Lønmodtagerne har heldigvis friheden til at stoppe arbejdet i protest – selv i vinterferien

Det vakte ramaskrig, da en gruppe bagagemedarbejdere i Kastrup Lufthavn i sidste uge nedlagde arbejdet. Ifølge Fagbladet 3F skyldtes den overenskomststridige strejke, at SAS i ly af coronapandemien ensidigt har opsagt en række lokalaftaler med den faglige klub, hvilket blandt andet betyder, at nyansatte bliver ansat på en lavere løn end hidtil, og at vagtplanerne nu offentliggøres med kortere frister, med store konsekvenser for medarbejdernes familieliv.

Baggrunden for strejken hørte vi dog ikke meget om i medierne. Til gengæld var der livesending fra lufthavnen, hvor frustrationen hos passagerer på vej på vinterferie fik frit løb. På de sociale medier indledte højrefløjens toppolitikere en råbekonkurrence. »Mangel på ordentlighed og god moral« lød skudsmålet fra Søren Pape Poulsen, mens Søren Pind med ufiltreret raseri live-tweetede fra sin ventetid i lufthavnen.

Som faglig konsulent i FOA Jonathan Simmel skarpt observerede, så er det interessant, hvordan højrefløjen, der normalt besynger den personlige frihed, øjensynligt mener, at friheden ikke omfatter menneskers frie ret til at stoppe deres arbejde. Kapitalismen beskrives ellers ofte højstemt af samme højrefløj som karakteriseret netop af frivillige relationer – i modsætning til tidligere produktionsmåder som slaveri og livegenskab, hvor det faktisk var ulovligt og havde alvorlige konsekvenser at være ulydig over for arbejdsgiveren.

Men strejken var jo ulovlig, lød det fra højrefløjen. Der er dog ingen lov, der tvinger mennesker til lydighed på jobbet. Den slags lovbestemt lydighedspligt blev afskaffet med tyendelovens ophør i 1921.

En strejke kan være overenskomststridig og føre til en økonomisk bod. Men ulovlig er den ikke.

Arbejdernes vej til velstand og velfærd

Det er tankevækkende, at højrefløjens forsvar for menneskers frihed stopper ved indgangen til arbejdspladsen. For netop friheden til at stoppe med at arbejde er en af de mest afgørende friheder for lønmodtagerklassen for at kunne balancere og modvirke arbejdsgivernes magt og dominans.

I en kapitalistisk økonomi har kapitalejerne en omfattende magt. De leder og fordeler arbejdet. De hyrer og fyrer. Og de har i sidste ende magten til at fratage andre mennesker deres levebrød. Det eneste, der kan modvirke og begrænse denne magt, er lønmodtagernes mulighed for at trække deres arbejde væk. For kapitalisternes svaghed er, at deres velstand og dermed deres magt i sidste ende hviler på, at lønmodtagerne lydigt passer arbejdet. Uden lønmodtagernes arbejde er de ingenting.

Det var denne socialistiske indsigt om lønmodtagerflertallets magt, der skabte arbejderbevægelsen, og igennem de seneste 150 år har omkalfatret magtforholdet mellem arbejdere og kapitalejere. Uden den indsigt havde almindelige mennesker aldrig opnået den velstand, velfærd og sociale rettigheder, som vi i dag nyder godt af.

Og lønmodtagernes frihed til at vælge kollektivt at stoppe med at arbejde er stadig den dag i dag det eneste, der kan balancere kapitalejernes totale dominans. Derfor er der heller ikke noget underligt i, at de partier, der repræsenterer arbejdsgiverne, forsøger at begrænse den frihed og fordømme og udskamme de mennesker, der bruger den.

Mere udenlandsk arbejdskraft svækker lønmodtagerne

Mange af de store politiske konflikter i disse år handler da også netop om at begrænse lønmodtagernes mulighed for at bruge den magt, der ligger i at begrænse kapitalejernes adgang til arbejdskraft. Når højrefløjen kræver øget udbud af arbejdskraft, handler det i høj grad om at sikre, at der altid er en overkapacitet af arbejdskraft, så lønmodtagerne ikke får for gode kort på hånden i forhold til at presse arbejdsgivere, der mangler arbejdskraft.

Og når fagbevægelsen og venstrefløjen vender sig mod at give arbejdsgiverne bedre mulighed for at importere lavtlønnet udenlandsk arbejdskraft, er det netop for at undgå, at arbejdsgiverne alt for let skal kunne erstatte den lokale arbejdskraft med udenlandsk.

Som den irske venstrefløjsdebattør Angela Nagle har skrevet, er det åbenlyst, at lønmodtagerens magt »som definition hviler på deres mulighed for at begrænse og tilbageholde den samlede arbejdskraft, hvilket er umuligt, hvis arbejdsstyrken let og billigt kan erstattes.«

Så ja, det er sgu da træls at skulle vente på flyet i lufthavnen, når man gerne vil på vinterferie. Men for det store flertal af os, som lever af at sælge vores arbejdskraft, er friheden til at stoppe med at arbejde forudsætningen for ikke at blive totalt underordnet kapitalejernes magt.