Læserbrev

Ellemann må melde klart ud, hvad han og Venstre mener om overvågning

Det er bekymrende, at Danmarks liberale parti tilsyneladende ligger på linje med justitsminister Nick Hækkerup (S), når det kommer til overvågning. Det ville klæde Jakob Ellemann-Jensen (V) at komme ud af busken og fortælle, om han er enig med sin retsordfører, skriver chefredaktør på indblik.dk Claes Theilgaard i dette debatindlæg
Debat
16. februar 2022

Det vakte med rette forargelse, da justitsminister Nick Hækkerup (S) i slutningen af 2019 fra Folketingets talerstol påstod, at »med overvågning stiger friheden«.

Det er vist det, man kan kalde en omgang Erasmus Montanus-logik, hvilket også Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen påpegede i sin tale til sidste års landsmøde i partiet.

Jakob Ellemann-Jensen har dog det problem, at hans egen retsordfører Preben Bang Henriksen ikke kan se det problematiske i Nick Hækkerups udsagn. Tværtimod er der fuld opbakning til justitsministerens famøse udtalelse fra Venstres retsordfører. I sit kapitel i Venstres nye debatbog Liberale drømme og drøftelser, der ellers havde til formål at sparke den liberale idédebat i gang, går Preben Bang Henriksen nemlig planken ud i sit ikke just liberale forsvar for overvågning.

Her skriver han således, at eksempelvis videoovervågning af gågaderne er med til at udvide danskernes frihed: »Disse midler er ikke en indskrænkning af borgernes frihed. De er en indskrænkning af de kriminelles frihed,« lyder det fra retsordføreren.

Det er i forvejen svært bekymrende, at den siddende justitsminister ikke blot er tilhænger af en overvågningsstat, men endda forsvarer den med et orwellsk argument om, at en sådan skulle øge friheden.

Når ministeren samtidig er så forblændet af overvågning som værktøj, at han, senest i et indlæg her i Information, forsøger at undergrave EU-domstolen, fordi den forsvarer vores ret til privatliv, udvikler hans overvågningsiver sig til et reelt angreb på det internationale retssamfund. Også her får han desværre fuld opbakning fra Venstres retsordfører.

Det ville klæde Jakob Ellemann-Jensen at komme ud af busken og fortælle, om han er enig med sin retsordfører i alt dette. Eller om Preben Bang Henriksen, som formanden for Venstres Ungdom har antydet i et interview, er bedre tjent med at skifte til et andet parti, hvor han uden at gøre sig skyldig i falsk varedeklaration kan arbejde for at udvide overvågningsstaten, undergrave det internationale retssamfund og indskrænke borgernes frihedsrettigheder. Det kunne jo være Socialdemokratiet.

Claes Theilgaard er chefredaktør på indblik.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Overvågning kan hjælpe med til opklaring af div. forbrydelser, men skaber ingen tryghed for offer af vold eller voldtægt. Regeringens og Venstre ´s apostler for massiv overvågning, borde ta en tur til Kina og blive lite klogere.
Overvågning ger frihed, av´min bare.....

Lillian Larsen, Kim Gammelgaard, Ole Olesen, Mette Johansson og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar