Læserbrev

Kirken har ikke patent på respekt for naturen. Så hvad har den egentlig at tilbyde klimakampen?

Biskoppen over Lolland-Falsters stift påstår, at det kristne menneskesyn har noget særligt at tilbyde i klimakampen, fordi det hviler på fællesskab, altruisme og respekt for naturen. Men det er almene værdier, som de fleste ikkekristne deler, skriver lektor emeritus i agronomi ved Københavns Universitet Jesper Rasmussen i denne replik
Debat
25. februar 2022

I sin kronik i Information den 15. februar præsenterer biskop over Lolland-Falsters stift Marianne Gaarden det kristne menneskesyn, som hun mener kan bidrage til løsningen af klimakrisen.

Først slår hun fast, at alle mennesker nødvendigvis må have en tro – enten på Gud eller på, at mennesket er verdens centrum. Dernæst præsenterer hun to menneskesyn, hvor det kristne står i diametral modsætning til det ikkekristne.

I det kristne menneskesyn er mennesket en del af et fællesskab og forholder sig positivt til sine medmennesker og til naturen. I det ikkekristne er mennesket et isoleret væsen, som kun forholder sig til sit eget egoistiske begær.

Med støtte fra Jesus og Paulus når Marianne Gaarden frem til, at menneskelig isolation, egoistisk begær og hensynsløs udnyttelse af naturen ikke er i overensstemmelse med kristendommen. Hun mener derfor, at den må have noget værdifuldt at byde på i forhold til klimakrisen, da den jo står for fællesskab, altruisme og respekt for naturen.

Men biskoppen overser, at man altså ikke behøver en kristen tro for at opfatte mennesket som et socialt væsen med respekt for naturen. For eksempel har evolutionen også lært os uselviskhed, og det burde være indlysende, også for ikkekristne, at fælles problemer kræver fælles løsninger.

Det virker derfor helt meningsløst at definere det kristne menneskesyn ud fra disse falske og karikerede modsætninger. Som ikkekristen vil jeg gerne have mig frabedt at blive fremstillet som en, der udelukkende handler ud fra et egoistisk begær og tror, at mennesket er verdens centrum, som har ret til at herske over naturen efter forgodtbefindende.

Jeg kan tilslutte mig det kristne menneskesyn, som Marianne Gaarden præsenterer, men det er desværre så alment, at det hverken gør fra eller til i forhold til klimakrisen.

Hvis vi dropper lignelserne og den teologiske pynt på toppen, er der intet, som adskiller det kristne menneskesyn fra det menneskesyn, som nok de fleste ikkekristne har, og det er meget svært at se, at den religiøse overbygning gør en forskel.

Hvad kristendommen så har at tilbyde på klimaområdet, står fortsat ubesvaret. Teologien synes at være lidt tynd på netop dét område.

Jesper Rasmussen er lektor emeritus i agronomi ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Præsterne gør alt for at fremhæve kristendommen som noget for samfundet positivt. Ellers røg deres månedsløn. Det kunne godt være et rigtig dårligt argument fra min side, men hvis ikke kirken var bundet til staten, havde den ingen autoritet. Så kunne vi måske have det som i USA, ja, hvis folk er skøre, er der ikke meget at gøre.
Kirken er nu ude at gøre sine hoser grønne. Hvorfor ikke sin dogmatik? Hvorfor ikke klippe sine administrative tråde til det, som en kommunal forvaltning snildt kunne overtage? Man kan ligefrem se kirkens klør holde fast i indflydelsen på alt det, der ikke har med Jesus’ forkyndelse at gøre: Afstand mellem Gud og mammon. Bare for at nævne et eksempel.