Kronik

Finansministeriets regneregler er ikke politiske, de er baseret på den tilgængelige evidens

Når vi i dag regner med, at skattesænkninger ofte øger arbejdsudbuddet, mens offentlige udgifter ikke gør, skyldes det, at der er solid fagøkonomisk evidens for det første, men ikke for det andet. Det betyder ikke, at regnereglerne i sig selv er politisk motiverede, skriver formandskabet for De Økonomiske Råd i denne kronik
Debat
2. februar 2022
Når vi i dag regner med, at skattesænkninger ofte øger arbejdsudbuddet, mens offentlige udgifter ikke gør, skyldes det, at der er solid fagøkonomisk evidens for det første, men ikke for det andet. Det betyder ikke, at regnereglerne i sig selv er politisk motiverede, skriver formandskabet for De Økonomiske Råd i denne kronik

Petra Penlau

Der er dem, der synes at mene, at Finansministeriets såkaldte regneregler er politiske. Det er ikke vores vurdering. Men debatten kan nok ikke undre, siden offentlige udgifter og skatter antages at have forskellig betydning for økonomien i det lovforberedende arbejde, hvilket er debattens arnested.

Hvori består forskellen i behandlingen af skat og udgift? Hvilke fagøkonomiske begrundelser for praksis kan fremhæves?

Det lægges i dag til grund, at ændringer i skatter og indkomsterstattende ydelser påvirker borgerens adfærd, eksempelvis i forhold til arbejdsudbud, mens ændringer i offentlige udgifter i reglen ikke tillægges en sådan effekt. Denne forskel kan opfattes som forskelsbehandling.

Det betyder noget i forhandlingslokalet på Christiansborg. Forskelsbehandlingen indebærer nemlig, at en skattesænkning fremstår billigere for statskassen end en udgiftsforøgelse.

Både skattelettelser og udgiftsforøgelser vil forværre statsfinanserne i udgangspunktet. Men da skattesænkningen antages at øge arbejdsudbuddet, styrkes statsfinanserne via øgede skatteindtægter og eventuelt mindre træk på indkomsterstattende ydelser. Derved bliver skattereduktioner relativt billige for statskassen.

Når forskelsbehandlingen opfattes som politisk, må det tilskrives, at nogle partier i Folketinget i reglen foretrækker lavere skatter, mens andre foretrækker højere offentlige udgifter. Nogle partiers favoritværktøj bliver dermed billigere end andre partiers.

Det kan derfor ikke undre, at regnereglerne har stor politisk bevågenhed. Det betyder imidlertid ikke, at regnereglerne i sig selv er politisk motiverede.

Det, vi ved om skattesænkninger, og det, vi ikke ved om offentlige udgifter

Det er ikke en principiel fagøkonomisk vurdering, at lavere skatter øger arbejdsudbuddet, mens udgifter efterlader adfærden uændret. Lavere skatter kan udmærket tænkes at sænke arbejdsudbuddet, og offentlige udgifter kan principielt både øge og sænke udbuddet. Når regnereglerne ser ud, som de gør, så handler det om noget andet: konkret evidens. Det er der mindre af, når det gælder udgiftsforøgelser.

Det skyldes, at viden om adfærdsvirkninger af udgiftsændringer er relativt sværere at fastslå. Det hænger i høj grad sammen med, at sammenhængen mellem offentlige udgifter og potentielle adfærdsændringer er mere kompliceret.

Hvis man på Christiansborg sænker skatten på lønindkomst, vil fagøkonomen ved hjælp af registerdata kunne observere, hvordan ændringen påvirker hver enkelt borgers budget. Denne budgetændring kan efterfølgende bruges til at studere borgernes adfærdsreaktioner, for eksempel i forhold til arbejdsudbud.

Det er ikke en banal analyse, da det kan være svært at etablere årsag og virkning mellem budgetændringerne og borgerens arbejdsudbud. Men grundlæggende er analysen lige til at gå til, og der er efterhånden rimelig solid evidens for, at lavere indkomstskatter øger arbejdsudbuddet.

Hvis man på Christiansborg i stedet beslutter at øge de offentlige udgifter, så har det, modsat skatteændringer, ikke nogen direkte virkning på den enkelte borgers budget. Selv hvis beslutningen rent faktisk munder ud i flere offentligt ansatte, vil det ikke nødvendigvis medføre nogen effekt for brugeren af offentlige tilbud. Det er først, når medarbejderne leverer en konkret ydelse – for eksempel mere eller bedre pasning eller undervisning – at initiativet potentielt kan lede til en adfærdsreaktion hos borgerne.

En komplikation kan samtidig være, at man fra centralt hold kan have svært ved at observere selve ydelsen: Hvor mange ekstra minutters kontakttid mellem børn og pædagoger giver en bevilling til børneinstitutioner ultimativt anledning til for eksempel?

Det turde således være klart, at vejen fra bevilling til borger er relativt snørklet og uklar for offentlige udgifter, hvilket iboende gør det vanskeligere at analysere effekten af øgede udgifter på borgernes adfærd sammenlignet med skatteændringer. Oveni kommer så problemet i at etablere årsag og virkning.

Årsag og virkningsproblemet vanskeliggør, som nævnt, også analyser af skatteændringer. Men problemet er ofte større, når det handler om ændringer i de offentlige udgifter. Hvis, for eksempel, øgede udgifter til børneinstitutioner påvirker vores børns indlæring, vil virkningen på deres produktivitet og arbejdsudbud først vise sig, når de træder ud på arbejdsmarkedet mange år senere. Der kan også være tidsforskydninger i virkningen af skatter, men det er ofte af større betydning i forhold til offentlige udgifter.

Dét er grundlæggende årsagen til, at vores viden om adfærdseffekter af offentlige udgifter i dag er beskeden, relativt til hvad vi tror, vi ved om skatteændringer. Det er ikke udtryk for ideologi. Det er, fordi det er ekstraordinært svært.

Usikkerhed ved analogiberegninger bør formidles til politikerne

Der er skatte- og afgiftsændringer, hvor der ikke foreligger et konkret videnskabeligt studie af effekten på arbejdsudbuddet. Alligevel vil man opleve, at konsekvenserne for arbejdsudbuddet indgår i det lovforberedende arbejde. Et eksempel kunne være kapitalindkomstbeskatning.

Men hvis man ikke indregner arbejdsudbudseffekter af offentlige udgifter, fordi der (endnu) ikke foreligger pålidelige forskningsresultater, hvordan kan en sådan praksis for kapitalindkomstbeskatning fagligt legitimeres?

Der er her tale om, hvad vi kunne kalde en analogiberegning. Hvis man øger skatten på løn, så viser forskningen, at det sænker arbejdsudbuddet. Det skyldes antageligvis, at forbrugsværdien af lønindkomsten mindskes ved skattestigningen, hvorfor tilskyndelsen til at arbejde mindskes. Hvis man øger skatten på kapitalindkomst, reduceres forbrugsværdien af opsparet lønindkomst, hvilket ligeledes må ventes at mindske tilskyndelsen til at arbejde.

Løn- og kapitalindkomstbeskatning er ikke identiske tiltag, men de to beskatningsformer har en tilstrækkelig ensartet virkning til, at man kan skønne over gennemslaget af den ene skat, når man kender effekten af den anden. Analogi-beregninger som denne er derfor fagøkonomisk legitime, men de er selvklart ikke uproblematiske. Det er i praksis udtryk for et informeret gæt.

I vores efterårsrapport har vi derfor anbefalet, at embedsværket bør tydeliggøre for landets beslutningstagere, når de modtager beregninger af denne karakter i det lovforberedende arbejde. Det er ikke altid tydeligt i dag, og det må anses for væsentligt for beslutningstagerne at vide, om de anslåede arbejdsudbudseffekter er funderet i konkret forskning, eller er udtryk for analogi-beregninger. Analogiberegninger bør man ikke fæste helt så megen lid til som der, hvor der er direkte evidens.

Vi forsker i effekten af offentlige udgifter

Det kan ikke undre, at de ministerielle regneregler nyder stor politisk bevågenhed. Økonomisk argumentation anvendes ofte til at legitimere politiske tiltag, og der er ofte en vis systematik i, hvilke økonomiske instrumenter forskellige partier ønsker at gøre brug af. Men spørgsmålet om, hvordan et økonomisk-politisk instrument påvirker eksempelvis arbejdsudbuddet, er ikke et politisk spørgsmål. Det er et fagøkonomisk spørgsmål.

Vi savner viden om gennemslaget af offentlige udgifter på individadfærd. Men det er et aktivt forskningsfelt, og vores institution vil også fremadrettet bidrage med analyser. Forskningen er vigtig, da den kan danne baggrund for en bedre vurdering af, hvordan finanspolitiske tiltag påvirker økonomien, herunder forbedre regnereglerne for, hvad tiltag reelt koster på de offentlige finanser.

Carl-Johan Dalgaard, Lars Gårn Hansen, Nabanita Datta Gupta og Jakob Roland Munch, formandskabet i De Økonomiske Råd

 

Serie

Politiske regnemodeller?

Er finansministeriets regneregler politiske eller udtryk for den tilgængelige fagøkonomiske evidens? Begrænser regnereglerne politikernes manøvrerum eller er det politikerne, der gemmer sig bag modelberegningerne i stedet for at argumentere politisk for deres sag? Her har Information samlet debatten om regnereglerne.

Seneste artikler

  • Lyt til vores nordiske naboer: Dynamiske effekter er for usikre til at regne med

    6. april 2022
    Regnemetoderne i det danske finansministerium adskiller sig markant fra den måde, man regner på i resten af Norden, og det har stor effekt på det politiske handlerum i Danmark, skriver direktør Asbjørn Sonne Nørgaard og analytiker Magnus Thorn Jensen fra Tænketanken Cevea i denne kronik
  • Vismændene burde have sagt fra over for Finansministeriets brug af regneregler

    22. februar 2022
    Det er vanskeligt at forstå, hvorfor vismændene fagøkonomisk ikke går mere offensivt til værks, når de vurderer evidensen bag Finansministeriets regneregler. Der bør stilles større krav, ellers bliver det for let at få tallene til at passe, skriver professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen i dette debatindlæg
  • Hvis vi var vokset op med Jane Eyre, ville flere måske turde kritisere regnemodellerne

    14. februar 2022
    I 1800-tallets litteratur finder vi personer, der sætter moral og åndelige værdier højere end rationel egennyttemaksimering. Det menneskesyn findes knap nok i dag, og derfor tør kun få kritisere vores regnemodeller: risikoen er for stor og ønsket om at udvise karakter for lille, skriver ph.d. i statistik Alexander Sokol i denne kronik
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Petersen

"Finansministeriets regneregler er ikke politiske"
...fortsætter med at komme med politiske argumenter for hvorfor at man har ret.
Ja, sådan kan man også argumentere, men man må undre sig over hvordan det er muligt at bestå et universitetsstudie med den form for argumentation

Thomas Frisendal, Mogens Holme, Egon Stich, Steffen Gliese, t. helleskov, Steen K Petersen, Erik Boye, Inger Pedersen, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Jeg har på flere punkter svært ved at se at økonomernes argumentation hænger sammen. De skriver at man kan sidestille løn og kapitalindkomstbeskatning i forhold til påvirkning af arbejdsudbuddet. De selv samme økonomer bruger den modsatte argumentation når det gælder beskatning af boliger som jo også giver en kapitalindkomst. https://dors.dk/oevrige-publikationer/kronikker-artikler/stop-skattestop... . Samtidig har jeg meget svært ved at se argumenterne omkring sværhedsgraden af beregningerne for henholdsvis skat og offentlige udgifter som andet end en dårlig undskyldning. Pikkety har i sin bog kapital og ideologi opridset mange historiske eksempler på fordelene ved en klart mere progressiv beskatning i forhold til den samlede vækst og produktivitetsforbedring i vesten afledt af de massive effekter af offentlige investeringer i sundhed, forskning, uddannelse og infrastruktur. Læg dertil at hvis man skal følge deres modeller så er vores Flexicurity model at sammenligne med en humlebi der ikke burde kunne flyve og derfor har den økonomiske politik de har prædiket de sidste mange år da også haft det resultat at sikkerhedsdelen er blevet afgørende svækket. Økonomerne har simpelthen ikke vilje eller evner til at se hele det komplekse samspil af faktorer der skaber dynamik i samfundet men kan kun se verden gennem den ideologiske konstruktion homo economicus

Lone Bech, Mogens Holme, Steen K Petersen, Ole Olesen, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Ja jeg undre mig også.

Fx. så går mange af en højre dagpengesats ind i statskassen ved moms og andre afgifter - Ligeledes så har arbejdsgiveren lette forhold til at kunne hyre og fyre.

Et andet eksempel - hvis der er flere pædagoger i daginstitutionerne så kan det medføre at børnene trives bedre og deres forældre ikke skal tage så mange børns sygedage osv....

Med andre ord der er mange grunde til at andre værdier bliver indregnet i modellerne eller en anden mulighed hold helt op med at regne med eksterneeffekter - det vil måske give et mere "retfærdigt" billede.

Lone Bech, Mogens Holme, Sven Elming, Steen K Petersen, Ole Olesen, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Hvis der mangler fagøkonomisk evdens for de titag som vi på venstrefløjen kalder for 'dynamiske' kan det selvfølgelig - fagøkonomisk - være en god grund til ikke at sætte titagene i gang. Men det kan også være en anledning netop at vove pelsen og over et større tidsrum notere de effekter, som fx bedre bemandinger i offentlige institutioner får for både vækst i BNP og for - ja, større tilfredshed med tilværelsen for flere i Danmark. Det koster måske mere end satsninger på velkendte, evidensbaserede tiltag.
Men hvis politikerne tør, tør befolkningen også.

Lone Bech, Steen K Petersen, Ole Olesen, Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Offentlige penge brugt på børnehaver har her og nu en kraftig påvirkning af arbejdsudbuddet. Det muliggør at begge forældre kan gå på arbejde.

Hvad med at regne lidt på det, kære vise mænd?

Det kan selvfølgelig kun give et gennemsnitstal.

Kvalitetsforbedringer i børnehaverne påvirker hvor mange forældre der træder ud af arbejdsmarkedet, fordi kvaliteten er for dårlig og de derfor selv vælger at passe ungerne.

Lone Bech, Sven Elming, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Hanneh Christensen, Ole Olesen, Jens Larsen, Andreas Munk-Madsen, Inger Pedersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Hvis de regnemodeller var så upolitiske ville de blive lagt åben frem så alle kunde se det. Nej, det er hamrene politiske og da man ved alle alle vil kunde se det hvis man får lov til at kikke på dem mørklægges de. El har tryktester dem og den prøve viste mange milles talt svage sider. Nu prøver nogen kapitalister så at forsvare sig selv med denne popaganda.

Mogens Holme, t. helleskov, Steen K Petersen, Hanneh Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

"Det har vi ikke tal for, så det findes ikke" - er åbenbart regnereglen i finansministeriet, hos vismændene og iblandt fagøkonomer i det hele taget.
Og trafikminister Benny forsøgte samme metode, selvom han havde talene.

En kortlægning af ALLE økonomiske og klimamæssige virkninger bør selvfølgelig være standard i det lovforberedende arbejde.
"Eksperterne" må indrømme, når der er noget de ikke ved, noget de ikke har tal for. Ja, det burde være deres hovedinteresse. Det er det, der bringer videnskab fremefter.
Så kan offentligheden og politikerne tage stilling til, om det er noget eksperterne skal finde tal for, inden man beslutter sig.

Steen K Petersen, Lone Bech, Mogens Holme, Steffen Gliese, Sven Elming, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Alvin Jensen, Ole Olesen, Andreas Munk-Madsen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Andreas Munk-Madsen

Det var dog en ynkelig argumentation: Vi kan ikke finde ud af at måle det, ergo tillægger vi det ikke betydning.

Men så har jeg et tillægsspørgsmål: Er der tal for den nytte, vi har af offentligt ansatte økonomer? Eller kunne vi spare nogle af dem?

Mogens Holme, Steffen Gliese, Sven Elming, Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Steen K Petersen, Susanne Kaspersen, Ole Olesen, Palle Jensen, Klaus Cort og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Hanneh Christensen

År 2003: Vismænd troede kun på en lille eller ingen effekt
27. januar 2003 udtalte vismændene til Mandag Morgen. “Skattelettelser får kun få i arbejde”.

https://www.mm.dk/pdffiles/17571-04200303.pdf

Af artiklen fremgår. at ingen af daværende vismænd vil bestride, at en nedsættelse af marginalskatterne har en virkning på befolkningens lyst til at arbejde. Men usikkerhederne om størrelsen og tidshorisonten er så stor, at ingen af dem mener, at man bør tage den for givet.

Og så er der også uenighed blandt økonomerne:

Nina Smith siger: “Sætter man grænsen for topskatten op, giver det et øget arbejdsudbud, som gør skattelettelsen delvist selvfinansierende.”

Bemærk ordet “delvis”. Det betyder sjældent helt selvfinansieret, eller at det ligefrem medfører overskud.

Peter Birch Sørensen: “Selvom de danske undersøgelser kvalitetsmæssigt har været i top, må man erkende, at størrelsen af effekterne har svinget gennem årene. Det er ingen kritik, men det viser, hvor svært det er at beregne. Derfor er der en betydelig usikkerhed, og for mændene i kernearbejdsstyrken er effekten så lille, at det eneste, jeg med sikkerhed tør sige, er, at fortegnet er positivt.”

Niels Blomgren-Hansen er meget skeptisk over for virkningen, fordi forklaringskraften i de økonomiske modeller, der forudsiger øget arbejdsudbud ved lavere marginalskatter, er meget begrænset. Han undrer sig over, at folk i høje stillinger med høje lønninger mener, at en lavere marginalskat for de højeste indtægter skulle øge arbejdsudbuddet: “De forventes jo i forvejen at lægge deres fulde indsats i arbejdet og vil typisk gøre det. De ville blive fornærmede, hvis man antydede, at de gik og drev den af, fordi marginalskatten er for høj. Forklaringen er måske, at det er nemmere at lade sig overbevise om et arguments bærekraft, hvis det er sammenfaldende med ens egne interesser eller politiske holdninger.”

Torben M. Andersen er mere positiv, men understreger samtidig, at en skattenedsættelse kun vil få positiv betydning for opfyldelsen af regeringens 2010-målsætning, hvis den er fuldt finansieret: “En skattelettelse er ikke noget tryllemiddel, for er den ikke fuldt finansieret, skaber den blot et hul i statskassen, der vil gøre det vanskeligere at finansiere fremtidens ældrebyrde.

To modsatrettede effekter
Artiklen beskriver 2 begreber:
Substitutionseffekten, der får folk til at arbejde mere ved en skattelettelse.
indkomsteffekten, hvor folk transformerer det højere rådighedsbeløb til fritid.

Spørgsmålet, hvilken effekt er stærkest. Nina Smith har været primus motor i undersøgelser om effekten. Resultaterne peger alle på, at substitutionseffekten er størst, men fra undersøgelse til undersøgelse er forskellen - den såkaldte arbejdsudbudselasticitet - blevet mindre og mindre. I den seneste undersøgelse er den i gennemsnit estimeret til at være 0,1. Det betyder, at stiger lønnen efter skat med 1 pct., så vokser arbejdsudbuddet med 0,1 pct. - lidt over 2 minutter om ugen, hvis man har en arbejdstid på 37 timer. Og når antallet af arbejdstimer stiger, stiger også indkomsten og forbruget - og dermed statens indtægter på skat og afgifter. Det er det fænomen, der i daglig tale kaldes dynamiske effekter, og som er årsagen til, at en given nedsættelse af skatten i større eller mindre udstrækning kan være selvfinansierende.

Men en række omstændigheder vedrørende resultaternes sammensætning, de beskedne størrelsesordner og hele undersøgelsesmetoden gør usikkerheden så betydelig, at heller ikke Nina Smith mener, at man i det praktiske liv kan være sikker på, at en skattenedsættelse vil være delvis selvfinansierende: “Skattelettelser, der ikke er finansierede, er et temmelig farligt eksperiment, for vi ved ikke, hvor stort hullet i de offentlige budgetter vil blive. Da svenskerne i begyndelsen af 90’erne lavede en stor skattereform baseret på udmærkede beregninger af virkningerne på arbejdsudbuddet, udeblev de dynamiske effekter. Det skabte et stort underskud på de offentlige budgetter, og den lære er der stadig mange af os, der husker.

I figur 1 i artiklen viser finansieringsgrader af forskellige skattelettelser, afhængig af om de er beregnet i Finansministeriet eller af det Økonomiske Råd. (Bemærk: Artiklen er fra 2003.)

Der er en enorm forskel i vurderingen uanset om de ser på personfradrag, sats for bundskat, grænsen for mellemskat, sats for mellemskat, grænse for topskat eller topskattesatsen. Og ingen synes at nå frem til, at nogle af skattelettelserne var fuldt selvfinansierende.

Artiklen konkluderer, at de forskellige beregningsmetoder resulterer i vidt forskellige vurderinger af skattelettelsernes effekt. Den gang i 2003 var det knapt så lang tid siden, at man havde haft en mangeårig socialdemokratisk regering, og Finansministeriet var måske knapt endnu så påvirket af den liberalt tankegods. Men de kendte økonomer, har jo sidenhen haft stor betydning, og ja, det endte jo med at det var topskattegrænsen man sænkede og mellemskatten man helt fjernede. Set ud fra figuren må man undre sig over, hvordan man kunne påstå at fjernelse af mellemskatten var nødvendighedens politik.

I figur 2 er illustreret arbejdstiden samt marginalskatten. Figuren viser, at arbejdstiden er faldet, trods marginalskatten også er faldet.

Spørgsmålet er, om man kan se samme effekt, hvis man ser på de sidste mange års skattelettelser i forhold til det antal beskæftigede. Danmarks Statistik har en tabel, der kan illustrere dette, idet den viser antal omregnet til fuldtid for 3. kvt. i perioden 2008-2021 (tusinde):

2008: 2271
2009: 2173
2010: 2143
2011: 2138
2012: 2126
2013: 2130
2014: 2149
2015: 2170
2016: 2202
2017: 2236
2018: 2277
2019: 2302
2020: 2289
2021: 2390.

Man kan konstatere, at trods mellemskatten ophørte efter 2009, så faldt beskæftigelsen fortsat. Det skyldes selvfølgelig finanskrisen. Men spørgsmålet er, om det ikke i det hele taget stort set alene er det, altså konjunkturerne, der bestemmer beskæftigelsen. Faktisk kan man påstå, at antallet af beskæftigede slet ikke er steget, idet befolkningen i samme periode er steget med 364.000, mens beskæftigelsen kun er steget med 119.000.

Ser man på antallet omregnet til fuldtid og det faktiske antal lønmodtagere fås et udtryk for deltidsprocenten. Den var 84% til og med 2012 og herefter 83%. Og det antyder, at folk ikke arbejder mere pga. skattelettelser.

Vel bør man nok tage højde for, at flere unge studerer, og flere ældre arbejder. Problemet er blot, som artiklen også viser, at beregningerne bliver så komplekse, at resultatet synes at være helt afhængig af, hvem der regner på tallene, og hvad de præcis synes, der skal lægges vægt på. Og det kan næppe adskilles fra personlige præferencer, herunder politiske.

Lone Bech, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, t. helleskov, Alvin Jensen, Ebbe Overbye og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Arbejsudbud!

Jeg må indrømme at jeg snart er ved at brække mig når jeg hører det ord.
Selvfølgelig skal økonomer arbejde med økonomi, men hvorfor kan vi ikke her i landet få et råd for livskvalitet, som kan vurdere effekten af befolkningens samlede livskvalitet, når der ansættes flere sygeplejersker, pædagoger eller andre offentlig ansatte.
Måske kunne det også have økonomisk positive effekter, hvis niveauet af stress mindskes.
I øvrigt kan jeg godt se logikken, men ikke få øje på den evidens der tales om i forbindelse med effekten af skattelettelser!

Steen K Petersen, Mogens Holme, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

"Arbejsudbud!

Jeg må indrømme at jeg snart er ved at brække mig når jeg hører det ord."

Samme her!

Newspeak MÅ da efterhånden nærme sig sidste salgsdato!

Orwell in memoriam:
Hvad med at gøre 1984 til Obligatorisk Læsning før indtræden i Folketinget og højere embedsstand fra konorchefer og opad - ledsaget af passende doser af brækmiddel?

Inger Pedersen

- og gerne sammen med Vredens Druer, Fiskerne og Kaninbjerget...

Med efterfølgende prøve, på samme niveau som f.eks. niveauet i Folkeskolens Afgangsprøve - eller de utallige andre tests, folkeskoleeleverne udsættes for.?

Når man giver folk med lav indkomst skattelettelse, resulterer det i øget forbrug, øget beskæftigelse og tilbageløb af en stoe del pengene til statskassen.
Når man giver folk med høj indkomst skattelettelse resulterer det i udlandsrejser eller øget opsparing, øgede priser på ejerboliger samt spekulationsøkonom generelt = intet tilbageløb.

Inger Pedersen, Mogens Holme, Hanneh Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Korrektur:
stoe = stor
spekulationsøkonom = spekulationsøkonomi
(undskyld jeg ikke foretog den før)

Poul Genefke-Thye

Ak ja, hvis man ikke vidste det før, må det nu stå helt klart, at økonomi ikke er en eksakt videnskab.

Evt. manglende hænder og hoveder på arbejdsmarkedet kan måske findes ved kritisk gennemgang af, hvad de aktuelt beskæftigede egentlig laver, og hvad der faktisk finansierer folk forbrug.

Reducér miljø- og markeds-manipulerede overførselsindkomster. Dvs. indkomster, man næppe ville have, hvis miljø-omkostningerne lå på varernes pris og markedet var gennemsigtigt og retfærdigt.

Blot to eksempler:

Tekstilbranchen. P1 har nyligt belyst tekstil-branchens miljøproblemer, især klimaaftrykket. Budskabet fra fagfolk er, at tekstilproduktionen skal begrænses med 90%(!), hvis tekstilers klimaaftryk skal rettes op. I så fald må de hjemlige tekstilbutikker vel begrænses tilsvarende. Der er pt. ca. 17.000 ansatte i tøjbutikkerne... Rigtigt, rigtigt mange hænder at hente.

Ejerboliger. Værdistigningerne siden 2013 betyder, at en gennemsnitlig ejerbolig har knap 1.000.000 mere i friværdi, (Jf. weekendavisen 17-12-2021). Ujævnt fordelt, så værdistigningen for en ejerbolig på Frederiksbjerg har været 5,3 mio. Ca. 1,7 mio har ejerbolig, så værdistigningen ialt siden 2013 må rundt regnet være ca. 8 x 1 mio x 1,7 mio = 13.500 mia, ca. 1.700 mia om året.

Er det mig, der ikke forstår økonomi/regner forkert, eller har man hvert år foræret boligejerne ca. 85 % af bruttonationalproduktet? Et beløb, der vel løbende er omsat i tilbygninger, samtalekøkkener, restaturantsbesøg, modetøj og rejser. Eller nedsat arbejdstid. Indirekte mega-støtte til byggeri, livsstilsbancher og mere fritid; dermed en effektiv støvsuger af ledige hænder og hoveder.

"Det skal kunne betale sig at bestille noget" - ha, ha.

Finansministeriets regneregler er ikke politiske, de er baseret på den tilgængelige evidens. Konkret evidens er der mindre af, når det gælder udgiftsforøgelser. Vores viden om adfærdseffekter af offentlige udgifter i dag er beskeden, relativt til hvad vi tror, vi ved om skatteændringer. Det er ikke udtryk for ideologi, det er, fordi det er svært. Og der, hvor det er svært eller hvor der ikke er evidens, finder vi bare på noget, eller følger vores egne politiske præferencer. Spørgsmålet om, hvordan et økonomisk-politisk instrument påvirker arbejdsudbuddet, er ikke et politisk spørgsmål. Det er et fagøkonomisk spørgsmål, som vi har patent på. Alligevel kan man ikke svare på, om skattelettelser øger arbejdsudbuddet. Eller om øgede offentlige udgifter til skoler og børnepasning, ældreforsorg mv. udelukkende er en økonomiske belastning for samfundet.
Blev det godtgjort, at finansministeriets regneregler er ikke politiske? Blev vi beroliget af disse tågede forklaringer.
Jeg gjorde ikke. Tværimod

Ove Skildal Nielsen

Jeg har modtaget en meddelelse fra industriens pension.
Den lyder sådan her:
"Ja, faktisk forholder det sig sådan, at Industriens Pension har leveret det højeste afkast i hele pensionsbranchen i 2021 for de fleste aldersgrupper.
Det gode investeringsår skyldes flere forskellige ting. Helt generelt har den globale økonomi været stærkt båret af privatforbruget og en større indtjening ude i virksomhederne.
Derudover har nationalbanker verden over oversvømmet markedet med penge. Det blev gjort som et værn mod de økonomiske slag, man frygtede på grund af coronanedlukningerne."

Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er et øget arbejdsudbud, der omtales som årsag til det gode resultat.
Det er et øget forbrug, der har været motoren, og dermed er det også et øget forbrug, der har sendt flere i arbejde, så arbejdsløsheden nu er meget lav.
Det har ikke været arbejdsudbuddet, der har skabt de gode økonomiske resultater, det er efterspørgslen.
Alle de dovne arbejdsløse, som vi tidligere har haft er altså ikke dovne mere, nu når der er arbejde, hvad der måske skyldes, at det er en borgerlig løgn når de er beskrevet som dovne.
Når vi så kan konstatere, at det er efterspørgslen, der skaber den gode økonomi, så må vi i nedgangstider spørge os selv hvordan vi forøger efterspørgslen.
Skattelettelser vil helt sikkert kunne forøge efterspørgslen.
Hvilke skattelettelser vil så have den største effekt?
Det vil være skattelettelser til de mindste indtægter, for de vil bruge langt de fleste penge hos den lokale købmand istedet for at sætte dem i banken eller flytte dem i skattely, som de højeste indtægter har større mulighed for.
Pensionskassernes begrundelse for årets gode afkast er også dokumentation af at de økonomer der har skrevet artiklen er ude i et politisk ærinde - Til fordel for overklassen.

Rasmus Leth Miller

Jeg arbejder selv i min dagligdag ofte med matematiske modeller, men indenfor et ganske andet felt. I mit virke som kemiingeniør er det kemiske reaktioner, jeg regner på. Grundlæggende er der formodentligt mange lighedspunkter i modellerne. Udfra en begyndelsestilstand, fx befolkning og økonomi eller kemisk sammensætning, samt nogle betingede forandringer i fremtiden, fx skatter, afgifter, m.m. eller temperatur og tryk, beregnes udviklingen udfra fastslåede sammenhænge som fx sammenhæng mellem skat og arbejdsudbud eller bestemte reaktionsligninger. Ofte løber man ind i det problem, at der er mekanismer, man mangler data for at lave en modelmæssig beskrivelse af. I modsætning til økonomerne, har jeg ofte rig mulighed til at lave forsøg i laboratoriet. Det er ganske nemt at lave en række kemiske forsøg, hvor en parameter ændres ad gangen. De er ikke muligt at lave lignende forsøg med den økonomiske politik.

Når jeg ikke har mulighed for at lave forsøg, fx fordi der ikke er tid eller penge, må jeg forlade mig på de data, jeg har fra tidligere samt vurderinger baseret på mere generelle teorier. Af og til ved jeg kun at en given reaktion forløber, men har ingen data til fastsætte reaktionshastigheden. Så må jeg forlade mig på en ret subjektiv vurdering. Det er en situation, som også økonomerne åbenlyst står i igen og igen. Men deres løsning virker som det rene selvbedrag: Vi udelader effekten.

Det er efter min bedste overbevisning ikke muligt at udelade noget som helst i en beregningsmodel. Jeg tror kortslutningen sker, fordi når modellen programmeres ind i computeren, er det ikke nødvendigt at skrive effekter der bidrager med nul. Nå man lægger nul til, ændre resultatet sig ikke. Dvs. ligningen er udeladt, men modellen hviler stadig på den antagelse at en given påvirkning, fx investering i uddannelse, er nul. Tallet nul er ret beset et arbitrært tal. Psykologisk er det overbevisende, fordi det netop betyder, der ikke er noget fysisk tegn på antagelsen i den computerkode, der er skrevet. Men nullet er der i praksis stadig.

Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved det besværlige i at fremskaffe evidens for den faktiske sammenhæng mellem mange typer offentlige udgifter og eventuelle fremtidige gevinster. Jeg synes bare, at argumenterne for at benytte nul mangler totalt. Nullet benyttes forhåbentligt fordi, det er det bedste og mest kvalificerede skøn. Jeg har svært ved at forstå, at det fagligt set skulle være mindre problematisk at vurdere en effekt til nul end så mange andre tal. Uanset hvad, er effekten medtaget i modelle, og den eneste forskel er, om man skal skrive en linje kode i modellen eller ej.

“Når der skal vælges side mellem rig og fattig, mægtig og afmægtig, arbejdere og virksomheder, mænd eller kvinder, er økonomer de seneste årtier næsten altid havnet på en og samme fløj. Hvad der er godt for de rige og mægtige, er næsten altid “godt for økonomien”.

(Således skrev den svenske feminist, socialdemokrat og økonom Kieles i sin bog DET ENESTE KØN, for nogle år siden.)

Man må sige, at Det Økonomiske Råd i denne kronik i Information helt lever op til fagfællernes traditioner.

Ove Skildal Nielsen

Jeg har modtaget en meddelelse fra industriens pension.
Den lyder sådan her:
"Ja, faktisk forholder det sig sådan, at Industriens Pension har leveret det højeste afkast i hele pensionsbranchen i 2021 for de fleste aldersgrupper.
Det gode investeringsår skyldes flere forskellige ting. Helt generelt har den globale økonomi været stærkt båret af privatforbruget og en større indtjening ude i virksomhederne.
Derudover har nationalbanker verden over oversvømmet markedet med penge. Det blev gjort som et værn mod de økonomiske slag, man frygtede på grund af coronanedlukningerne."

Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er et øget arbejdsudbud, der omtales som årsag til det gode resultat.
Det er et øget forbrug, der har været motoren, og dermed er det også et øget forbrug, der har sendt flere i arbejde, så arbejdsløsheden nu er meget lav.
Det har ikke været arbejdsudbuddet, der har skabt de gode økonomiske resultater, det er efterspørgslen.
Alle de dovne arbejdsløse, som vi tidligere har haft er altså ikke dovne mere, nu når der er arbejde, hvad der måske skyldes, at det er en borgerlig løgn når de er beskrevet som dovne.
Når vi så kan konstatere, at det er efterspørgslen, der skaber den gode økonomi, så må vi i nedgangstider spørge os selv hvordan vi forøger efterspørgslen.
Skattelettelser vil helt sikkert kunne forøge efterspørgslen.
Hvilke skattelettelser vil så have den største effekt?
Det vil være skattelettelser til de mindste indtægter, for de vil bruge langt de fleste penge hos den lokale købmand istedet for at sætte dem i banken eller flytte dem i skattely, som de højeste indtægter har større mulighed for.
Efterspørgslen vil således også kunne forøges med højere ydelser til socialt udsatte, til flere ansatte i omsorgsstillinger mm., for de er sjældent højtlønnede.
Pensionskassernes begrundelse for årets gode afkast er også dokumentation af at de økonomer der har skrevet artiklen er ude i et politisk ærinde - Til fordel for overklassen.