Læserbrev

Drop drømmen om prestigeuniversiteter i provinsen. Sorø bliver aldrig Oxford

Universitetet i Oxford har en historie, et omdømme og ikke mindst en økonomi, som ikke kan sammenlignes med noget universitet herhjemme. Derfor kommer udflytningsplanerne aldrig til at skabe et Oxford i Nykøbing Falster – slet ikke uden flere penge, skriver studerende ved University of Oxford Baltazar Dydensborg i denne replik
Det, der først og fremmest gør Oxford til en velfungerende universitetsby, er historien, omdømmet og de umådeligt mange penge, der trækker akademikere og studerende til, skriver Baltazar Dydensborg.

Det, der først og fremmest gør Oxford til en velfungerende universitetsby, er historien, omdømmet og de umådeligt mange penge, der trækker akademikere og studerende til, skriver Baltazar Dydensborg.

Ritzau/Scanpix

Debat
8. februar 2022

I sin klumme i Information den 4. februar bruger sognepræst Henrik Gade Jensen byen Oxford i England som eksempel på en »småby« med et særdeles velrenommeret universitet.

At universitetet er godt, kan jeg, som studerer der, på alle måder skrive under på. Undervisningen er mere personlig, intensiv og kreativ, end hvad jeg nogensinde har oplevet i Danmark – hvilket nok først og fremmest skyldes, at universitetet har langt flere penge.

Men man stikker sig selv og avisens læsere blår i øjnene, hvis man tror, at Oxford kan sammenlignes med nogen danske provinsbyer.

Oxfords nordlige del er domineret af store, dyre villaer. Priserne i midtbyen er tårnhøje, og huslejen er Storbritanniens næsthøjeste relativt til indtægter. Af den grund pendler mange akademikere fra London eller de omkringliggende landsbyer.

I Oxford bor der 150.000 mennesker, hvilket er omtrent på niveau med Odense, hvor vi som bekendt allerede har et universitet. De danske provinsbyer, som Henrik Gade Jensen påstår, at noget lignende ville kunne opstå i, er til sammenligning Sorø med 11.000 indbyggere og Lolland-Falster, hvis største by har 16.000 indbyggere.

Og det, der først og fremmest gør Oxford til en velfungerende universitetsby, er historien, omdømmet og de tidligere omtalte umådeligt mange penge, der trækker akademikere og studerende til.

Det undskylder Henrik Gade Jensens brug af eksemplet Oxford, at det er blevet inddraget i debatten om udflytning af uddannelser før – men det gør det altså ikke mere korrekt.

Der findes hverken et Oxford, Cambridge, Göttingen, New Haven eller Princeton i Danmark, fordi vi hverken historisk eller i dag har struktureret vores samfund, så det naturligt kan opstå.

Og det kommer det nok heller aldrig til – slet ikke, hvis man forsøger at tvinge det igennem med en udflytningsaftale uden de mange penge, som er en af de afgørende faktorer for succesen i Oxford.

Der er meget at beundre hos de store internationale universiteter, og man kunne sagtens ønske sig, at vi havde institutioner i Danmark på det niveau og med de muligheder, som vi Oxford-studerende får.

Men at bruge det i sammenligning med en dansk provinsby i et argument for folketingsflertallets hovedløse udflytningsplan er både historieløst og i det her tilfælde simpelthen lodret forkert.

Baltazar Dydensborg studerer statskundskab og filosofi ved University of Oxford.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tjah, det er med landsby-universiteter som med landsby-hospitaler og landsby-supermarkeder: En ret tåbelig ide.

Hvis danskere vil pendle 100 km for at komme til et attraktivt indkøbscenter, hvor de er dygtige til at tage varer op af papkasser og sælge dem, så er det meget rimeligt at pendle samme afstand for at få adgang til højtuddannede professorer og speciallæger.

Mange amerikanske børn ser det at flytte til et universitet i "en anden by" som en slags uafhængighedserklæring, selvom de stadig lever af far og mors penge. Uanset at der er lokale universiteter, ses det som større prestige at flytte længere væk, allerhelst en anden stat, eller et andet land. Derfor er "behovet" for lokale universiteter, for mig at se, komplet hul i hovedet.

jens christian jacobsen

Fornuftigt indlæg, men der kan komme et par overraskelser på et tidspunkt. Politikerne i DK kan vedtage en reform af de videregående udddannelser, der a. frasælger dele af offentlige institutioner til private investorer, der b. yderligere 'konkurrenceudsætter' eksisterende forskning & uddannelser eller som c. effektiviserer/kvalitetssikrer eksisterende uddannelser i overensstemmelse med markedskrav. En sådan universitetsreform vedtog svenskerne allerede i 1993 og er fortsat i det spor lige siden.
Så naturligvis får vi ikke et Oxford i DK. Men mindre kan gøre det. Eller hvad vi nu skal kalde det.

Steffen Gliese

Oxford by har udviklet sig pga. universitetet, det er ikke Oxfords rigdom, der skabte universitetet. I sin tid var det et sats, hvor bystyret valgte at betale de studerende, altså en middelalderlig SU-ordning.
Men nu er danske universiteter i det hele taget meget forskellige fra den angelsaksiske verdens, så det er heller ikke et universitet i verdensklasse, der stræbes efter - men et universitet, der kan efterkomme landets behov for folk uddannet på højeste niveau.

Tjaaajee, jeg er uddannet fra Den polytekniske Læreanstalt .. altså ikke i de oprindelige bygninger i indre by:

https://historie.dtu.dk/historie/beliggenheder/studiestraede

... men i de noget mere moderne bygninger i en lille landsby, Lundtofte, lidt nord for København.

Min datter har såmænd gået i 'farmands fodspor' og er nu - efter sin Ph.D.-grad ansat som post-doc på DTU-Fysik, og hun vandrer stedkendt ind og ud af Stanford University i Californen.

Mind you: Standford University er verdenskendt - lige som DTU - og begge er i nyere tid anlagt på 'bar mark'. Standford by er ikke større end Lundtofte by.

Så man kan altså godt bygge et universitet på 'bar mark', men så skal man virkelig også mene noget med det! Ikke bare en lille filial af et allerede eksisterende universitet.

Roskilde Universitet og Syddansk Universitet er glimrende eksempler på ganske udmærkede universiteter uden for de traditionelle storbyer. Men at der skulle være behov for FLERE internationalt anerkendte universiteter ud på landet i lille Danmark ... ??

... men altså: vi er jo landet med både H.C. Andersen og Holberg til at skrive vores historie ;)

Steffen Gliese, uffe hellum og Ole Olesen anbefalede denne kommentar

BD har ret i, at hvis man vil skabe et eliteuniversitet ud af ingenting, er der selvfølgelig kun en vej frem, og det er masser af penge. Udflytning af dele af eksisterende universiteter betyder bare atomisering, og det skaber man ingenting af.

Men HGJ jo så dog ret i den ene pointe, at det netop ikke er byernes størrelser der er afgørende. Flere Ivy League universiteter ligger f.eks. i meget små byer. Sorø er således ikke mindre end Hanover, hvor Dartmouth College ligger. Hvis grundlaget ellers var i orden, ville der derfor ikke være noget i vejen for, at et universitet i Sorø kunne tage konkurrencen op med KU. Så meget desto mere, som at byen har gjort det før, dengang Sorø Akademi faktisk var et universitet. Berettigelsen af kritikken af udflytningerne er derfor i nogen grad blevet forplumret af en misvisende debat om store versus små byer.