Når man rammer midten af 30’erne, ender man ofte i samtaler, der handler om at optimere de fysiske rammer om hverdagslivet. Nogle ønsker sig et nyt køkken, andre drømmer om et sommerhus eller en tilbygning. Og en større bil. Dejligt, men jeg ønsker mig ikke et nyt køkken. Jeg ønsker mig, at der er råd til at forbedre vores velfærd og bremse den stigende ulighed. Jeg vil have vuggestuer, der giver vores unger den bedste start på livet. Naturområder, som alle kan bruge. Et samfund, hvor ingen børn vokser op i fattigdom. Et sundhedsvæsen, hvor vi stoler på, at vi får den bedste behandling.
I stedet for at spare op til flyrejser eller flere kvadratmeter lægger jeg gerne nogle flere kroner i skat. Så vi alle får mulighed for en værdig pensionisttilværelse. Så vi kan skrue op for forskning i grønne løsninger og omlægning til en bæredygtig produktion. Så Arbejdstilsynet kan få tid til at besøge arbejdspladserne. Så der kommer bibliotekarer, der kan vejlede mig, når jeg låner børnebøger. Så ingen skal frygte arbejdsløshed, fordi dagpengesystemet kan blive genopbygget efter tre årtiers nedskæringer.
I disse år tegner flere og flere private lønforsikringer, fordi dagpengesystemet er så forringet. Antallet af private sundhedsforsikringer eksploderer, i takt med at vi indser, at vores sundhedsvæsen kører på pumperne. Det er ekstremt ulige. Dem med flest penge kan sikre deres egen røv, resten må finde sig i dårligere vilkår. Det vidner også om, at dem med flest penge er parate til at bruge ret mange af dem på at sikre sig mod arbejdsløshed og sygdom. Hvorfor hæver vi ikke skatten og betaler for den tryghed i fællesskab?
Det, der virkelig betyder noget
Jeg savner fælles samtaler og drømme om alt det, der virkelig betyder noget. Hvordan vi skaber et arbejdsliv, som ikke sluger vores fritid. Hvordan vi igen kan få et sygedagpengesystem, der griber os, når vi bliver ramt af sygdom. Hvordan skaber vi et arbejdsmarked, hvor alle tjener en anstændig løn uden at blive nedslidte eller syge af stress.
Når jeg er aktiv i min fagforening, er det, fordi jeg tror på, at vi faktisk kan skabe konkrete forandringer i arbejdslivet og rykke samfundet i en bedre retning. Men også fordi det giver mig meget glæde at være i et fællesskab, hvor vi diskuterer forbedringer for samfundet frem for individuelle drømme om materielle optimeringer.
Hvorfor er det egentlig så kontroversielt at foreslå, at vi skal lægge flere penge i fælleskassen? Måske er folk bange for, at de lægger nogle penge, som andre får glæde af. Men vi nyder jo alle godt af et samfund med mindre ulighed, og hvor vores børn er sikret, hvis vi selv fejler.
Vi skal selvfølgelig ikke hæve skatten for folk med lave indkomster. De har ikke penge i overskud. Men det behøver ikke kun være millionærskat og skat på finansielle transaktioner, vi taler om. Det er selvfølgelig første skridt at hæve skatten på de penge, som folk ikke arbejder for. Beskat overskud på salg af bolig. Hæv skatten på aktieafkast. Giv arveafgiften et nøk op. Alt sammen tiltag, der ville reducere uligheden og give flere penge til velfærd.
Men os med middel- og høje indkomster kan også godt betale mere i skat. Man kunne for eksempel sænke grænsen for, hvornår man betaler topskat. Jeg selv har en udmærket løn. Jeg har ingen formue, men et godt liv, hvor jeg ikke mangler noget. Jeg ønsker mig ikke flere penge, men mere fritid og en god fremtid for min datter. Jeg vil hellere knokle for et samfund, hvor hun kan forvente et godt liv, lige meget om hun bliver lagerarbejder, advokat eller førtidspensionist, end jeg vil knokle for, at hun kan arve penge fra mig, når jeg dør.
Det er ikke vigtigt for hendes fremtid at få dyrt legetøj, flyrejser og flere kvadratmeter. Til gengæld er det afgørende, om vi formår at stoppe klimakrisen. Om vi har skolefritidsordninger, hvor man kan finde en voksen, når man er faldet og har slået sig. Og om vi får skabt et efteruddannelsessystem, hvor man har råd til at omskole sig, når man bliver nedslidt, eller ens job skal omlægges til en grønnere produktion. Om vi har et boligmarked, som er tilgængeligt for almindelige mennesker uden en formue i bagagen. Det er alt sammen noget, der virkelig gavner mange mennesker – i øvrigt uden at det belaster jordkloden. Det kan man ikke sige om nye køkkener og større biler.
Helga Mathiassen er tømrer og fagligt aktiv i 3F.
Fantastisk! Jeg er helt og aldeles enig!
Helga Mathiassen. Du tænker og skriver så du for mit hjerte til at synge.
Du beskriver netop de værdier og det samfund, jeg drømmer om.
Håber inderligt din stemme kan nå slumrende sørgmodige hjerter, der længdes efter mere givende og glædelige fællesskaber.
Enig - selvfølgelig. Men hvis enigheden skal bevæge sig unden for kommentarsporene må fagforeningerne på banen. Hvordan kommer de det? Hvor har fagforeningerne, bortset fra et par undtagelser, været henne de sidste 10-15 år?
Der er nok af opgaver at tage fat på. Imens bruger politikerne tiden til at kigge på hinanden.
Hej Helga! Enig! Vi kunne jo også bede de multinationale snyltere, der betaler meget lidt eller ingen ting, om at bidrage. De selskaber, der hvert år fører 8-10 milliarder af kroner ud af landet.
@Per - vi skal helt klart kræve at de multinationale og de superrige betaler meget mere i skat.
@Jens Christian - Der er meget der kunne forbedres i fagbevægelsen. Jeg tror jeg bedste man kan gøre er, at blive aktiv i sin fagforening og forsøge at trække i den rigtige retning. Mere bred forankring og ejerskab til kollegerne. Jeg tror medlemmerne/kollegerne selv skal tage magten i fagforeningerne, så der er mere direkte indflydelse. Mere en følelse af en forening af kolleger, frem for forretning/forsikring
Bare vi (indrømmer det er utopisk) fik en statsminister, der mente det samme..
Mon ikke vedkommende ville få et jordskredsvalg? ;)
Tak for at være konstruktiv, håbefuld og solidarisk. Må alle gode kræfter samle sig om et konstruktivt, håbefuldt og solidarisk samfund.
Skatterne her i landet er ganske høje og villigheden til at betale mere, tror jeg ikke er tilstede blandt et flertal af borgere og politikere. Men - der er da andre muligheder f.eks., at tage nogle af velfærdgoderne fra de borgere der ikke behøver dem. For hvorfor skal velbeslåede have tilskud til håndværkere og rengøring og hvorfor får alle folkepensionister, folkepensionens grundbeløb - også når de har private pensioner. Hvorfor betaler den enlige mor og den lavtlønnede det samme for en plads i børneinstitutioner som den med rigelig indkomst. Hvorfor har vi rentefradrag? Jeg kan opremse udgifter i milliardklassen vi kunne undgå og i stedet for, bruge pengene til de nære ydelser. Til de behøvende.
Under den netop overståede sygeplejerskekonflikt, var der ikke meget opbakning fra borgerne til at hæve lønnen og sætte skatten op - selvom det blev oplyst at en sygeplejerskes grundløn for dagarbejde var mindst 3000 lavere end en - tømreres.
De fleste danskere er ikke villige til at lønne de offentligt ansatte på niveau med private eller afstå nogle af de såkaldte velfærdsydelser.
Skat indhenter mindst 1.000.000.000.000 (1.000 mia) kr. ind til fælleskassen om året. Det er mange penge.
Et godt sted at starte kunne være at blive bedre til at bruge de penge, der allerede hentes ind, snarere end, at hente flere. F.eks. ved at skære ned på konsulentforbruget, og specialisere medarbejderstyrken i stedet.
Det er aldrig en god ide at kaste gode penge efter dårlige.
Det som skribenten skriver er god SFpolitik, og EL er sikkert også helt enig. Men hvor har vi lige SD og RV i denne sag?
*beskriver
Der var en gang, hvor Mathias Tesfaye, som yngre , aktiv fagforeningsbevidst murer fremførte nogle af de samme brændende ønsker i indlæg i f.eks. ekstra bladet. Hvad er der blevet af den udgave af ham i dag, hvor han er A politiker og minister?
Håber ikke skribenten får afsporet sine idealer på samme måde ud i fremtiden. Man har jo som bekendt et standpunkt til man tager et nyt.
Ellers enig i at fagforeningerne har mistet sin samfundsmæssige retningsbetydning efter man begyndte at gå op i at skaffe medlemmerne ligegyldige rabatordninger på køb mv udover at indgå overenskomster som gør lønudbetalerne
glade.
Man skulle i stedet have bibeholdt fokus på altid at sikre at de mest udsatte aldrig blev efterladt på lossepladsen uanset om de havde et arbejde og var medlem af en fagforening eller ej.
På den måde kunne de have været med til at sikre spotlys og fokus på at INGEN regering ustraffet kunne komme afsted med at skalte og valte med de mennesker, der har mindst og færrest muligheder her i vores dejlige affund.
Tak for et, desværre alt for sjældent set, synspunkt. Jeg synes godt man kan lægge endnu mere vægt på, at det også vil hjælpe de rige. De har nemlig, tydeligvis svært ved at bruge deres penge til noget
. Bilerne kan ikke være på p. pladserne hvis de bliver meget større. Det er til stor besvær med mere end 3 boliger. Flyrejser bliver kedelige og anstrengende med årene, og så kan man vel også efterhånden blive træt af hele tiden at lede efter de dyreste mærkevarer bare for at få brugt nogle penge
Solidaritetsorganisationen Global Aktion har et oplæg med Helga Mathiassen torsdag d. 3/3 kl. 19, som er gratis og deltage i og som kommer til at handle om hvordan vi tænker klassekampen ind i klimakrisen. Bare et tip til interesserede.
https://fb.me/e/35xc2qEsw
OECD har for ca. 1 år siden offentliggjort en opdateret liste over skattetrykket i forskellige lande. Danmark ligger på en klar førsteplads. På den nye rangliste har Danmark igen indtaget førstepladsen, som det land med højest skattetryk i OECD. Vi lander i 2020 på et skattetryk på 46,5 pct. af BNP, mens Frankrig på andenpladsen ligger på 45,4 pct. af BNP.
Er det mon tilladt at mene, at indkomstskatterne bestemt ikke skal sættes yderligere i vejret i det mest skatteplagede land i OECD ? - og muligvis på hele kloden ?