For nogle uger siden udkom nyhedsmagasinet The Economist med en forside og leder, der problematiserer den øgede statslige indgriben i markedsøkonomien. »Pas på med at tro, at staten og erhvervslivet sammen kan identificere de rigtige samfundsøkonomiske trade-offs,« advarer The Economist og tilføjer, at lavere effektivitet, begrænset innovation og stigende korruption er andre centrale risici ved for høj grad af statslig intervention.
To dage senere kom Oxfam International med en dugfrisk ulighedsrapport, der beretter, at yderligere 160 millioner mennesker er røget ud i fattigdom under COVID-19-pandemien, mens de rigeste dollarmilliardærer har mere end fordoblet deres formuer. Rapporten medførte et fornyet opråb om behovet for en global formueskat samt den aktivt modererende stat med fokus på især bæredygtig omfordeling, folkesundhed, klima og miljø.
Hele 16.000 milliarder dollar er blevet pumpet ud i økonomien af verdens regeringer, og resultatet er fortsat, at endnu flere er skubbet ud i fattigdom. Det siger en del om den fordelingsmekanisme, vores økonomiske systemer har udviklet sig til.
Skyttegravsdebat
Alt for ofte udmunder disse diskussioner dog i de samme gennemtærskede argumenter for og imod den vestlige kapitalisme, som vi kender den. De neoliberale økonomer i den ene skyttegrav holder fast i, at milliarder af mennesker over de seneste årtier er løftet ud af fattigdom takket være udbredelsen af kapitalistisk-orienterede markedsmekanismer og samhandel, og at Sovjetunionen, Cuba eller Venezuela som nationaløkonomiske skræmmeeksempler tydeliggør, at det reelle alternativ ikke findes.
Flere venstreorienterede debattører i den modsatte skyttegrav mener derimod, at kapitalismen stort set er roden til alt ondt – og i øvrigt dybt uretfærdig i sin dna, byggende på feudalismen og kolonialismen. Derved underkender de kapitalismens synligt positive makroøkonomiske bedrifter set over en bred kam og tidshorisont.
Der findes naturligvis også mere balancerede synspunkter uden for skyttegravene. For eksempel advokerer konsulenthuset BCG for ’multi-stakeholder capitalism’, som aktivt inddrager et bredere felt af interessenter i strategiudvikling og beslutningstagen. Længere mod venstre italesætter økonomerne Michael Jacobs og Mariana Mazzucato behovet for at ’gentænke kapitalismen’, mens Kate Raworth i Doughnut Economics leverer en sober kritik af kapitalismens især über-vækstdrevne dogmatik. Men disse stemmer fylder fortsat ikke nok i den bredere offentlige debat, i virksomhedernes bestyrelseslokaler eller i de politiske beslutningsprocesser.
Gennem de sidste 15 år har jeg rådgivet ledelser i flere af de største danske og internationale virksomheder, og jeg har oplevet, hvordan den kapitalistiske markedsøkonomi operationaliseres gennem dagligdagsbeslutninger. Fra investeringsbankerne på London Wall og direktionsmøderne i København til bulklasthavnene på Vestsumatra og fabriksmiljøerne i Xiamen.
Jeg har set, hvordan markedskræfter kan være med til at drive forhøjet effektivitet og lavere omkostninger, som kan komme kunder og forbrugere til gode, og hvordan et velfungerende konkurrencemiljø stimulerer innovation og pragmatisk risikotagen, der skaber samfundsmæssig fremdrift.
Jeg har også set, hvordan samme markedskræfter og pres fra aktionærer kan forårsage kortsigtet tunnelsyn, hvor beslutninger udelukkende tilgodeser næste kvartals finansielle bundlinje. Hvordan virksomheder foretager en afkobling mellem udtalte bæredygtighedsambitioner og den faktisk eksekverede strategi.
Kontingensteori kan være vejen
Der er derfor behov for et opbrud med den tilbageskuende debat om kapitalismens historiske meritter og konsekvenser. Jeg foreslår at bringe kontingensteori i spil på makroøkonomisk niveau.
Kontingensteori, som vi kender den fra blandt andet organisationslitteraturen, hvor fokus er på at skabe den rette organisationsstruktur, der modsvarer omverdenens dynamik og kompleksitet og ledelseslitteraturen, hvor en given tilgang til ledelse er et godt eller mindre godt match til de individuelle medarbejder- og teammæssige omstændigheder. I begge tilfælde gælder det om at forstå sit udgangspunkt bedst muligt og så træffe beslutninger derfra. Den bedste løsning er ikke universel, men afhænger af omstændighederne.
Hvis vi gik til policy-udarbejdelse og systemdesign ud fra en kontingensteoretisk linse, hvor klima- og miljøkrisen, flygtningekrisen, sundhedskrisen og den delvist afledte ulighedskrise alle er en del af den globale virkelighed, vi som globalt samfund skal forholde os til, ville vi hurtigt indse, at det nuværende kapitalistiske system ikke skaber de rette rammer for den nødvendige samfundsøkonomiske transformation.
Tværtimod viser rapporten fra Oxfam netop, at det nuværende kapitalistiske system fastholder status quo og modarbejder enhver grundlæggende ændring af samfundet. Men det betyder ikke, at vi skal smide alle elementer af den vestlige kapitalisme ud på én gang. Eller overhovedet.
Beskat forbrug, ikke indkomst
Det er utvetydigt, at det kommer til at kræve hårdt arbejde og svære kompromiser at udvikle et nyt og mere bæredygtigt økonomisk system, både lokalt og globalt. Der er nogle særligt vigtige greb, jeg mener bør tages som de første:
Finans- og socialpolitisk vil det indebære en øget omfordeling mellem top og bund i samfundet. Ikke på det niveau som Thomas Piketty – bevidst provokerende – fremlægger i Kapital & Ideologi fra 2019. Men dog med en formuebeskatning på en tocifret procentsats for større trecifrede millionformuer og derover.
Klima- og skattepolitisk skal beskatning af (over)forbrug stige, mens beskatning af indkomst bør falde relativt set.
Teknologi- og medicinalpolitisk vil det indebære et fundamentalt opgør med patentrettigheder og closed source-software, som blandt andet den græske økonom Yanis Varoufakis advokerer passioneret for.
Erhvervspolitisk skal der skabes bedre rammer og vilkår for medarbejderejede virksomheder og direkte demokrati i disse, eventuelt gennem en moderne form for arbejderråd.
På internationalt plan bør man overveje indfasning af pragmatiske samhandelskvoter for underudviklede landes industrier. Det kunne for eksempel være fiskeriindustrien på Afrikas Horn, der endnu har svært ved at konkurrere på skala og erfaring i sin region.
Og måske vigtigst af alt skal der gøres op med det snæversynede fokus på BNP- og toplinjevækst hos henholdsvis nationale regeringer og virksomhedsledelser. Det skal især i langt højere grad være legitimt, at man som virksomhed aktivt vælger at blive mindre, men bedre og mere bæredygtig.
Kort sagt skal Degrowth ikke længere være et four-letter-word hos aktionærer og analytikere. Dette skifte vil samtidig udfordre vores finansielle system til at gentænke sin primære rolle som en, der muliggør bæredygtige økonomiske samfundsforbedringer i stedet for en, der profiterer fra kortsigtet økonomisk vækst og spekulativ aktivitet.
Intet af ovenstående kræver en større stat eller overgang til planøkonomiske mekanismer. Jeg mener, at det er vigtigt at holde fast i de dele af det kapitalistiske system, som skaber sund, langsigtet konkurrence mellem virksomheder og dermed øger produktivitet og forbrugernytte. Jeg mener, det skal kunne betale sig at arbejde hårdere end gennemsnittet. Jeg mener, at staten skal holde igen med at drive egen virksomhed.
Men det handler om balance, og lige nu er vi ude af balance; økonomisk, klimamæssigt og socialt.
Jonas Winther Bengtson er ledelsesrådgiver i A.P. Møller – Mærsk.
Er der en grænse for, hvor langt sund, langsigtet konkurrence mellem virksomheder og dermed øger produktivitet og forbrugernytte kan drives uden regulering? Der er altid nogen/noget, der betaler, når noget skal være billigt, og som som ikke vinder konkurrencerne.
Hidtil er det miljøet og uligheden, der har betalt prisen - hvordan kan det ændres uden at nogen griber ind, som f.eks staterne? De store virksomheder og miltimilliardærerne har næppe af egen kraft og i samråd tænkt sig at betale for større lighed og for at udrydde sult og elendighed. Det har de ikke gjort hidtil, selvom de har kunnet, og sandsynligheden for en større omfordeling er relativt lille, medmindre nogen er i stand til at ændre på det.
Hvem kan stå for den større lighed - når nu virksomhederne og de rigeste ikke selv vil konkurrere om opgaven. Hvem skal så?
Flere årtiers erfaring som ledelsesrådgiver betyder, at man tager makroøkonomien med en vis kynisk overbærenhed. Ja, Piketty har fat i den lange ende, undtagen lige præcis, der hvor det gør ondt til dagligt: hvem skal betale prisen for omstillingen, når vi reformerer og revolutionerer? Lige nu er det vi ser, hvordan de svageste igen betaler prisen som tabere i globaliseringen og som tabere i pandemien. De nordiske modeller for samarbejde om opgaverne mellem stat, marked og civilsamfund er stadig uovertrufne, desværre eller heldigvis måske. De findes, de er her allerede.
På papiret lyder det jo relativt progressivt, men lad os lige give det et realitetstjek.
Mærsk som kronikøren arbejder for har en uendelig lang række af skandaler bag sig som på alle måder viser hvorfor kapitalismen nedbryder miljø, demokrati og fremmer endeløse krige. Desuden er der stadig problemer med fagforeningers organisationsret. Helt overordnet har Mærsk i årevis købt sig til politisk særbehandling ved massiv økonomisk støtte til de vigtigste regeringsbærende partier.
https://www.information.dk/indland/2017/02/maersk-gav-fire-mio-kroner-pa...
Mærsk har i årevis bevidst og systematisk forurenet Nordsøen med langt flere kemikalier end de havde lov til inden de solgte felterne til Total med en medfølgende skatterabat som politikerne havde givet Mærsk trods økonomernes advarsler. https://www.soefart.dk/article/view/668958/maersk_oil_skyllede_tonsvis_a...
Mærsk gør stadig ikke nok for at sikre arbejdstageres rettigheder.
https://fagbladet3f.dk/artikel/stram-op-i-indien-og-latinamerika
Mærsk tjener tykt på det Amerikanske militærs endeløse krige godt bakket op af den politiske indflydelse på danske regeringers krigsaktivistiske udenrigspolitik.
https://www.dr.dk/nyheder/penge/maersk-tjener-milliarder-paa-usas-krige
Igennem årtier solgte Danmarks største virksomhed, A.P. Møller - Mærsk, våben til nogle af klodens mest brutale regimer og diktaturer.
https://www.berlingske.dk/business/tusindvis-af-glemte-dokumenter-afsloe...
Og jeg kunne blive ved, men mon ikke dette er nok til at afdække den afgrundsdybe kløft melle ord og handling.
"De nordiske modeller" findes ikke på den måde, du hævder, Margit. Det er et fatamorgana, en sovepude, politisk historieforfalskning og en bekvem undskyldning. Vi øger udligheden efter præcis samme matematiske formel som alle andre, og vi forbruger allermest CO2, mens vi gør det. Skribenten er ledelsesrådgiver i det firma, der på verdensplan servicerer naturødelæggelsen og monsterkapitalismen allermest avanceret. Han har ledelsesrådgivet i havnene på Vestsumatra, mens hele øens oprindelige regnskov er blevet fældet, lokalbefolkning forarmet og Indonesien dermed er blevet verdens tredjestørste udleder af CO2 efter USA og Kina.
Ingen almindelig borger eller politiker kan være interreseret i koncentration af kapital og dermed magt. Regeringer må bøje sig for overvældende lobbyer . Medier og journalister må bøje sig når industrielle milliardærer opkøber dem for at frem deres politik.
Fx 9 milliardærer ejer 90% af alle franske medier.
En af dem spurgte Zemmour om han ville komme på Kanal+ hver dag. Det førte til at han nu er præsidentkandidat og spredningen af racehad bliver normaliseret.
Samme milliardær som ejer Kanal+ ,‘stjæler fra Afrika’ hvor korruptionssager mm afsløres af journalister. Deres medie (her Le Monde) bliver blokeret fra annoncer i to-tre år fordi samme ejer har en søn som styrer reklamebureauet . Det koster Le Monde mange millioner€.
Jeg tror at demokratiske argument, at de normale virksomheder betaler ordentlig løn, har gode arbejdsforhold, reinvesterer i samfundet og betaler deres skat, er meget mere forståeligt for folk som ikke er økonomer.
‘Frihedens konvoj’ som har plaget flere lande den sidste tid, er udtryk for almindelige mennesker tabte tillid til hele systemet. De føler sig til grin og ladt tilbage. Så kan vilde ‘sandheder’ florere frit.
Det hele handler ikke om penge, men om retfærdighed. Verden er uretfærdigt skruet sammen og regerende politikerne er ikke nok demokratisk forankret.
Jeg ser det som et positivt tegn at folk i Mærsk kan se at lokummet brænder, og vil tilslutte mig opfordringen til at vi udskyder slagsmålet om fortiden, til vi har sikret at der er en fremtid at slås i.
De konkrete forslag i artiklen lyder som en god start, men for mig at se er elefanten i rummet myten om evig vækst.
Det er simpelthen ikke muligt på en lukket klode.
Og selv om jeg er stor science fiction fan, ved jeg at vi ikke kan løse problemet med de økologiske grænser ved at importere råstoffer fra asteroide bæltet.
Så hvordan adresserer vi det problem og får en stabil økonomi (når ulandene er hevet op på samme materielle niveau som vi skal ende på)?
Hvordan går vi fra "mere, mere, mere" til "nok"?
Er forbud mod indbygget forældelse nok?
Skal vi leje services i stedet for at eje apparater?
Er en global universal basis indkomst en gulerod der kan dæmpe ængstelsen ved store ændringer?
Kan store firmaer som Mærsk lave grundforskning i cirkulærer økonomi og komme med bæredygtige forslag til et nyt økonomisk paradigme når det tilsyneladende ikke er en opgave venstrefløjen kan løfte?
Forslag der medtænker AI, robotter, 3D printere, nano- og bioteknologi og økologi?
Et par hurtige kommentarer herfra (og tak for at tage debatten!):
* Lise Lotte - jeg mener helt sikkert, at regulering er nødvendig. Jeg er dog fortaler for at denne regulering især sker gennem omfordeling/transfereringer (når det kommer til ulighed) og beskat af (energi)forbrug, når det kommer til klimaet/negative eksternaliteter
* Margit - de nordiske modeller er bedre end mange andre, men uligheden stiger fortsat herhjemme, og vi har ikke styr på klimaet overhovedet. Men det er bestemt ikke de svageste, der skal betale. tværtimod. Deres indkomster skal øges, og de vil også blive beskattet mindre på forbrug end virksomheder og formuende borgere
* Jens - jeg skriver udelukkende på egne vegne, ikke på vegne af Maersk eller andre virksomheder eller organisationer. Jeg er ikke nødvendigvis uenig i flere af dine kritikpunkter, men synes også, det er værd at tage med, hvad virksomheder gør i dag for at gå forrest på adskillige bæredygtighedsområder (dvs ingen dekobling fremad)
* Lasse - jeg har qua mit arbejde observeret forholdene i de indonesiske havne; arbejdere uden sikkerhedssko, der last tung cargo med faldefærdige kraner, mens plastikaffald hober sig op i hinterlandet og i havnebassinet. Mine oplevelser i bl.a. Indonesien gav mere stof til eftertanke om, hvorfor kapitalismen IKKE er løsningen. Beklager, hvis det ikke fremgår tydeligt nok. Og, som nævnt til Jens, så er denne kronik udtryk for egen holdning, ikke en organisations.
Tak for input!
Peter Olsen
Når man slipper de rige løs, bruger de pengene til at skabe ulighed i et hvert samfund. De køber lobbyisterne, medierne og pumper penge i de politiske partier, journalisterne, eksperterne etc.
Jeg tror du overser, at det er ikke de rige selv, der gør det. Det har de folk til. Og det er de mennesker, som arbejder for de rigeste, de som ønsker sig at være lige med de rigeste, som er mest ihærdige i forhold til at berige de rige. Og hvorfor gør de så det, kan man spørge sig - hvorfor beriger de de rigeste og ikke sig selv eller de, som trænger mest. Og ikke mindst hvordan får vi de næstøverste og de ambitiøse til at stoppe med at berige de rigeste og købe dem medier og politikere og mere magt end godt er?
Det gør vi ikke så længe magt og rigdom er de højeste konkurrencemål i verden.
At vælge samfundet på hovedet vil gå på samme måde som med den franske revolution og ikke på længere sigt ændre andet end familienavnene på dem med magten og rigdommen.
Jeg har ikke nogen svar. Men jeg er inderligt bekymret.
*vælte
Beskat forbrug må også betyde at virksomheder betaler CO2 og andre afgifter på energi. Hvis landbrug, fiskeri og de tunge industrier, ex. beton og jern, tvinges til at betale energiafgifterne, er det godt for naturen og miljøet i og omkring Danmark - og det er god begyndelse, så lad os starte der.
Analysen er vidt omkring og det er sympatisk med et forsøg på at forbinde systemiske elementer med empiriske fænomener indenfor politik og økonomi på makroniveau.
Der er dog nogle analytiske mangler. Det fremgår fx ikke, hvordan analysen når frem til at formuebeskatning skal holdes nede på en (beskeden) tocifret procentsats for formuer på over hundrede millioner, fremfor Piketty's radikale progressive beskatningsforslag. Det fremstår derfor som et subjektivt synspunkt, som væsentligt svækker en ellers interessant analyse.
Det er altid relevant at adressere "elefanten i rummet" i sine analyser. Når det drejer sig om det aktuelle kapitalistiske system på det globale niveau er det - ud over ulighed (det er et afledt problem)- manglen på beskatningen af transnationale virksomheder.
Det kunne være derfor være interessant, hvis Jonas Winther Bengtson forholdte sig kritisk til beskatningen af sin arbejdsgiver - Mærsk - som sidste år betalte 1,2 mia. kr ud af et overskud på 118 mia. kr. Altså en selskabsbeskatning på ca. en procent. Det kunne perspektiveres med indragelse af andre globale skattehuller i diskussionen fx transfer pricing, brugen af skattely o.a.
På forhånd tak.
> Rasmus Knus
Du har ret ud fra almindelig anstændighed og retfærdighed, men er det _realistisk_ at få en retfærdig verden på den tidshorisont vi har til at tøjle klimaforandringerne, biodiversitetskrisen og forureningskrisen?
Kan vi ikke være tvunget til at lade røv...erne slippe med en urimelig del af byttet?
> Peter Olsen
Meget sympatisk, men hvis den eneste kur er venstrefløjen hvorfor er det ikke allerede sket?
Og hvorfor skulle det pludselig lykkes nu?
Sat på spidsen: skal vi kun redde verden, hvis alle de der har opført sig dårligt kommer i fængsel?
> Mads: I forhold til din første kommentar; jeg forsøgte at italesætte netop problematikken omkring uendelig vækst, men måske ikke tydeligt nok. Men du har helt ret. For at underudviklede lande kan fortsætte væksten, så skal vi udviklede lande tænke aktivt i degrowth
> Rasmus: Tak for feedback og er slet ikke uenig i dine kritikpunkter. Et par refleksioner. I forhold til "hvorfor ikke Pikettys radikale progression?" (jf tabel 17.1, 2019), så mener Piketty ikke selv, at beskatningsniveauer op mod 70-90% er nødvendige. Det skriver han:
* fx fodnote 130 (Huey Long, 1934) og fodnote 147 (Posner & Weyl, 2018, Princeton), samt flere af de citater, jeg har sat ind fra kapitel 15 og 17 nedenfor, så tager han jo langt fra forslagene/tabellerne så bogstaveligt, herunder:
* Kapitel 15: “In view of the average rate of increase of large fortunes, however, one would need to consider higher rates on larger wealth holdings: at least 5-10 percent or maybe several dozen percent multibillionaires so as to facilitate a fast renewal of fortune and power”
*Kapitel 17: “I want to Emphasize once again that the tax rates indicated here are for illustrative purposes only; they should be subject to collective deliberation and extensive experimentation”
* Kapitel 17: “ Rates shown in Table 17.1 are in intended to show the range of possibilities and stimulate debate” og:
* Kapitel 17: “ It is not strictly necessary to tax the largest fortunes immediately at rates of 60 to 90 percent: rates of 10-20 percent would achieve the same result within a few years”
Derfor forsøgte jeg ikke at være analytisk i mit argument men mere pragmatisk i tonen (også for at undgå dumsmarte bemærkninger om ekstremisme fra CEPOS et al)
I forhold til beskatningsniveau hos APMM. Jeg køber da helt sikkert ind på argumentet om, at 2021 som exceptionelt regnskabsår for koncernen viser, hvorfor der grundlæggende bør gøres op med metode og policy til at beskatte multinationale selskaber (hvor APMM lidt er en special case pga branchen, but still...). Jeg mener dog fortsat, at en bevægelse fra beskatning af indkomst (Per geografi) til forbrug (Per geografi) vil være et vigtigt skridt i en mere bæredygtig retning. Er du uenig i dette?
Igen, tak for input!
Jonas
Som jeg ser det mangler der en diskussion af brugsværdier. Man kan hos Marx læse om "Kapitalens civilisatoriske effekt", udvikling af muligheder og behov: i vores arbejde er vi er i stand til at frembringe overskud, som vi kan udveksle. Sat lidt på spidsen er kan udbytning ses som udvikling af civilisation. MEN prisen for herlighederne beskriver kronikkens forfatter og debattørerne jo til fulde. En gruppe ungarske dissident-marxister plæderede tilbage i 70'rne for opretholdelse af "penge" og "marked" . Det gjorde de ud fra erfaringer med en bureaukratisk sovjetisk kommandoøkonomi. Jeg er er overhovedet ikke økonom. Men jeg tror det er vigtigt ud fra en venstrefløjsposition at tænke penge og marked ind i et anstændigt samfund på eb sådan måde, at bytteværdien med hvad deraf følger bliver holdt i skak.
Hej Jonas,
Tak for dit svar.
Jeg citerede Piketty ud fra hukommelsen fra kapitel 17, hvor han fremlægger sin deltagersocialisme, der adresserer uligheden:
"For at overvinde kapitalismen og det private ejerskab og iværksætte deltagersocialismen foreslår jeg, at der tages afsæt i en forstærket udgave af begge disse institutioner. Kort sagt er det mulig at muligt at videreudvikle lov- og skattesystemet og nå meget længere end hidtil, dels ved at indføre et veritabelt socialt ejerskab af kapitalen takket være en bedre magtfordeling i virksomhederne, dels ved at iværksætte et princip om midlertidigt ejerskab af kapital takket være en stærkt progressiv beskatning af de store besiddelser, der gør det muligt at finansiere den universelle kapitalbevilling og godernes permanente bevæglighed.” (Pikkety 2020: 830-831).
Mht. en omlægning af skat fra indkomst til forbrug, så er det ikke lysende klart for mig, hvordan det vil påvirke den store og stigende økonomiske ulighed?
>Rasmus: i kontekst af virksomheder vil beskatning af forbrug (energi, råvarer mv) gøre det mere transparent, hvor skat bør betales (selvfølgelig et meget forsimplet argument her)
I kontekst af forbrugere, vil det betyde, at top 1-10% af befolkningen økonomisk set vil betale relativt mere (flyrejser, importerede varer, strømforbrug, varme mv), mens lavindkomster ikke vil forbruge over minimum threshold for at beskatning kicker ind.
Men en sådan omlægning kan ikke stå alene, derfor skal en tocifret% formueskat også indføres
@Jonas Bengtson
Helt uden at rode nogen form for politisk ideologi ind her:
Ordet bæredygtighed er med tiden blevet til tre begreber.
- Økologisk bæredygtighed
- Økonomisk bæredygtighed
- Social bæredygtighed
Her er der én helt væsentlig pointe. De to sidste bæredygtigheder bygger på forudsætningen, at den økologiske bæredygtighed er sikret. Det er den langt fra i dag, og det drejer sig om væsentlig mere end blot klimaet. Et mere nuanceret billede af den manglende økologiske bæredygtighed kan man f.eks. finde i begrebet planetary boundaries.
https://en.wikipedia.org/wiki/Planetary_boundaries
Jeg tror ikke længere på at vi globalt er i stand til at redde den økologiske bæredygtighed. Det løb er kørt, og pandemien har tydeligt vist, hvor meget (lidt) mennesker er villige til at ofre af deres egen komfortzone for at redde andre, eller for den sags skyld dem selv. Personligt mener jeg det er utroligt ærgerligt for din generation, men som 58-årig er det en befrielse at slippe af med den dårlige samvittighed mange i min generation har haft.
Med venlig hilsen (og held og lykke)
Morten Balling
M. Sc. Eng. Sustainable Biotechnology
Kære @Morten
Jeg er enig med dig i, at det økologiske er det langsigtede fundament og er noget bredere end "blot" temperaturstigninger. Det er rovdrift på naturen, fra skovrydning til pesticider i spildevand og så meget mere end det. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om løbet endegyldigt er kørt. jeg er ikke klima- & miljøforsker. Men jeg vil gerne tilkendegive, at jeg er dybt bekymret (også som far til en lille dreng). Og een ting er helt sikkert, hvis vi ikke gør vores økonomiske system mere bæredygtigt på tværs af alle de tre "bæredygtigheder" ved at gå væk fra den "klassiske kapitalisme", så ER løbet kørt
Jonas
En betydelig grad af markedsøkonomi er vi simpelthen nød til at have. Og netop dette er jo et let i at udnytte resurserne på den mindst resursekrævende og mest effektive måde.
Men vi har jo også hele den offentlige sektor, som netop ikke er styret af markedskræfterne.
- Og blandingsøkonomien har netop indtil nu skabte de bedste samfund i verden. Ikke mindst for den jævne befolkning.
> Bjarne Hosbo Poulsen
Markedsøkonomi er et redskab.
Var det ikke bedst at formulere vores mål først, og så starte på at lede efter redskaberne når vi ved hvor vi skal hen?
Som nævnt ovenfor er økologiske, social og økonomisk bæredygtighed fundamentale for vores langsigtede overlevelse.
Alle tre områder sætter grænser for vores råderum, så det er vel et godt sted at starte at få afklaret mulighederne her til at starte med?
> Morten Balling
Når du skriver "Jeg tror ikke længere på at vi globalt er i stand til at redde den økologiske bæredygtighed" taler du så om at irreversible biologiske processer er på vej mod et kollaps og dermed giga-død eller er det mere en personlig desillusion i forhold til den menneskelige natur?
Der er jo fanden til forskel.
Det jeg har forstået ved at følge området er at vi har skader på økosystemerne, men at vi derudover ikke har tekniske problemer: vi kan brødføde, uddanne, huse og give sundhedsydelser til alle snart 9 milliarder mennesker.
Vi mangler "blot" at opdatere vores samfundsmæssige software.
Pandemien viste jo at vi faktisk kan iværksætte enorme ændringer med kort varsel - selv med en klovn i Det Hvide Hus.
Hvis vi vendte reklameindustrien om skulle det ikke være svært at ændre folkestemningen på et tiår.
Tænk blot på hvordan rygning gik fra at være alle steder til at være forvist til kolde gadehjørner :-D
@Mads Horn
Når jeg ikke tror på vores mulighed for at redde den økologiske bæredygtighed, så er det primært baseret på biofysikken. Bæredygtighed er, lidt som økologi, blevet en form for buzzword, men begge dele er naturvidenskab.
Emnet er meget komplekst, men hvis vi vil sikre mulighed for at opretholde en global befolkning som den nuværende, 8 milliarder, så kræver det en omlægning af vores samfund, som realistisk ikke er mulig.
Vores primære udfordring er energi, og alle de løsningsforslag de indtil nu har været, holder ikke i praksis, når de skaleres op til global målestok.
Et godt eksempel er grundstoffet litium, som er en yderst begrænset reserve. Med den litium det kan betale sig at udvinde, kan vi lige præcis erstatte den milliard fossilt drevne personbiler der kører rundt på planeten. Så er der ikke mere litium reserve tilbage, og en elbils batteri holder i ca. 10 år. Vi genbruger stort set ikke litium, fordi det er besværligt, dyrt og farligt.
Et andet grundstof vi kommer til at mangle i dette århundrede er fosfor, som er en nødvendighed, hvis vi skal brødføde blot 8 milliarder mennesker. Uden fosfor er liv ikke muligt. Det indgår i DNA, stofskifte, cellemembraner mm. Et menneske skal bruge ca. et gram fosfor om dagen for at overleve på sigt.
Ift. "den menneskelige natur", så er det velkendt at når der opstår mangel på føde i et samfund, så skaber det social uro, konflikter og krige. Den del af vores fremtid er dog meget sværere at spå om, end at udregne at hvis vi f.eks. erstattede vores fossile energiforbrug med kernekraft, så ville uran reserven holde under 10 år.
Endelig er det økonomien. Her vil jeg citere en af mine yndlingsøkonomer, som sagde at "Enhver, der tror på evig eksponentiel vækst i et lukket system, enten er rablende gal eller økonom". Det er kloge ord, men den vækstøkonomi vi har opbygget ville kollapse uden fortsat vækst, og et økonomisk kollaps ville både koste mange menneskeliv, og det ville ikke nødvendigvis gøre noget godt for den økologiske bæredygtighed.
I forhold til økonomi, kan jeg klart anbefale at studere siden her:
http://www.ecomacundervisning.dk/
Som georgist kan jeg kun sige ..
Fuld grundskyld eller kaos...
Vi lever i kaos..
> Morten Balling
Ah, hvis en af dine præmisser er "Vi skal erstatte vores nuværende teknologi med grønnere teknologi og ellers køre videre som nu", så har du desværre ret: Det er uladsiggørligt.
Heldigvis er det ikke en naturlov at der skal være 1 milliard biler til 9 milliarder mennesker - eller at de skal have litium batterier. Litium er et let metal, så det giver bedst mening at bruge, men natrium ion batterier er også lovende.
Der er flowbatterier til at gemme uregelmæssige energistrømme fra sol og vind og vi kan begynde at leve (mere) i takt med vejret igen.
Vores kørselsmønster skal omlægges, vores madvaner skal ændres, vores grundlæggende økonomiske paradigme skal udskiftes, vores værdier skal skifte fra bling til ...?
Det lyder overvældende, men Syd Korea gik fra at være landbrugsland til høj teknologisk front runner på en generation.
Og forandring behøver ikke at være til det værre: Hvis dine hvidevarer holder i generationer behøver du ikke at kradse penge ind til at skifte dem ud hele tiden.
Gaming er mere meningsfuldt end bureaukrati.
Socialt samvær er bedre end sociale medier.
Fremtiden bliver dybt mærkelig, men ikke nødvendigvis dårligere end nu og pænt sikkert ikke på den måde Hollywood plejer at forestille sig den :-)
@Peter Olsen
Hvis menneskeheden vil leve mere bæredygtigt skal den bruge færre ressourcer end den gør nu. Det er der ikke nogen som har lyst til, og derudover gør den åbenlyse ulighed at man altid kan skyde skylden på nogle andre, men hvis man f.eks. er dansker og tror på lighed, så bør man stort set 100% sikkert skrue sit forbrug ned, fordi vi i Danmark bruger langt flere ressourcer end hvad vi kan, hvis vi vil leve bæredygtigt og dele lige med alle de andre mennesker her på stenkuglen i det ydre rum.
Det er svært at forestille sig, hvordan man kan skære ens eget forbrug ned. En god metode er at forstå og indse, at hver gang du bruger penge, så bruger du ressourcer. Hvis du vil bruge færre ressourcer, skal du bruge færre penge. Mindre indtægt er færre penge.
Misforstå mig ret. Jeg taler ikke om ulighed. Jeg ser på planeten med et biofysisk perspektiv, ligesom hvis jeg lige var landet på Jorden for at studere "de skaldede aber" og den måde de indgår i biosfæren.