Kronik

Uvaccineret: Kan en egoistisk idiot som mig få lov at donere sine vacciner til Sudan?

Må vi, de uvaccinerede sølvpapirshatte på ’hold B’, der ikke har været gode til det der med samfundssind, få lov at tage globalt ansvar og donere vores vacciner til et udsat ældre menneske i Sudan, Congo eller Syrien? Sådan spørger Mari-Ann Hilmar i denne kronik
Fra at være et rimeligt anstændigt og almindeligt menneske er jeg blevet en faktaresistent klaphat med skyklapper, en blind samfundsødelæggende idiot, et stort egoistisk røvhul og en lattervækkende sølvpapirshat, skriver Mari-Ann Hilmar.

Fra at være et rimeligt anstændigt og almindeligt menneske er jeg blevet en faktaresistent klaphat med skyklapper, en blind samfundsødelæggende idiot, et stort egoistisk røvhul og en lattervækkende sølvpapirshat, skriver Mari-Ann Hilmar.

Magnus Hove Johansson

Debat
7. januar 2022

Kære Mette Frederiksen

Jeg er en dansk statsborger, som, har det vist sig, desværre nu ikke længere kan leve op til din anmodning om at vise samfundssind. Derfor dette brev.

Hvis man kan sige det sådan, startede det hele ellers rigtig godt i marts 2020, da COVID-19 kom. Den fint forståelige graf med den grønne og den røde kurve blev præsenteret, og du bad alle os danskere om at udvise samfundssind. Jeg var én af dem, der var med, da vi stod sammen hver for sig – og dengang som nu holder jeg den afstand, du siger, man skal, har mundbind på, når du beder om det, og mine hænder ser ud, som de skal, med rødlige pletter og tør, skællende hud.

Der, hvor det begyndte at gå galt, var, da jeg modtog invitationen til vaccinen og ikke kunne få min finger til at trykke på ’Bekræft tid’-knappen. Godt hjulpet på vej af de uenige eksperter og mere og mere uforståelige grafer kom jeg i tvivl.

Og med denne tvivl – mikset med en måske irrelevant frygt for nye ting, at jeg generelt ikke bryder mig om at kaste mig ud i eksperimenter, og at jeg ikke har en udpræget begejstring for medicinalbranchen, som også synes, at hvert stik tæller – gik jeg i stå, og den dag i dag er jeg stadig ikke kommet videre.

Fra anstændig til sølvpapirshat

Dette betyder dog ikke, at min personlige udvikling er gået i stå. Fra at være et rimeligt anstændigt og almindeligt menneske er jeg blevet en faktaresistent klaphat med skyklapper, en blind samfundsødelæggende idiot, et stort egoistisk røvhul og en lattervækkende sølvpapirshat.

Dog er det ikke kun mig, der har udviklet mig. En lille gruppe af de mennesker, der før hørte til dem, der med god ret bad om kammertonen, er, efter de har lagt arm til stikket eller stikkene, blevet immune over for almindelig god opførsel og liker og deler lystigt nedrige jokes om ikkevaccinerede på nettet, serverer små grimme trusler efter klokken 22 og mener i de værste tilfælde, at jeg med min tvivlsomme karakter må sejle i mit eget pis.

Selv hvis jeg ser bort fra min egen smålige forfængelighed ved disse verbale overgreb, har psykisk vold aldrig ført noget godt med sig, og denne udvikling gør mig bekymret. Vores børn og unge er nu også en del af vaccinationsprogrammet, og med deres dumme skik med at kopiere os voksne ved vi, at denne adfærd vil sprede sig og måske endda mutere til noget endnu værre i diverse skolegårde rundt omkring i landet.

Mange forældre vælger ikke, om deres børn skal vaccineres med tanke på COVID-19, men af frygt for, om deres børn er stærke nok til at modstå denne opblussede vredes virus. Med dette i tankerne ville jeg derfor gerne bede dig, Mette Frederiksen, om at mane dine tropper til besindighed. Men jeg ved også, at du via egen retorik og andre udfordringer er viklet lidt for meget ind i det hele.

Vesten svigter med sin hamstring

Fra min egen position som et førsteklasses røvhul og ikke mindst det faktum, at udskamningen bliver udført i samfundssindets navn, er det desværre ganske umuligt for mig at belære de ikke så tænksomme vaccinerede om, hvad jeg synes, de kunne gøre bare lidt bedre. Men som man siger, er der intet, der er så dårligt, at det ikke er godt for noget, og jeg faldt forleden over et interessant debatindlæg af Carsten Jensen, hvor netop det at belære indgik.

Her blev det ganske fint beskrevet, hvordan vi i Vesten svigter, ikke blot i distributionen af vacciner til fattige lande med dårligt fungerende sundhedsvæsener, men også fordi vi tillader de store medicinalfirmaer at tage en monopolagtig overpris for vaccinen. Carsten Jensen skriver, hvad man ikke kan modsige, at COVID-19 er en verdensborger, og derfor må ansvaret også være globalt. Han slutter af med:

»Og så er der de fornuftsresistente vaccinemodstandere, som lider af den illusion, at de er alene i verden. Hvis ikke vi får lov at belære dem om noget andet, vil virussen gøre det.«

Mari-Ann Hilmar.

Magnus Hove Johansson
Om det er sund fornuft hellere at ville belæres af forfatteren end af virussen, er jeg som fornuftsresistent jo ikke i stand til at vurdere. Under alle omstændigheder kunne jeg godt se, at illusionen om at være alene i verden er en alt for tung byrde at bære, specielt efter alle disse lange nedlukninger. Så skrivet fik mig til at prøve at finde en måde, hvorpå vi alle kunne komme en smule ud af denne uhensigtsmæssige situation, vi er havnet i.

Undervejs tænkte jeg på mange ting, blandt andet hamstring af toiletpapir kontra hamstring af vacciner – hvortil jeg dog lige vil nævne, at jeg aldrig nogensinde har hamstret toiletpapir. Og ja, til sidst kom jeg i mål, medbringende et positivt resultat og en tilfredsstillende idé. Denne idé håber jeg, at du, Mette Frederiksen, vil tage til dig, og dele med Søren Brostrøm, Magnus Heunicke, Jeppe Kofod og andre relevante på bedste demokratiske vis:

Hvad om man i stedet for at vise samfundssind kunne få lov til at vise globalt sind?

Hvis du vil stå for distributionen, vil jeg nemlig meget gerne donere mine tre doser Pfizer BioNTech til et udsat ældre menneske i Sudan, Congo eller måske Syrien, hvor under ti procent er fuldt vaccinerede. Ligegyldigt hvordan man regner den ud, har vedkommende jo en væsentligt større risiko for at dø af COVID-19, end jeg har.

Donér din dosis

Jeg kunne godt forestille mig, at der var andre både vaccinetvivlere og -modstandere, der med stor glæde ville gøre det samme. Jeg tænker, at når vi på ’hold B’ ikke har vist os særlig gode til det med samfundssind, så kunne vi herved få lov til at vise os fra vores bedste side og tage et globalt ansvar.

Måske du nu i refleks tænker og frygter, at du i så fald bliver nødt til at belemre Danmarks borgere med endnu strammere restriktioner og derved mindre frihed, at der måske vil komme et større pres på vores sygehuse, at vores højkonjunktur vil forvandles til lavkonjunktur, og at dine stemmetals røde kurve derved vil falde yderligere. Hertil vil jeg gerne berolige dig med, at alle de vaccinerede, som ikke er fornuftsresistente, og som heller ikke tror, de er alene i verden, naturligvis vil kunne se fornuften i mine tanker og bakke dig op.

Faktisk tænker jeg endda, at nogle af de mest friske vaccinerede, som endnu ikke har fået tredje boosterstik, kunne finde på at følge trop, hvis de også får muligheden for at give deres dosis (og måske også den fjerde, femte, sjette) til et meget mere udsat menneske, der ikke engang har fået første stik.

En lille sideløbende, men ikke ubetydelig win-win er, at dette tiltag kunne betragtes som en øvelse i at håndtere den klimakrise, som desværre ikke selv er klar over, at den er fejet ind under gulvtæppet. Den bliver bare ved og ved med at formindske vores poler, mens den forgæves spejder efter en global indsats og nogen, der blandt andet her i det nye vilde vest er klar på at afgive en ikke uvæsentlig del af deres hævdvundne frihed.

Jeg håber, at dette forslag kan blive en del af jeres næste coronastrategi, så vi hurtigst muligt kan få samling på både skolegård, fædreland og vores alles blå planet.

Til sidst vil jeg på forhånd tillade mig at takke dig for din tid og i samme forsigtige åndedrag forsikre dig om, at selv om globalt sind er en del større end samfundssind – er der ingen, der skal høre for det. Så længe vi alle viser sind.

Mari-Ann Hilmar er galleriansvarlig hos Galleri Jes Nordby

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leanette Nathalia Chresta Jensen

Ja hvis vi alle bare viser sind …

Niels Makholm

Ja - ja, og hvis fanden går i kloster. ?

Eric Bøgh Svinth

Dejligt at en "sølvpapirshat" stiller sig roligt op og kommer med et afdæmpet og gennemtænkt indlæg.
Oplever i netværket hvordan kampen om at få ret, tryller troldene frem i specielt de lidt religiøst hellige vaccineret. Har ligefrem haft en god ven råbende og skrigende, at han ønskede jeg og en anden ven døde af Convid fordi vi havde en anden holdning end ham. Det vel at bemærke efter jeg havde valgt stikkene til som mindst dårlige / mest logiske beslutning.
Derfor er jeg stadig kritisk, specielt overfor det faktum at nogle få bliver superrige på pandemien og at den kan udnyttes som det formfuldendte og perfekte værktøj til at tage magten/kontrollen. Bekymringer som flere læger i netværket deler.. her tales om "full scale eksperiment" og en enkelt har sagt at vaccinerne jo blevet produceret i Mellemøsten...og vi reelt ikke ved hvad det er de putter i. Det kommer altså fra akademisk faguddannede..."sølvpapirshatte" hvis arbejde det er at stå midt i "krigszonen".
Er der noget at sige til der findes vaccineskeptikere blandt "almindelige" mennesker?

Martin Hansen, Peter Mikkelsen, Per Dørup, P A, ingemaje lange, anne lindegaard og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Seneste antivaxer-variant er "giv de fordærvede varer til de fattige":

Jeg vil ikke vaccineres, for måske er det farligt. Send vaccinen til Afrika.

Hvis kronikkens forfatter virkelig mente noget med sin omsorg for de afrikanske lande, ville man tro at hun ville arbejde for at borgerne dér heller ikke skulle vaccineres, når nu det er så farligt.

Rune Palm, Elga Reschefski, Else Marie Arevad, Torben Colding, Hans Sommer Lassen, Per Christensen, Torben Siersbæk, Henriette Bøhne, Rasmus Grouleff, Steffen Gliese, jan sørensen, Christel Gruner-Olesen, Marianne Jespersen, William Mannicke, Caspar Christiansen, Merete von Eyben, søren ploug, jens christian jacobsen, Jens Erik Nielsen, Inge Lehmann, Ivan Mortensen, Claus Mortensen, christen thomsen, P.G. Olsen, Ole Olesen, Ib Gram-Jensen, Rolf Andersen, Torben Skov, Inge ambrosius, Espen Bøgh, Mogens Holme, Svend-Erik Runberg, Hanneh Christensen, Benno Hansen, Lillian Larsen, Olaf Tehrani og Carsten Bjerre anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Fin tanke. Skepsis er begrundet, fordi: - sådan er kapitalismen, utak (for at stille op til verdens-eksperimentet) er de armes løn.
Og begrundet, fordi recepterne er lukkede.
Da det er en verdens-pandemi, burde recepterne være fuld tilgængelige for alle og det ville give en hurtigere vacination af alle. De få ville heller ikke blive sten-rige.
Meen, sådan fungerer det ikke, ingen, ej heller WHO med "helikopter-overblikket, kan komme igennem med et sådant fornuftigt synspunkt. Så, verdenssamfundet er overladt til de fås "pengemaskine"!
Hvem lavede og spredte foriøvrigt virussen?

Det står kronikøren frit for at donere til UNICEFs Covax-program. De tre vacciner kan fås for omkring 10 kr.

Men det er måske "psykisk vold" at komme med et så lavpraktisk forslag?

Elga Reschefski, Torben Siersbæk, Henriette Bøhne, Steffen Gliese, Dan Mouritzsen, Marianne Jespersen, Anne Nielsen, søren ploug, Inge Lehmann, Dennis Tomsen, Peter Beck-Lauritzen, Rolf Andersen, Torben Skov, Henning Kjær, Inge ambrosius, Palle Jensen, Mogens Holme og Hanneh Christensen anbefalede denne kommentar
Hans Kruckenberg

Der er mange sår, der skal heles, når alt det her engang er overstået.

Elga Reschefski, Peter Mikkelsen, søren ploug, ingemaje lange og anne lindegaard anbefalede denne kommentar

Information vil gerne lade forskellige holdninger komme til orde, og det er fint nok, men vrøvl er vel stadig vrøvl

Elga Reschefski, Per Christensen, Torben Siersbæk, Steffen Gliese, Marianne Jespersen, Merete von Eyben, søren ploug, jens christian jacobsen, Inge Lehmann, Bent Nørgaard, christen thomsen, Ole Olesen, Rolf Andersen, Henning Kjær og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Hvem er er "de uenige eksperter" der ikke anbefaler vacciner?

Du kan ikke donere dine vaccinedoser, for de er ikke dine, det er myndighedernes vacciner. Desuden donerer Danmark vacciner til lande der har mangel på vacciner.
Desværre er de vacciner der bruges i Danmark uegnede til brug i lande uden god infrastruktur, da de kræver opbevaringen ved minus 70-80 grad C.

Hvis du virkelig vil hjælpe fattige/syger mennesker i andre lande, så giv af dit store overskud til nødhjælpsorganisationer.

Rune Palm, Elga Reschefski, Torben Colding, Lillian Larsen, Per Christensen, Torben Siersbæk, Henriette Bøhne, Steffen Gliese, Espen Bøgh, Marianne Jespersen, søren ploug, jens christian jacobsen, Inge Lehmann, christen thomsen, Peter Beck-Lauritzen, Ole Olesen, Louise Wolfson, Jørgen Larsen, Rolf Andersen, Torben Skov, Palle Jensen og Hans Hüttel anbefalede denne kommentar
anne lindegaard

Tak.
For dit mod.
Din indsigt.
Din moral.
Din tid.

Mette Hamann, Peter Mikkelsen, Per Dørup, Peter Beck-Lauritzen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
christen thomsen

Som flere ovenfor i tråden bemærker, så er kronikken selvmodsigende: vaccine er ikke godt for mig, men det er godt (nok) for afrikanerne. Den (kronikken) er sikkert velment, men sentimental: jeg er en stakkels sølvpapirhat, som bliver herset med af bl.a. Carsten Jensen, men det er faktisk mig, der er et godt menneske, for jeg tænker på afrikanerne, det gør I vaccinationshamstrere ikke.
Det er jo godt at vide,

Elga Reschefski, Torben Siersbæk, Steffen Gliese, Espen Bøgh, Merete von Eyben, Jens Erik Nielsen, Hans Hüttel, søren ploug, jens christian jacobsen, Inge Lehmann, Ivan Mortensen, Bent Nørgaard, Mogens Holme, ib jensen og Palle Jensen anbefalede denne kommentar

Er det ikke liiidt misforstået, at det skulle være en personlig opgave at udrulle vacciner til hele verden?
Hvad med at vise sind ved at forlange politisk handling til at fratage vaccineproducenterne deres monopol på vacciner?

Torben Siersbæk, Mikael Velschow-Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

TV2 havde en tabeloversigt af antal stik vaccine per 100 borgere for de fleste af verdens lande.
Regner med de er stoppet pga indførelsen af boosterstikket

Tabellen viste, at de fleste lande, også de fattige, i verden var godt igang med at vaccinere deres befolkninger, med undtagelse af Afrika.

Hvis man fulgte med i nyhederne både i DK, UK og Tyskland, var der jævnligt artikler der beskrev situationen.

Afrika har generelt unge befolkninger, der også er på de sociale medier. De har hørt, at corona er mild i yngre, at det kun er en lille snue, man bliver infertil, man får et chip indsprøjtet, vaccinen er utestet, der er vestlig affald man får, der er svin i osv.

Forleden smed Nigeria 1 million vacciner ud.

Hvordan tror folk egentlig f.eks. Tunesien, DR Congo, Sudan eller Yemen ville kunne bruge et frit patent på mRNA vacciner, der kræver højtuddannet personale i produktionen og højt specialiseret udstyr?

Hvor er strømsikkerheden, infrastrukturen, ydstyret og sundhedspersonalet til at håndtere mRNA vaccinerne?

Sydafrika var forleden i en situation, at der flere vacciner end de kunne nå at få ind i armene på folk. Deres infrastruktur kunne ikke holde med.

Der er sat booster på produktion af vacciner og ikke kun mRNAvaccinerne. Så der burde, selv med indført boosterstik ikke være vaccinemangel. Og jeg har ikke set reelle eksempler på lande i nyhederne, der har flere vacciner end de har brug for. Så hvem er det der foreholder Afrika vacciner?

Så alt i alt er Afrikas problem ikke logisk set vaccinemangel.

Hvis vi skal få vaccineret Afrika, kræver det en hel del mere, end bare at sende et parti gratis vacciner.

Og hvordan foreslår vaccinenægterne så, at vi får stik ind i unge afrikanske vaccinenægtere?

Derudover sætter jeg ikke automatisk lighedstegn mellem vaccinefravalg og mib eller Reichsbürger. Så hvordan kan fru Hilmarr tillade sig at koble dem, der bad om kammertone, sammen med dem, der serverer trusler efter kl. 22?

Men med den viden vi nu har om corona og vaccinerne, bevæger dem, der stadig er vaccinenægterne sig tættere og tættere på, at være lig med sølvpapirhatsbrigaden eller mib.

Vaccinenrne er noget af det bedst overvågede og kontrollerede medicin i hele historien. Nyvaccineret nedsætter man videresmitte og risiko for død og hospitalsindlæggelse, beskyttelsen især mod videresmitte falder relativt hurtigt. Det samme gælder for tidligere smittede.

Hvis vi skal i mål og nogensinde kunne tilbyde kræftbehandling og organtransplantation igen kræver det, at enten vaccinerer vi den størst mulige del af befolkningen hurtigt nok eller udvikler en vaccine der holder bedre.

Jo flere, der ikke synes de behøver en vaccination, desto højere bliver r og desto lettere er det for virus, at sprede sig hurtigt. Derfor skal alle der kan vaccineres, for at mindske r hurtigst muligt.

Lige nu har vi ukontrolleret smitte, hvilket giver mange erhverv produktionsproblemer og tab, fordi mange er syge på engang.

Det er ikke kun de sårbare, der har gavn af fungerende sygehuse, ikkeisolation og fungerende erhvervsliv.

Så nej, det giver ikke mere mening for sunde og raske ikke at lade sig vaccinere og man kan ikke donere sin vaccine til en anden.

Liselotte Paulsen, Torben Siersbæk, Lillian Larsen, Steffen Gliese, Torben Skov, Dan Mouritzsen, Palle Jensen, Annette Bindesbøll, Marianne Jespersen, Jørgen Larsen, Hans Hüttel, Rolf Andersen og søren ploug anbefalede denne kommentar
Maya Drøschler

Fair nok, Sudan m.fl. skulle ikke have være bragt på bane. Personligt fravalg af vaccinen bør ikke blandes sammen med en krise af mere politisk-strukturel karakter- medmindre fravalget ensidigt foretages som en protest mod de rige landes manglende solidaritet med det globale Syd. Det virker ikke sådan i dette tilfælde, så argumentet holder ikke. Når det er sagt, håber jeg dog, at flere uvaccinerede vil dele deres tanker om deres (fra)valg. Personligt er jeg vaccineret alle tre gange, men jeg er nysgerrig efter at høre fra dem (minus konspirationsteoretikere), der har truffet en anden beslutning. Uvaccinerede hånes og ekskluderes løbende af den retorik også toneangivende personer benytter, så hvad er det, der gør, at de holder fast? Det vil jeg ærlig talt gerne vide noget mere om.

Peter Mikkelsen, Henriette Bøhne, Dan Mouritzsen, Marianne Jespersen, Jørgen Larsen, Inge Lehmann og søren ploug anbefalede denne kommentar

Maya Drøschler jeg tror nogen gange, er det noget så simpelt, som uviljen og ubehaget ved at erkende, man har taget fejl.

Der er flere beretninger fra USA, Tyskland, UK og Østrig, at selv på dødslejet erkender folk ikke alvoren af deres coronainfektion.

Så svaret er tit den menneskelige natur.

Liselotte Paulsen, Torben Siersbæk, Steffen Gliese og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

@Mari-Ann Hilmar - Jeg synes man skal tale ordentlig til alle mennesker - uanset deres vaccination status. Der er jo mange forskellige grund til, at nogle ikke bliver vaccineret - herunder også nogle helt legitime.

Men lad os tale rent ud af posen. Du har - af hensyn til dig selv - valgt, at du ikke vil vaccineres. Det er ikke et valg Du har truffet af hensyn til andre eller det danske samfund, herunder sundhedsvæsnet.

Men udvis dog i det mindste en smule civil courage og stå ved din beslutning uden alt det klynkeri når nogle helt retmæssigt påpeger det egentlige motiv. Jeg skal lige hilse og sige, at der ikke er småting man skal lægge øre til som vaccineret. Hitler er, må man forstå, rabiat venstreorienteret i forhold til MF.

Der vil altid være idioter på den ene eller den anden side af vaccinations debatten. Men Du og Jeg ved jo godt, at langt de fleste mennesker i dette land opfører sig ordentlig overfor hinanden - også når vi er uenige. Sådan skal det gerne blive ved med.

Lillian Larsen, Torben Siersbæk, Uffe Wever Pedersen, Erik Fuglsang, Henriette Bøhne, Steffen Gliese, Dan Mouritzsen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

Kære Mari-Ann Hilmar.

Du har valgt at sige 'nej tak' det gratis tilbud om vaccine .. men så har du i mine øjne sagt 'nej tak' til gratis hospitalsbehandling, hvis du bliver syg med corona.

Torben Colding, Per Christensen, Uffe Wever Pedersen, jan sørensen, Espen Bøgh, Erik Fuglsang og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

@Maya Drøschler - Sådan set på mange måder enig.

Men Jeg køber nu ikke argumentet om at man 'udskammes' eller 'hånes' blot fordi man som 'toneangivende' person påpege fakta. Det er jo ordvalg som uvaccineret ofte anvender fordi de ikke vil stå på mål for egne beslutninger.

Når det er sagt, så vil der jo altid være folk på den ene eller anden side som ikke kan styre sig. Det kan vi jo ikke rigtigt forhindre.

Liselotte Paulsen, Inge Lehmann og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Brevskriveren har åbenbart kunne provokere. Ingen med deres sansers fulde brug kan forestille sig brevskriveren konkret vil sende 2-3-4 vaccinedoser til Sudan. Som jeg læser brevet, endnu en illustration af frihed i den totalitære velværestaten Danmark er begrænset. Danmark har ikke indført vaccinationspligt, i stedet fungerer ”pøbel vældet” – janteloven. At Danmark skulle beslutte donere et beløb modsvarende tredje og fjerde stik til WHO – som ville give en mulighed for dem der vil vaccineres, men ikke kan? Utænkeligt, Udansk! Vi skattebetalere bruger penge til at skyde andre og fattige – ikke til at hjælpe dem.

Jørgen Larsen

@Kjeld Hougaard - Vi afskaffede den katolske skik med aflad i 1536. Jeg ser ingen grund til at genoptage den skik igen af hensyn til Mari-Ann Hilmar nyfundne globale sindelag. Når det er sagt, så vil det af alle mulige andre grund være en god ide, at øge bistanden til vaccinations indsatsen i andre lande.

Man skal tale til og omtale andre mennesker med respekt også når man taler om den uønskede elefant i glasbutikken. Mari-Ann Hilmar føler sig forurettet fordi MF helt korrekt påpeger, at hun er en del af problemet og ikke af løsningen. Men kan det betragtes som andet end ansvarsforflygtigelse når Mari-Ann Hilmar ikke vil stå på mål for konsekvenserne af egne handlinger?

Mari-Ann Hilmar har jo i realiteten valg hensynet til fællesskabet fra, men ønsker samtidigt, at fællesskabet skal tage hensyn til hende. Så meget faktisk, at ingen må påpege de indlysende kendsgerninger. Vi står tilbage med den udfordring, at vi ikke kan nå hende eller ligesindet. Det kan vi som samfund, af forskellige grunde, leve med.

Lillian Larsen, Marianne Jespersen, Brian Andersen, Hans Kruckenberg, Erik Fuglsang og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Marianne Jespersen

Det er nemmest og helt gratis at vise sit varme humanistiske og solidariske sindelag på afstand. Som en eller anden engang har sagt : jeg elsker menneskeheden og vil gøre alt, det er bare de mange menneske jeg møder naboer osv. jeg ikke kan holde ud."

Hans Sommer Lassen

Og yderst uheldig at inddrage klimakrisen: én af grundene til at vi ikke fik adresseret problemet i tide, er netop at vi lyttede for meget til de 3 eksperter og ikke de 97.

Per Christensen

Hvad bliver det næste? Ikke at ville betale skat og så donere lidt af det sparede til fattige lande for dermed at retfærdigøre sin egoisme?

Lillian Larsen

Espen Bøgh, det er først og fremmest tonen, og kræftbehandlinger er ikke sat på pause, så vidt jeg ved.
Folk der er syge pga risikoadfærd har stadig ret til behandling. Men hendes dobbeltmoral er frastødende og provokerende.
Per Christensen
Dén praksis er desværre allerede vidt udbredt

John Reynolds

Jeg kommer aldrig til at sætte mine ben i Galleri Jess Nordby.

Yvonne Mogensen

Skønt befriende indlæg af Mari-Ann-Hilmer ! Herfra respekt for fravalget -og forventer do for mit tilvalg af vaccine .
Den indlysende kendsgerning at SARS CoV 2 -helt på linje med andre sygdomspatogener gennem tusinder år - ikke er et uudsletteligt patogen, kan være svær at sluge. Ligeså at vaccinerede er smittebærere og også bliver syge. Frustrerende, når man nu lige troede, vi var frelsere,- de frelste. Medens vi så lige klapper hesten, kan vi måske overveje om der er andre farer ved patogenet, vi bør give lidt opmærksomhed . Fx. den alvorlighed det er, at den giver mulighed for at folk finder det legitimt at udfolde den indre svinehund.
I middelalderen var det Jøderne, der blev udskammet for at være skyld i den sorte død. I dag er den middelalderlige tankegang synliggjort fx. af Ny borgerlige’s PW, der i porteføljen af udskamning af muslimske medborgere i et opslag skriver : “…så rammes vi andre af deres uansvarlighed…”. (Hvem plejer coronaramte PW omgang med ?)
Mht. Sudan,- så har de dér nok andre alvorlige ting at slås med, end stillingtagen til en vaccine, der har vist sig ikke at eliminere smitte. Det kunne være malaria (på globalt plan over 200 mill. smittetilfælde og over 400.000 døde årligt), tuberkulose , spedalskhed, mæslinger og det seneste militærkup i oktober 21.
Jeg læser nu heller ikke MAH’s indlæg som, at hun overhovedet anser det for sandsynligt at Mette Fr. kunne overveje at udvise storsind, der omfatter de breddegrader. M.F. har jo travlt med at redde liv i DK og at sige, hun er der for børnene. Altså de danske i DK. Tværtimod læser jeg MAH’s skriv som en udstilling af hykleriet. Og det var fremragende gjort !

kjeld hougaard

@Jørgen Larsen Det er åbenbart vi læser brevet forskelligt. 1) om Mette, med danskere bag sig, anser at det er vigtigt for fællesskabet at alle i Danmark bliver vaccinerede: indfør en lov!. Så vigtigt er det ikke – vi har frihed at vælge. Jeg – og du? – valgte at lade os vaccinere, jeg gjorde det ikke for fællesskabet, men egoistisk for mig selv, jeg får vis beskyttelse, rejser friere mm. Brevskriveren er egoistisk som jeg, men vælger det der er bedst for hende: afstår fra vaccination. Man skal ha hovedet langt nede i andemaden i den lokale andedam, for ikke at være globalist når det gælder smitsom sygdom som Covid. Den seneste variant kom ikke fra en anti-vaxer i St. Nedre, men fra Sydafrika, anses det. At donere tredje danske stik til WHO er ikke godhed, medmenneskelighed, men ren egoisme.

Yvonne Mogensen

@Jørgen Larsen -:” Vi afskaffede den katolske skik med aflad i 1536. Jeg ser ingen grund til at genoptage den skik igen af hensyn til Mari-Ann Hilmar nyfundne globale sindelag.”
Til orientering: Dansk Røde Kors praktiserer i stor stil den skik : “Giv en ged”.