På Informations forside den 12. februar kan man læse, at Enhedslistens svenske søsterparti, Vänsterpartiet, advarer om, at venstrefløjen er ved at blive de højtuddannede, urbane veganeres kamp mod almindelige mennesker med almindelige vaner. Den udvikling må vendes, hvis flere skal engagere sig i klimakampen.
Så langt er Den Grønne Studenterbevægelse i Danmark ikke nået. Navnet i sig selv gør, at bevægelsen appellerer til studerede og veluddannede. Den siger godt nok selv, at den er for alle. Men hvis den havde eksisteret, dengang jeg var ansat i 3F, ville vi ikke have talt om bevægelsen i organisationen. Alene på grund af navnet.
Da Christian Fromberg som repræsentant for Den Grønne Studenterbevægelse i debatforummet OMTANKE holdt et fremragende oplæg tilbage i oktober 2021, stillede jeg ham derfor spørgsmålet:
Burde bevægelsen ikke slet og ret skifte navn til Den Grønne Ungdomsbevægelse?
Han svarede glædesstrålende, at det skam var noget, bevægelsen havde i sinde. Og jeg fik det indtryk, at det faktisk var lige oppe over. Men nu er der gået over tre måneder, og der er endnu ikke sket noget.
Jeg håber, at budskabet fra Vänsterpartiet, som Information for nylig bragte, kan give anledning til en genovervejelse af navneskiftet.
Men hvad med Information selv? Den 14. februar handler forsiden om, at statens milliardindtjening på SU-lån på få år er fordoblet.
I den tre sider lange artikel udtaler blandt andre Enhedslistens Victoria Velásquez, at partiet »vil sænke renten, da det ikke skal være en forretning for staten at gældsætte studerende«. SF tilslutter sig.
Der står intet sted, at Danmark har verdens højeste SU betalt af skatteborgerne.
Det ville være fint, hvis venstreorienterede Information, der har sin læserkreds blandt studerende og højtuddannede, også ville skrive en forsidehistorie om, hvilken økonomi unge på den nye Forberedende Grunduddannelse FGU for eksempel har.
Mange af disse unge er udsatte. De skal leve af en skoleydelse svarende til SU. De kan ikke optage SU-lån. Deres adgang til kollegieværelserne er begrænset, og de færreste af dem kan regne med støtte fra deres forældre.
Venstrefløjen må droppe sit ensidige fokus på de højtuddannede unge – ikke mindst i klimakampen.
Gunvor Auken er bestyrelsesmedlem i Foreningen til fremme af praksislæring
Kære Gunvor: Du har ikke helt uret. Det er en svaghed, at vi deler os, men det er tilsyneladende naturligt for os, og vi har altid gjort det. Klimabevægelsen egner sig godt til arbejdsdeling, opsplitning om man vil: Bedsteforældre for klima, Jurister for klima (en ny grundlov). Der er solide traditioner for det: Kvinder for fred.
Det kan skyldes, at vi ikke har et fælles formål. Det er jo ikke sådan, at vi i Klimabevægelsen taler om, hvordan vi skal tage magten. Det begrænser sig mest til noget med højere pris på CO2.
Venstrefløjen er vist heller ikke ude på at tage magten. Jeg hører ikke nogen snakke om det, så det bliver ved kritikken af højrefløjen - det er lige til at overkomme.
Jeg forstår godt de unge. Det er rart at møde nogle, man kan snakke med og som går på samme uddannelse, og måske kan man finde en kæreste der, og det er jo ikke så sandsynlig, hvis man blander sig med bedsteforældrene.
Med en vis ret kan man godt kalde klimakampen for en intellektuel bevægelse, for når der skal skrives noget, er det som om, det er skrevet til en lærer på universitetet. Derfor handler det ikke så meget om grundlaget for det hele, vores mentalitet og væremåde, drømmene om et andet samfund eller omsorgen for vores efterkommere og den dermed nødvendige forbrugsnedgang. Nej, det må endelig ikke handle om et totalt anderledes samfund, der bygger på en totalt anderledes tankegang. Det bliver for svært.
Du nævner noget, der hedder Omtanke. Er det stedet, hvor det nye sker?
Niels-Simon Larsen: I Klimabevægelsen taler vi ikke om, hvordan vi skal tage magten. "Det begrænser sig mest til noget med højere pris på CO2. Venstrefløjen er vist heller ikke ude på at tage magten..., så det bliver ved kritikken af højrefløjen - det er lige til at overkomme".
En meget rammende og tankevækkende iagttagelse. Når der tales om "grøn omstilling" skaber det positive illusioner og tilslutning langt ind i de borgerliges rækker. Men de forandringer, vi ser for os som nødvendige, er forskellige. Nogle forestiller sig en radikal ændring af vestlig levevis, så vi nærmest skal tilbage til det præindustrielle stade for at skabe bæredygtighed. Andre mener vi med teknologiske løsninger og afgifter kan begrænse den globale opvarmning. Atter andre sætter deres lid til, at Vestens store Gud "MARKEDET" nok skal ordne det hele, hvis blot staten holder fingrene væk.
Det gale er let nok at få øje på. Det er straks vanskeligere at formulere et et sammenhængende alternativ. Og endnu vanskeligere at samle flertal herfor.
I øvrigt synes jeg Gunvor Auken peger på noget rigtigt, når hun siger, at vi skal
passe på, at klimakampen ikke bliver elitær.
Søren Dahl: Ja, men hvordan undgår vi, at klimakampen bliver elitær, når det hele tiden drejer sig om regnestykker over CO2-udledning, antal kg pesticider i landbruget og diskussion, om gas er grøn?
Diskussion om socialisme bliver lettere et spørgsmål om statens blækspruttearme ned i alting, end hvordan det bliver at leve i et socialistisk samfund med ligeret og medbestemmelse.
Teknificiering af klimadebatten kommer nok af, at mange har en høj uddannelse, og den skal de bruge til noget. Sproget bliver teknisk og elitært og deklasserer det, der i gamle dage hed folket. Det er lykkedes magthaverne at gøre klimaet til et teknisk spørgsmål, men jeg mener det har noget at gøre med moral/etik, mentalitet og ånd. Når havbunden bliver ødelagt, har det noget med os at gøre, vores kynisme, vores afsondrethed over for de levende organismer og vores manglende vilje til at tænke på lang sigt, og på dem der kommer efter os.
Kirken burde tage vare på skaberværket, men den er sat i verden for at stive statsmagten af, og har således intet med skaberværk at gøre. Det er ligefrem forbudt for den at blande sig. Arbejderbevægelsens opgave er at skaffe højere løn, lavere arbejdstid og bedre forhold, ikke at redde den Jord, den skal leve på og af.
Sådan er vi alle delt ind i små kasser og ingen opdraget til helhedstænkning. Det hedder socialdemokratisme, og det synes alle mere eller mindre om. Alt andet kaldes utopi. Med den indstilling går vi glade i graven i forvisning om,, at vi gjorde det rigtige.
Ikke engang her i Inf. er der gang i snakken om utopier - undtagen de tekniske, og nu kommer atomkrafttilhængerne luskende op ad bagtrappen.
En ny rapport fra IPPC er på vej, men den behøver man ikke læse, for det står endnu værre til end sidst. De rapporter burde altid give anledning til ændring af levemåde, men det gør de aldrig. I stedet får vi flere motorveje.