Kronik

Alternativet til psykiatrisk medicin er opfundet og veldokumenteret, man bruger det bare ikke

Når psykiatrien medicinerer mod psykiske lidelser, fjerner det symptomerne, men man kommer ikke ind til lidelsens rod. Psykoterapien hjælper derimod patienterne med at genvinde kontrol over deres følelser og tanker, skriver psykolog og ph.d.-studerende i psykiatri Anders Sørensen i denne kronik
Langvarig medicinering dæmper tankemylderet og de svære følelser, men bekræfter og forstærker samtidig oplevelsen af, at man ikke selv kan styre det, skriver Anders Sørensen

Langvarig medicinering dæmper tankemylderet og de svære følelser, men bekræfter og forstærker samtidig oplevelsen af, at man ikke selv kan styre det, skriver Anders Sørensen

Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Debat
12. februar 2022

Vi ved godt, hvad psykisk lidelse er. Det har man undersøgt og fundet ud af. Det er bare ikke psykiatriens ellers mange fejlslagne forsøg inden for biologien, hjerneforskningen og genetikken, der har fundet ud af det. Det er psykologien. Så mens debatten om psykiatriens diagnoser og berettigelse af medicinering fortsætter derudad, er vi mange forskere og behandlere, som for længst er forbi diskussionen og i fuld gang med at hjælpe mennesker i psykisk lidelse efter helt andre behandlingsprincipper. Vi er nogle, der har forladt selve ideen om psykiatri, som kommer af kombinationen af det græske psyche, der betyder sjæl, og iatry, der betyder medicinsk behandling.

Det, vi hjælper vores patienter med, er at regulere og håndtere deres svære følelser, tankemylder og traumer, når de opstår, så det ikke får lov at udvikle sig til regulære depressioner, angstanfald, stressnedbrud og psykoser.

Før behandling er patienternes følelsesregulering domineret af strategier som undgåelse, undertrykkelse, isolation, alkohol, stoffer, bekymring, selvkritik, overtænkning, overspisning, selvskade, tvangsadfærd og ritualer. Alt sammen adfærd, der tilsigter en reduktion af et følelsesmæssigt ubehag og ulideligt tankemylder, som opleves ukontrollerbart, overvældende, uforståeligt og forkert.

Strategierne er således udtryk for dybereliggende antagelser såsom: ’Jeg kan ikke styre mine tanker, mine svære følelser eller traumer eskalerer og overvælder mig, mine følelser er uforståelige, farlige, forkerte og kommer ud af det blå’. Man oplever sig styret af tankemylderet og følelseslivet – frem for af sine mål og værdier. Derfor må man gøre noget akut, men kortsigtet og gentagende, for at holde tilstanden ud.

Som resultat får man svært ved at falde i søvn, fokusere, nyde ting og generelt være der, hvor man er, fordi tankerne konstant forsøger at rive en ud af nuet og ind i fremtiden eller tilbage i tiden. Det manifesterer sig som bekymringer om, hvad der potentielt kan ske: ’Hvad nu hvis ...?’ eller grublerier over, hvad man i stedet kunne have gjort i en given situation.

Vi kan lære at kontrollere vores tanker og følelser

Mange depressioner, angstanfald, stressnedbrud og endda psykoser opstår, når vi føler os tvunget til at følge tankerne og følelserne, hver gang de opstår, og derfor helt konkret bruger meget tid der. Det sker, fordi kroppen skelner dårligt mellem, hvad der faktisk sker, og hvad vi forestiller os. Humøret følger med nedad i det nu, vi hægter os på katastrofetankerne og traumeminderne. Som en slave af sindet.

Man må forstå, at de uhensigtsmæssige strategier altid giver mening. Strategierne er løsninger på det problem, det er at opleve sit sind ukontrollerbart og overvældende. Enhver, der har oplevet denne pinefulde tilstand, vil forsøge at flygte fra den. Hurtigt.

Bagsiden ved nævnte strategier er, at de på langt sigt bekræfter og forstærker antagelsen om ukontrollerbarhed. De forhindrer os i at opdage, at vi faktisk kan kontrollere vores tankemylder, følelser og traumer via psyken selv. Vores følelser behøver ikke eskalere og overvælde os. De giver faktisk mening i forhold til det, vi har været ude for, og den situation, vi står i.

Desværre kommer man med strategierne til at bekræfte sig selv i det modsatte, og dér har vi balladen. Deraf opstår den selvforstærkende og nedadgående spiral mellem antagelser, strategier og symptomer, som vedligeholder psykisk lidelse, og som vi kliniske psykologer forsøger at gribe ind i. Det er det, psykoterapi handler om at lære.

Tankerne er ikke problemet

I psykologien ’diagnosticerer’ vi nu ud fra, hvilke problematiske antagelser og dertilhørende følelsesreguleringsstrategier der er på spil; ikke ud fra, hvilke symptomer tilstanden måtte manifestere sig som. Afhængigt af, hvilke strategier der viser sig at virke for vedkommende, og hvad indholdet af tankerne og følelserne er, vil tilstanden få forskellige udtryk.

Tanker om utilstrækkelighed, selvmord, nedstemthed og grublerier kaldes depression; katastrofetanker, indre uro og ukontrollerbare bekymringer kaldes angstlidelser; tvangstanker, tvangshandlinger og ritualer kaldes OCD; flashbacks, tilbagevendende traumetanker, negative tanker om sig selv og verden samt undgåelsesadfærd kaldes PTSD; og paranoide tanker om at blive forfulgt, overvåget og at folk vil en ondt og kan læse ens tanker vil føre til psykotiske oplevelser og diagnoser inden for skizofrenispektret. Hvis altså man følger tankerne, hvilket psykoterapien netop handler om at lære at undlade.

Hvor psykiatrien fortsat insisterer på at kategorisere sådanne udtryk som forskellige sygdomme med helt forskellige behandlinger, anlægger moderne psykologi et såkaldt transdiagnostisk perspektiv på psykisk lidelse. Det sker med fokus på de bagvedliggende mekanismer i jagten på rodbehandling frem for symptombehandling. Symptomerne varierer meget og samler sig rigtig nok i overordnede syndromer, men de underliggende problemstillinger, som symptomerne er symptomer på, overlapper markant. Forskellige symptomer er altså symptomer på de samme underliggende problemstillinger. Det er veldokumenteret, og det underminerer diagnosernes validitet noget nær totalt.

Man når frem til, at psykisk lidelse for eksempel kan være overtænkningsproblemer, undgåelsesproblemer, krisetilstande, uopfyldte psykologiske behov, at have styrende traumer i bagagen eller et liv i uoverensstemmelse med ens egne værdier og mål.

Med disse ’diagnoser’ følger et fundamentalt andet behandlingsrationale end symptomreduktion og medicin. Formålet er at bryde den onde cirkel ved at gribe ind i de underliggende antagelser om tanker og følelser, som driver de uhensigtsmæssige strategier og derved vedligeholder lidelsen og symptomerne.

Medicinen bliver overflødig

I terapien belyser og dernæst udfordrer vi antagelserne gennem forskellige metakognitive øvelser, meditationer, kobling til livshistorien og ikke mindst udfoldelse af de svære følelser i terapien, så man oplever at kunne navigere igennem det. Efter vellykket psykoterapi hedder den nu tidligere patients antagelser:

’Jeg bestemmer selv, om jeg vil følge mine negative tanker eller lade dem være’, ’Jeg kan komme i kontakt med mine svære følelser og traumer, uden de eskalerer og overvælder mig’, ’Jeg er ikke forkert’ og: ’Mine ubehagelige følelser er ofte udtryk for, at noget er galt, som jeg skal lytte til, forstå og eventuelt handle på’.

Når den virkelighed indfinder sig, har de færreste brug for at kæmpe videre mod tankerne og følelserne. Accept, afkoblet opmærksomhed, ydre fokus og problemløsning af det, følelserne signalerer, bliver den nye agenda, hvilket indebærer, at man faktisk mærker det, der er at mærke.

Også langvarig medicinering som strategi bliver overflødig. At medicin mod psykiske lidelser umiddelbart ’virker’ for de fleste er således klart; det dæmper og giver afstand til den pinefulde sindstilstand af ukontrollerbarhed og overvældelse. Problemet synes dog åbenlyst: Langvarig medicinering dæmper tankemylderet og de svære følelser, men bekræfter og forstærker samtidig oplevelsen af, at man ikke selv kan styre det.

Således er den psykiatriske løsning og den psykologiske løsning på psykisk lidelse fundamentalt uforenelige. Der er for mig ingen tvivl om, at rodbehandling af psykisk lidelse foregår via psyken, da kemiske substanser i sig selv næppe kan påvirke antagelserne og strategierne i positiv retning. Endvidere risikerer man at stå med hånden på en varm kogeplade uden at kunne mærke det, før man trapper ud af medicinen. Er det en behandling, vi vil stå ved?

Anders Sørensen er psykolog og har netop indleveret sin ph.d. i psykiatri

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helle Lodberg Christensen

Tak for en vigtigt artikel. Vi har brug for at din viden kommer ind i det politiske system, styrelser mm, sådan at det kan blive lettere tilgængeligt for de mange derude der trænger. Mange giver op, da en sådan behandling kan betyde egenbetaling, ventetid, og ikke mindst uvidenhed om eksistensen af at “denne vej at gå” er mulig. Det er vildt at man stadig tror på at omlægninger mm i bl.a. Psykiatriens behandlings tilbud er forbedringer. Vores kapitalistiske samfund er naivt, trægt og utydeligt.

Kurt Nielsen, Karen Margrete Olsen, Lars Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Anne Schøtt, Anders Olesen, Lise Lotte Rahbek, mette alkjær, Mogens Holme, Inger Pedersen, Hanne Utoft, Arne Albatros Olsen, Peter Mikkelsen, Steffen Gliese og Mathias Petersen anbefalede denne kommentar
Helle Lodberg Christensen

Utydeligheden angår bl.a. Medicinal industrien interesser, det har vi ligesom set før!!!

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Mads Bech Madsen, Inger Pedersen, Hanne Utoft, Arne Albatros Olsen, Peter Mikkelsen og Mathias Petersen anbefalede denne kommentar

Erkendelsen af problemets rod fører ikke altid til bedring, fordi minderne og de uhensigtsmæssige strategier indlejrer sig i kroppen. Selvom man intellektuelt kan gennemskue de automatiske tankers løgne, så melder problemerne sig måske stadig i form af kropslig og sjælelig elendighed. Men det er godt hvis psykoterapien kan tage det værste, og i det mindste skabe bevidsthed om hvordan man undgår at give sine problemer videre til andre mennesker.

Estermarie Mandelquist, Michael Christensen, Lars Jørgensen, Hanne Utoft, David Adam, Søren Andersen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Det lyder så tilforladeligt simpel alt sammen - får lidt af en øv fornemmelse med tanken om de 30 år jeg har brugt med kun beskedent succes i forsøget på at hjælpe folk med psykiske lidelser. Bare jeg havde vidste det her noget før!
Lige til opklaring inden vi går videre - den med kogepladen? Skulle det forstås bogstaveligt eller som metafor? Jeg bliver nødt til at rette dig hvis det er det første. Det er potentielt farligt misinformation; jeg kan ikke forestille mig hvor du har den fra. Hvis det er den anden - så fanger jeg ikke hvad den skulle være metafor for.
Ok så - dejligt at høre om alle de gode ting der rykker for tiden i akademiet. Problemet er blot at de er uopnåelige for netop de folk der har brug for alt den her vidunderlig viden. De befinder sig i psykiatrien for de har ikke alternative steder at gå hen for hjælp. Og vi er kronisk underbemandet og under finansieret. Selv med vores gammeldags viden kunne vi yde ti gange bedre hjælp hvis blot vi fik ressourcer til det.
Så når Mohammed ikke kan komme til bjerget hvad med bjerget kommer til Mohammed? Kom så ind i psykiatrien Anders og tag nogle vagter sammen med os andre der har slidt og slæbt med vores forældet menneskesyn i en generation til at give folk i nød den bedste hjælp vi kunne. Her ville du møde virkelige patienter i reelle vanskeligheder og ikke blot et akademiseret glansbillede af hvad det vil sige at være psykisk syg. De savner din viden men de kan ikke bruge til noget som helst før det bliver omsat til nærværende praksis. Kom og vi os hvad den nye viden kan.
Jeg vil i øvrigt advare om at lige såvel som man skal gardere sig mod psykiatriens monopol tendens til at se al menneskelig lidelser gennem en medicinsk prisme, skal man sandelig også tage sig i agt for en ligeså slem tendens til at overpsykologisere alt i vores samfund. Hertil er en Svend Brinkman podcast meget anbefalelsesværdigt.
https://www.dr.dk/lyd/p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-2022-02-09?fb...

Ulla Hansen, Helle Lodberg Christensen, Nicoline V. Krogstrup, Anna Kjældgaard-Larsen, Eva Schwanenflügel, Anders Olesen, Lise Lotte Rahbek, hannah bro, lars søgaard-jensen, Kristian Gregersen, Lotte Tvede, Søren Dahl, Jørgen Munksgaard, Nanna Kinch, Hanne Utoft, erik pedersen, Bjørn Pedersen, Harald Viuff og Ulrik Haahr anbefalede denne kommentar

kom og vise os - skulle der stå

Anders Sørensen

@Colin Bradley, der skulle vel retteligt stå "kom og vis os".

Men lad det nu ligge.

Det største problem med psykologien (imo) er den gammeldags opfattelse af at uhensigtsmæssige tanker og følelser er årsagen til psykiske problemer, som skribenten (imo) her giver udtryk for.

En psykisk smerte er ofte en fysisk smerte, nemlig en voldsom kropslig fornemmelse af ubehag, som man forsøger at forstå og håndtere. Den kropslige fornemmelse er organismens reaktion på en trussel, og skyldes at kroppen producerer stresshormoner med henblik på at håndtere truslen.

Hvis man pludselig oplever fysisk ubehag, men ikke kan definerer truslen (eller misfortolker truslen), og derfor ikke kan håndtere eller regulerer truslen, fortsætter kroppen med at producerer stresshormoner, hvilket føles møg-ubehageligt, da stresshormonernes funktion er at motiverer organismen til at handle.

Når kroppen har produceret stresshormoner i en længere periode, lukker den efterhånden ned for at beskytte organismen mod de skadelige stresshormoner, hvilket ofte opleves som depression. Og når man har erfaret at visse situationer medfører stress og depression, begynder man at stress over at skulle opleve situationen igen, hvilket bliver til angst. Man begynder at stress over den helt reelle trussel, som stresstilstanden er, fordi at man ikke ved hvordan man regulerer stress-tilstanden.

Det er selvfølgelig langt mere indviklet end beskrevet, men enhver med en smule kendskab til kognitiv terapi kender den kognitive diamant, og teorien om at kropsfornemmelser, tanker, følelser og adfærd påvirker hinanden, på kryds og tværs, og i et rasende tempo. Og selvfølgelig kan tanker og følelser medfører at kroppen reagerer og producerer flere stress-hormoner. Men når man i psykologien fuldstændig overser at psykisk smerte meget ofte starter med kroppens reaktion på noget, som kroppen OPFATTER som en trussel, så bliver den meste psykologiske behandling ikke andet end symptombehandling og en nedladende opfattelse af at patienten er psykisk syg, fordi at han tænker "forkert" eller ikke forstår sig selv. Hvilket jo efterlader patienten i en tilstand af skam, følelsen af at være forkert, hvilket i sig selv er en trussel, der udløser stress-hormoner, hvilket forstærker både stress, angst og depression.

Psykologen må erkende at patienten rent faktisk forsøger at forstå og håndtere voldsomt ubehagelige og uforståelige fysiske sensationer, som ofte aktiveres af implicitte erindringer, altså "kropslige" erindringer man sjældent har afgang til, men som kan være noget så diffust som en duft, et blik, en situation, som nervesystemet på et tidspunkt har erfaret er potentielt farligt, eller forbundet med en potentiel farlig situation, og derfor sætter kroppen i alarmberedskab, uden at man har muligheden for at forstå hvorfor. Og selv når man ved hvorfor, forhindrer det sjældent kroppen i at reagerer på truslen (altså aktiverer frygtsystemet og udløse stresshormoner)

Heldigvis kan man kognitivt regulerer kroppens reaktion, men det er en mental process som kræver at psykologen er bevidst om at patienten skal have de kognitive redskaber til at berolige sit aktiverede nerve-system, og træner patienten i at bruge dem, da man i en stress-tilstand faktisk har ekstremt svært ved at bruge de områder af hjernen, som rent faktisk regulerer frygt-systemet.

Og det er kræver at psykologen er bevidst om at psykopatologi ikke kun er uhensigtsmæssige tanker og følelser, men ofte uforståelige KROPSLIGE reaktioner, som fremprovokerer uhensigtsmæssige tanker og følelser, når man forsøger at forstå kroppens reaktion.

Eller noget i den retning. Jeg er ikke psykolog eller biolog, og mener at medicin altid er sidste udvej, men psykologi er uanvendeligt, når man ikke inddrager den biologiske forståelse af hvad psykiske smerter og lidelser er; nemlig en mental og følelsesmæssig reaktion på en KROPSLIG sensation (det aktiverede frygt-system), som ikke nødvendigvis aktiveres af uhensigtsmæssige tanker, følelser eller strategier.

Man bliver nød til at inddrage biologi og neurologi i psykologi, og omvendt, ikke stille det op som et konflikt imellem fagområder, der hænger uløseligt sammen.

Michael Christensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, hannah bro, mette alkjær, Kristian Gregersen, Majken Munch, Nanna Kinch, Hanne Utoft, Colin Bradley, erik pedersen, Harald Viuff, Ulrik Haahr og Søren Andersen anbefalede denne kommentar

Interessant kronik, som sætter mange tanker igang. Jeg er på mange måder enig i de fleste betragtninger. Men der er flere lidt for kække konklusioner. Jeg vil lige nævne, at -iatry ikke betyder, at der skal bruges medicin, men at det drejer sig om lægelig behandling, eksempelvis pædiatri, geriatri mv. De lægelige specialer indeholder altså andet end kun medicin.
Som psykiater og forsker undrer jeg mig over, hvordan man kan antage at psykiatrien ikke også inddrager psykoterapi. Selv har jeg i mit virke arbejdet med psykoterapi som en integreret del af behandlingen gennem hele min karriere. Jeg definerer mit speciale ud fra et bio-psyko-socialt paradigme. Hvilket inkluderer psykoterapi. Kronikøren synes at smide såvel biologien som det sociale ud med badevandet. Og så har jeg forsket i psykoterapi. Jeg er enig i, at et transdiagnostisk perspektiv er meget interessant, det er faktisk noget der også diskuteres meget af psykiatere.
Validiteten af diagnoser kan naturligvis anfægtes. Men jeg må lige gøre opmærksom på, at man kun kan få gratis behandling i det offentlige sundhedssystem, hvis man får en diagnose. Problemet er ikke at man skal diagnosticere (optimalt naturligvis så diagnoserne er valide), men at man skal afgøre, hvilke behandlingsmetoder der er de bedste, ud fra den evidens, man har. Det er der heldigvis megen forskning omkring, men også mange problematikker omkring. Så det der tilsyneladende er evident hviler ikke altid på ordentlig forskning. Mig bekendt er værdien af metakognitiv terapi ikke ordentligt undersøgt endnu, selv om tilgangen er interessant. Andre former for psykoterapi er bedre undersøgt.
Colin Bradley kommer med værdifuld kritik af kronikken, ligesom David Adam kommer med vigtige pointer. Jeg kan forstå, at kronikøren skal forsvare en PhD inden for psykiatri snart. Jeg vil ønske ham held og lykke, og håber, han i sit forsvar nuancerer sine meninger lidt mere.

Lars Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, hannah bro, mette alkjær, lars søgaard-jensen, erik pedersen, Steffen Gliese, Søren Dahl, Michael Fischer, Nanna Kinch, Hanne Utoft, Colin Bradley, Harald Viuff og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Anders Sørensen
Jeg har selv længe modtaget psykiatrisk behandling. Jeg kan ikke genkende billedet af at psykiatere ikke skulle bruge psykoterapi, eller at de skulle være modvillige mod at bruge de forskellige metakognitive øvelser du nævner. Jeg får heller ikke indtrykket af "symptombehandling". Men det er jo kun anekdotisk (selvom de to ovenstående psykiatere får mig til at tro det ikke er). Så..

Jeg kunne derfor godt ønske svar på hvor, hvor fra, og hvordan du har fået de indtryk af psykiatrien. Er det gennem interviews/spørgeskemaundersøgelser med X antal psykiatere? Hvordan har du bedømt at din data bekræfter at psykiatere i DK generelt ikke benytter sig af f.eks psykoterapi eller "metakognitive" øvelser i deres konsultationer?

Colin Bradley, lars søgaard-jensen, Steffen Gliese, Lotte Tvede og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Jeg læser mange interessante perspektiver på behandlingsformer og tankerne bag i kronikken og i kommentarsporet. Jeg vil undlade at deltage i debatten om, hvem der har de fedeste perspektiver og behandlingsmetoder, for jeg synes I alle har nogle værdifulde perspektiver. Det der virkelig har gjort indtryk er @Ulrik Haahrs statement:
"Validiteten af diagnoser kan naturligvis anfægtes. Men jeg må lige gøre opmærksom på, at man kun kan få gratis behandling i det offentlige sundhedssystem, hvis man får en diagnose."
Er det ikke lige netop det, der er problemet, at vi har et behandlingssystem, hvor behandling er baseret på et diagnosesystem, som er utilstrækkeligt, hvor validiteten kan anfægtes?
Jeg anerkender Ulrik Haahrs, Søren Andersens og andre behandleres faglige nysgerrighed i forhold til at udvikle de bedste behandlingsmetoder indenfor de rammer psykiatrien giver. Thumbs up, bliv ved med det! Men bør samfundet ikke tage konsekvensen af et ikke tilstrækkeligt diagnosesystem og se på psykiske sygdomme og psykisk sundhed som mere komplekst end et lægefagligt speciale? Dét læste jeg om i en anden interessant kronik i informeren https://www.information.dk/debat/2022/01/drop-psykiatriske-system-kender...

Klaus Seidenfaden, Hans Ditlev Nissen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Mogens Holme, Steffen Gliese og Majken Munch anbefalede denne kommentar

Sorry Søren Andersen, jeg mente Anders Sørensen;-)

Michael Fischer

Anders Sørensen har desværre begået en studentikøs kronik, der mangler nuancer. Af en akademiker der aspirerer mod en PhD-grad må man forvente større (tvær)faglig indsigt og videnskabelig ydmyghed.
Det ville også klæde kronikøren at erklære sine 'conflicts of interest': private konsulationer og betalte foredrag om pågældende område.

Kim Morten Nissen

Det passer altså ikke for alle steder, grupper, behandlere etc.

Jeg har skitzotypi, og ud over medicin har jeg modtaget/modtager stadig behandling som ikke er medicin alene.

Og jeg har lært at tænke helt anderledes, og på en måde som gør livet ret meget nemmere, og som hjælper mod symptomerne.
Jeg får også medicin, men det er fordi jeg uden den ikke ville kunne holde fokus, og ville skulle bruge alt for mange kræfter på at holde sygdommen i ave, og så ville jeg ikke kunne lave andet.
Så mangler vi bare at kommunen fatter, at det ikke hjælper at holde syge på en uholdbart lav indkomst, så man skal bruge mange mange kræfter på ikke at skulle bekymre sig om sin økonomi. Bare fordi man ikke kan klare 37 timer plus om ugen.

Undskyld hvis min tekst er svær at læse.

Bjørn Pedersen, Eva Schwanenflügel, Colin Bradley, Lise Lotte Rahbek, hannah bro, lars søgaard-jensen, Steffen Gliese, Ruth Sørensen, erik pedersen og Lotte Tvede anbefalede denne kommentar

Skepsissen overfor psykiatri og psykofarmaka som løsning på psykiske problemer og psykisk sygdom, er ikke ny. I min ungdom kaldte man den såkaldte holistiske og antifarmakologiske tilgang til psykisk sygdom for ”antipsykiatri”. Desværre kunne heller ikke antipsykiatrien løse de psykiske problemer og helbrede psykiske sygdomme.
Nu mener så kronikøren at han kan hjælpe sine patienter med ”at regulere og håndtere deres svære følelser, tankemylder og traumer, når de opstår, så det ikke får lov at udvikle sig til regulære depressioner, angstanfald, stressnedbrud og psykoser”. Det lyder rigtig godt, og der er bestemt en glædelig nyhed. Jeg kan dog være en smule bekymret for følgende proklamation, som kan opfattes som et forbehold i forhold til forfatterens gyldne løfter om de fremragende effekter af de nye behandlingsformer: ”Langvarig medicinering dæmper tankemylderet og de svære følelser, men bekræfter og forstærker samtidig oplevelsen af, at man ikke selv kan styre det”. Betyder det så, at der er patientens egen skyld, hvis hun ikke bliver rask af den behandling som kronikøren og hans kolleger kan give?
Af én eller anden grund kom jeg ved læsningen af kronikken til at tænke på Dunning-Kruger-effekten. Det er en kognitive bias, der kan observeres, når mennesker med kompetencer på begynderniveau har en tendens til at overvurdere egne evner voldsomt. Effekten, der er dokumenteret af og navngivet efter psykologerne David Dunning og Justin Kruger forklares med, at man på dette niveau af forståelse og kompetence endnu ikke har lært at erkende grænserne for sine egne kompetencer. Effekten har sammenhæng med overlegenhedsbias'et, der beskriver menneskers tendens til at overvurdere egne evner, når man skal sammenligne sig med andre mennesker på samme niveau som én selv.

Eva Schwanenflügel, Ulrik Haahr, hannah bro, lars søgaard-jensen, erik pedersen og Colin Bradley anbefalede denne kommentar

Det ville have været hensigtsmæssigt, hvis skribenten eller debatredaktionen havde deklareret skribentens faglige baggrund mere præcist. Skribenten er psykolog og har skrevet en ph.d-afhandling (endnu ikke forsvaret) inden for det psykiatriske felt om 'udtrapning af psykofarmaka'.

Jeg sidder med en tvivl om hvorvidt skribenten mener, at medicinsk behandling altid bør suppleres med psykoterapi? Eller om han virkelig er overbevist om, at psykoterapi kan erstatte alle former for psykiatrisk medicin?

Hvis han mener det sidste tvivler jeg stærkt på, at psykologen nogensinde har arbejdet med vores allermest psykisk syge borgere. En meget forpint patient med svært psykotiske vrangforestillinger som måske oven i købet er til fare for sig selv eller andre kan simpelthen ikke blot behandles med samtaleterapi. Samme gælder for en del andre psykiatriske sygdomme.
Det ville virkelig klæde Information også at have noget videnskabeligt funderet baggrund fra eksempelvis en læge med speciale i psykiatri med i artiklen, så disse påstande ikke står uimodsagte og måske i værste fald fører til, at nogle patienter ophører med deres medicinske behandling.

Ulla Hansen, Eva Schwanenflügel, Ulrik Haahr, hannah bro, lars søgaard-jensen, erik pedersen, Steffen Gliese, Erik Vindbjerg og Colin Bradley anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Det lyder besnærende. Det udløser også en del alarmer hos mig vedrørende simple, ensartede forklaringer på komplekse, rodede problemstillinger.

Tommy Gundestrup Schou, erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Søren Dahl, Ulrik Haahr, Lise Lotte Rahbek, lars søgaard-jensen, Ditte Jensen, Steffen Gliese og Colin Bradley anbefalede denne kommentar
Flemming Jensen

Til Anders Sørensen, man skal virkelig have en god indkomst for at benytte alternativet, så det er kun de velstilledes børn der modtage behandling.

Jeg ville ønske, at kronikøren kunne dokumentere, at han i praksis har helbredt psykiske lidelser med samtaleterapi. Og at han kunne dokumentere, at han har trappet psykiatriske patienter ud af deres medicin. Det ville gøre hans ord til andet end teori.

Jamen fint. Lad os få Freuds psykoanalyse på banen igen. Den har desværre længe været gemt bort, så det kun er relativt få steder den stadig kan møde en. (Tavistock er en af dem) og jeg var selv inspireret af både Freud og Tavistock i min praktik inden jeg gik på pension.