Før var jeg produktiv. Jeg løb i trædemøllen og gjorde mit bedste. Jeg var en menig socialpædagog.
Jeg var ansat på en institution for udadreagerende udviklingshæmmede, hvor arbejdsmiljøet var giftigt og indebar hyppige voldshandlinger - både fra beboere og nødvendige magtanvendelser fra personalet. Man vidste aldrig, hvad man mødte ind til af vold, trusler og alarmer. Man var konstant i alarmberedskab, og blev man psykisk eller fysisk skadet, så var den ansatte selv problemet. Man var nok ikke robust nok til jobbet. Forråelse var et plus i ledelsens optik, og de virkede mere interesseret i at fremme deres respektive karrierer end at tage sig af, hvad der foregik på gulvet. Vi kunne undværes.
Når vi blev syge, som mange af os gjorde, var der ingen indsatser for at beholde os i mindre krævende arbejdsopgaver. Institutionen har over 100 arbejdsskader om året, men arbejdsmiljøet blev der ikke gjort noget ved.
Det job, som jeg udførte, endte med at give mig kompleks PTSD. Min arbejdsevne blev nedsat med 55 procent ifølge Arbejdsskadestyrelsen. Alligevel er jeg nu endt på kontanthjælp og behandles, som var jeg en rask arbejdsløs.
Kommunen skruede bissen på
Efter min arbejdsskade kæmpede jeg for at få en revalidering - altså en særlig støtte fra staten til arbejdskadede, der kan tage en ny uddannelse og på den måde komme tilbage til arbejdsmarkedet. Guldborgsund Kommune bevilgede mig det villigt for at få mig tilbage i trædemøllen, og jeg startede på en masteruddannelse.
Problemerne opstod, da jeg fik kræft og flyttede til Vordingborg Kommune. En lille småborgerlig kommune, hvor den socialdemokratiske borgmester Mikael Smed stolt har proklameret, at han i sociale sager går helt til grænsen, for han får medhold i de fleste sager i Ankestyrelsen. Specifikt går han til grænsen i forbindelse med hjælpen til handicappede i kommunen, som derfor ikke får den støtte, som de ifølge loven er berettiget til.
I 2019 skulle jeg opereres, men under operationen skete der en fejl, så jeg vågnede tre minutter. Jeg kunne ikke bevæge mig eller sige noget. Personalet var klar over, at jeg var vågen, men kunne ikke finde årsagen. De var ved en fejl kommet til at afklemme en venflon.
Den oplevelse forværrede de PTSD-symptomer, jeg i forvejen havde, og betød, at jeg måtte tage pause fra mine studier.
Men Vordingborg Kommune skruede bissen på og pressede mig konstant. Der var ingen nåde. Jeg var hårdt ramt kognitivt, men fik at vide, at nu måtte jeg tage mig sammen og blive færdig med at skrive min masterafhandling, så jeg kunne blive færdiguddannet.
Der blev ikke gjort noget for at hjælpe mig. Det føltes, som om kommunen var en virksomhed, som skulle tjene penge på folk som mig. Jeg forsøgte at skrive videre, men oplevede, at systemet konstant og unødigt stressede mig.
Mens jeg arbejdede på at blive færdig med min master, valgte Vordingborg Kommune så at tage min revalideringsydelse fra mig. Jeg var pludselig ifølge dem blevet helt rask og skulle bare få afleveret den afhandling. Kassen var smækket i. Nu stod jeg uden penge til næste måneds husleje og mad. Jeg er eneforsørger til en teenagedatter.
65 procent rask på papiret
Jeg fik et job i et vikarbureau som socialpædagog. Klientellet på de steder, som jeg blev sendt ud til, var udadreagerende, hvilket jeg har det psykisk svært med på grund af mit tidligere arbejde. Men jeg gjorde mit bedste.
Efter tre måneder blev det for meget, og jeg måtte melde mig syg igen. Mit incitament for at arbejde manglede ikke, for jeg skal jo forsørge min datter og betale husleje. Men jeg var og er fortsat nedsat i min funktionsevne på grund af kompliceret PTSD.
Jeg søgte om sygedagpenge, men havnede på kontanthjælp. Ingen i Vordingborg Kommune syntes at mene, at jeg på grund af sygdom og arbejdsskade skulle på nogen anden ydelse.
Nu er der gået et år.
Jeg har fået at vide af Patienterstatningen, at jeg ikke kan få erstatning for erhvervsevnetab for fejlen under operationen, fordi jeg i forvejen havde PTSD. Selv om opvågning under narkose ofte giver PTSD, og selv om jeg oplever, at min sygdom er forværret.
I januar modtog jeg så en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen om, at den tidligere afgørelse om min arbejdsevne, som før var nedsat med 55 procent, omstødes til 25 procent. Med hjælp fra min fagforening har jeg klaget over den nye afgørelse, og forleden meddelte Arbejdsskadestyrelsen, at den nu mener, min arbejdsevne er nedsat med 35 procent. Det vil stadig sige, at jeg pludselig skulle have fået en arbejdsevne på 65 procent. På trods af mine forværrede symptomer fastholder myndighederne altså, at jeg er blevet 20 procent mere rask. Det er nonsens.
Kontanthjælp for evigt
Når man er blevet syg og ikke kan arbejde mere, så bliver man henvist til jobcenteret, hvor man får at vide, man er rask. På jobcenteret er jeg lige så meget i alarmberedskab som på min tidligere arbejdsplads. Ingen er sikre i denne jungle.
I praksis behandler jobcentrene arbejdsskadede som alle andre ledige. Derfor havner mange arbejdsskadede på kontanthjælp med udsigt til mange år i limboland.
Den lovgivning, som skulle beskytte mig, da jeg blev arbejdsskadet, er ikkeeksisterende. Min tidligere arbejdsplads, som endda betales af skatteyderne, har åbenbart carte blanche til at ødelægge ansatte, uden at det får konsekvenser for ledelsen.
Nu flytter jeg snart til en ny kommune og kan se frem til, at hele min sag skal gå om, imens jeg kan fortsætte på kontanthjælp i evigheder. Der er ingen, som tager sig af os på kontanthjælp. Jeg har forsøgt at skrive til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, men jeg får ingen svar, der viser en reel vilje til at forholde sig til min sag og hjælpe mig. Han har åbenbart vigtigere ting at tage sig til.
De indsatser, der burde laves for at sikre tilknytning til jobmarkedet, ender med at være i klippe-klistre-kurser, som sikkert koster kassen, og som sikkert gør mere skade end gavn. Endnu et møde om ingenting, og helst mange af den slags, så længe de er nyttesløse og uden effekt. Jeg er nu henført til som Sisyfos til evig tid at trille en kæmpe sten op ad en bakke.
Jeg føler mig fladtrampet af et system, som skatteyderne hælder milliarder af kroner i, og set på som en ubetydelig del af en flok myrer, man bare kan træde på. Skal jeg undskylde for, at jeg bliver arbejdsskadet og får kræft?
Til læseren kan jeg kun skrive: Pas på. Hvis du havner i den sorte gryde, er du alene. Systemet har ingen intentioner om at hjælpe dig. Du bliver et cpr-nummer uden ret til noget andet end at komme tilbage i trædemøllen og betale din skat.
Måske handler det om kapitalistiske interesser, hvor folk i bunden af samfundet som mig skal udstilles til skræk og advarsel, så arbejdsgivere kan forlange hvad som helst af deres ansatte, for de skulle nødig havne i den sorte gryde sammen med mig.
Jeg passede et job, som gjorde mig syg. Jeg har aldrig bedt om det her. Da jeg var lønarbejder, troede jeg naivt på, at et sikkerhedsnet ville gribe mig, hvis jeg faldt. Det er sørgeligt, at jeg har troet på et sikkerhedsnet, som ikke eksisterer. Jeg kunne lige så godt have troet på tandfeen.
Jeg har resigneret og erkender, at jeg er et nummer i rækken af mennesker, som bliver syge og havner på kontanthjælp, fordi systemet ikke fungerer, som det burde.
Jennifer Garnett er uddannet socialpædagog og kontanthjælpsmodtager
Information har haft adgang til de relevante dokumenter i sagen.
Tak til Jennifer Garnett for det debatindlæg. Håber at det bliver læst og taget alvorligt af politikerne og andet "godt folk"
MF siger mange gange at RET og PLIGT er 2 ting der skal leves efter. Men MF gælder det kun for de folk nederst på gulvet og ikke for myndighederne??????
Et beskæmmende eksempel på hvordan alvorlige psykiske arbejdsskader vurderes med elastik tilpasset en fastlagt økonomisk ramme. Frem for hjælp udvises iscenesat ligegyldighed overfor et menneske, der har involveret sig i at passe på de svageste medborgere i vores samfund.
Hele beskæftigelsessystemet trænger til en revision. Måske skulle man starte helt forfra...
Er man først havnet i kontanthjælpsgryden er det meget, meget svært at finde en vej ud.
En gryde er rund og har glatte, stejle sider, ikkesandt.. Man skal bruge hjælp ovenfra for at komme op.
Men der findes ikke ret mange, som er indstillet på at hjælpe. De fleste potentielle hjælpere passer bare deres arbejde - som går ud på at holde låg på gryden.
Tak til Jennifer, for at kæmpe sin kamp for sig selv og for de der ikke har ressourcerne til at kæmpe. Det er vigtigt, at der er nogen der kæmper imod. Men hvor er det paradoksalt, at det er når man er syg og stresset, at man skal give sit bidrag til at forbedre vores samfund.
Jeg ved ikke hvad der er galt med vores system og hvorfor Jobcentrene så hårdnakket holder fast i ikke at lytte til borgerne og ikke bruge deres ressourcer. Det virker som om systemet er fastholdt i en praksis, bestemt af overordnet partipolitik, i stedet for at arbejde på at løse de opgaver de er sat til at løse. Jennifer, jeg håber Du har mod og kræfter til at fortsætte.
Gang på gang hører man nogen tale om 'forkælelse' i den ene eller anden situation.
Måske er det på tide, at vi indrømmer, at ja, selvfølgelig ønsker vi som et demokratisk samfund at forkæle hinanden indbyrdes med en positiv indsats, der tager udgangspunkt i det problem, der skal løses, erstatning for alvorlige begåede fejl uden mærkelige omsvøb, en indbyrdes forankring af et tilfredsstillende og godt liv.
Som det læses allerede i begyndelsen af Jennifers Garnetts tekst, havde alt jo kunnet være landet med en omplacering, der fritog hende for det, der gjorde hende syg.
Vi skal være langt mindre betagede af de store, forkromede løsninger, når mindre kan gøre det. Vi skal til gengæld også uden videre gribe til de store forkromede løsninger, når de er det bedste bud - så væk med aktivering, løntilskud og nyttejob og ind med reelle ansættelser, godt arbejdsmiljø og i sidste ende, hvis det er nødvendigt omskoling og revalidering.
Lisbeth Riisager Henriksen:
"Det er for let at afvise nødlidende kontanthjælpsmodtagere ved at lukke øjnene og kategorisk påstå, at de selv er ude om det og godt kunne arbejde, hvis de ville.
Det er for let at påstå, at svært syge og døende i øvrigt slet ikke er på kontanthjælp eller skal være det, når det nu er virkelighed, at det er der mange, der er.
Social- og beskæftigelsespolitikken har igennem de seneste to årtier mistet jordforbindelsen og bygget på optimistiske vrangforestillinger om, hvad syge mennesker skal kunne.
Man har simpelthen fra politisk hold og i de kommunale maskinrum omdefineret værdigt trængende til at være uværdigt trængende."
"Forfatter: Stop mishandlingen af de syge, og gentænk kontanthjælpssystemet"
https://www.altinget.dk/artikel/forfatter-doedeligheden-for-jobparate-bo...
Anders Beich:
"Det var, som om de mest syge blev idømt den strengest mulige straf – tidsubestemt sagsbehandling, invasion af privatheden af skiftende sagsbehandlere, mistænkeliggørelse og ingen kontinuitet eller fremdrift i deres sager.
At blive bragt i en sådan situation af total uvished og udmattelse kan sammenlignes med elementer i avanceret psykisk tortur og vil kunne bringe enhver i tvivl om retten til at være til."
"De sygeste er dømt til tidsubestemt sagsbehandling"
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6150527/De-sygeste-er-d%C3%B8...
Pressemeddelelse fra SIND og Psykiatrifonden:
"Sygemeldte, der er tilknyttet jobcenteret, oplever at det belaster deres livskvalitet.
67,9% svarer i en ny undersøgelse, at jobcenteret i høj grad eller i nogen grad belaster deres livskvalitet.
Det fører til, at 23% har tanker om, at livet ikke er værd at leve.
Det er Psykiatrifonden, som i samarbejde med SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed har spurgt 1400 sygemeldte medlemmer af fagforbundene FOA, 3F og Dansk Magisterforening."
"Ny undersøgelse: Jobcentrene gør sygemeldte mere syge"
https://sind.dk/nyheder/ny-undersoegelse-jobcentre-goer-sygemeldte-mere-...
Jeg kunne fortsætte i én uendelighed.
Sørgeligt nok har disse historier ingen somhelst indflydelse på politikerne..
Tusind tak for at dele dine erfaringer med os læsere, Jennifer Garnett.
Jeg håber, der er større forståelse for dine faktiske livsomstændigheder i din nye kommune, held og lykke :)
@ Dorte Sørensen
Det bliver måske nok læst af politikerne, men regn ikke med at det bliver troet eller at det bliver reageret på med positive systemforandringer. De har læst og hørt helt tilsvarende igen og igen som f.eks. her: https://www.ft.dk/samling/20161/almdel/BEU/bilag/353/1791519/index.htm
Det var i arbejdet efter dette bilag at et flertal fra begge folketingets fløje vedtog den såkaldte forenklingsreform, der skærpede jobcentrenes sanktioner overfor kontanthjælpsmodtagere. At Jennifer Garnet nu har lagt sin personlige fortælling til de mange andre vil ikke påvirke politikerne eller for den sags skyld flertallet af bedrestillede borgere.
Aktuelt forhandles sidste del af planen "Danmark kan mere 1", hvori bl.a. en 37-timers arbejdspligt bliver en betingelse for at modtage en kontanthjælpsydelse efter Aktivloven. I første omgang skal betingelsen kun gælde ydelsesmodtagere med baggrund fra MENAP+T-lande, men det er indskrevet i aftaleudkastet at kravet skal udvides til at omfatte flere ydelsesmodtagere i løbet af 3 år. Antallet af borgere som omfattes af kravet bare i første omgang er næsten 20% højere end det totale antal af ydelsesmodtagere som jobcentrene har vurderet jobparate, så alt det, der er grimt nu, bliver snart meget grimmere.
@ Brian W. Andersen
Som altid relevant information fra dig.
Men kunne du eventuelt uddybe, om det er realistisk at regeringen får vedtaget denne plan, når støttepartierne er imod?
Og hvor du har tallet 20% flere end de jobparate fra?
@ Eva Schwanenflügel
På side 24 i "Danmark kan mere 1" kan du se at målgruppen for de 37-timers arbejdspligt er på 20.000 personer og lidt længere nede på samme side at arbejdspligten efterfølgende skal udvides til at gælde for flere borgere. Bemærk venligst at tallene regeringen arbejder med her, er fra september '21. https://fm.dk/media/25141/danmark-kan-mere-1_web-a.pdf
I september '21 var der godt 16.000 jobparate ydelsesmodtagere ifølge de tal som regeringen har modtaget fra DST og samtidigt viser tallene fra DST at antallet af jobparate ydelsesmodtagere er faldende. https://www.dst.dk/da/Statistik/nyheder-analyser-publ/nyt/NytHtml?cid=33298
Dette er forholdet som politikerne forhandler på bare nu, så hvad mon der sker, når den 37 timers arbejdspligt skal udvides til at omfatte endnu flere borgere?
@ Eva Schwanenflügel
Og jeg skulle måske lige tilføje at antallet af jobparate inkluderer både regeringens navngivne MENAP+T-målgruppe og alle andre, så den reelle skævhed er langt større.
@ Brian W. Andersen
Mange tak for svaret.
Det anede mig nok, at regeringens intention om udbredt tvangsarbejde ikke ville begrænse sig til mennesker fra de såkaldte MENAP+T lande..
Men om det bliver vedtaget er vel en anden sag?
Men
Indledning. Antal personer på offentlig ydelse
Der var i 2010 ialt ca. 172.000 fuldtidspersoner på forskellige former for kontanthjælp. Hertil kommer 193.000 på Dag/sygedagpenge, 82.000 på fleksjob og 216.000 på førtidspension. Samlet 662.000 fuldtidspersoner på off. ydelse ex efterlønnere og folkepensionister.
Næsten 1,3 mio. mennesker har på et tidspunkt modtaget off. ydelse, men nogle kun i kort tid. Derfor omregnes til fuldtid, så hvis en person har modtaget ydelse i et kvartal, og en anden i 3 kvartaler så tæller de tilsammen som kun een person. Særligt folk på dag/sygedagpenge har ofte korte forløb.
Stor vælgergruppe
1,3 mio. mennesker udgør en særdeles stor vælgergruppe, - hvis altså de kunne stå sammen. Dem med længerevarende kontakt med et jobcenter som fx kontanthjælp, førtidspension og fleksjob udgør over 500.000 svarende til over 10% af vælgerne. Hertil kommer 87.000 folkepensionister, der kan betegnes som fattige. Og pårørende og sympatisører. Mit gæt er, at 20-25 % af vælgerne reelt ønsker at forbedre forholdene på jobcentrene. Det handler ikke kun om ydelsesniveau, men også om, hvordan ydelsesmodtagerne behandles.
Ikke de rige mod de fattige, men lavindkomstgruppernes egen splittelse
20-25% af vælgerne er så mange, at man skulle tro, det appellerede til politikerne, og de ville stoppe den inhumane behandling på jobcentrene.
De rige, hvad udgør de? 5%. De har ingen isoleret magt. Vel, de kan bidrage til politikere og partiers valgkampagner, og de kan opkøbe medier, og så har de stærke talsgrupper via DI, DA og DE. Men det sker gennem overtalelsens kraft, hvor det lykkes, at få andre befolkningsgrupper til at stemme på dem.
Folk på off. ydelse udgør reelt en langt større gruppe. Så hvorfor lykkedes reformerne alligevel, og hvorfor lykkes det at udskamme disse og underlægge dem umenneskelige forhold på jobcentrene? Jo, fordi overførselsgrupperne reelt bekæmper hinanden i håb om at opnå en fordel selv. Såvel kronikøren som flere kommentatorer taler kun om de syge. Som om det er ok at behandle raske ledige ilde. Kassedamen hopper på parolen om, at det skal kunne betale sig at arbejde med den konsekvens, at hendes egen realløn er faldet markant. Alle ved jo, at nedsættes dagpenge/kontanthjælp følger lavdindkomsterne med ned.
Det fattige grupper kører reelt samme navlepilleri og er ikke et hak bedre end de velstillede. De fattige kæmper for egen lille fordel og efterlader gerne andre fattige på perronen.
Kronikkens retorik splitter
Kronikken er selv propfyldt af en retorik om, at kronikøren fortjener særbehandling. Kroniken indledes med Før var jeg produktiv. Hvad har det med sagen at gøre? Hun fortsætter og fortæller, hvordan hendes stress sygdom er arbejdsrelateret, at hendes efterfølgende kræftforløb har været særlig hård mod hende osv.
På den måde giver hun indtryk af, at netop hendes sygdomsforløb har været uforskyldt og at hun derfor ikke fortjener de rigide jobcenterforhold.
Kronikøren synes sig bedre end andre syge. Og syge synes sig bedre end raske ledige. Og raske ledige føler sig bedre end generelt folk på kontanthjælp. Og disse føler sig bedre end unge på kontanthjælp, … som føler sig bedre end ældre indvandrerkvinder ved kødgryderne.
Grupperne splittes, og der er kun een vinder. De velstillede kan grine hele vejen til banken. Der var potentielt 20-25 % vælgere, der ville kunne tilslutte sig bedre jobcenterforhold. Men kronikøren har reduceret sig selv ikke kun til gruppen af enlige kontanthjælpsmødre, men til dem der er syge, og yderligere til dem, der hidtil har været produktive, til dem der har haft kræft, og til dem der er vågnet op under en operation. Der er kun een vælger tilbage. Hende selv. Og måske et par hundrede til, som sympatiserer med hende eller kan se sig selv ind i hendes forløb. Men fra at udgøre en stor vælgergruppe ved at stå sammen, har hun placeret sig selv i en gruppe på under en promille.
Resultatet er også, at rigtig, rigtig mange på kontanthjælp mm bliver sofavælgere. De gider ikke engang stemme på Ø. For de har ikke tillid til, at partiet reelt varetager deres interesser placeret lavest i det sociale hierarki. Og meget tyder på, at de har ret.
@Brian W. Andersen
Arbejdspligten er en uhyggelig tankegang. Vi er efter min mening tilbage til fortidens fattiggårde/huse. Blot i en mere sofistikeret form. Ifølge Wikipedia:
Der skelnes mellem fattighuse og fattiggårde, hvor fattiggårdene som regel var fælles for flere kommuner, og optog arbejdsføre personer. Fattighusene var forskellige for hvert sogn og oftest kun rummede nogle få arbejdsudygtige personer. Beboerne blev blandt andet beskæftiget med opplukning af værk, kartning, stenslagning, landbrug, havearbejde, eller i værkstederne, hvor der blev lavet træsko, vævet stof og bundet børster. Der var regler for arbejde, måltider og fritid. Fattiggården var kønsopdelt, og der boede mange gamle. En del børn kom alene til fattiggården, hvor de boede indtil de var gamle nok til at komme ud at tjene. For deres arbejde fik beboerne mad og husly, men mistede retten til at stemme, til at stille op til valg og til at gifte sig.
De blev oprettet omkring 1840 og i forbindelse med Socialreformen af 1933 (Kanslergadeforliget) blev mange nedlagt og senere omdøbt til forsorgshjem. Restriktionerne i de borgerlige rettigheder ophørte først 31. maj 1961.
I dag lader man folk bo i eget hjem, men dog er ydelserne efterhånden så små, at mange ikke har råd til eget hjem, i hvert fald ikke i storbyerne. Antallet af hjemløse er steget voldsomt, særligt efter indførsel af den lave uddannelseshjælp under Thorning.
I dag har kontanthjælpsmodtagere reelt også kun til mad og husly, og eftersom de tvinges til at arbejde gratis i nyttearbejde og virksomhedspraktikker, så har man reelt genindført fortidens "fattighuse", blot i en mere sofistikeret form. Borgerrettighederne er også indskrænket, da en kontanthjælpsmodtager og andre ydelsesgrupper ikke må forlade Danmark. Man forstår, at kontanthjælpsmodtagere ikke kan rejse flere måneder til Thailand e.l. på offentlig forsørgelse, men selv en smuttur til Malmø eller Flensborg kræver jobcentrets tilladelse. Der er også historier om, hvordan kontanthjælpsmodtagere er sanktioneret, da de deltog i en mors begravelse fremfor at møde i jobcentret. En ydelsesmodtager kan heller ikke gifte sig med en udlænding, da det kræver, at vedkommende kan forsørge ægtefællen osv. Vel er der i dag ikke direkte forbud mod at gifte sig, men den sociale udskamning og forsørgelsespligten betyder nok, at ægteskabsmarkedet er temmelig indskrænket. Så det regulerer sig selv.
Kontanthjælpsmodtagere har i dag stemmeret, men særligt mange i disse grupper stemmer ikke. Og min vurdering er, at det skyldes, at ingen føler sig repræsenterede af politikere. Man så hvordan Å og Ø leflede for de ledige fx ved demonstrationen i Lærkegade i København op til kommunevalget i 2017. Men såvel Å og Ø efterlod de ledige og syge til en Venstrekvinde, der blev beskæftigelsesborgmester. Ø og Å foretrak borgmesterposten for hhv. Teknik& miljø og Kulturen. Et enormt svigt, som Ø gentog her i 2021.
Enhedslisten bejler til kontanthjælpsmodtagernes stemmer, men reelt varetager de ikke deres interesser. Ø tror, stemmerne er "gratis", da Ø via deres retorik taler for meget bedre forhold, men reelt i Folketingssalen lader alverdens forringelser passere. Ø har ganske enkelt med foryngelsen skiftet farve fra rød til grøn. Derfor vælter de transport- og ikke beskæftigelsesministeren. Talsnyd med CO2 var vigtigere for Ø end forringelser af kontanthjælpen eller halvering af dimittendsatsen. Og selvom Ø næppe ligefrem stemmer for den udvidede arbejdspligt, vælter de næppe heller regeringen herpå. Det er ganske en skamplet for Ø!!! Og så kan Ø påstå, at Venstre næppe ville gøre det bedre. Nej, men mon ikke S ville ændre kurs, hvis de vidste, at truslen om at vælte dem var reel.
Ø gør reelt ingen forskel for kontanthjælpsmodtagerne. Og derfor bliver disse også i sofaerne ved næste folketingsvalg.
Da S ved kommunevalget 2021 oplevede at miste 10% af storbystemmerne, ja, så er de begyndt at sadle om. For de risikerer jo regeringsmagten. Spørgsmålet er, om folk der virkelig ønsker forbedret forhold for de fattige ikke skulle sætte sig i sofaen til næste valg, så Ø kunne skrumpe til en 3-5 %. Se, det kunne nok få Ø op af taburetten og forstå, at hvis de ikke reelt varetager de fattigstes interesser, så mister de deres høje folketingshyre på over 800.000 og må affinde sig med et lavere betalt job. Eller måske selv ende i jobcentrets ubarmhjertige klør. Den sociale empati er væk, og det eneste, der virker, er truslen om ikke at blive genvalgt. Truslen om at miste magt, indflydelse, prestige og en hyre på over 800.000 kr.
26/feb/2022
FFF (Fy For Fanden) :-( ...
Hvor er revolutionen blevet af :-( ...
Asocialdemokraterne og de andre
borgerlige burde brandes i Helvede :-( ...
Ja, jeg beklager mit ovenstående sprogbrug :-( ...
Med vred hilsen
Claus
Hanneh Christensen jeg er simpelthen nød til at kommentere din retorik . Jeg læser kronikken med andre briller end dine; formentlig fordi jeg selv er i næsten samme båd som kronikøren. Mange års arbejde i akut psykiatrien, med overfald og trusler der har medført adskillige hjernerystelser (4) nu med senfølger og ptsd . Det har aldrig tidligere været vigtigt for mig st pointere min arbejdsevne eller villighed til overarbejde. Men det er det nu, jeg er sygemeldt pga ovenstående og har mistet min identitet . Jeg tænker tilsvarende er sket for kronikøren, og at det er medvirkende til hendes retorik. Tror ikke hun ser sig selv som bedre en andre på kontanthjælp, det gør jeg ikke selv- men tab af identitet og kontrol gør altså ikke nogen noget godt og personligt kæmper jeg stadig for at lære at acceptere og lære at leve i en ny tilstand - en tilstand der ikke på nogen måde er en tilstand jeg har stræbt efter
Håber ovenstående giver mening ?
Mvh Hanne Pedersen
Velfærdsstaten. Der er alt godt, for raske og egoister.
@ Hanneh Christensen
Jeg må tilslutte mig Hanne Pedersens betragtninger:
Når folk bliver syge af deres arbejde, starter en lang proces, der er at sammenligne med en umærkelig glidebane, som i sin begyndende næsten usynlige skråning slet ikke varsler, hvor den fører hen.
Som kronikøren skriver:
"Tænk, at jeg troede, der i Danmark var et sikkerhedsnet til arbejdsskadede".
Det er netop den vildfarelse, mange befinder sig i, før de påbegynder deres tur nedad den sæbeglatte sliske, der fører mod mere og mere fysisk og psykisk sygdom, tab af kontrol og identitet, og ikke mindst værdighed og selvbillede.
I den situation er det næsten umuligt at fokusere på andet end ren overlevelse fra dag til dag, at hoppe fra tue til tue i en sump fyldt med uforudsigelighed og mørke, hvor hver en samtale på Jobcenteret føles, som risikerer man sin nuværende virkelighed fremfor noget, der er meget værre.
Hvert et ord fra sagsbehandleren er potentielt ødelæggende for fremtiden, kan risikere at iværksætte PTSD'en, angsten eller psykosen, og mange får det så dårligt, at de må have andre til at overtage kontakten til Jobcenteret, da selv en mail fra kommunen i e-boksen, (gerne fredag eftermiddag, aften eller nat, hvor der ikke er mulighed for at handle på fx sanktioner) kan være totalt ruinerende for sindet.
Mange er blevet indlagt på psykiatrisk hospital, eller har i yderste konsekvens taget deres eget liv, som følge af denne hetz, det er der rigeligt med beviser for.
I det hele taget er der en stor overdødelighed for syge på ressourceforløb og kontanthjælp, og også mange nye førtidspensionister er så syge, at det nærmest er en formalitet at de får en førtidspension, for de får den aldrig brugt.
"Forfatter: Alt for mange borgere dør kort tid efter de langt om længe har fået en førtidspension"
https://www.altinget.dk/artikel/forfatter-til-politikerne-faa-skrevet-re...
Igen, folk ved ikke, at det står så galt til, før de selv havner i den sorte gryde.
De er blevet fyldt med spin og propaganda fra tidligt til silde om, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, man skal yde før man kan nyde, pligt går før ret, det behøver ikke at være lystfyldt at arbejde, udlændinge er skyld i at man er nødsaget til at skære ned på ydelserne fordi de nasser på samfundet, og det gør kontanthjælpsmodtagere også, for DET SKAL KUNNE BETALE SIG AT ARBEJDE.
Du har ikke ret i, at alle ved, at når man skærer ned på ydelserne, så falder lønnen også.
Det aner de fleste slet ikke.
Ligesom mange tror, at det er 'de fremmedes skyld' at de sociale ydelser skæres helt ind til benet.
Det er dét, der splitter; manglen på viden, ubevidste fordomme overfor andre (og sig selv), og sygdomme og truslen om sanktioner, der gør folk ensomme og isolerede.
Du har ret; det er en kæmpe vælgergruppe, der burde kunne flytte politikken i mere social retning, men det kræver koordinering og magt, og der mangler en samlende faktor i et politisk parti, der virkelig vil kæmpe med næb og klør for de reformramte.
Jeg er desværre også skuffet over Enhedslistens indsats, og hvis de ikke snart tager sig sammen, tror jeg de står til at miste mange vælgere.
De bliver nødt til at sætte Socialdemokratiet stolen for døren inden det er for sent, og alle rettigheder er forsvundet fuldstændigt, ligesom i tiden med fattighuse og fattiggårde.
Det er en forunderlig verden, hvor forskellige typer "incitamenter" (påførte ydmygelser og besvær) skal straffe kontanthjælpere, imens andre typer overførselsindkomst ikke ledsages af så megen straf.
Jeg forstår skribentens ønske om at hun selv kan komme over i en anden gryde, med færre straffe-ordninger, men den egentlige løsning er vel at holde op med at chikanere ofrene? Hvis der er en realistisk vej til højere indtægt end kontanthjælp, især hvis den er gradueret, så tror jeg såmænd mange ville vælge den.
Det mest frustrerende er enten/eller-systemet, hvor du ikke kan starte med at supplere kontanthjælpen med et par tusind, og gradvist arbejde mere, når du efterhånden finder ud af systemet på arbejdspladsen.
Hvis skribenten selv skulle have taget lån for at betale for en master-overbygning, for måske senere at kunne supplere sin invalidepension lidt mere, ville hun sikkert have valgt bare at arbejde lidt mindre, og supplere sin sociale ydelse i det omfang, det nu kunne gå. Det er rimeligt at sige, kun enlige unge kan overleve på SU, men så må voksne jo tage lån for at dække vores meget højere levestandard.
@Eva - den eneste måde at sætte socialdemokraterne stolen for døren, er at stemme på venstrefløjen istedet.
Socialdemokratiet skal simpelthen have færre mandater, så de ikke har magt til at føre racistisk og asocial højrefløjspolitik.
Hvis alle de ansvarlige, konservative, ikke-racistiske folk, som tror på rettigheder til arbejderklassen; alle de der idag stemmer på det, som socialdemokratiet var engang, hvis de pludselig vågnede op og stemte på venstrefløjen i stedet, kunne Socialdemokratiet sikkert godt finde ud af at samarbejde...
Jeg nægter at tro på, hele arbejderklassen og underklassen pludselig er blevet racistiske og asociale, de har bare ikke lagt mærke til, at socialdemokratiet har skiftet kurs, og ikke længere repræsenterer underklassen.
Uffe Hellum
Jeg tror mange, som er eller har været underkastet systemet i bunden, har mistet troen på det repræsentative demokrati. Der er ingen partier, som i praksis repræsenterer deres interesser, så der er intet håb om en stemme hvert 4. år gør nogen forskel. Det er håbet, der er forsvundet, Hellum. Og det er faktisk forfærdeligt.
Enhedslisten har velmenende medlemmer, javist, men en af parlementarismens regler går på, at man skal sidde med ved bordet for at få indflydelse.
Så Enhedslistens formænd m/k sidder. Og der sker ingen forandring.
Alle vil gerne fred, og kan langt hen ad vejen selv magte det. Og betaler skat for at have hjælp mulig, når livet braser sammen.
Et "velfærds"-system, der bevidst skaber ufred i forsøget på at få runde klodser i firkantede huller... hvad gør man med dét?
Danmark er ikke et firma, mennesker ikke tandhjul i firmaets maskinrum. Det er omvendt: Mennesker først, systemet underlagt menneskenes behov.
Som det er nu malkes skattepengene af andre end dem, de var tiltænkt. Men at pille ved dét system gør ikke antallet af allerede velstående egoister og grådige mindre.
Systemets svar er så at gøre livet hårdt for dem, der er hårdest ramt. Fordi de KAN rammes?
Det er Kafkask.
Det er et ondt system (ondt i den oprindelige nordiske betydning, "ond regn").
Et DJØF-system.
"Se, pengene passer - og der er penge til i morgen med samme standard."
Beregningerne udstråler kulde, som om LIV er uden betydning.
Som om LIV ikke er præcis dét, vi er her for.
Respekten tabt.
Ydmygheden ikke-eksisterende.
Tilliden ikkeeksisterende.
"Hvad siger tallene, og hvad bør de sige?"
Social Darwinisme.
Vi mister Verden.
Vi mister dén sans.
@Lise Lotte Rahbek,
Helt enig. Mange holder op med at stemme, da de føler sig svigtet, netop af venstrefløjen.
Ved forrige valg hjalp jeg en opstillet med at dele flyers ud og talte med folk. Jeg mødte en vælger, der ikke gad stemme. Det kunne være lige meget, mente han. Lad os tales ved, svarede jeg, da jeg var fuldstændig overbevist om, at mit parti her virkelig ønskede en forandring.
Alle forventede, at de ville snuppe borgmesterposten for Beskæftigelse, men de valgte Kulturposten. Når man deltager i det politiske arbejde kommer man tættere på partiet og de enkelte personer, og jeg oplevede efterhånden, at det "røde" blot var til pynt.
Nu skal anføres, at så entydigt rød er jeg heller ikke, men jeg går meget op i, folk behandles humant på jobcentrene og ja, jeg går ind for ydelser uden modkrav. Og jeg går også ind for at bekæmpe fattigdom. Og ja, så er jeg nok rød, men jeg synes det er besynderligt, at man skal være "rød" for at have den tilgang. At man er imod tvangsarbejde, at man er imod ydmygelser og fattigdom. Men lad det være.
Ved sidste kommunevalg stemte jeg blankt. Og det har jeg ikke fortrudt. Venstreborgmesteren sidder fortsat på Beskæftigelsen. Denne gang var det Enhedslisten, der svigtede. De har heller ikke væltet beskæftigelsesministeren/regeringen på, at han vil indføre 37 timers arbejdstvang, halvere dimittendsatsen og udhule kontanthjælpen yderligere. Til gengæld kunne Ø vælte trafikborgmesteren pga. nogle forkerte CO2-oplysninger.
Det går bare ikke i min optik. Man skal mene, hvad man siger. Jeg siger ikke, at den grønne dagsorden ikke er vigtig, men det synes som om, at det er det reelt eneste vigtige for hele venstrefløjen i dag. Hele den røde dagsorden er reelt til salg for en grøn banan. For mig at se burde såvel den grønne og den røde dagsorden gå hånd i hånd og prioriteres ligevægtigt. Jeg mener tilmed, at den grønne dagsorden kun bliver bæredygtig, hvis den kører sideløbende med den røde. De gule veste i Frankrig er et eksempel herpå. Hvis fattige skal til og betale 200 kiloet for deres spaghetti sauce, så stopper de med at stemme på de grønne partier. For de fleste er overlevelse her og nu altså i højere prioritet end overlevelse om 50 år. Og det kræver en forståelse for, at når de lave ydelser er så små, at hver en krone må vendes, ja, så befinder folk sig i overlevelses-mode.
På Enhedslistens hjemmeside har de 3 mærkesager:
- Tid til opgør med Greenwashing
- En Grøn og fri fremtid for alle unge
- Støt kampen for ligestilling.
Hvor i alverden er befinder kontanthjælpsmodtageren sig i alt dette. De bejler til sygeplejersken, til pædagogen og til de unge. Kontanthjælpsmodtagerne tager de måske for givet, men de vælger sofaen i stedet.
Det er jo ikke, fordi der er noget galt i de 3 punkter, men man kan jo godt regne ud, hvilke vælgere de bejler for, og dermed ender det for mig i populisme. Mere i en kamp for stemmer og taburetter end om en dagsorden for et opgør med fattigdom og jobcentre. Hvis man kører ned over Enhedslistens hjemmeside, over fanen "partidemokrati", videre over "principprogram", så har Ø et punkt om bolig, 2 om det grønne, en om feminisme, en om EU. That's it.
Intet om sociale ydelser, kontanthjælp, fattigdom, jobcentre osv i Danmark. Kigger man ned over deres hovedbestyrelse, ja, så synes langt hovedparten at være under 40 år, ja, nok nærmere under 35 år. 70% af ydelsesmodtagere er over 40 år. Og her er ikke medtaget folkepensionister. Ud af 716.000 på offentlig ydelse er de 212.000 under 40 år og heraf er 138.000 på de "høje" ydelser, som dag/sygedagpenge, førtidspension eller i fleksjob.
Ord som kapital er nævnt 79 gange i deres partiprogram, mens "ældre" kun er nævnt 4 gange. "Profit" er nævnt 17 gange. Uddannelse 10, efteruddannelse nul, plejehjem 0, senior 0, socialistisk 35. klima 10, miljø 20, grøn 5 gange. Revolutionsretorikken har vist ikke helt forladt partiet. De har bare glemt de fattige.
Nå nu skal det ikke handle om Ø, men mere om, at der reelt ikke er et parti, som varetager lediges og syges interesser. Og derfor stemmer mange af dem blank.
Hanneh Christensen
Når det kommer til at samfundet skal vi (fandengalemig!) tage os af, at de, som har det sværest, ikke skal spekulere over, om de har tag over hovedet eller kan spise et måltid under trygge former i morgen. Så er jeg formodentlig at betragte som ræverød i den retning. Når det kommer til mange andre forhold, kan jeg tilslutte mig holdninger i Vestre og konservative - og endda radikale.
Så vidt jeg har opfattet, har opdelingen i rød og blå udspring i pressens behov for at lave simple modstillinger og konflikt-overskrifter.
Heller ikke i pressen er de borgere, som har det svært, repræsenteret, og det gør mig vred og harm.
@Eva Schwanenflügel,
Tak for din beskrivelse, som er meget gribende, præcis og indsigtsfuld. Meget velskrevet!
Jeg kender godt systemet. Der kan være tale om en ren kafkansk deroute.
Jeg forstår også godt kronikørens behov for at fremhæve sin situation.
Problemet er for mig blot, at hun netop herved giver det indtryk, at der er forskel på folk. At nogle (hende) er berettiget til en bedre adfærd fra jobcentret end andre.
Men alle har jo deres historie. Også raske ledige kan stå i en forfærdelig situation. Når ældre ledige fx ender som selvforsørgere, kan de risikere, at deres bolig ender på tvangsauktion og de ender i en evig gældsfælde. Jeg har mødt unge med en forfærdelig barndom, som jeg ganske enkelt ikke ser nogen chance for i livet. Er de heldige, vil de måske få en førtidspension. De kan ikke engang have et socialt liv pga. deres fattigdom.
Når jeg peger på den splittelse, jeg ser blandt ydelsesmodtagere, udspringer det jo ikke af artiklen. Men af hvordan jeg ser grupper som Næstehjælperne og Jobcentrets Ofre, som ellers gør en god indsats. Men medlemmer herfra opretter borgerforslag rettet mod bestemte grupper. Særligt er der fokus på de syge. Og for mig at se vælger de at acceptere tvangsarbejdet over for raske ledige, mod at de selv kan slippe. I hvert fald er det mig uforståeligt, hvorfor de ikke tager de raske med i deres borgerforslag. De opnår heller aldrig 50.000 stemmer, hvilket faktisk tilmed kan ødelægge deres sag. For politikerne ser jo, at det ikke er potentielt vigtigt for vælgerne, - kun for en lille gruppe under 50.000. Dermed kan deres enegang ende som en boomerang.
De har dog fornyligt fået politisk opbakning til, at nogle de mest velstillede førtidspensionister slipper for modregning i ægtefællens indkomst.
Til gengæld så de gennem fingre med, at kontanthjælpsmodtagere stadig modregnes. For mig er det en forrykt prioritering. Ikke at jeg ikke forstår, at man ønsker mindre modregning, men det er altså de mest velstillede socialgrupper, man her prioriterer først. Det forstår jeg ikke.
Jeg er enig i, at politikerne gør meget ud af, at det særligt er udlændinge, der rammes af stramninger. Hvilket jo er ukorrekt. 81% af alle ydelsesmodtagere har dansk oprindelse. . 83 % af befolkningen på 18-66 år har dansk oprindelise. Der er stort set ingen forskel, og tilmed må man forvente en lille overrepræsentation blandt folk med udenlandsk baggrund, da nye flygtninge ikke kan forventes at have et job dagen efter ankomsten.
MEN! Hvorfor fremfører Ø ikke dette? Hvorfor vender de bare det blinde øje til, når S kræver stramninger?
Desforuden, hvem er målgruppen, når man skriver en kronik som denne. Enhedslisten? Jamen, selv om de vender det blinde øje til, vil de jo nok stemme for forbedringer, hvis S skulle finde på dette utænkelige. Så hvem skal man have fat i?
Jo, man skal have fat i S og DFs vælgere, og i Øs unge vælgere og i folk fra de liberale partier med en vis human tankegang i behold. Men også folk der stort set alene tænker i kroner og ører. Ikke nødvendigvis hvad der er bedst for Mærsk' pengetank, men hvad de tror er bedst for samfundet som helhed.
Og man kan efter min mening påvise såvel over for den ene som anden gruppe, at det nuværende jobcentersystem er forrykt. Det er inhumant, det er efter min vurdering imod konventionerne, det rammer danskere mest, og det er økonomisk en dyr løsning for samfundet og endelig det får ikke flere i job.
Og man kan også fortælle kassedamen eller rengøringsmanden, at det også er dem, det går ud over. De ufaglærte! Folk er jo villige til urimelige løn- og arbejdsvilkår for at undgå jobcentret. Hvorfor har vi et voksende gråt arbejdsmarked og prekært samfund? Hvorfor stagnerer laveste lønninger, mens de øverste stikker lodret af?
Kronikøren skriver til folks blødende hjerte. Se, hvor forfærdeligt vi syge behandles. Og hun forventer (måske) medfølelse. Og det får hun også blandt de vælgere, der allerede stemmer for forbedrede forhold. Men de rationelt tænkende, folk som De Radikale, som har blikket stift rettet mod Finansministeriets (manipulerede) beregninger, og tænker meget rationelt omkring arbejdsudbud og en voksende samfundskasse og tænker i lagkageteorier osv, jamen, de skal tilgås anderledes,- med rationelle argumenter, - eller alternativt ved en trussel fra en meget stor vælgergruppe. Til dem appellerer man ikke med følelsesargumenter. Og til middelklasse-manden, der stemmer på DF eller S's højrefløj, han kan måske få medfølelse med kronikøren, men ikke udstrække fortællingen til at være generelt gældende. Altså bare et eksempel på, hvordan syge behandles, men at fortællingen reelt omfatter alle.
Tilbage i 70-80'erne kunne man måske tale til vælgernes medfølelse. Det kan man ikke alene mere. Og jeg mener, at Ø og også SF har begået den fejl at hænge fast i den retorik. Derfor fandt Özlem en fattig Carina-mor, der viste sig ikke at være fattig. Jamen, det var da synd, hun kun havde 7.000 kr. efter faste udgifter var betalt. Nej, det synes mange ikke. Det er et vilkår for mange danskere, også for dem i beskæftigelse. Når den vist ellers godhjertede Özlem fremhævede dette eksempel, skyldes det nok, at hun netop ikke er rationelt tænkende, men vil nok sige, at hun taler fra hjertet. Mens hun stod over for Joachim B. Olsen, - som er rent rationelt tænkende og derfor vandt den debat. Det gav anledning til yderligere nedskæringer.
I dag er de fleste partier så optaget af magt og taburetter (og dermed vælgerpotentialet), ja, deres hyre er over 800.000 om året, så min vurdering er, at skal man have gennemslagskraft til at få forslag vedtaget, så handler det om, at få så mange med som overhovedet muligt. Slå sig sammen. Finde alle lavindkomstgrupper, skab en fortælling om, at rengøringsmanden, fragtmanden, kassedamen osv er i samme båd som ydelsesmodtagere, for deres løn og ydelser falder i nogenlunde i samme takt. Og det er også målet. Venstres og Finansministeriets mål har ikke bare været at øge arbejdsudbud og komme dovenskab til livs, det har været at holde lønniveauet nede.
Finansministeriet kalder det sorteringseffekten, læs nedenstående link side 20. Oversat står der: Aktiveringsindsatsen skal skræmme ansatte så meget, at de klapper hælene sammen, kræver mindre og affinder sig med dårlige arbejdsforhold, fremfor at sige deres job op og blive ledig.
Altså et af elementerne er, at folk affinder sig med en lavere løn.
Og ser man på fagbossernes passivitet, jamen så tror jeg, at de faktisk har accepteret dette, da de har været nervøs for at lavlønsniveauet var så højt på et tidspunkt i DK, at vi kunne miste konkurrenceevne. Eller også var fagbosserne bare blå. Vælg selv. Faktum er, at de har vendt det blinde øje til.
https://fm.dk/media/15275/Aktivbeskaeftigelsesindsats.pdf
Ûndskyld sprog-sjuskeriet. Jeg blev lige optaget andet sted.
Ja, som jeg plejer at sige til mig selv;
bare jeg har det godt, så har du det også godt! (ikke at jeg er oprigtigt interesseret i om du også har det godt) bare så'n for syns skyld og for at skjule min ligegyldighed.
Det må være den udpræget ledetråd for alle, der har indflydelse på, hvordan vores affund skal køres i dag.
De er indifferente overfor de følgevirkninger deres beslutninger får og har overfor dem, der udsættes herfor!
Hallelujah
98 kommuner, 98 forskellige måder = Fiasko!
Om tre uger stopper mit ressourceforløb som varer 13 uger.
I morgen kommer min hjernekonsulent til min ressourforløbs arbejdsplads for at holde møde mellem mig, hende og den person som giver mig opgaver. Jeg har i den forbindelse skulle skrive dagbog og den tekst flyder over med ord. Ord om hvor skræmmende det er, at se frem til resten af livet som "INGENTING".
Jeg talte i dag med en 97 årig som fortalte mig at hun har klaret livet uden hjælp. Hun og hendes arvinger sidder så også på millioner af kroner.
Som syg må man ikke søge arbejde. Man får ingen hjælp når tænderne ralser ud. Det er forbudt at være rig, altså eje noget som helst (fx. aktier).
Jeg ved at det med mig er kronisk og det kun går nedad. Sidder på en af de absolut "yderste grene". Som er offer for prisstigninger fordi "hjælpen" ikke er der.
Jeg er absolut en torn i øjet for samfundet og spørger om selvmord er den eneste udvej som DE forventer?
@ Hanneh Christensen
Det glæder mig meget, at du kunne bruge mine beskrivelser.
Jeg kan tilslutte mig din analyse, den er virkelig tankevækkende.
Man bliver bare ret opgivende ved tanken om, at alting står i stampe, og at de politiske partier man støtter, viser sig at være fyldte med floskler og valgflæsk..
Jeg kommer dog aldrig til at stemme blankt, eller blive sofavælger.
@ Anders Hüttel
Igen en isnende historie fra dit ressourceforløb.
Jeg håber altså, du får bedre hjælp end hidtil, og du er ikke en torn i øjet herinde!
Jeg stemmer så grønt og bæredygtigt som muligt, tænker at medmenneskelighed og omsorg følger naturligt med
Mvh Hanne Pedersen
Enhedslistens ignorering af de fattiges forhold og hjælp til yderligere forringelse af deres forhold er faktisk sabotage af deres såkaldte grønne dagsorden.
Man mindsker ikke CO2 udledningen ved at forværre livet for dem, der allerede bruger mindst.
De allerigeste bruger lige så meget som de 50% fattigste af verdens befolkning. Det gælder også Danmark.
Jo flere indskrænkninger på de fattige, jo mere forbruger de rige fordi de kan.
Fjern den 1 promille af de rigeste mennesker i verden og vi har faktisk købt os rigtig meget tid til at løse klimaproblematikken. Meget mere effektiv end luftig befolkningskontrol.
Den stigning vi ser i populationen skyldes øgning i ældre og en stor befolkning som udgangspunkt. Men globalt set er fertiliteten faldet drastisk. Det er et problem, der løser sig selv over tid.
Vi klarer ikke klimaproblematikken, hvis ikke vi løser problemet med de ultrarige.
Jeg regner med, at grunden til at skribenten fokuserer på produktiviteten, er, at vedkommende selv er faldet for fortællingen om de dovne arbejdsløse.
Hun tror som resten af befolkningen, hvis man gør alt det rigtige, er velfærdssamfundet der for en.
Fortællingen er jo, at det kun er nassere og snydere, der rammes af straf.
Det er en brat opvågen, når man som en, der før kunne klare sig, skal realisere det var en løgn. Mange tror de selv er skyld, når de behandles på den måde. De tror så de fortjener straffen og går endnu mere ned med flaget.
At kunne analysere og konkludere på sammenhængen og effekten af alle foringelserne, samt se bort fra propagandaen er ikke noget som er enkelt og kun få evner. Derfor hjælper det heller ikke, at foringelserne rammer så stor en del af befolkningen og de dermed udgør en stor vælgerandel.
Tidligere var der folk i fagforeningerne og Socialdemokratiet, der kunne lave disse analyser og samle folk.
Konklusionen må være, at fagforeningerne og Socialdemokraterne er blevet det, som pressen kalder blå.
Når man ser på, hvordan eventyrfortællingen om den manglende arbejdskraft står uimodsagt i hovedmedierne og tydeligt forbereder vejen til yderligere foringelser, er situationen håbløst i Danmark.