Når vi i disse år oplever en tilstrømning fra land til by, er det ikke første gang i verdenshistorien. Sidste gang det skete var i midten af 1800-tallet. Dengang skabte byernes fortætning og vækst både sundhedsmæssige og sociale udfordringer. Udfordringer, som arkitekterne dengang søgte at løse ved blandt andet at tegne nye, mindre, selvforsynende byer i landlige omgivelser.
Dengang opførte man de såkaldte garden cities, for at undgå fortættede, usunde og mørke storbyer. I dag står vi over for en lignende udfordring med stor tilstrømning fra land til by, og vi har stadig ikke løst problemet. Det er ikke blot en udvikling i Danmark, men i det meste af den industrialiserede verden.
I den forbindelse kan man spørge, om ikke vi kan skabe bedre balance ved at planlægge mere langsigtet og have en mere nuanceret og balanceret national arkitekturstrategi?
Vi bor tæt i Danmark
I dag bor 50 procent af verdens befolkning i byer, og det estimeres, at i 2050 vil to ud af tre mennesker på verdensplan bo i byer, hvis udviklingen fortsætter som nu. Danmark har slet ikke formået at dæmme op for tilstrømningen fra land mod by. I dag bor omtrent en fjerdedel af befolkningen i området omkring Storkøbenhavn, hvilket svarer til 1,4 millioner mennesker. For første gang i danmarkshistorien er over halvdelen af befolkningen tilmed bosat øst for Storebælt.
Globalt bor der i dag i gennemsnit 47 mennesker per kvadratkilometer. I Danmark er tallet 126, i Norge, Finland og Sverige er det mellem 12 og 20 og i Grønland blot 0,03. Vi bor med andre ord tæt i Danmark, hvilket kan forklares ved, at vi er et land med begrænset størrelse. Men i de seneste år har vi set et demografisk skred herhjemme. Et befolkningstræk, der er karakteriseret ved to forhold: dels et træk fra land mod de større byer og dels et træk fra vest mod øst.
Udviklingen vil komme til at udfordre os på flere fronter i fremtiden. Det vil direkte præge vores adgang til lys, luft og natur i byerne, og mere indirekte vores forhold til naturen.
Hvis vi alene ser på befolkningstætheden, placerer det Østdanmark iblandt de tættest befolkede områder globalt set og på den globale top-20 på niveau med Indien. Imens befinder Vestdanmark, Jylland og Fyn sig på den globale top-100 med samme befolkningstæthed som arealrige lande som for eksempel Egypten og Ukraine. Med cirka 2,8 millioner indbyggere fordelt på godt 25 procent af Danmarks samlede areal er befolkningstætheden på Sjælland og øerne i dag på hele 318 indbyggere per kvadratkilometer.
Samtidig udgør Jylland og Fyn knap trefjerdedele af Danmarks areal, men har en langt lavere befolkningstæthed på kun cirka 78 mennesker per kvadratkilometer. På den baggrund er det ikke overraskende, at boligpriser har nået et svimlende niveau i hovedstaden.
Vi kan ikke bygge os fra det
I dag er byggegrunde i København blevet så attraktive, at det ligefrem bliver nødvendigt at opføre nye kunstige ø-projekter som Lynetteholmen. Men løser det så problemerne? Svaret er nej.
Boligpriser og befolkningstæthed hænger sammen. Billige boliger i hovedstadsområdet bliver dyrere, fordi antallet af boliger ikke svarer til antallet af borgere, der ønsker at bo der. Hvis ikke vi får løst befolkningstilstrømningen, så hjælper billige boliger i København ingenting. Det vil tværtimod medføre, at der bygges tættere i hovedstaden, hvilket vil skabe mere trafik, mindre sollys og mindre frisk luft, og samtidig vil det påvirke og udfordre både den sociale og miljømæssige balance i hele landet. Denne skævhed i udviklingen mellem land og by mindskes ikke ved, at der bygges tættere i København. Derved skævvrides befolkningstætheden blot yderligere, end tilfældet allerede er i dag.
Markedskræfterne alene kan ikke løse problemet, for så længe værdien af landareal er højere end prisen, vil markedskræfterne ikke bidrage til at skabe bedre balance imellem land og by – snarere tværtimod. Hvis man fortsætter ad den vej, viser al erfaring, at folk vil strømme til byerne på et stadig mindre areal – eller på nye kunstige øer, der ikke er væsentligt forskellige fra konstruktioner i ikkebæredygtige ørkenstater som Dubai.
Lynetteholmen og regeringens forslag om flere billige boliger i hovedstaden er derfor ikke en langsigtet og bæredygtig løsning, hverken socialt eller miljømæssigt. Byernes vækst lægger beslag på større og større opdyrkede naturarealer på landet for at kunne brødføde og levere til forbrug og forbrugere inde i byerne.
Man fristes måske til at tænke, at fortætningen og det demografiske træk fra land til by omvendt må frigive en masse plads på landet og på den måde bidrage til mere natur og flere skovområder. Men nej, desværre ser det ikke ud til at være tilfældet. Ny forskning fra Århus Universitet peger på, at tilbagegangen for biodiversitet i den danske natur fortsætter ufortrødent, upåagtet at vi flytter fra land til by. Man har undersøgt i alt 171 indikatorer for arter, levesteder og processer, og konklusionen er, at over halvdelen fortsat er i tilbagegang, mens blot 12 procent er stabile eller i fremgang. Tilbagegangen er størst i naturtyper som skov, mose, eng, hede og agerland, der netop er under pres fra intenst drevet storlandbrug og skovbrug.
Udviklingen fra land til by og afviklingen af de mindre byer har altså ingen eller nærmest negativ betydning for mere natur på landet. Affolkning af disse områder har faktisk betydet, at landbruget i dag er samlet på færre hænder. Der er i dag langt mere stordrift og større marker med etårige afgrøder, der hverken befordrer naturen eller for den sags skyld de mennesker, som bor på landet. Det betyder, at levende hegn og skel fjernes, så markernes størrelse frit kan vokse, hvilket igen forringer biodiversiteten. Alt er forbundet.
Langsigtet national byplanlægning
Vi bør i stedet balancere udvikling fra land til by på en ny måde. Vi må lade os inspirere af nabolande, der, på trods af at de har mindre befolkningstæthed, insisterer på, at land og by skal balancere, og på at byudviklingen ikke skal ske på bekostning af den balance.
Det kræver en langsigtet national byplanlægning. Det kan eksempelvis ske igennem billige, statslige lån til bæredygtige, mindre boliger og boligfællesskaber i provinsen på maksimalt 80 kvadratmeter, inspireret af Byggestøtteloven fra 1946. Dette kunne man kombinere med statsligt opkøb af landbrugsarealer og rejsning af skov samme sted. Mere skov vil samtidigt betyde flere fremtidige CO2-lagrende byggematerialer og øget biodiversitet.
I Danmark har vi tradition for at anlægge de større byer i nærheden af kysterne, hvor havnene både i tidligere tider og i dag udgør en vigtig, bæredygtig transportvej for varer, handel og så videre. Hvis vi tænker os, at de nye vækstbyer placeres her, vil vi samtidigt opnå alle fordelene ved eksisterende infrastruktur og energinet.
Den historiske kamp om at opføre byer for mennesker lever fortsat. Kampen handler ikke kun om flere elbiler, færre brændeovne, bredere cykelstier og billigere boliger. Den handler om flere træer, mere plads og afstande. Den handler om bedre balance mellem land og by, frisk luft, adgang til sollys og bynær natur. Det kan vise sig at blive en umulig opgave fremadrettet for de største byer i Danmark. Derfor er det vigtigt at tænke i alternative løsninger for at finde en bæredygtig balance imellem land og by.
Carlo Volf er arkitekt MAA.
