Læserbrev

Det virker tosset at skære i dagpengene, når dimmitendledigheden er dalet drastisk

I dag er der knap 30 procent lavere dimittendledighed end for et år siden, men regeringen ønsker stadig at sænke ydelsen i en grad, der vil gøre det svært at betale sine regninger. Vi bør i stedet styrke studerendes kontakt til arbejdsgiverne, skriver formand for DM, Camilla Gregersen, og direktør i Danske A-kasser, Verner Sand Kirk, i dette debatindlæg
Debat
6. januar 2022

»Vi vil stramme dimittendreglerne,« lød det i statsministerens nytårstale. Men hvorfor er flere partier så forhippede på at skære i de nyuddannedes dagpenge?

Nyuddannede er i forvejen topmotiverede for at bruge deres uddannelse. Den nuværende dimittendsats er allerede lav, og en stor andel af de unge vil få en nedgang i disponibel indkomst i forhold til SU, studiejob, hvis de bliver ledige og ikke længere har studierabatter.

De nyuddannede bliver ikke mere jobmotiverede af at få lavere dimittendsats. Regeringens udspil om at sænke ydelsen til 9.500 kr. om måneden og samtidig halvere dagpengeperioden vil gøre det svært for de unge. Det vil blive svært at betale regninger, mens de søger job, og der er ikke evidens for, at det får dem hurtigere i job. Og prisen er at skade tilgangen til dagpengesystemet varigt.

Da man satte dimittendsatsen ned i 2017, havde det ingen synlig effekt på at få flere nyuddannede i job, selv om det såkaldte arbejdsudbud blev øget i Finansministeriets regnemaskine.

Til gengæld er dimittendledigheden nu faldet drastisk. I dag er der knap 30 procent lavere dimittendledighed blandt nyuddannede akademikere end for et år siden. Det er tid til at forlade ideen om, at nyuddannede ligger på sofaen og skal straffes økonomisk, før de gider arbejde.

Det vil derimod hjælpe de unge hurtigt i job, hvis der bygges flere broer til arbejdslivet. Vi skal styrke de kommende dimittenders kontakt til arbejdsgiverne allerede i løbet af deres uddannelse, så de kommer hurtigere i job efter endt uddannelse. Dimittenderne skal matches med de virksomheder og organisationer, der mangler arbejdskraft.

Samtidig er der også to andre vigtige spor til flere hænder på arbejdsmarkedet.

For det første skal vi se på at få udenlandske kolleger ind, uden at der sker løndumping. Det er oplagt at lave en politisk aftale om det.

For det andet bør vi gøre det muligt for ledige seniorer at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det skal blandt andet ske ved at give seniorer over folkepensionsalderen bedre hjælp med jobsøgning og have fokus på, at der ikke sker aldersdiskrimination ved ansættelser. I en tid med arbejdskraftmangel er det paradoksalt, at erfarne seniorer holdes uden for jobfesten.

Dertil er der også noget godt ved lidt mangel på arbejdskraft, for vi kan konstatere et betydeligt fald i langtidsledigheden. Således et par forslag til at få løst udfordringen med mangel på arbejdskraft.

Camilla Gregersen er formand for DM og Verner Sand Kirk er direktør i Danske A-kasser

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Holger Nielsen

Nuværende regering har ikke lært en dyt af tiden under Venstre, der troede, at de kunne sulte de ledige ud på arbejde, der ikke var der. Det prøvede nuværende regering også sidst de sad på pinden, dengang virkede det ikke, men er så naive, at de tror det virker nu. De bliver klogere, for vi almindelige dødelige har vidst i to årtier eller mere. De tror jo også, at de kan få pensionister, med deres rolator og andre gode hjælpemidler ud på arbejde, ved at sulte dem ud. Jeg ville gerne se en murer, med rullestol på et stilads, eller en tømrer på et tag med rolator. Mens de selv kan sidde på deres flade, og få alt serveret, selv makrelmadder, og de skal måske ikke selv smøre den, for så får de jo gris fingre.

Freddie Vindberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for det læserbrev - håber at beskæftigelsesministeren læser det.

Her bare en bemærkning til den varme tale om at give plads til allerede pensionerede personer - var det ikke bedre at give de ældre nuværende arbejdssøgende plads og rum på arbejdsmarkedet før der tages pensionister ind?

Marianne Jespersen, Freddie Vindberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Fagbevægelsen må langt mere offensivt sige fra overfor Socialdemokratiets brud på deres valgløfter om at gøre op med de neoliberale regnemodeller. Regeringens udspil viser at vi er tilbage i Thorning tidens konkurrencestats reformer der svækker fagbevægelsen gennem stadig udhuling af dagpengedækning og rettigheder. Vi skal piskes i arbejde så hurtigt som muligt og arbejde til vi segner med stadig stigende pensionsalder. Arbeit macht frei ! er konkurrencestatens mantra. Der er hverken plads til eftertanke i ungdommen eller en værdig alderdom

Marianne Jespersen, Freddie Vindberg, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Mettes nytårstale var i det hele taget spækket med smukke ord, der nok har fået tårerne frem i øjenkrogen hos ægte liberale.

Holger Nielsen: Vi ved vel ikke rigtig, om regeringen virkelig stadig tror på det neoliberale vrøvl om, at man øger arbejdsudbuddet ved at gøre folk mere sultne: Men det tror de radikale på! Og de skal - som en del af regeringsgrundlaget - også have noget. I en tid med faldende dimmitendledighed gør en sådant indgreb jo i hvert fald mindre skade end i en periode med stigende ledighed. Men kønt er det da ikke.

Marianne Jespersen

Søren Dah

Pointen er jo netop at man får det indført, mens det ikke er nødvendigt og ikke ser ud til at kunne gøre så meget politisk skade og ballade. Her bliver fattiggørelsen og afkortningen af perioden "bare" en motiverende faktor ! som om det var nødvendigt.
Men når økonomien vender og arbejdsløshed, nedskæringer og spareøvelser indfinder sig så bliver forringelsernedet jo aldrig rullet tilbage. Neoliberalismen og dens kyniske holdning til solidaritet, tryghed og anstændig behandling ødelægger den velfærdsstat og såkaldte gode " danske model". Det er desværre mere end rigtig grimt.