Kronik

Vi bestemmer ikke, hvem der fødes med handicap, kun hvordan vi håndterer held og uheld

Unge med handicap kan føle sig utilstrækkelige, når de mødes af præstationssamfundets forventninger. Men ingen har fortjent hverken sit held eller uheld, og det skal vi som samfund erkende og handle på, skriver medlem af Københavns Borgerrepræsentation for De Konservative Peter Bjerregaard i denne kronik
Unge med handicap kan føle sig utilstrækkelige, når de mødes af præstationssamfundets forventninger. Men ingen har fortjent hverken sit held eller uheld, og det skal vi som samfund erkende og handle på, skriver medlem af Københavns Borgerrepræsentation for De Konservative Peter Bjerregaard i denne kronik

Petra Penlau

Debat
19. februar 2022

»Det er forfærdeligt ikke at have et arbejde. Det første, alle spørger om, når de møder dig, er ’hvad laver du?’ Mennesker er sociale væsener, og jeg er måske mere end de fleste. Jeg vil helst inkluderes i fællesskabet og bidrage til samfundet, så jeg også kan svare på, hvad jeg laver.«

Sådan lyder en linje fra et netop udkommet interview med en ung kvinde med et handicap. Den seneste tid har budt på flere af den slags interview – altså med unge med handicap, der er arbejdsløse og higer efter en mulighed for at give en hånd med.

Interviewene afslører mindst to ting. For det første, hvor hårdt det kan være at have et handicap, og, for det andet, hvor uheldige nogen er fra naturens hånd. Lige så heldige, vi andre, der ikke har tydelige handicap, er, lige så uheldige er de, som har handicap.

Fælles for begge grupper er, at det er fuldstændigt vilkårligt, hvilken gruppe man ender i. Har du et handicap, er det bare et livsvilkår, og ligeledes, hvis du ikke har.

Eksemplet med den unge kvinde kan måske lyde banalt, men det sætter fingeren på nogle fænomener, der er årsag til unødigt meget lidelse. For det første, at mange arbejdspladser ikke er særligt rummelige, og for det andet illusionen om, at vi meningsfuldt kan blive defineret af vores arbejde.

Alle har en medfødt bagage

I et konkurrencepræget samfund som vores er det naturligt at tilskrive sig selv en central plads i fortællingen om sejre og nederlag. Det kan næsten ikke være anderledes, og som en naturlig følge indtager bedømmelsen af vores egne præstationer på arbejdsmarkedet også en central rolle.

Udfordringen med det perspektiv er bare, at det risikerer at skygge for to simple kendsgerninger: For det første, at livet er fyldt med tilfældigheder, og, for det andet, at vi alle har en medfødt bagage.

Det siger sig selv, at de genetiske kort, vi får tildelt ved fødslen, har stor betydning for, hvordan tilværelsen udspiller sig. Et ensidigt fokus på præstation kan derfor nemt skygge for forståelsen af dén bagage.

Præstationslogikken indebærer også den konsekvens, at alle får som fortjent. De, som ender på toppen af samfundets stige, har fortjent det – og som logisk følge heraf har de, der ender på bunden, også fortjent det. Men måske findes der et mere nuanceret perspektiv, der både fastholder vigtigheden af at gøre en ekstra indsats og samtidig ikke pålægger dem, der har været allermest uheldige, den byrde at bære det fulde ansvar for deres situation?

Den presserende årsag til, at vi bør have en samtale om dette og heldets etik, er, at mange – for eksempel unge med handicap – helt åbenbart føler en høj grad af utilstrækkelighed. I små doser kan en vis grad af utilstrækkelighed selvsagt være sundt, men det kan blive for meget. Og det tyder på, at vi bør opdatere fortællingen om, hvad vi rimeligvis kan tage æren og skylden for, og hvad samfundets stige egentlig er for en størrelse.

Mere taknemmelighed, mindre skyld

Trods den historisk lave ledighed er der i dag omtrent 50.000 personer med et handicap, der er ledige. Følelsen af utilstrækkelighed begrænser sig dog ikke kun til handicappede. Det er en velbelyst og generel tendens, at særligt unge begiver sig ud i dubiøse sammenligninger af Instagram, årsindkomst, CV og den slags. Det lader til, at den type sammenligninger rent faktisk er en interessant målestok for mange.

Den underliggende logik synes at være, at sammenligningerne afslører noget meningsfuldt om vores værd, og hvor på samfundsstigen, vi befinder os. Men hvis vi accepterer, at den type sammenligninger faktisk afspejler vores fortjenester, så skal vi også meningsfuldt kunne sandsynliggøre, at det er den enkeltes eget ansvar, hvis de ikke har opnået den eller hine meritter. Og det lader sig næppe gøre – slet ikke, hvis du er født handicappet.

Hvis den erkendelse var mere udbredt, end den er i dag, ville vi som samfund nok se med lidt andre øjne på succes, heriblandt særligt økonomisk succes. Og det samme gælder for fraværet af økonomisk eller arbejdsmæssig succes.

Hermed ikke sagt, at vi ikke til en vis grad er vores egen lykkes smed. Det er ikke pointen. Helt konkrete handlinger udgør grundlaget for mange bedrifter, men ved at føre en mere nuanceret samtale om samfundets stige, og hvad den egentlig består af, vil vi både kunne tilføje en større grad af taknemmelighed til den stolthed, man kan føle på toppen, og minimere den følelse af utilstrækkelighed og skyld, man kan føle på bunden. Det sidste er presserende.

Samtidig ville en bedre forståelse for vores forskellige udgangspunkter også gøre det lettere at vægte andre og vigtigere ting højere – såsom vores borgersind.

Som borgere bærer vi alle uden undtagelse et ligeværdigt ansvar for vores folkestyres fremtid. I modsætning til mange andre samfundstyper, der for eksempel reducerer mennesker til hudfarver eller indkomstklasser, så er det særligt fine ved det borgerlige samfund, at mennesker ikke reduceres. Her er alle født lige i værd og lige i ret. Selv om det måske ikke altid føles sådan, især hvis man er handicappet, så er det den samfundskontrakt, vi har indgået med hinanden.

Vi skal blive bedre til at tale om held

Det er på tide, at vi bliver bedre til at anerkende, at en stor del af tilværelsen er rundet af held og uheld. Og hvis vi ikke ønsker at tillægge vilkårligheder moralsk værdi, så burde vilkårligheder heller ikke påvirke vores moralske domme.

Hvis den gængse samfundsfortælling om succes udelukkende afspejler talent og flid, så må fraværet af succes selvsagt også afhænge af manglen på talent og flid. Den sidste del kan være en unødigt bitter pille at sluge. Særligt hvis man vokser op i en tid, hvor det at præstere udgør kerneidealet for det gode liv for mange.

Udfordringen her er nok størst blandt de unge handicappede. Her kan stress, depression og følelsen af utilstrækkelighed meget vel blive forværret af præstationspresset, som også kan få nogen til at føle sig uden for fællesskabet.

Måske vi alle kunne have godt af at ændre fokus fra de materielle vilkår til mere væsentlige moralske indsigter, der burde spille en større rolle i samfundslivet. I den offentlige samtale udgør vi alle tråde i det intellektuelle sikkerhedsnet, og det er på ingen måde ligegyldigt, hvordan vi taler om disse spørgsmål. Ved at tale mere nuanceret sammen vil vi både kunne revitalisere den moralske energi, der ligger i at være borger, og forhåbentlig også kunne undgå en stor del af den unødige lidelse, mange oplever, fordi vi ikke er særligt gode til at navigere i heldets etik. Det skylder vi i høj grad dem, der er mest uheldige.

Og indtil vi når dertil, vil jeg i mellemtiden foreslå alle nyvalgte byråd at gøre, som vi lige har gjort i København. Vi har netop vedtaget, at kommunen fremover skal stille krav om ansættelse af borgere med handicap i kommunens kontrakter.

Vores medfødte udgangspunkter er hverken retfærdige eller uretfærdige. De er vilkårlige. Spørgsmålet om retfærdighed er til gengæld relevant i forhold til, hvordan vi inddrager de mest uheldige i vores fællesskaber. Et af redskaberne til at skabe et mere retfærdigt samfund er at bruge kommunernes købekraft som løftestang. Forslaget er hermed givet videre.

Peter Bjerregaard er medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Socialudvalget for De Konservative.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor godt at der kommet sprækker i den one-size-fits-all mentalitet, der har præget landet de sidste par tiår.

Det er ikke kun det rigtige at gøre, det vil forbedre livet for alle, uanset deres held i livets lotteri, hvis fokus skifter fra udelukkende bundlinjen til også at inddrage daglig trivsel.

Sendhil Mullainathans bog "Scarcity" viser at vi menneskers IQ falder måleligt når vi oplever mangel, ligemeget om det er mangel på penge, tid, muligheder, kærlighed, tryghed, ...

Et mere inkluderende samfund vil få bedre beslutninger og færre udgifter til at samle folk op.

Og vi skal alligevel ned i tempo for at løse klimakrisen, biodiversitetskrisen og forureningskrisen.

Claus Bødtcher-Hansen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Handicappede borgere skal have den hjælp, der er nødvendig - ud fra deres egne erfaringer, suverænt!

Jacob Nielsen, Claus Bødtcher-Hansen, Mads Horn og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Inge ambrosius

Det er fint at en konservativ politiker ser på vilkårene for mennesker med handicap, men jeg mangler nogle mere konkrete løsningsforslag, ud over at andre kommuner også kan stille krav om ansættelse af handicappede i deres kontrakter. Faktum er, at handicapområdet er blevet negligeret og beskåret i årevis både af landspolitikere og i kommunerne. Et eksempel er BPA (borgerstyret personlig assistance). En ordning hvor mennesker med et betydeligt fysisk eller psykisk handicap kan ansætte hjælpere, så de kan få en hverdag til at fungere, og evt blive i stand til at arbejde. Det er en fantastisk ordning, men rigtig mange kommuner har skåret i ordningen, så færre bliver viciteret til den, og de der gør, får tildelt færre timer. I stedet tilbydes hjælp fra hjemmeplejen. Men det er glædeligt, hvis dette debatindlæg er udtryk for en begyndende holdningsændring blandt politikere .

Carsten Munk, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Steen Obel, Claus Bødtcher-Hansen, Mads Horn, Inge Lehmann og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar

Jeg forbavses gang på gang med at mange faktisk bliver forarget, når jeg mener at livet i høj grad er afhængig af held og uheld, en slags prædestination. Derfor vil jeg heller ikke afvise hverken gud eller at vi skulle leve i et program på en teenagers skrivebord. Talent er modsat, hvad mange mener, ikke noget man selv kan gøre for, men noget man er født med, og som ikke engang en ud af 1000 har, nok nærmere en ud af 100.000. Og det på trods af at jeg selv har været heldig her i livet, kommet igennem nogle nåløjer, og ikke pga. mine såkaldte talenter eller at jeg arbejder hårdt, hvor mange andre mener at det skyldes deres hårde arbejde og talent, hvis det går dem godt. Tilgengæld er jeg så meget taknemmelig for alt jeg er blevet givet. Også selvom det hele (livet) måske kun er en illusion.

Claus Bødtcher-Hansen

19/feb/2022

JA, vi er alle født med muligheder
og begrænsninger, nogle har store
muligheder og små begrænsninger,
andre har små muligheder og store
begrænsninger ...

Lad os mødes med kærlighed og re-
spekt der, hvor vi er, hver er især.

Kærlig hilsen
Claus

Lise Lotte Rahbek

Her er alle født lige i værd og lige i ret.

Er vi?
- Hvorfor har man så kunnet konstatere ulighed jvf. socialklasser i sundhedssystemet og kan konstatere, at mennesker i de nedre socialklasser dør omkring 10 år tidligere end de høje socialklassers medlemmer?
- Hvorfor skal nogle mennesker arbejde uden at få løn for det?
- Hvordan kan nogle mennesker arve deres sociale status eller mangel på samme, altså det som man omtaler som "social arv" og som sjovt nok altid vender den tunge ende nedad og så godt som altid er negativt i omtale?