Kommentar

Fri os fra aldersstereotyper. At blive gammel er et vilkår, ikke en identitet

Følelsen af personlig identitet er meget stærkere, end følelsen af alder. Der er faktisk slet ikke nogen bestemt følelse knyttet til en bestemt alder. Prøv selv at mærke efter, skriver psykoterapeut Charlotte Bernhard Madsen i dette debatindlæg
Vi, der nu er gamle, er vokset op i et samfund, hvor der er noget sølle ved alderdommen. Men det behøver ikke være sådan.

Vi, der nu er gamle, er vokset op i et samfund, hvor der er noget sølle ved alderdommen. Men det behøver ikke være sådan.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Debat
21. februar 2022

Min far var over 80 år, da min nevø spurgte: »Morfar, er du ikke meget gammel?« Min far tøvede lidt og svarede så: »Alting er jo relativt«. Det er ikke noget særligt godt svar til en femårig, men jeg lærte noget om, hvordan min far opfattede sig selv.

Min anledning til denne anekdote er, at Christine Feldthaus den 16. januar fortalte i Stines søndag på P2, at hun var på vej til at blive senior: »Noget, man forbinder med at lave ryapuder, spillebingo og se TV 2 Charlie.« Det var dog ikke noget, hun havde tænkt sig at begynde på. Jeg blev virkelig provokeret.

Hvordan skal vi komme af med de tåbelige aldersstereotyper, hvis meningsdannere, der ovenikøbet selv er oppe i årene, kolporterer dem? Christine Feldthaus er unik, som vi alle sammen er, men hun er også en del af en art, der har nogle fællestræk. Et af dem er, at følelse af identitet er meget stærkere end følelse af alder.

Jeg er mig. Jeg er også 68 år gammel, men min følelse af mig er meget stærkere end min følelse af 68 år. Min aldersidentitet kan jeg ikke finde, ej heller hvis jeg leder.

»Det føltes underligt uvirkeligt at blive 68 år,« skrev jeg til min kusine, og hun svarede, at hun følte det samme ved snart at fylde 75 år. En veninde sagde forleden til mig: »Jeg ved ikke, hvordan det føles at være 52 år.« Nej, det er klart, for der er ikke nogen følelse, der er knyttet til en bestemt alder. Og man kan altså ikke se på fødselsattesten eller antallet af rynker, hvordan et menneske føler sig indvendigt.

Der er følelsen af at være sig selv, og jeg kan afsløre, for dem der er yngre, at den følelse ikke stopper lige pludseligt. Jeg er summen af alle mine aldre.

Og det er klart, at jeg føler en fælles identitet med dem, der er lige så gamle som mig, for vi har jo fælles oplevelser og er vokset op i den samme tid, med den samme musik, de samme samfundsomvæltninger og meget andet. Men hvis man tog en 68-årig for 50 år siden og satte sammen med mig, så tror jeg ikke, der ville være den samme identifikation. For identifikationen skyldes snarere fælles vilkår end fælles alder.

Forestillingen om alderdom

Da jeg blev 60, besluttede jeg, at jeg ville være mere solidarisk med den følelse, jeg havde af mig selv indeni, fremfor hvordan jeg blev opfattet udefra på baggrund af min alder. Men kan det så ikke bare være lige meget, hvordan vores samfund oplever alder, når man godt selv ved, hvordan man føler?

Nej, det kan det ikke, for vi spejler os i hinanden, og vores følelse af selvværd er afhængig af, hvordan andre mennesker spejler os. Jeg tror, vi dør en lille smule indeni, hvis vi ikke bliver mødt, som dem vi er, men som en stereotyp forestilling om, hvem vi er.

Vores måde at se på alder udefra er ikke genetisk, men kulturelt betinget. Jeg spiser af og til frokost i samme frokoststue som en yngre indisk mand. Selv om vi kun har talt ganske lidt sammen, hilser han altid venligt og respektfuldt på mig, når jeg træder ind i lokalet.

Han kommer fra en kultur, hvor man ser på alderdom med respekt. Selv om jeg i mit nuværende liv ikke mangler positiv spejling, har hans måde at hilse på mig alligevel en effekt på min følelse af selvværd.

Tænk, hvis man altid blev mødt som en person, hvis alder og erfaring har værdi. Så ville vi måske kunne slippe den indre aldersstereotyp, som vi slæber rundt på. Vi, der nu er gamle, er vokset op i et samfund, hvor der er noget sølle ved alderdommen.

Tag ordet ’gammel’ tilbage

Når min veninde, der har gang i alt muligt, men også hæver folkepension, ikke vil kaldes pensionist, så skyldes det jo, at ordet forbindes med noget negativt. Et sted uden udvikling eller ligefrem et sted med afvikling, med stagnation.

Den forestilling sidder også et sted i mig på trods af min alder. Jeg har også for nylig opdaget, at der dybt inde i mig er en angst for alderdommens forfald, som desværre bliver fodret af samfundets opfattelse af alder. Det kan jeg heldigvis nu begynde at forholde mig til.

Ældre, seniorer, gamle, pensionister – hvad hedder det? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan ord som lokum og sindssyg har udviklet sig, når det oprindelige ord blev for stigmatiserende. Er det derfor, man nu er senior i stedet for gammel? Måske skulle vi tage ordet ’gammel’ tilbage og stå ved det som et vilkår og ikke som en identitet.

For at vende tilbage til min far. Han havde jo ret: Alder er relativ. Jeg er gammel i forhold til en 14-årig, og en femårig synes, at en 30-årig er oldgammel. Jeg er ikke specielt gammel i forhold til en 50-årig og slet ikke gammel i forhold til en 90-årig. Vi udvikler os hele livet, også når vi har passeret de 60. Og vi har alle brug for at blive mødt som den unikke person, vi hver især er – hele livet.

Charlotte Bernhard Madsen er seniorforsker emerita og psykoterapeut

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak til forfatteren for de kloge ord:
- At blive gammel er et vilkår, ikke en identitet.
- Følelsen af personlig identitet er meget stærkere, end følelsen af alder.
- Der er ikke nogen bestemt følelse knyttet til en bestemt alder.
Det er jo rigtigt! Faktisk troede jeg som yngre ikke, at jeg som 75-årig stadig ville havde de samme grundfølelser inden i mig, som da jeg var 15. Det er jo både forunderligt og vidunderligt. Vi rummer som gamle også det at have været barn og ung.
Jeg har hverken noget imod at blive kaldt gammel, ældre eller pensionist, selvom jeg stadig har et arbejde. Jeg erkender, jeg tilhører "de store årgange" som i dag kaldes boomergenationen. Men jeg er ked af at blive kaldt "boomer", for jeg tror ingen kan lide at blive kaldt ved nedsættende skældsord, der forsøger at fastholde én i en bestemt gruppe med en bestemt identitet og med forudsigelige, forstokkede, reaktionære synspunkter.

Karen Nygård, Henriette Lund, Charlotte Bernhard Madsen , Karen Møller Grothe, Lise Lotte Rahbek, Per Christensen, jørgen djørup, Eva Schwanenflügel, Hans Houmøller og søren ploug anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Meget fint indlæg i en vigtig debat. Jeg er helt enig i ordene.

Karen Nygård, Henriette Lund, hannah bro, Karen Møller Grothe, Søren Dahl og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Få føler sig gammel, men det ændrer ikke ved at mange er det. Hvis folk ikke er gamle skulle de blive ved med at arbejde.
Den arbejdskapasitet jeg havde i 40erne og 50erne har jeg ikke i 70erne. Hverken fysisk eller intellektuelt.

Carsten Troelsgaard

Henning Kjær skriver
"Den arbejdskapasitet jeg havde i 40erne og 50erne har jeg ikke i 70erne. Hverken fysisk eller intellektuelt."

Jeg har lige læst, at intellektet holder, men det er langsommere, angiveligt pga større forsigtighed. Det føler jeg at der er noget i. Som gamle mødes vi ikke med samme empati og hjælpsomhed som vi uværligt møder børn med - vi kan ikke slippe afsted med helt så meget som dem.
-eller er det bare fordi jeg er barneløs jeg tænker sådan?

Ja, jeg er helt sikkert 15 .. indtil jeg kigger mig selv i spejlet.

Det er vel et grundvilkår at enten bliver man gammel, eller også dør man for tidligt. Og så kan man selv vælge, om man ønsker det ene eller det andet.

Det er også, pga. demografi og de manglende børnefødsler, et vilkår at vi alle bliver nødt til at blive på arbejdsmarkedet, meget længere end vores forældre, for at kunne finansiere velfærdssamfundet, og vores egen alderdom, også selvom den bliver kortere og vil indtræde senere og senere. Og der vil mange af os komme i klemme, fordi vi ikke har sparet nok op, og pga. inflation, ikke kan trække os tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, dvs. når vi ønsker og før end folkepensionsalderen indtræder. Samtidig bliver vi mindre attraktive som arbejdstagere, særligt efter vi runder de 50 leveår.

Lise Lotte Rahbek

Jeg var tilhører til en udtalelse fra en person i et ansættelsesudvalg for et par timer siden, som hævdede at hun ikke ville ansætte personer over 60 år. Og slet ikke ældre mænd.
Sådan der!
Så udtalt kan diskrimination på grund af alder (hudfarve eller køn) være i 2022. "Jeg er jo bare ærlig", blev udtalelsen fulgt op af.
Jojo...

uffe hellum, Karen Nygård, Erik Fuglsang og Søren Dahl anbefalede denne kommentar

Age is mostly a matter of mind - if you don´t mind, it doesn´t matter. (Mark Twain)

Da min far i 1980 fyldte 70 år og vi stod i entreen i mit barndomshjem på vej til fest, så stoppede han pludselig op og sagde: Jeg kan altså ikke forstå, at det er mig, der bliver 70 i dag.
Hvilken forestilling, han havde om at fylde 70, ved jeg ikke.
Men jeg tror, det er en del af det tema, der skrives om her - og det er ikke nyt.
Vi skal selv gøre op med det, som andre er inde på. F.eks. at alternativet er værre ;)
At vi jo har erfaringen og alle vores aldre i os. Mine første erindringer er fra før, jeg fyldte 3 år. Næste gang fylder jeg 73.
En på 30 år aner ikke, hvordan det er at være 31 ->, vel? Men det gør jeg!

Min mor (født 1914) var med til at stifte FUAM her i Århus.
Hun var arg modstander af at blive kaldt "ældre". Hun var gammel (som grammatisk jo er yngre end ældre) indtil hun døde som 96 årig. Alt det fis med ikke at vedkende sig sin alder, var meget fremmed for hende.

Når "det grå guld" ikke bliver ansat, handler det om flere ting. Det er ikke erfaringen, der er et problem, der er nærmere at der skal betales for den erfaring. Du er for dyr!
Og der vil ofte være en leder, som helst vil have nogen, der er yngre end hende/ham.
Og slet ikke ønsker nogen, der kan finde på at sige: vi plejer.
Mit bedste bud er, at vi er mange, der har oplevet ny leder, der faktisk helst ville af med de erfarne medarbejdere.

@Rahbek - Herude vestpå er det ulovligt, og strafbart, at spørge en ansøger om deres alder. Til identifikation spørges tit om fødselsdag, men altid udtrykkeligt "uden årstallet".

Det er fordi alder, ligesom køn og race og religion og nationalitet, ikke er lovlige parametre til at vælge den bedst egnede kandidat i USA.

Jeg synes, Danmark burde tage samme beslutning, og hjælpe arbejdsgivere med at afskaffe den indre alders-svinehund, ved at gøre det ulovligt at spørge om alder under vurderingen af ansøgere. Det er et vink med en vognstang til ansættelsesudvalget, at køn og race og alder IKKE er det, de skal tage stilling til.