I en årrække har The Animation Workshop i Viborg lavet workshopper i skoler, børnehaver og institutioner. På disse workshopper har børn fremstillet animationsfilm ved hjælp af lette og frit tilgængelige apps og med materialer som papir, pap, blyanter, farver og modellervoks.
Det er enkelt at lave animationsfilm med børn, og ofte har vi stillet os selv spørgsmålet: Hvorfor er animationsmediet ikke et selvfølgeligt medie i dagens skole?
Skriftsproget har været det dominerende medie fra skolens begyndelse i 1800-tallet. Frihed, lighed, viden, selvstændighed, demokrati, ja, alle samfundets grundpiller forudsætter et folk, som kan læse og skrive. Men vi bør spørge os selv, om vi stadig opnår disse grundpiller bedst i en kultur, hvor læring primært forbindes med tilegnelse og formidling af tekster?
Counter-Strike for dyr
Når børn fremstiller animationsfilm, er formålet klart: Filmen skal ses, og den skal være spændende, vigtig og meningsfuld for andre. Når filmen er færdig, evalueres den i fællesskab af lærerne og klassens børn.
Man er ikke som sådan ude på at spotte fejl, men nærmere at diskutere og reflektere over, hvorvidt filmens budskab er forståeligt, og om de anvendte materialer, teknikker, effekter, lydspor og så videre understøtter budskabet. Ofte opdager børnene selv, hvad de har behov for at lære, og dermed bevarer de ejerskabet over egen læreproces.
Rejsen mod den færdige animationsfilm starter med idéfasen, hvor formålet er at nå frem til et plot, der så godt som muligt inddrager gruppemedlemmernes ideer. Eksempelvis foreslår en dreng i en 4.-klasse, at gruppen skal lave noget »der ligner Counter-Strike«. Men de andre vil hellere lave noget med dyr. Filmens arbejdstitel bliver: Counter-Strike for dyr.
Børnene bliver opslugt af processen
Hele processen med at finde plads til den enkeltes ideer og kompetencer rummer sociale læringsprocesser på højt niveau. Men der indgår også formidlings-, kommunikations- og andre faglige kompetencer, i dette tilfælde at drøfte, hvilke dyr der egner sig til skydespilsscener. Er rovdyr mere oplagte end pattedyr? Måske ikke.
Filmskabelsesprocesserne skaber mening for børnene. Vi har oplevet børn, der ikke kan drives til at holde pause, fordi det er vigtigere for dem at få skabt det træ, den forfulgte bjørneunge kan gemme sig i. Når undervisningen tager afsæt i børnenes egne og velkendte medier og forståelser, viser skolen børnene, at deres liv og barndom er vigtig i sig selv og ikke kun en forberedelse til voksenlivet.
I en workshop i en 1.-klasse var vi vidne til, at følgende sætning blev filmatiseret: »Da du kaldte mig en idiot, blev jeg bare så ramt.« Det blev til en lille tegnet figur, der står glad og fri på en græsplæne, indtil hun rammes af noget usynligt, som får hende til langsomt at krumme sig sammen, indtil hun falder om. Samtidig visner græsset omkring hende og skifter fra lysegrønt til gråt.
Skaber et fælles sprog og læring
Animationsfilmen Flugt, som lige nu går sin sejrsgang, omformer ligeledes talesprogets metaforer til helt konkrete handlinger og kompositioner, vi alle genkender og berøres af. Den lille enkle film om den ramte pige blev efterfølgende klassens indledning, når der opstod behov for at tale om det sprog, vi bruger med og mod hinanden.
Vi har også oplevet, at animationsfilmene kan skærpe nysgerrigheden, som da vi afholdt en workshop i en anden 1.-klasse, der arbejdede med eventyr. En af børnegrupperne havde besluttet sig for at lave en film om Rødhætte og Ulven, men scenen, hvor Rødhætte bliver spist af ulven, voldte problemer. For hvordan ser det ud?
»Når nogen bliver spist af en ulv, kommer der altså masser af blod,« som et af børnene sagde. Et af de andre børn svarede, at »det er ikke en splatterfilm, vi laver, det er et eventyr, og i eventyr er der ikke blod.«
I den konkrete situation griber læreren situationen og bringer begrebet genre på banen, hvilket giver anledning til mange nysgerrige spørgsmål som: »Er det kun tekster og film, der har genrer?« eller »Kan min mor have en anden genre end min far?«.
Vigtige færdigheder i samtiden
OECD har udpeget »Critical Thinking, Communication, Collaboration and Creativity« til væsentlige fokuspunkter for fremtidens skole og uddannelse. Så hvis skolen ikke fandtes, og vi skulle opfinde den i dag, hvordan ville vi så prioritere og udvælge fag og færdigheder? Ville vi mon ikke gøre præcis, som de gjorde i 1800-tallet, og sørge for at imødekomme samfundets behov?
Måske ville man lære børnene at anvende og navigere i tidens vigtigste medier og lære dem at lave animationsfilm, der sikrer en skabelsesproces, som på alle måder lever op til det, som OECD peger på.
Hanne Pedersen er animator hos The Animation Workshop, og Aase Holmgaard er psykolog og ph.d.
