Klimaborgertinget lider af alvorlige byggefejl. Der mangler penge og et stærkere mandat

Det er velbeskrevet i samfundsforskningen, at den grønne omstilling udfordrer vores repræsentative demokrati. Demokratiet har ikke reageret rettidigt og ambitiøst nok på eksperternes advarsler om klima- og biodiversitetsudfordringerne og har dermed underprioriteret økologi og bæredygtighed. Demokratiet er samtidig udfordret af magtfulde særinteresser i industri og landbrug samt af en tendens til kortsigtethed i beslutningerne, som blandt andet skyldes de fireårige valgperioder.

Heldigvis diskuteres mulighederne for demokratisk fornyelse livligt i forskning og civilsamfund i disse år, og tiltag prøves af i praktiske eksperimenter lokalt og internationalt. Det er det nationale danske klimaborgerting et eksempel på. Det skal, som det hedder, give danske borgere bedre mulighed for at »få deres stemmer hørt i tilrettelæggelsen af klimapolitikken«. Og det har allerede fremlagt over 100 konstruktive forslag til en styrket grøn omstilling.

Klimaborgertinget skal styrkes

Klimaborgertinget lider desværre af to alvorlige byggefejl – også når det sammenlignes med lignende tiltag i blandt andet Irland og Frankrig. For det første er tinget groft underfinansieret. Budgettet anslås at ligge på under en tiendedel af, hvad lande som Frankrig har afsat til det tilsvarende formål. For det andet har klimaborgertinget været udstyret med et for svagt politisk mandat.

Det betyder, at regering og folketing omkostningsfrit har kunnet ignorere de anbefalinger, borgertinget er kommet med. Det har de desværre valgt at gøre. Hverken politikere, medier eller andre interessenter i erhvervsliv, fagforeninger og tænketanke har udvist særlig stor interesse for de ellers interessante forslag, borgertinget hidtil er kommet med.

I Klima- og Omstillingsrådet har vi med basis i international forskning længe anbefalet, at klimaborgertinget udstyres med et stærkere, dagsordenssættende mandat. Det betyder blandt andet, at centrale anbefalinger fra borgertinget bør sættes til afstemning i folketingssalen, og at Folketingets klimaudvalg bør have pligt til at melde tilbage til borgertinget og offentligheden om, hvordan der konkret arbejdes med forslagene. På den måde tvinger man såvel regering og folketing som medier og interessenter til at forholde sig parlamentarisk og offentligt til borgertingets centrale anbefalinger – og på den måde anerkende borgertinget som en væsentlig dialogpartner.

Torsdag udkommer klimaborgertinget med endnu et sæt anbefalinger til politikerne. Lad os håbe, at politikerne vælger at lytte denne gang. Samtidig er det en god anledning til at samle op på, hvad vi har lært af klimaborgertingets opstart. Samt til at minde om den betydelige forskning og erfaring, der allerede er samlet på området, og som viser, hvorfor grønne borgerting er et konstruktivt modtræk og supplement til skævheder og blinde vinkler i eksisterende demokratiske institutioner.

En modvægt til demokratiets kortsigtethed

For det første giver borgerting de lodtrukne borgere mulighed for at komme med velgennemtænkte og afbalancerede forslag. Betingelserne for grundig overvejelse, dialog og afvejning af hensyn er langt bedre i disse fora, end de for eksempel er i medielandskabet, hvor eksperter ofte spilles kunstigt ud mod hinanden, og proportioner går tabt.

For det andet går borgerne mere grønne ud ad døren end de kommer ind, når borgerting handler om miljø- og klimapolitik. Det skyldes, at borgertingene skaber rum for kollektiv læring gennem dialog med eksperterne om klima- og biodiversitetskrisens omfang, som samtidig giver blik for flere meningsfulde modsvar. Borgerting bidrager altså til en demokratisering af den grønne ekspertise, som kommer ud at leve i befolkningen.

For det tredje kan borgerting tjene som vigtig modvægt til magtelitens interessevaretagelse på måder, der potentielt åbner feltet op også for mere nytænkende og vidtrækkende ideer. Til dagligt domineres spillet om klimapolitikken af en snæver kreds af interesseorganisationer, lobbyister, embedsfolk og magtpartier – med kun få input fra det bredere civilsamfund.

Endelig, for det fjerde, kan borgerting agere modvægt til det repræsentative demokratis kortsigtethed. Det kan de, fordi deltagerne her opnår en bredere og potentielt mere langsigtet forståelse af det fælles bedste, hvor fremtidige generationers rettigheder har en større plads, end vi er vant til. Det er slående, hvor hyppigt deltagerne i grønne borgerting refererer til deres børn og børnebørn. Det sætter tingene i perspektiv og åbner en dør til andre værdier og beslutninger.

Når vi skal drøfte læren fra det danske klimaborgerting, skal vi huske dette potentiale for at tænke nyt og styrke demokratiet. Godt nok blev klimaborgertinget ikke i første omgang den succes, man kunne have håbet – fordi politikerne undlod at prioritere processen. Men til det bør svaret lyde, at næste gang gør vi det bedre og med et stærkere og mere veldefineret mandat til at styrke den demokratiske samtale. For uden sådan en styrkelse kommer den brede befolkning ikke for alvor med i den grønne omstilling.

Klima- og Omstillingsrådet er et tværfagligt, forskerdrevet organ bestående af Anders Bjørn, Anders Blok, Charlotte Louise Jensen, Jens Friis Lund, Joachim Peter Tilsted og Asker Voldsgaard.