Etpartistater rundt omkring i verden higer alle efter at blankpolere deres facade, så problemer med menneskerettigheder og trusler mod den internationale retsorden fortoner sig. Den mest effektive måde at forlede den internationale opinion og forlene sig med et positivt budskab er at arrangere verdens største folkefest: De Olympiske Lege. Det har været tydeligt siden Hitlers olympiske lege i 1936, og det er i nutiden baggrunden for, at arabiske og asiatiske diktaturer investerer massivt i international elitesport.
Ved at Beijing var værtsnation for Sommer-OL i 2008 og fra den 4. februar i år skal arrangere Vinter-OL, har Kina markeret sig som den helt store spiller på området. Den kinesiske regering satser på, at kritikken af legene ikke vil overskygge deres propagandaeffekt, men når man spiller, gambler man også. Frem mod OL i 2008 var der kritik af ikke mindst den kinesiske nedlukning af Tibet, men ikke desto mindre lykkedes det for kineserne at undgå boykot og hente den store trumf hjem ved besøg af internationale topledere som Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy og USA’s George Bush.
Når mange vestlige lande – med USA i spidsen – ved de kommende lege i Beijing har varslet en diplomatisk boykot, skyldes det, at Kina i mellemtiden er blevet en endnu større trussel både indenrigs- og udenrigspolitisk. I fokus for kritikken er Kinas behandling af de op mod en million uighurer i Xinjiang, der er blevet tvunget i ’politiske genopdragelseslejre’. Men også udenrigspolitisk udgør Kina en voksende trussel på grund af nedkæmpelsen af demokratibevægelsen i Hongkong og kravet om, at Taiwan indlemmes i Storkina. Som salt i såret har tennisstjernen Peng Shuai anklaget en kinesisk toppolitiker for voldtægt og er siden forsvundet fra offentligheden.
USA, Australien, Belgien, Storbritannien og Japan har meddelt, at de vil gennemføre en diplomatisk boykot. Den danske regering har været under massivt pres fra blandt andre De Konservative, Frie Grønne og Liberal Alliance for at tilslutte sig boykotten. For udenrigsminister Jeppe Kofod og statsminister Mette Frederiksen er det imidlertid sin sag at gå enegang i EU og dermed påkalde sig den kinesiske drages vrede. Derfor har man nu valgt en mellemløsning, hvor man afholder sig fra at sende repræsentanter for regering og kongehus, men undlader at kalde det en boykot.
Men er OL ikke bare en sportsbegivenhed, og kan vi derfor ikke bare lade være med at gøre sporten til et gidsel i udenrigspolitiske konflikter?
Nej, for det er Kinas regering, der selv udnytter sporten politisk, og det kalder på en international modpolitik. I modsat fald vil de tilrejsende sportsfolk, diplomater, politikere og andre honoratiores komme til at indgå i styrets propaganda. Denne politiske brug af sporten viste sig klart ved sommer-OL i Beijing i 2008.
Protester og modstand i 2008
Liu Jingmin, vicepræsident for Beijings olympiske komités kandidatur, forsikrede i april 2001 verdenssamfundet: »At give Beijing mulighed for at afholde De Olympiske Lege vil fremme udviklingen på menneskerettighedsområdet.« Ikke desto mindre blev muligheden for at ytre sig faktisk indskrænket yderligere frem mod og under OL.
Som en blandt mange kan nævnes arbejder- og bondeaktivisten Yang Chunlin fra Kinas nordlige Heilongjiang-provins, der i sommeren 2007 indsamlede underskrifter til et åbent brev under overskriften »Vi vil have menneskerettigheder, ikke Olympiske Lege«. Myndighederne kvitterede ved at anholde ham, og i februar 2008 blev han med lænker på hænder og fødder fremstillet i retten på grund af »statsundergravende virksomhed«. Han blev idømt fem års fængsel og efterfølgende to års tab af borgerrettigheder.
Fra Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) og Den Internationale Olympiske Komités (IOC) side forlød det, at OL ville medføre en forbedring af situationen på menneskerettighedsområdet i Kina, uden at der dog kunne registreres noget pres fra den olympiske bevægelses side. Flere af de danske OL-deltagere ønskede dog at bruge deres ytringsfrihed. Tre af Danmarks olympiske roere i Beijing, Juliane Elander Rasmussen, Rasmus Quist og Mads Rasmussen – hvoraf de sidste to af DIF blev kåret som Årets Sportsnavn 2007 – argumenterede for, at de anså det som deres pligt at ytre sig kritisk om forholdene i Kina. Det viste de tydeligt, da de i december 2007 sammen med 95 kajakroere deltog i et sejlende fakkeltog i Københavns havn, som Amnesty International var medarrangør af.
Den danske billedhugger Jens Galschiøt tog initiativ til kampagnen »Farven orange«, der opfordrede folk fra hele verden til under OL at iføre sig orange tøj som en tavs protest mod Kinas krænkelser af menneskerettighederne. Som led i nedkæmpelsen af den hongkongske demokratibevægelse er Galschiøts otte meter høje skulptur, ’Skammens Søjle’, der siden 1997 har været udstillet på Hongkongs Universitet, i øvrigt blevet pillet ned i december 2021.
Allerede da faklen i Olympia i marts 2008 blev overdraget fra den græske til den kinesiske olympiske komité, blev der protesteret, da en person fra Journalister uden Grænser løb ind bag hovedtaleren, præsidenten for den kinesiske organisationskomité, Liu Qi, for at vise et flag med de olympiske ringe som håndjern.
Faklen skulle passere gennem Taiwan
Overalt i verden, hvor den olympiske fakkel nåede frem, var demonstrerede menneskerettighedsaktivister og eksiltibetanere i en sådan grad, at IOC ved fremtidige OL forbød, at fakkelruten bevæger sig uden for værtsnationens eget territorium.
De kinesiske myndigheder var meget optaget af, at den olympiske fakkel skulle transporteres langs en national rute, der skulle omfatte Taiwan, som den kinesiske regering gør krav på som en del af Kina. Den taiwanske regering afviste imidlertid forslaget, da den anså den kinesiske anmodning som et forsøg på symbolsk at gøre Taiwan til en del af Kina.
Frem for alt skulle faklen ifølge de kinesiske arrangører gennem Tibet og op på et i øvrigt uvejrsramt Mount Everest for at demonstrere Tibets ubrydelige enhed med Kina – og det trods opstand og undtagelsestilstand. Ved faklens ophold i den tibetanske hovedstad, Lhasa, udtrykte den regionale leder af Kinas Kommunistparti, Zhang Qingli, i øvrigt følgende såre politiske budskab: »Vi vil helt sikkert være i stand til totalt at knuse Dalai Lama-klikens lumske planer.«
Åbningsceremoni i to forskellige versioner
Ved åbningsceremonien var der to forskellige tv-versioner, hvor den ene var rettet til det kinesiske publikum og den anden til vestlige seere. I den kinesiske version var der mange gange klippet til VIP-pladserne for at opnå maksimalt fokus på den halve snes medlemmer af det kinesiske politibureaus stående udvalg samt udenlandske statsoverhoveder og monarker. Frem for alt var der tale om en politisk redigeret virkelighed, hvor kameraet søgte den daværende kinesiske statsleder, Hu Jintao, der blev vist 23 gange i den kinesiske version mod kun syv gange i den version, der blev sendt i dansk tv.
I den kinesiske version af åbningsceremonien zoomedes der også ind på Hu Jintao under indmarchen af den nationale delegation fra Hongkong og fra ’Chinese Taipei’, som Taiwan kaldes i olympiske sammenhænge for at komme kinesiske krav på overhøjhed i møde. Når Hu Jintao blev vist i forbindelse med Taiwans indmarch, kan det tolkes som et tegn på Kinas magtaspirationer over Taiwan, der ellers er en selvstændig demokratisk stat – et pres, der kun er blevet forøget de seneste år. Sammenklipningen af Hu Jintao og Hongkong kan ses som et signal til den kinesiske befolkning om, at Hongkong nu skal vende tilbage til moderlandet.
Med OL i 2008 i baghovedet bliver det spændende at følge åbningsceremonien ved det kommende OL i Beijing. Vil Xi Jinping, der nu fremstår som præsident på livstid, blive fejret som en ny formand Mao ikke mindst i en tv-version specielt redigeret til de kinesiske seere?
Vil Xi Jinping blive filmet som statsoverhoved for Taiwan ved Nationernes Parade og frem for alt vil der foregå en fejring af Kinas største rumprojekt nogensinde i form af den igangværende etablering af rumstationen Tiangong?
Hans Bonde er professor ved Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet
Jeg er i tvivl om Kina, og jeg føler mig dårligt orienteret.
De har problemer med muslimer, men det kender vi jo også til.
De har kun et politisk parti, men hvordan fungerer det?
De har en ældgammel samfundsmoral præget af filosoffen Konfutse, men hvordan fungerer den?
De har udryddet fattigdom.
De har et erhvervsliv, der både er statsligt og privat. Er det godt?
De har hindret overbefolkning med en midlertidig etbarns-politik.
Hvad er de største forskelle i dagliglivet mellem Kina og os her i Vesten?
Kan vi få nogle klare og fordomsfri svar?