Kronik

Kirken river ikke vindmøller op med rode. Den planter skov og nærer fællesskab

Folkekirken har ikke gjort sig fortjent til karikaturen af Gud som en hvidskægget mand med sky og glorie, der river vindmøller op med rode. Tværtimod tilbyder kristendommen os netop den forbundethed, der gør, at vi i fællesskab kan værne om klimaet, skriver biskop over Lolland-Falster Stift Marianne Gaarden i denne replik
Jesus sagde af gode grunde ikke noget om, hvordan mennesker skal forholde til klimakrisen eller til placering af vindmøller, men han skrev noget om næstekærlighed. At være kristen indebærer, at vi ikke kun lever for vores egen skyld, skriver biskop Marianne Gaarden i denne kronik. 

Jesus sagde af gode grunde ikke noget om, hvordan mennesker skal forholde til klimakrisen eller til placering af vindmøller, men han skrev noget om næstekærlighed. At være kristen indebærer, at vi ikke kun lever for vores egen skyld, skriver biskop Marianne Gaarden i denne kronik. 

kaare smith

Debat
15. februar 2022

Jeg spærrede øjnene op, da Information den 1. februar som sædvanlig landede på mit skrivebord. Gud var nemlig afbilledet på forsiden som en gammel mand svævende på en sky over jorden med langt hvidt skæg og hår og en glorie over hovedet. Alle stereotyper var i spil.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at Gud var ved at trække vindmøller op af jorden, som var det ukrudt. Tegningen var flankeret af overskriften »Kirker bekæmper grøn omstilling«. Anledningen var stiftsøvrighedernes vetoret over for lokalplaners placering af høje bygninger, herunder vindmøller, ved siden af middelalderkirker.

Et par uger tidligere var jeg ligeledes blevet overrasket, da Folketidende, som også indgår i mit daglige avisrepertoire, landede i postkassen. På forsiden var en artikel fra Lolland om et menighedsrådsmedlem på blot 20 år, der havde taget initiativ til, at kirkens ti hektar jord, der tidligere havde været forpagtet ud til landbrug, omlægges til skov. Endvidere havde menighedsrådet ladet græsset gro og sået vilde blomster på kirkegården for at bidrage til biodiversiteten. Jeg glædede mig over, at mennesker i landets menighedsråd deltager i den stigende bevidsthed om nødvendigheden af, at vi alle tager ansvar for og bidrager til den grønne omstilling.

Folkekirken har med mere end 10.000 hektar jord, 2.500 kirker og næsten lige så mange præste-, sogne- og kirkegårde et medansvar for den grønne omstilling. Derfor har folkekirkens centrale aktører prioriteret at investere mere end 18 millioner kroner i et fireårigt projekt, der har til formål at inspirere folkekirkens mange menighedsråd til at deltage i den grønne omstilling. Samme dag som Information bragte ovennævnte artikel, begyndte to nye medarbejdere i Folkekirkens Grønne Omstilling, som projektet er døbt.

Herskere over eller del af naturen?

Jeg morede mig i første omgang over sammenfaldet med overskriften om kirker, der bekæmper grøn omstilling, og så opstarten af Folkekirkens Grønne Omstilling. Et træ kendes jo på sine frugter, tænkte jeg, så der ikke er andet at gøre for folkekirken end at levere verificerbare resultater.

Fordommene om en utidssvarende folkekirke, der ikke forholder sig til sin samtid og dyrker en middelalderforestilling om Gud, er svær at aflive. Mange afviser den kristne tro med negationer som: ’Jeg tror ikke på Gud som en gammel mand med langt hvidt skæg på en sky i himlen’. Nej, plejer jeg at sige, det gør jeg heller ikke.

Derfor fæstnede den stereotype tegning af Gud som modstander af den grønne omstilling sig i min bevidsthed og kaldte på en reaktion. For billeder kan kommunikere mere end ord og nære vores førsproglige forståelse af verdenen. Vores forestillinger er med til at forme vores måde at være i verden på, og ingen kan leve uden at gøre sig forestillinger om tilværelsen. I den forstand kan ingen leve uden én eller anden form for tro – hvad enten det er en tro på mennesket som verdens centrum, eller det er en tro på Gud som skaber og opretholder af verden. Der er forskel på, om vi betragter os som herskere over naturen eller som en del af naturen. Vores forestillinger om naturen og vores rolle i den er afgørende for, hvordan vi forholder os til naturen – og herunder også, hvordan vi forholder os til klimakrisen.

Mennesker har altid levet af og forsøgt at udnytte naturen i kampen for overlevelse. Inden den industrielle udvikling var mennesket i høj grad prisgivet naturen, og naturfænomener blev tolket som udtryk for Guds vilje – og vel at mærke ofte en vred, dømmende og straffende Gud. En forestilling om Gud, som mange kristne i dag ikke længere har. Efter industrialiseringen er udnyttelsen af naturens ressourcer accelereret hurtigt, hvilket har bidraget til den komfortable tilværelse, som mange mennesker i den rige del af verden lever i dag. Men i løbet af få generationer har verdens rige lande, der bærer langt størstedelen af ansvaret for klimakrisen, brugt, hvad der har taget naturen millioner af år at opbygge.

Mennesket er ikke en øde ø

FN’s klimapanel fastslår, at global opvarmning rammer mennesker på alle kontinenter med fødevaremangel, sygdom, flygtninge og skader på infrastruktur og bygninger til følge. Vi lever alle på den samme utrolig unikke og skrøbelige jordklode. De globale CO₂-udledninger har presset klimaet i en sådan grad, at det nu er klimaforandringerne, der presser menneskeheden til handling på hele kloden. Skal vi samarbejde om klimakrisen, fordrer det, at vi tænker mindre på individet og mere på fællesskabet. En fremvoksende (vestlig) individualistisk tænkning har imidlertid bidraget til en forestilling om mennesket som et isoleret individ, der driver rundt i et enormt ocean af andre enkeltstående individer, der også forsøger at redde sig selv – men aldrig helheden. Men mennesket er ikke en øde ø, et isoleret individ, der lever adskilt fra andre.

Det er måske en af samtidens største misforståelser, at vi betragter mennesker som isolerede individer, for derved kommer vi nemt til at overse vores forbundethed med hinanden. Pandemien har været anskuelsesundervisning i menneskehedens forbundethed og nødvendigheden i at tænke og agere kollektivt – »ingen af os er sikre, før alle er sikre«, som FN's generalsekretær António Guterres sagde om udrulningen af COVID-19-vaccinerne. Håndteringen af klimakrisen fordrer den samme forståelse for menneskehedens forbundethed, og netop her tilbyder kristendommen en opdatering af softwaren i vores kollektive forestillingsverden.

Fælles kamp mod en fælles trussel

Jesus sagde af gode grunde ikke noget om, hvordan mennesker skal forholde sig til klimakrisen eller til placering af vindmøller, men han sagde meget om, hvordan vi skal forholde os til vores egoistiske begær og vores medmennesker. Helt centralt står buddet om næstekærlighed: Du skal elske Gud og din næste som dig selv. Gud er kærlighed, og kærligheden udfolder sig altid i relationer. Vi skal ikke kun elske os selv som isolerede individer uden sammenhæng med det liv, vi ellers lever med hinanden. Kærlighed til næsten er også kærlighed til Gud. At være kristen indebærer, at vi ikke kun lever for vores egen skyld og fokuserer på egne behov. For Gud er vævet ind i vores forhold til os selv og vores medmennesker.

Næstekærligheden underbygger forestillingen om, at vi lever i et netværk af indbyrdes afhængighed med vores medmennesker og med resten af skaberværket. Allerede for 2.000 år siden satte apostlen Paulus ord på denne forestilling ved at skrive, at mennesker, der er skabt forskellige, er afhængige af og forbundne med hinanden som legemsdele på den samme krop. Guds ånd gennemstrømmer menneskeheden på samme måde, som blodet gennemstrømmer og ilter kroppen. Det er det samme åndedræt, det samme hjerte og den samme guddommelige puls, der ilter hele skaberværket. Som lemmer på den samme krop er vi alle beboere på den samme klode og dermed afhængige af hinanden. Naturen og vores jordklode er forudsætningerne for menneskehedens fælles eksistens.

Så når hele menneskeheden står over for en fælles trussel i form af klimaforandringer, bør vi alle reagere og handle derpå. Ingen mennesker har skabt jorden og naturen, men vi er en del af den, og det er kun os mennesker, der kan handle. Vi skal ikke misbruge, men værne om den jordklode, der er vores fælles hjem. Vi har alle et ansvar for at lære at leve og tilpasse os i en verden med begrænsede ressourcer – og det gælder selvsagt også for folkekirken.

Marianne Gaarden er biskop over Lolland-Falster Stift.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Gud som skaber og opretholder af verden indikerer, at Gud var før verden og altså står udenfor verden. Mere behøver der ikke siges, for så har vi dualismen, og så bliver naturen nødvendigvis nummer to, taberen i spillet.

Hvis den grønne kirke vil noget, kan den gøre naturen til nummer et. Den kan også gøre Gud grøn og erklære, at mennesket kom før Gud. Dermed braser dogmatikken sammen, men bedre ofre Gud end ofre naturen.

Der er mange belæringer i kronikken - meget velegnede til at fyre af fra prædikestolen, og hvis der er et par ateister i kirke den dag, får de ikke ondt et vist sted over den prædiken. Kirken skal ikke aktivere sig som kirke i klimakampen. Medlemmerne kan bare komme til som enkeltindivider.

Jytte Rasmussen, Per Klüver og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

I dag er der også artikler om vielser og abort. Mærkeligt at religion har så meget med vores underliv at gøre. Hvad vil den dog der? Magt! En dag, hvis vinden vender, holder kirken også op med at interessere sig for klimaet. Den nye trend er allerede på vej. Den kommer ind fra højre og vil finde megen støtte i religionen.

Niels Simon:
Gud er tro ,hvilket biskoppen her indrømmer og alt har vel været her til alle tider og så dukkede mennesket op af en eller anden årsag og måske skabt igennem handlinger de rudløste årsager til forandring.
Som buddhist glæder jeg mig da over at budsskabet fra Marianne i sin grundindstilling til livet og vores ansvar faktisk ikke er så lang fra. At kirken vil blande sig i vindmøller er så ikke mærkeligere end at mange andre også føler deres ret og vaner gået for nær.

Estermarie Mandelquist, Hanne Utoft og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Niels Simon:
Gud er tro ,hvilket biskoppen her indrømmer og alt har vel været her til alle tider og så dukkede mennesket op af en eller anden årsag og måske skabt igennem handlinger de rudløste årsager til forandring.
Som buddhist glæder jeg mig da over at budsskabet fra Marianne i sin grundindstilling til livet og vores ansvar faktisk ikke er så lang fra. At kirken vil blande sig i vindmøller er så ikke mærkeligere end at mange andre også føler deres ret og vaner gået for nær.

Niels Simon:
Gud er tro ,hvilket biskoppen her indrømmer og alt har vel været her til alle tider og så dukkede mennesket op af en eller anden årsag og måske skabt igennem handlinger de rudløste årsager til forandring.
Som buddhist glæder jeg mig da over at budsskabet fra Marianne i sin grundindstilling til livet og vores ansvar faktisk ikke er så lang fra. At kirken vil blande sig i vindmøller er så ikke mærkeligere end at mange andre også føler deres ret og vaner gået for nær.

Niels-Simon Larsen

Viggo Okholm: kirken gør sig lækker i dag på alle mulige måder nu også som en slags klimaaktivist.
Tænk hvis vi så den som modstander af kapitalismen og forbrugerismen... Det vil dog næppe ske, for så kommer den helt derud, hvor kun de rene jesusfolk tør træde.

Buddhismen har nu haft 2500 år til at vise, hvad den duer til. Vi står og kigger ned i forbrugerafgrunden, og det har buddhismen det vist udmærket med, for vi skal nok bare have nogle flere ture i lidelsens hjul.
Religionerne kan sige en masse kloge ting, indrømmet, men når det kommer dertil, hvor de skal påtage sig ansvaret for de økologiske sammenbrud, er de tavse. Der står jo ikke noget i deres grundtekster om det udover nogle ragnarokfortællinger. På den måde bliver religionerne det mest kyniske, der eksisterer, og deres næstekærlighed endog fjendekærlighed utilstrækkelig.

Det er på høje tid, vi vågner op. Hvad vi skal vågne op til, må vi selv finde ud af, men det ligger langt ud over religionernes fattige forståelse af helheden.

Rune Kjær Rasmussen

Hvis man gerne vil støtte reelt grønne projekter i verden, så kan man melde sig ud af Folkekirken og bruge de sparede penge direkte til formålet på forskellig vis.

https://www.dr.dk/drtv/se/tro-til-salg_-vil-du-droppe-din-kirkeskat-og-b...

Hans Larsen, Thomas Tanghus, erik pedersen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Nils Simon:
Jeg tror jeg har forstået din pessimisme og vel næsten bitre livssyn. reelt har du sikker noget at ha den i ud fra de erfaringer du har eller vælger at fokusere på.
mennesker har så gennem tusinder af år valgt at tro på noget og det bliver så i min optik deres eget ansvar, lidt som da handlinger og valg vi foretager os, og om de valg altid er frie og afhængige af omstændigheder kan være svært at benægte.
Men helt klart religion og herunder tro er på godt og ondt .For lige at blive i min opfattelse, så er lidelsen en del af livet og har en årsag, og så kan vi diskutere midler og mål for at komme ud af lidelsen i glimt og handle ud fra dette.
Men ja kloden og klimaet er menneskets ansvar uanset tror jeg-og hvilke mennesker!

Undskyld mig, men noget af en gang sødsuppe for at forsøge at skjule, at det hele handler om magtmisbrug.

Dan Ysnæs, Troels Ken Pedersen, Hans Larsen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Har Gud skabt verden, eller har mennesker skabt Gud samt alle de andre guder? Der bliver færre problemer i det sidste tilfælde, men i det første får man mere magt, og så giver svaret sig selv..
Det er nu, at alle kræfter skal sættes ind for at få forbruget ned. Her skal vi lytte til Jesus. Vi behøver ikke tro på ham, bare gøre som han sagde, og her er kirken ikke til nogen hjælp med sin tvetungede tale. I det øjeblik en biskop ville foreslå i Jesu ånd, at vi skulle sætte forbruget ned, ville hun blive anklaget for at politisere, og sagde hun yderligere at vækst og kapitalisme skulle opgives, ville hun blive fyret. Derfor har jeg endnu ikke fået respekt for grøn kirke, der bare pludrer løs i stedet for at revidere deres ideologisk/religiøse/dualistiske grundlag.
Vores åndelige grundlag skal være ansvarlighed over for Jorden.

Claus Bødtcher-Hansen

15/feb/2022

Kære Marianne Gaarden,
jeg er rystende enig med dig,
ja, længere er den så ikke :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Claus Bødtcher-Hansen

15/feb/2022

Altså, så vil jeg hellere tænke / sige:

Skaberen skabte sig selv, Universet (Big Bang),
Livet (de første to celler) og Kærligheden :-) ...

Og tak for det :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Claus Bødtcher-Hansen

15/feb/2022

Altså, så vil jeg hellere tænke / sige:

Skaberen skabte sig selv, Universet (Big Bang),
Livet (de første to celler) og Kærligheden :-) ...

Og tak for det :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Jens Jørn Pedersen

Kristendommer her her i Norden altid forsøgt at overtage det værende og gøre det til sit eget. Eksempelvis julen, der oprindelig var Jól og hedensk, men nu er det pludselig - besluttet omkring år 325 af et tribunal i Centraleuropa. Kristendommen snylter på alt og alle.

Niels-Simon Larsen

Claus B Hansen : Jamen det er du velkommen til at tænke og sige, men der skal da ikke laves en statsreligion ud af det, hvor mindretallet er tvunget til at være med til at understøtte folkekirken.

Jens J Pedersen: Vi skal også huske, at alle de gamle helligsteder blev væltet omkuld og smadret, og lå de på en høj, blev der bygget en kirke. Derfor kan nogle menighedsråd klage over udsigtens forringelse ved vindmølleopsætning.
Vi der er imod kapitalisme, vækst og forbrugerisme, bliver også nødt til at være imod kirken, men det er der mange, der ikke forstår. De går i kirken om søndagen, i Ikea om mandagen og andre forretninger resten af ugen. Nej, det er ikke noget under, at temperaturen stiger.

Det mest logiske er vel, at Gud er 100 procent identisk med verdensaltet og altid har eksisteret.
At Gud blot er et navn, mennesker har givet det måske bevidste tænkende verdensalt, som vi alle er en del af.
Hvilket vel dybest set er det mest sandsynlige.
Med mindre forskning engang påviser, at noget kan opstå af ingenting og at noget kan blive til ingenting.

Niels-Simon Larsen

For en præst kan Gud ikke blot være et navn. Det er bestemt ikke nok. Der skal nogle dogmer på bordet, der skal tros, ellers taber kirken indflydelse.
Vi har konflikten for 170 år siden mellem HC Ørsted og biskop Mynster. HC så Gud i naturen, men Mynster ville have ham til at bøge sig for dogmerne. Da HC ikke ville det, røg deres gamle venskab.
Kirken kan ikke leve uden dogmer, men så kunne der måske opstå noget andet og bedre. Det kunne klimakrisen hjælpe med til, hvis den blev taget alvorligt.

Rune Kjær Rasmussen

Det er alligevel utroligt, så interesseret den såkaldt almægtige kristne gud er i lige præcis mennesker. Så interesseret at han har "skabt os i sit billede". Man skulle "næsten" tro, at mennesker selv havde fundet på ham, ikke?

Og det endog uden en gudinde. Måske havde han en dyb aversion imod frugtbarhed, inden han på "mystisk vis" poppede frem i en bog og påstod at være almægtig, og, selvfølgelig, "uransagelig".