Lige som man siger, at et vingeslag fra en sommerfugl i Brasilien kan forårsage en tornado i Texas, således forårsagede en anonym studerendes klage over pensum på filmskolen en sand debatstorm i landets aviser.
Filmskoleeleven, der betragtede filmkunsten igennem identitetspolitikkens regnbuefarvede briller, klagede over, at lærerstabens frekvens af gamle hvide mænd lægger en dæmper på de nødvendige samtaler om racisme, sexisme og minoriteter.
Når dette for så vidt interne anliggende på filmskolen kom til at fungere som en rød klud i den brede offentlighed, er det fordi, det på en skinger måde berører et problem, som angår vores kollektive identitet: Hvad er det for værdier, som de ældre generationer skal give videre til de nye, og dermed: Hvad er det, der i vores stadig mere multikulturelle samfund skal tjene som de kollektive symboler, som de nye generationer skal spejle sig i?
Denne pandoraæske, som den filmstuderende fik slået låget af, blev dog hurtigt lukket igen af mange debattører. Adam Holm bad således de unge »læse op på historien«, idet han sammenlignede den nye filmkritik med nazisternes begreb om ’entartet kunst’, Palle Weis mente, at der var tale om en leflen for tidsånden. Morten Hesseldahl ridsede principperne for det moderne gennembrud op: Kunst skal bryde grænser ned, frigøre og søge det sublime, mens Peter Aalbæk ud fra cirka samme ståsted, men vanen tro mere bramfrit, opfordrede til at smide et par woke elever ud og gøre det af med kravet om kedsommelig anstændighed.
Ansvarlighed og ikke frihed som kunstens motor
De mange borgerlige ord stod i skærende kontrast til den tavshed, som de studerende på filmskolen opbød, da Weekendavisens Christian Bennike i to dage støvede rundt på skolen. I en artikel, som han sigende nok kaldte »Stumfilm«, nægtede den ene efter den anden at udtale sig om sagen: »Vi vil gerne tale med hinanden om det,« fik han for eksempel at vide af en gruppe unge, men »ikke med dig«.
Et sted aner man dog, hvad det hele handler om. Det er, da det endelig lykkes Bennike at lokke to – igen anonyme – studerende til at udtale sig: Vi vil bare gerne lave »social ansvarlig kunst,« udtaler den ene.
Tynger dette ansvar ikke, følger Bennike op.
»Jeg ser det ikke som en byrde,« svarer hun. »Kun som en gave.«
Umiddelbart virker det, som om de filmstuderende lever i en helt anden verden end de herrer Holm, Aalbæk, Hesseldahl, Weis og mange af os andre. En verden, som synes at udfordre selve den værdimæssige konsensus, som det vestlige demokrati bygger på, nemlig at vi alle er individer med de samme rettigheder, at tanker i sidste ende bør bunde i rationelle argumenter, og at menneskets dybeste længsel er efter frihed, frihed, frihed …
Derfor provokerer det, når de studerende ikke synes, ansvar er kedeligt og ikke ser uanstændighed og frigørelse som kunstens motor.
Men spørgsmålet er, om den nye filmkunst rent faktisk løber stormløb mod samfundets værdier, eller om den er et bidrag til en nødvendig fornyelse.
De unges handlinger ræsonnerer med Foucault og Bourdieu
Noget, der taler for det sidste, er, at elevernes tilgang på sin egen tavst handlende måde synes at ræsonnere med det, der har været standardpensum på landets humanistiske uddannelser de seneste mange årtier, hvor kritiske franske filosoffer og sociologer som Michel Foucault, Jacques Derrida og Pierre Bourdieu har domineret.
I en nøddeskal er disse teoriers budskab, at udfordringen består i at destabilisere de eksisterende vidensregimer, dekonstruere kulturelle selvfølgeligheder, afsløre samfundets uformelle magtsstrukturer og udstille, hvordan de institutioner, som i egen selvforståelse frigør individet, socialt selekterer individer med bestemte baggrunde til centrale positioner i samfundet, og dermed bidrager til reproduktionen af nedarvede privilegier.
Disse teoretiske afsløringer var aldrig af deres ophavsmænd tænkt som rene udstillingsmontre for tingenes tilstand. De er tænkt som værktøj til at påvirke organiseringen af fremtidens positioneringsspil. Det, vi ser, ikke blot på filmskolen, men i de identitetspolitiske bevægelser generelt, er en generation, der har indåndet disse ideer i miljøer, der er mere orienteret mod handling end mod forståelsen af de ofte ret indviklede teorier.
Den individualistiske frihedsmoral er ikke universel
Det er rigtigt, som kritikerne af bevægelsen påpeger, at det er selvmodsigende, når farvede kunstnere udtaler, at de ikke gider forholde sig til kunst begået af hvide, og historieløst, når hvide kunstnere pålægges en bizar form for censur, hvor deres tekster skal godkendes af farvede såkaldte sensitivity readers.
Omvendt er det også modsætningsfyldt at påstå, at kunst skal frigøre, ikke moralisere, fordi kravet om, at kunsten skal frigøre, jo selv er moralsk. Konflikten handler ikke om moral over for frihed, men om den klassiske moralske individualismes dyrkelse af frihed, og en position, hvorfra der bliver stillet det på en gang undergravende og udviklende spørgsmål: Hvis version af frihed er det, vi taler om?
Spørgsmålet undergraver det helle, som tænkningen ofte påberåber sig i form af begreber som lighed, objektivitet og neutralitet, idet det implicerer, at de herskende universelle værdier bør betragtes som partikulære konstruktioner, som nogle har fordel af, og som andre frigør sig fra ved at sætte spørgsmålstegn ved dem.
En ny dimension af frigørelse
Det at stille denne type af spørgsmål undergraver ikke alene de herskende værdier, men udvikler dem samtidig ved at grave en ekstra dimension ud, der gør underrepræsenterede perspektiver til en del af den kollektive konsensus.
Denne udvikling bør ses som et bidrag til den vestlige frihedsmoral, der udgør en parallel til den udvikling, som tog form af litteratur, der i 1800-tallet udstillede selvmodsigelserne i den eksisterende kønsmoral, og som i 1900-tallet blev fulgt op af litteratur, der beskrev seksualitet fra kvinders perspektiv, og dermed bidrog til at gøre ’det andet køn’ til subjekter på lige fod med det første.
Aktivisterne, som i dag repræsenterer de seksuelle og etniske minoriteter, synes at abonnere på samme type program, hvor frigørelse fortolkes som frihed til at destabilisere eksisterende forståelser af frihed. Dermed kan de bidrage til at etablere en ny dimension i frigørelsesprocessernes genealogi.
Hvor den første dimension handlede om individets frigørelse fra traditionens, anstændighedens og bornerthedens snærende bånd, og den anden om kvindernes kollektive kamp mod mandens selvfølgelige privileger, så synes den nye dimension at udgøre et mere generelt opgør med kulturelt indforståede, privilegerede repræsentationer af virkeligheden.
Debatten om filmskolens læreplan er således et udtryk for, at to dimensioner af frigørelse lige nu står som hinandens modsætninger. Et bud på en løsning kunne være, at identitetspolitikkens forkæmpere indser, at de står på skuldrene af de værdier, som de gør op med, mens repræsentanterne for de etablerede progressive værdier indser, at identitetspolitikken er et bidrag til værdiernes nødvendige fornyelse.
Jørn Bjerre er lektor ved DPU, Aarhus Universitet.
En kommentar til:
”Et bud på en løsning kunne være, at identitetspolitikkens forkæmpere indser, at de står på skuldrene af de værdier, som de gør op med, mens repræsentanterne for de etablerede progressive værdier indser, at identitetspolitikken er et bidrag til værdiernes nødvendige fornyelse”.
Fremragende formuleret. Der er noget, der skal gøres op med, men det må ikke få karakter af skyttegravskrig, som mange af de nævnte borgerlige debattører lægger op til.
På den anden side forudsætter en konstruktiv tilgang også, at en historisk bevidst kurs får lov at dominere hos identitetspolitikkens forkæmpere, så vi undgår de tendenser, som vi også så i 1970erne, hvor den enøjede, populistiske og religionserstattende tendens efterhånden fik overtaget, og hvor mange med akademiske karriereambitioner brugte stemningen til at køre sig selv i stilling til de fede stillinger, de fik skabt, inden det var for sent.
De frihedsidealer, som vi appellerede til i begyndelsen af 1970erne, er i mellemtiden blevet overtaget af det kapitalistiske varemarked.
Der var og er ikke noget galt med frihedsidealerne (- og selvrealiseringen), så længe det ikke sker inden for rammerne af markedstænkning og markedsidealer, for så er der ikke længere mulighed for at forene frihed med ansvarlighed, og i stedet fremmes tendenser til frihed i kombination med individualistisk afstumpethed.
Den omfattende globalisering, den teknologiske udvikling og medieudviklingen har bidraget til at gøre frihedsidealerne til det modsatte af det, de var tænkt som dengang. Frihed fra markedstvang på kollektive sociale betingelser er blevet til "frihed" til individualistisk og liberalistisk markedstvang.
Kritiske tænkere med tilknytning til Frankfurterskolen advarede os dengang mod markedets evne til at underlægge sig alle menneskelige relationer med henblik på kommerciel udnyttelse - noget, som vi i fællesskabets interesse og på samfundsplan overhovedet ikke har taget til os.
Foucault kan her minde os om, at alle samfundssystemer har uformelle magtstrukturer og selekterer individer med bestemte baggrunde til centrale positioner i samfundet, og dermed bidrager til reproduktionen af nedarvede privilegier.
Det kapitalistiske samfundssystem er som sådan et system i en række af forskellige historiske samfundssystemer, og spørgsmålet er, hvad vi mere præcist skal sætte i stedet.
Svaret må vel være én eller anden form for socialisme. Svaret på problemerne er ikke en form for ”regnbuefarvet” kapitalisme eller ”regnbuefarvet” anarkisme. Det ville Bourdieu nok stort set kunne være enig i, men hvad ville Foucault mon sætte i stedet? Hvilket samfundssystem passer sammen med en ”ny dimension i frigørelsesprocessernes genealogi”.
Kun to?
Og hvilken etableret norm?
I bund og grund er det jo blot en genoptagelse af den kamp imod konformisme og for den enkeltes personlighed, som blev kæmpet i 70erne og især 80erne, men som døde hen i 90erne, hvor bureaukratiske og økonomistiske ledelsesprincipper atter bragte den store, brede befolkning under åget.