Kronik

Vi ændrer regnemodellernes forudsætninger, når vi ændrer virkeligheden politisk

Internationale politiske aftaler har vist, at de forudsætninger, som ligger til grund for Finansministeriets regnemodeller, kan ændres ved at ændre den politiske virkelighed. Et godt eksempel er selskabsskatten, som ikke længere partout skal være lavere, skriver postdoc i international politisk økonomi Rasmus Corlin Christensen i denne kronik
En fælles antagelse er, at regnemodeller påvirker politikenernes muligheder. Men i debatten overses det ofte, at politikerne også påvirker regnemodellernes forudsætninger.

En fælles antagelse er, at regnemodeller påvirker politikenernes muligheder. Men i debatten overses det ofte, at politikerne også påvirker regnemodellernes forudsætninger.

MADS CLAUS RASMUSSEN

Debat
10. februar 2022

En spændende debat om Finansministeriets regnemodeller og politikernes (mis)brug af dem har udspillet sig i Informations spalter de seneste uger.

Et væsentligt stridspunkt i debatten er, hvorvidt regnemodellerne skal ses som en spændetrøje – en samling antagelser, der »kommer til at føre os i en politisk retning«, noget, som politikerne »gemmer sig bag«, når de fører politik – eller blot et katalog af muligheder, som »politisk altid må skulle vejes op«.

En fælles antagelse er, at regnemodellerne påvirker politikernes muligheder, fordi Folketinget reagerer på de resultater, regnemodellerne spytter ud.

Men overset i debatten er, at politikerne også påvirker regnemodellernes forudsætninger i første omgang. Og dét har vigtige implikationer for både vores politik og vores demokrati.

Regnemodellerne er bredt funderet i økonomisk forskning og bliver ofte betragtet som naturgivne grundsten, der skaber uundgåelige dynamikker i vores politik. Men det er en fejlagtig – og farlig – opfattelse. Snarere er det vores politiske valg, der afgør, hvor meget arbejdsudbuddet forventes at øges som følge af topskattelettelser, eller hvor meget mere vækst vi vil få som følge af reduktioner i selskabsskatten.

Et opgør med ræset mod bunden

Selskabskatten har længe været eksponent for ’nødvendighedens politik’ med skiftende regeringer, der i årtier har sat skatten ned og ned og ned – alle fra Poul Schlüter til Poul Nyrup til Anders Fogh til Helle Thorning har gjort det. Fra 32 procent i 2000 til 22 procent i dag. Og vi er ikke alene – i OECD-landene er den gennemsnitlige selskabsskat faldet fra 28 procent til 20,6 procent.

Dette ’ræs mod bunden’ er velfunderet i økonomisk forskning og i den virkelige verden. Sætter vi selskabsskatten ned, får vi flere investeringer fra mobil kapital og mere vækst til følge. I stedet kan vi flytte beskatningen over på de immobile lønmodtagere, der ikke kan undslippe. Det er viden, der er indbygget i Finansministeriets regnemodeller. Og jo mere andre lande sætter deres selskabsskat ned, jo mere er der behov for, at vi gør det samme, for vi konkurrerer jo med andre lande om kapital.

Da Thorningregeringen besluttede at sænke selskabsskatten fra 25 procent til 22 procent, brugte finansminister Bjarne Corydon netop denne argumentation for at retfærdiggøre lettelsen: »Den mere vidtrækkende virkning er, at vi forsvarer os mod det træk, der kommer udefra, når landene omkring os sænker selskabsskatten. Det er jo et bredere perspektiv,« sagde Corydon.

Men denne øjensynligt uundgåelige logik er et fatamorgana drevet udelukkende af vores egne politiske beslutninger. Regnemodellerne er baseret på vores verden, og politik kan ændre den verden. Som alt i politik handler det om prioriteringer. Og hvis politikerne vil ændre regnemodellernes forudsætninger, er der masser af muligheder.

Stærkere internationalt samarbejde om selskabsbeskatning giver os for eksempel mulighed for at begrænse de negative effekter, som selskabsskatten medfører. Og det er lige netop, hvad vi har gjort: Danmark, EU og OECD har de seneste år gennemført en lang række initiativer, der gør det sværere for mobil kapital at undslippe vores statskasser og dermed gør de ’uundgåelige’ effekter af skattekonkurrencen helt og aldeles undgåelige. Værnsregler mod skatteundgåelse, øget transparens, hårde nedslag mod skattely og senest et globalt minimum for selskabsskatten på 15 procent.

Disse tiltag er med til at forrykke ligningerne i regnemodellerne og give os nye politiske muligheder. Som OECD’s skattechef, Pascal Saint-Amans, sagde for nylig: »De seneste 30 år har vi sagt, lad vær med at beskatte kapital yderligere, for så forsvinder den, og du vil gå glip af investeringer. Men det argument er dødt, det er værd at genbesøge hele historien.« Pludselig er det blevet mindre presserende at deltage aggressivt i skattekonkurrence og konstant sætte vores selskabsskat ned.

Ingen nødvendighedens politik

Helt den samme historie har vi set, når det gælder beskatningen af aktieudbytte, som overvejende tilfalder de rigeste i vores samfund. Fra 2000 til 2009 faldt udbyttebeskatningen på tværs af OECD fra 32,5 procent til 25,5 procent i gennemsnit. Logikken er den samme som med selskabsskatten: Udbytteskatten må sættes ned, ellers rykker investorerne andetsteds hen eller værre: skjuler pengene for skattemyndighederne, begge dele til skade for vores økonomi. Den klassiske historie går på, at rige individer og andre kan gemme deres penge på en schweizisk bankkonto, uden at vores skattemyndigheder nogensinde ville finde ud af det – og derved nemt slippe for at betale skat.

Men fra 2009 og frem har man lavet ekstremt radikale progressive internationale aftaler, der har neutraliseret den dynamik fuldstændig. I dag skal de schweiziske banker automatisk rapportere , alt hvad der sker på danske borgeres konti i Schweiz til de danske myndigheder. Og det samme gælder i mere end 130 lande rundt omkring i verden, inklusive verdens førende skattely. Af den årsag har regeringer i hele OECD det seneste årti hævet skatten på aktieudbytte, og dermed på samfundets rigeste, med gennemsnitligt 4,5 procentpoint mere, end hvis man ikke havde indgået internationalt samarbejde.

Den slags politiske initiativer er også en væsentlig grund til, at den nuværende regering i efteråret foreslog en stigning i skatten på aktieudbytte med henblik på at finansiere den såkaldte Arne-pension. Det er simpelthen blevet mere politisk ladsiggørligt.

Nødvendighedens politik er altså ikke nødvendig overhovedet, og regnemodellernes forudsætninger er ikke naturgivne, men snarere resultater af vores politiske valg. Og de politiske valg kan vi omgøre i morgen, hvis vi vil.

Folketinget må ikke tage til takke

Det er en vigtig erkendelse på tre punkter. For det første leder dét, at politikerne kan påvirke regnemodellernes forudsætninger, rent principielt direkte til, at de skal gøre det. Folketinget må ikke tage til takke med modellerne, som de er i dag, men bør aktivt forfølge politik, der kan ændre modellerne, så det bliver mere sandsynligt, at de kan føre deres ønskede politik ud i fremtiden. Som den politiske filosof Pablo Gilabert har skrevet: Hvis vi er forhindret i at gøre vores pligt i dag, så må vi stadig gøre noget, der gør det mere sandsynligt, at vi kan gøre vores pligt i morgen.

Dernæst kræver vores demokratiske suverænitet, at der tages politisk initiativ til at influere den politiske og økonomiske verden, som ligger til grund for regnemodellerne. Selskabsskatten er igen et godt eksempel, hvor vores demokratiske autoritet og autonomi er blevet tilsidesat på grund af øjensynligt naturlige dynamikker i den globale økonomi, der ledte os til en ’nødvendighedens politik’. Tager vi politisk ansvar for, ikke bare hvordan vi reagerer på de muligheder, regnemodellerne spytter ud, men også regnemodellens forudsætninger i sig selv, giver det os pludselig en enorm politisk selvstændighed tilbage.

Sluttelig åbner denne demokratiske selvstændighed helt nye muligheder for at præge vores samfund. Kan vi mindske skattekonkurrence og skattesnyd, får vi valget tilbage omkring finansieringen af velfærdsstaten. Det gør det muligt for os at modsætte os de rigeste i vores samfund, sløve magtfulde interessegruppers indflydelse og i sidste ende at beskatte som vi vil, ikke som det er ’nødvendigt’.

Rasmus Corlin Christensen er postdoc i international politisk økonomi ved Copenhagen Business School

Serie

Politiske regnemodeller?

Er finansministeriets regneregler politiske eller udtryk for den tilgængelige fagøkonomiske evidens? Begrænser regnereglerne politikernes manøvrerum eller er det politikerne, der gemmer sig bag modelberegningerne i stedet for at argumentere politisk for deres sag? Her har Information samlet debatten om regnereglerne.

Seneste artikler

  • Lyt til vores nordiske naboer: Dynamiske effekter er for usikre til at regne med

    6. april 2022
    Regnemetoderne i det danske finansministerium adskiller sig markant fra den måde, man regner på i resten af Norden, og det har stor effekt på det politiske handlerum i Danmark, skriver direktør Asbjørn Sonne Nørgaard og analytiker Magnus Thorn Jensen fra Tænketanken Cevea i denne kronik
  • Vismændene burde have sagt fra over for Finansministeriets brug af regneregler

    22. februar 2022
    Det er vanskeligt at forstå, hvorfor vismændene fagøkonomisk ikke går mere offensivt til værks, når de vurderer evidensen bag Finansministeriets regneregler. Der bør stilles større krav, ellers bliver det for let at få tallene til at passe, skriver professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen i dette debatindlæg
  • Hvis vi var vokset op med Jane Eyre, ville flere måske turde kritisere regnemodellerne

    14. februar 2022
    I 1800-tallets litteratur finder vi personer, der sætter moral og åndelige værdier højere end rationel egennyttemaksimering. Det menneskesyn findes knap nok i dag, og derfor tør kun få kritisere vores regnemodeller: risikoen er for stor og ønsket om at udvise karakter for lille, skriver ph.d. i statistik Alexander Sokol i denne kronik
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Voldby Crumlin

Det er helt afgørende at erkende den nødvendige og til alle tider eksisterende sammenhæng mellem politik og økonomi som kronikken berører. Den store manipulation var at det lykkedes for økonomerne at skabe en falsk forestilling om at neoliberalismens økonomi var naturgiven og at der ikke var noget alternativ. Neoliberalismen og det økonomiske paradigme vi lever under nu blev skabt med vidtgående politisk bestemte dereguleringer af de regler der havde begrænset finanssektorens muligheder for at kaste samfundet ud i omfattende økonomisk krise og depression og som blev indført efter det historiske krak i 1929. Det sammenholdt med love der i praksis begrænsede fagbevægelsens styrke og mulighed for organisering, skabte den klassekamp fra oven som Warren Buffet har påpeget. Det demokratiske råderum blev afgørende svækket til fordel for kapitalens økonomiske magt. Samtidig er det vigtigt at forstå at penge ikke er et politisk neutralt begreb, men skabt og reguleret med det klare formål at fremme bestemte politiske udviklinger. Jeg kan stærkt anbefale Bernard Lietaers bog fremtidens penge hvis man vil dykke mere ned i hvad penge er og hvilken betydning de har for samfundsudviklingen.
Det er helt nødvendigt med øget fokus på internationale skatteaftaler m.m. Men jeg er meget skeptisk overfor om det for alvor vil vende skuden og give mere demokratisk råderum når vi samtidig ser hvor ufatteligt meget rigere den økonomiske elite er blevet i høj grad skabt af den enorme politisk bestemte kontanthjælp som finansmarkederne har fået gennem den massive forøgelse af pengemængden.

uffe hellum, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Dan Ysnæs, Hanneh Christensen, Ole Henriksen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Som Jens Voldby Crumlin skriver, har de politiske dereguleringer siden Thatcher og Reagan betydet, at vi lige siden har levet med den omvendte Robin Hood; der tages fra de fattige og gives til de rige.

Det har længe ikke kunnet betale sig at arbejde, for det er langt mere indbringende at spekulere i finanser og aktier, og de mildt sagt lempelige skatteregler har gjort det så nemt som fod i hose at skjule sine gevinster i skattely, eller simpelthen undgå at betale skat i det hele taget.

Derfor bliver befolkningen bildt ind, at det er udgifterne til offentlige ydelser, der er årsagen til at arbejdet ikke kan betale sig, hvilket er en lodret løgn, idet lavere ydelser altid medfører at lønnen presses ned.

Det har medført utrolige forringelser af velfærdssamfundet, der er gennemført på falske forudsætninger, og har medført groteske eksempler som medbragte senge i arbejdsprøvninger og fabrikerede lægeerklæringer, der underkendte speciallæger.

Sådan er der så meget fake news, som de fleste medier ukritisk har medvirket til at cementere.

uffe hellum, Anders Hüttel, Steen K Petersen, Inger Pedersen, Carsten Nielsen, Dan Ysnæs, Kim Houmøller og Sus johnsen anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Regnemodellerne siden dask II har i hverfald vist at ulighed er en "nødvendighed".
Siden uligheden netop er blevet 10.000 gange større siden 70'erne.

Man vil altså på det bestemteste holde fast ved A, B, C, D, Æ liv fra politisk hold siden "regnemodellerne" fastholder dette "regime".

Alder gør jo klog og alder medfører ineffektivitet. Modellerne overlever det og bliver klogere til at snyde de mindre kloge. Man føler næsten urinen skylle varmt ned af ryggen. ved dette syn på virkeligheden, hvordan flere hundrede tusinder bliver fastholdt i store kar med galde.

Hanneh Christensen

Tak for denne artikel.
Jeg forstår det sådan, at skribenten mener, at sålænge man lader stå til internationalt, så er selskabsskattelettelser en nødvendighed. Det er først når man internationalt aftaler, at man sætter en bund, fx 15%. Så kan vi fortsat fortsætte med skattelettelser, indtil vi når denne stopklods.

Mit indtryk er, at konkurrence ikke kun handler om skattesatser. Danmark er således i flere år kåret som det bedste land at drive forretning i i hele Vesten. Her måler man så på flere parameter. Det gælder infrastruktur, lav bureaukrati, stabile forhold, adgang til højtuddannet arbejdskraft osv.

Man kan også se på, hvad pensionskasser investerer i. Holder de fingrene langt væk fra danske aktier? Nej, tværtimod. Tilmed er pensionskasser underlagt et krav om, at de skal sikre bedst muligt afkast til deres kunder. Og alligevel investerer de markant i danske virksomheder.

Så forudsætningen om en nødvendig lav selskabsskattesats er ikke så entydig, og jeg har for øvrigt endnu ikke set evidens for påstanden om, at skattelettelser gavner samfundsøkonomien. Faktisk afspejles det heller ikke i BNP, tværtimod. De sidste årtier er BNP faldet. Vel, er alt andet ikke lige her, men alligevel. Og endelig mener jeg også, at DK begyndte at nedsætte skatten på et tidspunkt, hvor den gennemsnitlige selskabsskattesats var væsentligt højere. Først under Trump blev den vist nedsat i USA.

Nu er der også andre forudsætninger i regnemodellerne, en de neoliberale antagelser om, at skattelettelser ligefrem gavner samfundsøkonomien.

Den væsentlig er her, at for at befolkningen gider arbejder, så skal de absolut piskes og have ydelser, der sætter hele økonomien under pres, ikke kun i ledighedsperioden, men også lang tid herefter. Her er det besynderligt, at først i 4. kvt. 2018 var der flere beskæftigede (omregnet til fuldtidsbeskæftigede) end vi havde i 2008. Trods de mange reformer startede i 2003. Og trods vi er blevet over 365.000 flere borgere. Tilmed faldt beskæftigelsen i gen under 2008 niveau i 2020, hvorefter beskæftigelsen er steget ret markant de 2 sidste kvartaler.

Men meget tyder på, at det er efterspørgslen og ikke de lave ydelser, der får folk i arbejde. Ydelserne er jo ikke faldet siden 2018, tværtimod har der været lidt større sikkerhed.

Altså, man går fuldstændig reform-amok, - uden nogen evidens herfor. Men det er præcis de forudsætninger, der er lagt ind i regnemodellerne.

Hanneh Christensen

En anden måde at vurdere regnemodellernes evidens på er at kigge på de beregninger der er foretaget historisk. Fx hos Velfærdskommissionen. I deres rapport fra 2006 antog man, at befolkningen i 2020 kun ville vokse til 5.586.000. Det faktiske antal blev 5.823.000. Regnemodellerne skød 237.000 forkert. Eller lad os se på ændringen. For i 2006 var befolkningen på 5.427.000. Man regnede med en stigning på 159.000. Men den faktiske stigning blev på 396.000. Mere end dobbelt så meget.

Velfærdskommissionen var bekymrede for befolkningsudviklingen og arbejdsudbuddet, - men regnede totalt ved siden af.

De fremregnede således arbejdsstyrken til at blive 2.662.000, den blev 2.876.000, og altså 224.000 større i 2020 end forventet. De forventede derimod kun 122.000 arbejdsløse, hvor det faktiske antal blev 171.000. Og de forventede 424.000 SU-modtagere, og det faktiske antal blev 327.000.

Vi kan konstatere, at regnemodellerne skød totalt ved siden af.

Derfor er det også bekymrende, at økonomer taler om evidens osv, og at politikere læner sig så ensidigt op af disse beregninger. For omkostningerne har været enorme. Vores samfund har ændret sig markant, med langt større rigdom til de rigeste, og langt mere armod i bunden.

Jeg kunne bedre have accepteret regnefejlene om omfordelingen var gået den anden vej. Så havde man dog kunne tage kynismen ud af ligningen.

Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Hanneh Christensen

Nedenfor kan I se link til den rapport, hvor jeg har hentet tallene fra i mit sidste indlæg.

https://dreamgruppen.dk/media/9830/r2006_03.pdf

Anders Hüttel

Og mens regne"drengende" skyder ved siden af alt.
Stiger priserne nok ca. 20% på alt fra mad, varme, el, vand og fandens meget andet.
Forskellen bare stiger og stiger.
Bier dør i bunkevis i Chile og bunden lider bare helt urimeligt.
Gud bevare Danmark.

Steen K Petersen

“Dette ’ræs mod bunden’ er velfunderet i økonomisk forskning og i den virkelige verden. Sætter vi selskabsskatten ned, får vi flere investeringer fra mobil kapital og mere vækst til følge. I stedet kan vi flytte beskatningen over på de immobile lønmodtagere, der ikke kan undslippe”

I Danmark, som er et lønmodtager finansieret samfund, er det os almindelige mennesker der betaler hovedparten af skatten. Se bare hvordan vi bliver kontrolleret og skulle vi gå hen og få en alvorlig sygdom, så har systemdanmark sat et “tilbud op” jobcentret, der med alle midler, også de umenneskelige skal få os tilbage på marked, så skatten kan komme ind.

Det bekræfter regnemodellerne iden grad.

Steffen Gliese, Hanneh Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Arbejdsmarkedsbidraget (AM-bidrag) tegner sig for en stor del af provenuet fra de personlige indkomstskatter. Alle danske lønmodtagere betaler en særskilt skat på 8 pct. af al arbejdsindkomst. Det omfatter alt lige fra løn og honorarer til feriepenge og overskud af selvstændig virksomhed."
(Kilde: Skatteministeriet)

"Hvad er virksomhedsskat?

Ejer du en virksomhed, og har du en årlig omsætning, der overstiger 50.000 kr., så skal du betale virksomhedsskat.

Ejer du derimod et selskab, som eksempelvis et anpartsselskab eller et aktieselskab, går du i stedet ind under kategorien selskabsskat.

Når du står som ejer af en personligt ejet virksomhed, kan du vælge mellem tre ordninger, når du skal betale virksomhedsskat. 

Det drejer sig om følgende:

Personskat/Virksomhedsskatteordningen 
(VSO)Kapitalafkastordningen (KAO)"

https://dinero.dk/ordbog/virksomhedsskat/

Der findes en observation, pengenes cirkulationshastighed, der beskriver at de samme penge giver vækst og værdi, hver gang de geninvesteres. "Det er ganske vist", alt andet lige, (men det er naturligvis ikke lige).

Når vi fjerner alle stopklodser, så gen-investeringer belønnes, så fjerner vi også den inerti og den kontrol, der kan stoppe svindel i tide. Tænk moms-karruseller, hvor SKAT og Danske Bank arbejdede hårdt for ikke at forsinke svindlerne unødigt...

Hvis vi i stedet for at beskatte netto-overskud lidt mindre, men omsætning lidt mere, så belønner vi de reelle virksomheder, der faktisk producerer værdi og ansætter medarbejdere, mens korttids-investorer og spekulanter betaler lidt mere. Åh nej, hvor er vi henne, hvis spekulanter ikke kan snylte på aktiemarkedet i lige så høj hastighed?

Der er absolut virksomheder, der vil forsvinde, hvis vi beskatter brutto-omsætningen hårdere. Det er de virksomheder, der ikke registrerer et overskud i Danmark idag, fordi de har tryllet overskuddet ud af landet. Farvel, og have et godt liv, et andet sted...

Der findes allerede idag omkostninger, som jeg skal betale, uanset om min virksomhed giver overskud: fly-billetter, kontorlokaler, osv. Verden går ikke under, selvom omsætningsskat (tobin-skat) også skal betales i opstartsfasen.