Læserbrev

»Gentoftes borgere kan frit forlade deres ghetto, det kan dem fra Vollsmose ikke«

På en weekend oplevede jeg kontrasterne mellem Gentofte og Vollsmose. Det var tydeligt, at problemet i Vollsmose ikke er religion, men fattigdom. Dem fra Gentofte har uendelig mange flere muligheder for et godt liv, end dem fra Vollsmose har, skriver leder Marie-Christine Poncelet
Debat
3. februar 2022

Min datter er lige flyttet til Vollsmose i en lejlighed med en tidsbegrænset leje på to år. Det almennyttige boligselskab udlejer billigt de tomme lejligheder i bygninger, som skal rives ned.

Lørdag hjalp vi hende med at flytte ind. Lejligheden er udmærket, men har spor efter alle de skæbner, der før har boet der. Bygningen er som en fæstning. Fattigdommen er overalt. Den siver ned langs murene, som ikke er blevet vedligeholdt i årtier. Den er synlig hos alle, der kommer forbi, og når man ser ud, er der ens facader, så langt øjet rækker. På parkeringspladsen er små brugte biler og GLS-vogne. Her bor chaufførerne, der bringer pakker ud.

Søndag førte mig til Gentofte og dens overvældende rigdom. Designmøbler i stuerne og kunst på væggene. Et håndværkertilbud var lige blevet solgt for ti millioner. På vejene var skinnende store BMW’er og Mercedes’er parkeret. Her køber man pakkerne.

Vollsmose og Gentofte. To enklaver. En ekstremt fattig og en ekstremt rig. Beboerne i Vollsmose har ikke en brøkdel af de muligheder, som borgerne i Gentofte har. Muligheder for at udfolde sig, for at opleve og for at leve et godt liv.

Vollsmoses fattigdom skræmmer, det ekskluderende Gentofte forarger. Da jeg gik rundt i Vollsmose, opdagede jeg, hvordan mit sind var blevet forgiftet. Jeg så hudfarven før mennesket, sløret før kvinden, og jeg følte mistillid før empati og solidaritet. Forgiftet af udlændingepolitikkens retorik.

Socialdemokratiet svigter indvandrermiljøet ved at lade dem bære byrden af fattigdom alene. Ved at lade dem tro, at de alene med deres religion og kultur er ansvarlige for deres livsvilkår. Ved også at lade andre tro, at det er virkeligheden. Ved ikke at inkludere dem i klassefortællingen. De er kun fortællingen om deres tro og deres hudfarve. Den brune underklasse er alene, ekskluderet, overladt til sig selv og brugt som syndebuk af politikerne.

Det rystende i Vollsmose er ikke den muslimske religion. Det er fattigdommen. Det rystende i Gentofte er ikke alene rigdom, men klasseblindheden. Bliver de privilegerede børn mon opdraget til at se mennesker med andre livsvilkår som ligestillede?

Vollsmose gør ondt i hjertet. Gentoftes borgere kan frit forlade deres ghetto, det kan dem fra Vollsmose ikke.

Marie-Christine Poncelet er leder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak til Marie- Christine for et andet syn på hovedparten af beboerne i Vollsmose. Dem i Gentofte skal nok klarer sig.

Inger Pedersen, Søren Dahl, Peter Mikkelsen, Carsten Wienholtz, Thomas Tanghus, Marianne Jespersen, Rasmus Kristiansen, Vibeke Olsen, Gitte Loeyche, Poul Genefke-Thye, Per Klüver, Mette Johansson, David Zennaro, Morten Hesse, Ete Forchhammer , erik pedersen, Lisbeth Preil, Christian Mondrup, Viggo Okholm og Birger Bartholomæussen anbefalede denne kommentar
Jens Peder Nielsen

Så godt skrevet ! Læserbrevet burde deles på FB eller andet sted.....

Dan Fanøe Nilsson

Tak til Marie Christine Poncelet for at dele sin øjenvidneberetning om en social-økonomisk skævdeling af befolkningen, som desværre nyder alt for lidt opmærksomhed i offentligheden. Det sætter naturligvis tingene i relief, når forskellen i vores muligheder for et værdigt liv illustreres gennem to forskellige livsverdener med hver deres version af en ghettotilværelse.

Fattigdom og stor ulighed i muligheder burde i langt højere grad anerkendes som et samfundsproblem, der kalder på politisk mod til at begrave den konfliktsky vanetænkning på Christiansborg. Det er deprimerende at iagttage, at der i et rigt land som Danmark ikke er politisk mod og vilje til at forholde sig til underklassens fastlåste sociale position.