Transportministeriet har ikke styr på økonomien, hvad angår opfyldningsprojektet Lynetteholm – og det har By & Havn heller ikke. De har begge indrømmet, at anlægsudgiften på 2,5 milliarder kroner ikke holder.
Allerede ved underskrift af entreprisekontrakten for fase 1 er budgettet overskredet betragteligt. Derfor skrues forventningerne til indtægter fra jorddeponi nu i vejret. Der mangler desværre dokumentation for den reviderede business case. Vi har tidligere skrevet om Lynetteholm som et økonomisk højrisikoprojekt og problemet med knap overskudsjord til opfyldning.
At der er problemer med økonomien kommer til udtryk i transportminister Benny Engelbrechts svar den 31. januar på vores kronik den 25. januar, og det går galt allerede i underrubrikken: »Infrastrukturen omkring Lynetteholm kan på sigt blive betalt af salg af byggegrunde …« Den påstand holder desværre ikke.
Transportministeriet har nemlig oplyst, at beregningerne er lavet på baggrund af en skrabet infrastruktur, som kan finansieres ved fuld udbygning af Lynetteholm. Men transportministeren forholder sig hverken til, at finansieringsbidraget vil blive reduceret, hvis rensningsanlægget Lynetten ikke flytter, og bebyggelsesgraden derfor bliver lavere, eller at Københavns Kommune har udtrykt ønske om mere vidtgående metroforbindelser, som er meget dyrere end det ovenfor anførte.
Videre påstår transportministeren » … og indtil da har Folketinget reserveret rigeligt til anlægsfasen.« Transportministeren kalder det en slags forsikringspræmie, men der er aldrig offentliggjort konsoliderede tal for omfanget af investeringer i infrastruktur og byudvikling med henblik på salg af byggegrunde. Betegnelsen ’rigeligt’ er derfor ubegrundet og uden indhold i betragtning af, at mange forhandlinger og beslutninger endnu udestår. Påstanden tåler altså heller ikke et virkelighedstjek.
Det faktum, at Lynetteholm I/S endnu ikke er stiftet, afspejler de stadigt uafklarede økonomiske forhold. Selv om det næsten er to år siden, forundersøgelsen af Lynetteholms økonomi kom, hemmeligholder transportministeren, hvorledes åbningsbalancen for Lynetteholm I/S skal konstrueres. Økonomien bag Lynetteholmprojektet er stadig et illusionsnummer.
Per Henriksen er arkitekt
Hans Schjær-Jacobsen er civilingeniør