Kronik

Fondene skal turde slippe kontrollen, droppe måltallene og satse på de vilde projekter

De almennyttige fonde udfylder en vigtig rolle i samfundet, men de er blevet for optagede af effektmålinger og resultatkrav. De burde bruge deres magt til at støtte flere vilde eksperimenter, som det offentlige ikke ville kunne støtte, skriver cand.mag. i filosofi og medstifter af Ungdomsbureauet Olav Hesseldahl i denne kronik
De almennyttige fonde udfylder en vigtig rolle i samfundet, men de er blevet for optagede af effektmålinger og resultatkrav. De burde bruge deres magt til at støtte flere vilde eksperimenter, som det offentlige ikke ville kunne støtte, skriver cand.mag. i filosofi og medstifter af Ungdomsbureauet Olav Hesseldahl i denne kronik

Petra Penlau

Debat
23. februar 2022

I Danmark har vi et unikt fænomen: Mere end 5.000 almennyttige fonde, der med stor smidighed har mulighed for at donere midler til kommuner, organisationer, privatpersoner eller andre, der vil gøre en forskel i samfundet.

Fra en højtstående magtperson har jeg hørt de almennyttige fonde omtalt som »de nye aristokrater«, der har privilegier og magt, som de har agt. Fondene har nemlig mulighed for at påtage sig rollen som de storsindede adelsfolk, de til en vis grad har rang af, når de kan handle uden om demokratiets besnærende trivialiteter, hvor genialitet har trange kår.

Årsagen til, at de kan dele så mange penge ud til værdige formål, findes i fondsbeskatningsloven, der gør, at fondene i hovedtræk ikke betaler skat af de midler, de deler ud.

For at legitimere den position har fondene de seneste årtier haft stort fokus på at formidle deres samfundsbidrag. De fortæller for eksempel højlydt, hvor mange midler de har delt ud, når de offentliggør deres årsregnskaber.

De vil forsvare deres position og privilegier ved at vise, at deres uddelinger gør gavn for samfundet. Og de gør stor gavn for samfundet.

Alting skal måles og vejes

I legitimeringsøjemed har mange fonde udviklet et sindrigt evalueringsapparat for at monitorere projekternes effekt på samfundet. Apparatet materialiserer sig i detaljerede kvantificerbare krav til bevillingsmodtagere.

Der skal udfærdiges KPI’er, fremskrives forudsigelser om effekter, kortlægges målgrupper, der skal laves kommunikationsplaner og udskrives konkrete forsikringer om SoMe-reach og så videre. Sjældent er fondene uinteresserede i, om deres logo fremgår af reklamematerialet.

Der skal kort sagt sættes tal på, for i tallenes logik findes de solide argumenter. På den baggrund er der opstået en selvstændig evalueringsindustri. Jeg forstår og anerkender fuldstændig motivationen for dette fokus. Fondene skal sikre sig, at midlerne bliver brugt mest effektivt. Og det er en god udvikling. Men den bør ikke stå alene.

Hvis formålet er at legitimere fondenes privilegier, er en ensporet satsning på effektivitets- og evalueringsregimet en passiv strategi. En stol med fire ben er mere stabil end en stol med ét ben.

De større fonde har ofte investeringsafdelinger, der skal få kassebeholdningen til at vokse, og af folkene i disse afdelinger burde fondene blive mindet om, at man skal sprede risiko.

I mine øjne har fondene nemlig en væsentlig position, som er distinkt anderledes end demokratiets. Positionen giver fondene en særlig forpligtelse og mulighed, som de kan udnytte til en mere progressiv strategi, hvor vildskab og vovemod bør føre til, at de tør støtte eksperimenter og dristige ideer.

Fondene har nemlig mulighed for at donere midler til eksperimenter, som kommuner, regioner, styrelser, politikere og myndigheder aldrig kan tillade sig. I mine øjne burde fondene forvalte deres formuer med større risikovilje og mod på uforudsigelighed.

Jeg har været bevillingsmodtager mange gange, og jeg ved, at effektregimet hos nogle bevillingsmodtagere tolkes som negationen til tillid: kontrol og mistillid. Hvis fondene turde løsne deres bevillinger fra effektlænkerne, kunne der ske vilde ting.

Det vigtigste kan ikke måles

Et eksempel fra egen skuffe er Ungdommens Folkemøde. Vi har haft store drømme og ambitioner, men ikke en plan, vi kunne formulere i et skema.

Det startede med en sejltur fra folkemødet i Allinge til Christiansø med 150 unge i 2013. I sommer fejrede festivalen femårsfødselsdag, hvor knap 20.000 unge deltog sammen med cirka 100 organisationer, der repræsenterede en underskov af dagsordener.

Der har været ideer, drømme og forsøg, men festivalen har udviklet sig organisk, og min påstand er, at festivalen har været medvirkende til, at flere er i stand til at skelne mellem børn og unge – som ellers er et klassisk miks af to meget forskellige målgrupper i store organisationer og blandt myndigheder.

Sagt på en anden måde har effekten af Ungdommens Folkemøde været svær at forudsige. Historien om skabelsen af festivalen er også historien om et nej tak til flere større fonde, da vi skulle etablere projektet i et præmaturt stadie og indgå de spæde samarbejder.

Vi var ikke klar til effektmålinger, planer og fremskrivninger. Vi havde en idé og vildskaben. Det var der heldigvis et par progressive fonde, der opfangede, og resten er historie.

Måske viser effekten sig først om 25 år. Måske kan man ikke måle det væsentligste. Meget er relativt, og endnu mere er genstand for fortolkninger.

Hvordan skal man for eksempel måle folkemødets effekt på demokratiet eller sammenhængskraften? Hvad er demokrati? Hvilket folk? Hvad er sammenhæng, hvad er kraft, og hvad er sammenhængskraft?

Det er en anden diskussion, og den nævnes blot her, da det bør få fondenes øjne op for, at effektregimet ikke er det hellige tusindårsrige.

Brug for en vildskabsfond

Hvordan kan fondene så ændre deres bevillinger og initiere mere vildskab? Ud over at de skal huske, at penge til administration og uddannelse til ansvarlige skaber stor effekt på hele organisationer og ikke blot i projekter, så kunne fondene skabe deres eget eksperiment – et vildskabsprojekt.

De kunne etablere Vildskabsfonden, som støtter vilde ideer, der måske er umodne, men også så vilde, at de har svære vilkår i effektapparatet og endnu sværere kår i det offentliges bevillingsstruktur.

Tænk, hvis fondene blot tog en promille af deres uddelinger og skabte Vildskabsfonden, der donerede midler på tillid uden effektmålinger, og hvor man i stedet skulle svare på spørgsmålet: Hvordan bidrager projektet til at gøre Danmark bedre, mere demokratisk, mere tillidsfuldt, mere vildt, mere kærligt? Og når vi skal neddrosle effekten, hvor stor tillid har fondene til menneskerne bag ideen? Beslægtet med vildskab er nemlig fantasi, og det har demokratiet brug for!

Lad os lave et tankeeksperiment. Mens vi venter på opgørelsen over de samlede fondsbevillinger i 2021 – hvor det forlyder, at vi når en rekord i uddelingsniveau – kan vi bruge tallet for 2019. Her uddelte fondene i alt 19,7 milliarder kroner.

Hvis alle fondene donerede en promille, kunne vi skabe Vildskabsfonden med 19,7 millioner kroners ren vildskab. Det ville for eksempel betyde, at Tuborgfondet, der er nummer 33 på listen over gennemsnitlige uddelinger i 2017-2020 og uddelte 53 millioner kroner i 2020, skulle af med 53.000 kroner. Listens nummer et, Novo Nordisk Fonden, ville skulle af med 5,44 millioner kroner af deres uddelingsniveau på 5,44 milliarder i 2020.

Fondene er blevet så dygtige til at udvikle og monitorere projekter sammen med civilsamfundet, at det næsten er blevet for meget af det gode. Hvordan sikrer vi vildskaben? Og får fondene støttet projekter, der er vilde nok, og som ikke blot kunne være blevet støttet af det offentlige? Hvordan sikrer vi vækstvilkår for nye organisationer eller personer med ideer, uden at de behøver en evalueringskonsulent? Hvordan kan fondene understøtte, at Danmark bliver rustet til fremtiden?

At fondene har privilegier, er positivt. Det kan forekomme paradoksalt, at det udsagn kommer fra en som mig, der har arbejdet med demokrati i et årti. Men demokratiet har sine mangler. En af dem er, at demokratiet er risikoaverst og udvikler sig i en dialektisk spænding mellem de mange positioner, der findes i det.

Den slags sløve hensyn behøver fondene ikke tage. Ja, det er faktisk netop her, fondene vil kunne finde deres legitimitet i en offensiv strategi. Men det kræver selvsagt, at de selv er lidt vilde og tør udnytte positionen som vor tids aristokrater til at tage en spændende risiko.

Olav Hesseldahl er cand.mag. i filosofi og medstifter af Ungdomsbureauet, der afholder Ungdommens Folkemøde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her