Jeg er kun næsten ordblind, derfor kan jeg ikke få hjælp

Jeg er det, man vil kalde næsten ordblind – et grænsetilfælde. I ordblindhedstesten ligger jeg i det gule felt. Der ligger jeg nok, fordi jeg har højnet mine sprogfærdigheder gennem tre års gymnasium og tre år på universitetet. Men i det gule felt er man ikke ordblind. Man har en ’usikker fonologisk afkodning’ og har derfor stadig brug for hjælp til at læse og stave. Men ordblindhedstesten skelner kun mellem ’ordblind’ og ’ikke-ordblind’. Jeg har med andre ord færre privilegier end hurtigt læsende, men af systemet stemples jeg som normal.

Inden stavekontrollen gled ind i folkeskolen, fik jeg omkring 15 fejl ud af 30 i diktaterne uden forberedelse. Højtlæsning var endnu værre, men det værste var stigmatiseringen som ordblind: dum. Jeg takkede nej til ekstralæsekurser, fordi det placerede mig i k(l)assen med de dumme.

»Langsom, men sikker læser,« fik jeg efter utallige test i folkeskolen til sidst at vide. Ikke at jeg plejer at udflette min krænkelse i klagende kronikker. Med stavekontrol kan man tøjle den for mig uigennemskuelige forskel på dobbelt-g og dobbelt-k. Med kig til grammatikreglerne kan jeg binde navneord sammen og kaste omkring mig med nutids-r, så videnssamfundet ikke tror, at jeg er mentalt inhabil. Og med Google Translate kan jeg komme igennem pensum på engelsk, hvis udgiveren altså har været så sød at udgive teksten i PDF-format.

Men jeg får ingen støtte til oplæsningsplatforme, og jeg får ingen ekstra tid til eksamen.

Konkurrencen i vores videnssamfund er stadigt stigende. Men konkurrencen forudsætter et ideal om, at vi konkurrerer på lige fod med hinanden. At vi har lige muligheder. Men det ideal kan tydeligvis ikke realiseres – det er jeg et eksempel på.

Hvor går denne magiske grænse mellem ordblind og ikkeordblind – mellem hvad, der er statens ansvar, og hvad der er vores eget? Hvad gør man, når man er for privilegeret til at få hjælp fra staten, men uprivilegeret nok til at være bagud?

Stigma, men ingen hjælp

I mange år har jeg ikke villet tage en ordblindhedstest af frygt for stigma. Da jeg tog den i efteråret, fik jeg lige akkurat ikke diagnosen eller den hjælp, der følger med. Man kunne tro, at jeg så til gengæld kunne snige mig uden om stigmatiseringen. Men nej.

I internetannoncer fra blandt andet stavekontroltjenesten Grammarly bliver jeg fortsat mindet om mit næsten-handicap: »Grammarly can help you …«. Lad os se bort fra, at virksomheden har data om mine dårlige staveevner. Det er mere skræmmende, at denne sympatiske virksomhed er ved at skabe en kundekreds af ’dårligt stavende’ og tjener penge på den stigmatisering, vi, der er dårligt stavende, oplever.

Tænk, hvis computeren kunne se de snitsår, mobbeofferet havde på armen, og han så senere modtog beskeden, ’børnetelefonen.dk står klar til at hjælpe dig’. Tænk, hvis Google havde adgang til dine sundhedsdata og konstant og hele tiden skulle minde dig om din-slankekur.dk.

Samfundsmæssig er det selvfølgelig godt, at sådanne platforme findes. Der findes endda mange forskelligartede, og frivillige valgfarter til disse foretagender for at fylde deres CV med menneskelighed. I min tid på statskundskab har jeg set den ene vordende DJØF’er efter den anden arbejde på ’integrationsmentorordninger’, ’lektiecafeer’ og ’ensomhedsplatforme’. Og der er sgu snart flere ordninger og netværk, end der er bubbletee-butikker i centrum af Århus. Jeg har også selv været der: mentor, ven, forbillede hos Mentor Danmark. Jeg kostede 400 i timen og tjente 115 selv.

Det ville jo alt sammen være meget fint, hvis tiltagene virkede. Men jeg synes, der er en kedelig tendens til, at utallige små virksomheder – nogle endda med stat, kommuner og regioner i ryggen – primært ender med at bidrage til stigmatiseringen af etniske minoriteter, overvægtige og næsten ordblinde folk som mig.

Disse i samfundets øjne ufunktionsdygtige mennesker kan ikke helt proppes i en diagnosekasse, så de overlades til markedet og velgørenhed. DJØF’ere og dataloger bag deres databaser tror åbenbart, at hvis vi bare får sorteret folk i diagnoser, så kommer problemløsningen af sig selv.

DJØF’ernes mange kasser hjælper i hvert fald ikke på stigmatiseringen. Man kan næsten høre dem sige – ’disse grupper er overrepræsenterede i arbejdsløshedsstatistikker’, ’danskkundskaberne er jo lavere i ghettoer end Gentofte’, og ’livsstilssygdomme er mere hyppige blandt folk med højt BMI’. Men er man overvægtig, lidt psykisk udfordret eller lidt for lidt ordblind, så er din egen skyld. 

Konkurrence og lige muligheder

Men systemet sorterer folk i kasser og diagnoser gennem hele vores opvækst. Når børn kastes ned i vuggestuer, løftes over i børnehaver, kommer tidligere og tidligere i førskole, får billigere og billigere undervisning i folkeskole, har behov for en opkvalificerende 10.-klasse for at skulle klare ungdomsuddannelsernes obligatoriske nyttefag matematik på B, så de kan komme ind på de eneste videregående uddannelser, der sikrer en fremtid. Hvilken uendelig lang sætning, og hvilken uendelig lang tid i institution, der måler og vejer alt, hvad vi gør.

Og hvad får vi at vide på vejen? Jamen i et samfund hvor uligheden stiger, humanistiske job er væk, og håndværkerlønningerne dumpes af udenlandsk arbejdskraft, er man nødt til at være ingeniør, læge, økonom, jurist eller statskundskaber.

Når jeg er blevet fodret med idealet om lige muligheder og konkurrence og har fået at vide, at min fremtid afhænger af netop den eksamen, jeg leverer denne juni, kan man så bebrejde mig, at jeg finder det uretfærdigt, at jeg læser langsommere end normalen? Hvis jeg fik ordblindhedsdiagnosen og den ekstra halve time, så kunne jeg måske klare mig lidt bedre.

Men jeg har ikke behov for at være ordblind. Jeg har bare behov for, at ordblindeprogrammet Nota eller robotstemmen på Google Translate læser en tekst højt for mig i ny og næ. Jeg har ikke behov for at diagnosticere mit uundgåelige tilbagevendende mismod som depression, men jeg ville have sat pris på, at jeg kunne have fået nedsat tid fra statskundskab på Aarhus Universitet uden at have papir på at være psykisk syg.

Hvis jeg var overvægtig eller af anden etnisk herkomst, ville jeg nok sætte pris på ikke at blive sygeliggjort, men at man i stedet fjernede sukkeret fra kasseområdet i supermarkedet og fjernede Pernille Vermunds kassegørende neoliberale-nationalkonservative parti fra listen over de stuerene (ved at modargumentere hende, bevares). Og jeg har faktisk ikke behov for at blive konfronteret med en flyer og tilbud om velgørenhed, fordi det, jeg præsterer, ikke er helt gennemsnitligt.

Jeg er ikke ordblind, kun næsten. Men jeg har fandeme lyst til at sætte mig et eller andet sted i statistikken over psykisk syge, siden jeg skal holde det konstante internaliserede pres ud. Skal jeg virkelig bære identiteten som offergjort ordblind for at kunne få lidt hjælp fra staten? Skal vi diagnosticere i ét væk for at glemme skyld og ansvar for alle os andre? 

I stedet for at fokusere på diagnosticering bør staten fokusere på at finde hjælp, der virker. 

Sebastian Lei Krogsgaard læser litteraturvidenskab på KU.