Læserbrev

Lavere fartgrænser kan reducere både CO2-udledning og støjproblemer

Lavere fartgrænser giver færre støjgener og alvorlige uheld, og samtidig er det en klimagevinst uden lige. Dertil er omkostningerne til at realisere dem få. Vi skal blot indse, at den grønne omstilling er vigtigere end hurtige biler, skriver landskabsarkitekt Ole Mouritsen
Debat
24. februar 2022

En lavere fartgrænse i trafikken virker som en lavthængende frugt for CO₂-reduktionen, som politikerne endnu ikke har opdaget.

Da jeg arbejdede i USA for 30 år siden, var den almindelige hastighed på motorvejene 55 miles eller 90 kilometer i timen. Nu er den 65 miles eller 105 kilometer i timen. Trafikken flød fint dengang, og fartgrænserne blev overholdt.

Der er naturligvis forskel på bilers benzinforbrug, men der er ingen tvivl om, at en nedsættelse af bilernes hastighed vil give en reduktion af benzinforbruget og dermed CO₂-udledningen.

Hertil kommer, at der også vil være færre alvorlige ulykker, mindre slid på dækkene og dermed formentlig mindre forurening af mikroplast i regnvandsafstrømningen og andre partikler i luften. Dækstøjen ville blive reduceret, og det ville betyde mindre behov for investeringer i støjdæmpning på de plagede strækninger.

Der er mere end 700.000 støjplagede boliger i Danmark. De ligger især langs byernes indfaldsveje, hvor det rutinemæssigt er tilladt at køre 60 eller endog 70 kilometer i timen, fordi byskiltet, der viser 50 kilometer i timen, ofte ligger flere kilometer væk. 

Regeringen er bekendt med støjproblemerne, og derfor er der planer om at afsætte tre milliarder kroner til støjsikring selv om det er velkendt, at det ikke hjælper tilstrækkeligt, men primært fungerer som symptombehandling på støjen, og ikke hjælper klimaet.

Elbilerne kan ikke løse problemet alene, og desuden bruger de også fire gange mere strøm ved dobbelt hastighed. De vil altså også nyde godt af lavere fartgrænser, da de så kan køre længere, før de igen skal besøge en ladestander.

Det koster blot nye skilte i alle byområder og måske en større bødeindsats, indtil vi har lært de nye fartgrænser. Til gengæld får vi færre alvorlige ulykker, mindre støj, færre mikroplastpartikler i naturen og en seriøs effekt på CO₂-udledningen. Det er på tide, at politikerne indser, at den grønne omstilling er vigtigere end hastigheden i trafikken.

Ole Mouritsen er landskabsarkitekt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Mouritsen undersælger faktisk klimafordelene i sit gode indlæg.

En reduktion af farten på 10% vil give 15-20% brændstof besparelse, altså en gearing af ulempen.
Og en reduktion her og nu vil give os længere tid til omstillingen, hvilket kan gøre omstillingen billigere.

Der er klimamæssige, støjmæssige, forureningsmæssige, sundheldmæssige, PR mæssige og økonomiske fordele.

Hvorfor er det ikke allerede indført?

Skal der et borgerforslag til før vores ledere tør gå forrest?

Lars Erik Sørensen, erik pedersen og Lars Knudsen anbefalede denne kommentar