en skilsmisse"

Så snart at mor og far havner i den situation, at de ikke elsker hinanden mere, er der ikke rigtig nogle gode løsninger for børnene. At forældrene bliver sammen er oftest den dårligste. Nogle gange står man ganske enkelt i en situation, hvor ingen løsning er god.