Kronik

Ditlev Tamm: Konservativ betyder hverken reaktionær eller egoist, men ansvarlig samfundsborger

Det er ikke konservativt at være imod moderne kunst eller rase mod wokeness. De borgerlige er i defensiven, og der er en svaghed i formuleringen af, hvad man står for. Det ville nok være en overdrivelse at sige, at Søren Pape bidrager til en afklaring, skriver professor i retshistorie Ditlev Tamm i denne kronik i serien om De Konservative
Der er faktisk noget om det her med den hvide mands dominans, og det burde være en opgave for en konservativ, ansvarlig  samfundsborger at finde ud, hvordan det håndteres rigtigt, skriver Ditlev Tamm.

Der er faktisk noget om det her med den hvide mands dominans, og det burde være en opgave for en konservativ, ansvarlig  samfundsborger at finde ud, hvordan det håndteres rigtigt, skriver Ditlev Tamm.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
11. februar 2022

Guldalder handler i politik ikke nødvendigvis om at være i regering. Og slet ikke konservativ guldalder. Konservatismen handler nemlig kun til dels om politik, men er et mere generelt livssyn præget af en oplyst og måske lidt overlegen holdning til dagen og vejen og ikke mindst en god portion optimisme med hensyn til samfundets evne til at absorbere og møde de forandringer, som nødvendigvis følger med, at tiden går.

Den konservative ser med afstandtagen på revolutioner, men den rigtige konservative er ikke den, der klamrer sig til fortiden. Den rigtige konservative ved godt, at tiden går, og er den, der møder det nye med en kritisk og informeret holdning, og som mobiliserer sit kendskab til fortiden i mødet med nutiden.

Efter min mening lever megen dansk konservatisme ikke så klart, som den burde, op til dette ideal. Opbakning bag og mere støtte til skole, universiteter og oplysning burde være De Konservatives første prioritet. Den anden burde være diskussionen af forholdet mellem individ og stat.

Reel omsorg for den enkeltes frihed og muligheder for at trives

Min form for konservatisme ligger nok på en del punkter ikke så fjernt endda fra det, som jeg anser som gode socialdemokratiske dyder. Begge retninger går ind for en stærk stat. Den konservative fremhæver, at staten ikke må knække den enkeltes virkelyst, mens socialdemokraten i højere grad har kollektivet for øje og er villig til at acceptere en stærkere styring for at fremme fælles interesser.

For den konservative er det afgørende, at den enkelte får muligheder for virkelyst og glæden ved at vise initiativ, fordi den konservative er nået til den indsigt, at både staten og vi andre lever af, at der er nogen, som sætter noget i gang og får hjulene til at løbe rundt. Vi tror ikke på den med, at vi kan leve af at klippe hinanden, eller i det hele taget bare at klippe nogen.

Staten skal sikre og sætte gode rammer om det private initiativ.

Den grundindsigt kan faktisk sagtens forenes med, at man i øvrigt viser forståelse for nye og anderledes samlivsformer, godt vil medvirke til omdefinering af forældreroller, når personer af samme køn har børn, og ikke blot ukritisk accepterer nedarvede institutioner som kongehus eller fædreland, men også her stiller krav.

Efter min mening er rigtig konservatisme faktisk en progressiv holdning, fordi den ikke accepterer hverken overdreven statsstyring, udsultning af undervisningssystemet og kulturlivet eller ureflekteret stram udlændingepolitik, men hele tiden spørger til sammenhængskraft og rationale bygget på en reel omsorg for det enkelte individs frihed og muligheder for at trives i et samfund, der netop respekterer den enkelte og ikke tænker i store ideologiske baner, men bevarer den kritiske sans.

Det bedste fra De Konservative og Socialdemokratiet

På denne baggrund er en konservativ guldalder et politisk system, der bygger på sådanne idealer, og efter min mening er vi såmænd ikke så langt fra det, selv om det ikke altid er lige de toner, der lyder fra konservative politikere, som ofte er forbløffende tavse om konservatismens værdigrundlag.

For mig ville en konservativ guldalder nok være noget i retning af det bedste fra de to midterpartier, De Konservative og Socialdemokratiet. En politik, der helt uomtvisteligt fremmer danske interesser, en politik, der prioriterer uddannelse, kunst og kultur højt, en politik, der fremmer privat initiativ og sikrer gode rammer om dansk erhvervsliv. Og hertil en stærk stat og dermed ikke mindst en velfærdspolitik, der indebærer, at sygdom og arbejdsløshed ikke ødelægger den enkeltes tilværelse økonomisk.

Det kan godt være, at der er behov for Arne-pension og andre tidlige fratrædelsesordninger, men det ville klæde systemet, hvis sådanne ordninger i højere grad fremstod som udtryk for et klart behov end som båret af ideologi.

For mig at se er dansk borgerlighed i de senere år kommet i defensiven. En af grundene til den svigtende gennemslagskraft er en svaghed i formuleringen af, hvad de borgerlige egentlig står for, og det ville nok være en overdrivelse at sige, at den politiske leder af De Konservative bidrager til en afklaring. Et øjeblikkeligt problem er naturligvis, at ingen af de større borgerlige partier lige nu synes at have en leder, der fænger.

Ikke konservativt at være imod moderne kunst og kultur

Hvis jeg var leder, ville jeg langt kraftigere pege på, hvor meget af den danske velstand der skyldes privat initiativ og dygtighed, og hvor vigtigt det derfor er, at der føres en erhvervsvenlig politik. Jeg ville også fremhæve velfærdsstaten som et fælles borgerligt og socialdemokratisk projekt. Det er ikke en borgerlig sag at nedbryde velfærdsstaten, men i høj grad at bidrage til en effektivisering med relevant kritik.

Det er ikke en konservativ sag at bekæmpe såkaldt venstreorienterede kunstnere eller være imod moderne kunst og kultur. Den oplyste konservative ved udmærket, at det nu engang er derfra og ikke fra de konservative rækker, at fornyelsen kommer.

Samfundet er for rigt til, at det rigtig giver mening at bruge for megen tid på diskussion af skatter. Men det handler i høj grad om at bruge provenuet rigtigt.

Som borgerlig ville jeg slå på, at borgerlig netop ikke betyder reaktionær eller egoist, men kommer af det romerske civis, den ansvarlige samfundsborger. En sådan borger kan i høj grad – selv om egen tilværelse fungerer – været bekymret over stigende ulighed i både uddannelse og økonomi. Det er en borgerlig sag.

Og det er en borgerlig sag at sikre en bedre uddannelse af lærere. Læreruddannelsen hører i Finland hjemme på universitetsniveau, og det er der, den hører hjemme, hvis der skal skabes den prestige omkring lærere, som i Finland fører til, at kun 10 procent af dem, der søger ind på læreruddannelsen, faktisk optages. Det er fint med folkelighed, men også godt med ekspertise og elite, når der er brug for det. Uddannelse, uddannelse, uddannelse på alle niveauer er derfor noget helt centralt i et konservativt univers, selv om det ikke er lige de toner, der lyder fra partiet p.t.

En del konservative engagerer sig for tiden i kampen mod woke. Der er al mulig grund til at være bekymret over bevægelser med autoritative og intolerante træk. Men midlet er ikke kamp, men forståelse og nuancering og formulering af en politik for, hvor langt man vil gå. Det er jo ikke woke, der noget galt med, det er nogle af bevægelsens krav og konsekvenser, der skal drøftes sagligt og ikke med mangel på forståelse. Der er faktisk noget om det her med den hvide mands dominans, vi skal bare finde ud af, hvordan det håndteres rigtigt, og det burde være muligt for en civiliseret konservativ, der netop tager afstand fra ideologi og arbejder for pragmatiske løsninger, så vi kan være her alle sammen.

Dansk konservatisme handler om at leve op til det ansvar, som nu engang er forbundet med at bo i et af verdens rigeste og mest trygge lande. Konservatismen handler om at bevare det bedste og hele tiden se fremad og være med til at fastholde afgørende værdier i samfundet. Men det handler også om at forstå, at ikke alle er eller vil være konservative, og at det måske er godt nok, hvis samfundet skal bevæge sig frem og ikke gå i stå.

Ditlev Tamm er professor i retshistorie ved Københavns Universitet.

Serie

En ny konservativ guldalder

De Konservative fik det bedste kommunalvalg i 36 år. Partiet har medvind i de landspolitiske meningsmålinger og ses for første gang i årtier som en reel udfordrer til Venstres position som førende oppositionsparti. Hvis den næste statsminister bliver konservativ, hvordan skal en konservativt ledet forandring af Danmark så se ud? Det undersøger Information i denne kronikserie

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Kære Ditlev Tamm

Mange tak for din kronik om, hvilken konservatisme du mener er belejlig for samfundet.

Jeg har dog visse forbehold.

Først og fremmest lader det til, at de sidste mere end 30 års nedskæringer, kaldet 'nødvendighedens politik', er gået din næse helt forbi.
De har medført, at mennesker med to job har brug for julehjælp.

"DET SKAL KUNNE BETALE SIG AT ARBEJDE", blev det blæst ud over det ganske land, og ydelsesmodtagere blev fattiggjorte (igen, igen) af de Konservative, som i fordums tid stemte imod at fattiglemmerne kunne blive begravede i indviet jord eller have deres egne gudstjenester.

Det er ganske længe siden, at der fandtes såkaldte 'socialkonservative' i Konservative.

Det var et lille blus, men blev desværre blæst ud.

Benta Victoria Gunnlögsson, Kristian Spangsbo, Dan Jensen, Ebbe Overbye, Rene Madsen, Susanne Kaspersen, Steen K Petersen, Ervin Lazar, Bjarne Jørgensen, Egon Stich og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
John Damm Sørensen

Ikke enig med dig Eva. De konservative i modsætning Venstre indså i forbindelse med industrialiseringen af landet, at mennesker på alle niveauer er en uerstattelig resource, som man bør værne om og uddanne. Dette i modsætning til de liberale i landbruget, hvis filosofi var og stadig er, at det er deres menneskeret at arbejde folk til døde.
Jeg er derfor helt enig med Ditlev Tamm, selvom jeg aldrig havde troet, at det ville overgå mig, men jeg har faktisk selv femført hans ideer de sidste 10 år.

Troede først, at jeg skulle læse et indlæg af en tænksom borgerlig, men da jeg kom til argumentet, vidst nok mod venstrefløjen, at vi ikke kan leve af, at klippe hinanden, så gad jeg faktisk ikke at læse mere

Benta Victoria Gunnlögsson, Franz Nitschke, Eva Schwanenflügel og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Til Ditlev Tamms punkter kunne man føje, at en af de ting, der er gået galt for konservatismen, er, at den i for høj grad er blevet påvirket af sin gamle rival liberalismen.

Dan Jensen, Søren Ferling, Susanne Kaspersen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Susanne Kaspersen

“Og hertil en stærk stat og dermed ikke mindst en velfærdspolitik, der indebærer, at sygdom og arbejdsløshed ikke ødelægger den enkeltes tilværelse økonomisk.” Den perron har både det socialdemokratiske og det konservative tog forladt forladt for længe siden.

Eva Schwanenflügel, Ebbe Overbye, Steen K Petersen, Rene Madsen, Inger Pedersen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

Ditlev Tamm skriver:

"Det er ikke konservativt at være imod moderne kunst eller rase mod wokeness."
og senere:

"Opbakning bag og mere støtte til skole, universiteter og oplysning burde være De Konservatives første prioritet."

Det bliver selvmodsigende al den stund woke netop er antioplysning (afvisning af logik, fakta, videnskab osv.) på samme måde som tidligere romantiske oprør som kommunisme og nazisme.
Jeg mener til gengæld at han ser rigtigt i at socialdemokratisme og konservatisme kan gå godt i spænd.

"En af grundene til den svigtende gennemslagskraft er en svaghed i formuleringen af, hvad de borgerlige egentlig står for, og det ville nok være en overdrivelse at sige, at den politiske leder af De Konservative bidrager til en afklaring."

Kun muligvis de såkaldt populistiske partier har betydelige elementer af konservatisme - de nominelt borgerlige og konservative er liberalister og neomarxister - netop på grund af at uddannelsessystemet i et halvt århundrede har været det sidste. Af samme grund ved de det heller ikke selv.

"Det er ikke en konservativ sag at bekæmpe såkaldt venstreorienterede kunstnere eller være imod moderne kunst og kultur."

Det bliver det, når kunsten tegner til at blive en ny nazisme med den oprindeliges racehierarki vendt på hovedet - som i woke.

"Som borgerlig ville jeg slå på, at borgerlig netop ikke betyder reaktionær eller egoist, men kommer af det romerske civis, den ansvarlige samfundsborger."
Meget enig her. Også i at Finland gør det rigtigt, men det er afgørende at uddannelserne renses for tidens pseudovidenskab, som ligger under woke og andet racehad.

"Det er jo ikke woke, der noget galt med,..."

Jo, det er det - idéhistorisk er der nærmest tale om en nygnosticisme, som også ophavet, maxisme. Der er ingen grænser for, hvor galt det kan gå med så destruktive og livsfjendske tanker og ikke mindst følelser.

"Der er faktisk noget om det her med den hvide mands dominans,..."

Ja, selvfølgelig er der da det. Fejlen er at have den mening at der er noget galt i det.

"..., så vi kan være her alle sammen."

Hvad netop den hvide mand, i modsætning til det generelle, sørger for at vi kan. Den hvide mands civilisation er enestående i at være så inkluderende og i at dele ud af sine frembringelser, der har revolutioneret menneskers tilværelse kloden rúndt, hvor 9/10 skylder den selve deres eksistens - mens de skælder ud på den - hvilken ironi...

"Men det handler også om at forstå, at ikke alle er eller vil være konservative, og at det måske er godt nok, hvis samfundet skal bevæge sig frem og ikke gå i stå."

Det er rigtigt - konservatisme er så at kritisere de værste vildskud fra ny tænkning og, udfra sin indsigt i menneskets natur, især at slå ned på gennembrud af de mest destruktive menneskelige mentale egenskaber, der netop, fordi de ofte er dybtliggende og primitive, udøver stor følelsesmæssig tiltrækning.