Kommentar

Tidligere bandemedlem: Politikere som Messerschmidt forstår ikke dynamikkerne i bandemiljøet

Når Messerschmidt foreslår, at personer, der tre gange begår banderelateret kriminalitet, skal have en livstidsdom, afslører han, at han ikke forstår problemet. Det er tydeligt, at de skærpende tiltag med hårdere straffe ikke har den tilsigtede effekt, så lyt hellere til eksperterne, skriver tidligere bandemedlem og kandidatstuderende i socialt arbejde, Iman Azamigilan, i dette debatindlæg
Når Messerschmidt foreslår, at personer, der tre gange begår banderelateret kriminalitet, skal have en livstidsdom, afslører han, at han ikke forstår problemet. Det er tydeligt, at de skærpende tiltag med hårdere straffe ikke har den tilsigtede effekt, så lyt hellere til eksperterne, skriver tidligere bandemedlem og kandidatstuderende i socialt arbejde, Iman Azamigilan, i dette debatindlæg

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Debat
3. januar 2022

I forlængelse af den nuværende bandekonflikt i København har Morten Messerschmidt foreslået indførelse af livstidsstraf, hvis en person tre gange begår banderelateret kriminalitet.

Det er efterhånden en selvfølge, at man i konflikttider ser diverse politikere komme frem med markante forslag og ineffektive strategier om hårdere straffe mod skyderier. Det er efterhånden tydeligt for enhver, at de skærpende tiltag med hårdere straffe ikke har den tilsigtede effekt.

Bandepakkerne har gjort det muligt at øge straffen for banderelaterede skyderier med 150 procent. Efter den seneste bandepakke i 2017 var der i samme år 87 banderelaterede skyderier, hvilket er det højeste antal hidtil. Det indikerer, at disse skyderier ikke reguleres og begrænses af hårdere straffe, men at det derimod afhænger af dynamikkerne og konfliktniveauet i rocker- og bandemiljøet.

Nogle politikere vil så alligevel mene, at så længe disse personer sidder i fængsel, kan de ikke udføre ny kriminalitet, som er utryghedsskabende i det offentlige rum. Det afslører, at politikerne ikke forstår problemet. Vi kan ikke fjerne banderne ved at straffe hårdere, om det så er livstidsdomme eller ej.

Man må forstå, at hver gang man burer et bandemedlem inde, så efterlader man et vakuum i det konkrete bandemiljø, som andre bandemedlemmer og kriminalitetstruede unge står klar til at udfylde.

Vi kan derfor godt bilde hinanden ind, at hårdere straffe er vejen frem, og derfor gentage de seneste 12-13 års fejltagelser på ny.

Det er efterhånden en kliché, når alle peger på, at man skal fokusere mere på forebyggende indsatser for at bryde fødekæden til disse destruktive miljøer. Men som tidligere aktiv i bandemiljøet og fagperson i dag kan jeg kun bakke op om, at man i højere grad skal fokusere på forebyggelse snarere end brandslukning.

Vi er som samfund nødt til at opfatte bandesituationen i Danmark som et konstant problem, der kræver kontinuerlig og intensiv opmærksomhed. Det nytter ikke noget at vente til, at konflikterne opstår, hvor politikerne ser deres snit til at skabe opmærksomhed om deres egen politiske dagsorden, men ikke agter at handle i overensstemmelse med eksperternes indsigter.

Jeg håber derfor, at flere politikere retter opmærksomheden mod eksperterne i stedet for at indgå i en værdikamp med blandt andet Morten Messerschmidts forslag eller SF’s naive forslag om en fjerde bandepakke.

Iman Azamigilan er tidligere bandemedlem og kandidatstuderende i socialt arbejde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Jørn Pedersen

MM fostår ikke MM!

Peter Beck-Lauritzen

Kriminalitet straffes, ligesom alle andre lovovertrædelse. Dette gælder også for MM, når den tid kommer.
IA skal vi holde op med at idømme fængselstraffe til kriminelle og erstatte lovovertrædelser med forebyggelses-aktiviteter?
Der har altid været kriminelle elementer i samfundet. Nogle straffes, nogle bliver klogere og holder op og andre bliver for gamle og vil ikke bruge resten af deres liv på fup og fiduser/risikere deres liv for tomme værdier! Så straf er en del af et reguleret samfund.

Iman Azamigilan

Peter.
Det har jeg ingen steder skrevet, sagt eller ment. Så forstår ikke, hvad det er, som du udleder dette fra?

Alvin Jensen, Inger Pedersen, Peter Meyling, Carsten Wienholtz, erik pedersen og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar