Læserbrev

Når prisen på mælk og el stiger, kaster det lys på uligheden. Den vokser og splitter os

Uligheden i samfundet er vokset de seneste årtier, og den forværres af de stigende priser, som rammer nogle hårdere end andre. Det skaber en forståelseskløft, der skiller os ad – og som tvinger os til at spørge, hvem vi vil være som samfund, skriver forbundsformand i FOA Mona Striib i dette debatindlæg
Debat
1. marts 2022

Ved du, hvad en liter mælk koster?

Mit gæt er, at din evne til at svare præcist hænger sammen med, om du er vant til at tælle dine penge.

Det gør mange for tiden.

De galopperende prisstigninger er et billede på, at vi danskere ikke bliver lige hårdt ramt, selv om vi betaler det samme for letmælken.

Det siger sig selv, at folk med beskedne indkomster har sværere ved pludselig at finde 1.500 kroner mere i budgettet om måneden end folk med højere lønninger.

Men det er også et billede på en større ulighed, der er vokset frem. Som for eksempel har betydet, at indkomstfremgangen for de rige er vokset langt mere end for andre grupper.

Danmark har altid været kendt som et meget lige samfund. Men de seneste 20 til 30 år er der sket en udvikling, der sætter spørgsmålstegn ved, om Danmark i fremtiden vil være et samfund kendetegnet ved lighed.

Husprisernes himmelflugt i byområderne er et andet billede på den stigende ulighed. Der er i dag store byområder, hvor almindelige lønmodtagere ikke kan købe selv det billigste hus på markedet.

Og på denne side af årtusindskiftet er det blevet sværere for børn at undslippe den negative sociale arv fra deres forældre. Det burde gå den anden vej.

Jeg tror, at uligheden kan forandre Danmark, fordi afstanden mellem os danskere vokser – mentalt, kulturelt og geografisk. Vi risikerer, at forståelsen, respekten og solidariteten smuldrer.

Den højtlønnede mærker måske ikke, at prisen på en liter letmælk eller elpriserne stiger. Det gør folk med lave indtægter.

Den forståelseskløft, uligheden skaber, kan få betydning for, hvordan vi i fremtiden indretter den solidariske velfærd. Eksempelvis hvor meget egenbetaling, vi er villige til at acceptere. For det er nok lettere at forestille sig selv at betale for forskellige typer af velfærdsydelser, hvis man har sit på det tørre.

Derfor er den voksende ulighed ikke blot et spørgsmål om, hvor meget mere vi hver især kan lægge i indkøbskurven. Det handler om, hvilket samfund vi vil være om 10 og 20 år.

Vi skal ikke acceptere, at uligheden vokser i Danmark. Uligheden skiller os ad.

… og en liter almindelig letmælk kostede 10,25 kroner, sidst jeg tjekkede.

Mona Striib er forbundsformand i FOA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Kære fagboss.
Du skal erkende, at så længe de laveste indkomster på kontanthjælp, unge-uddannelsesydelse, hjemsendelsesydelse og hvad det nu hedder alt sammen
og de mennesker, som skal leve af det,
ikke får et løft,
så længe vil din business - og hele lønsektoren - i fagforeningerne blive mere og mere usikker.

Du har din gode løn. Men også du eller dine kan blive ramt af sygdom.
Sygedagpengene har en ramme på 22 uger.
Ja altså, det er sygedagpengene og ikke sygdommene, som har den ramme.

Trickle down effekten er en løgn. Måske skulle man starte fra bunden i stedet.

Steen Obel, Eva Schwanenflügel og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Måske skulle fagforeningerne også til at råbe lidt op om regeringens forslag om tvangsarbejde til 'indvandrerkvinder', der som følge af at vi ikke må diskriminere selvfølgelig snarligt vil blive udvidet til alle kontanthjælpsmodtagere, aktivitetsparate eller ej.

Men det gør I nok ikke, for det er jo bare udlændinge det drejer sig om, (siger regeringen).

Og så får de stærkeste ledige tre måneder på forhøjede dagpenge, hvis I også accepterer forringelser (igen, igen) af dimmitendsatsen, hvor er det billigt sluppet.

For slet ikke at tale om, at fleksjobbere er blevet smidt under bussen, og nu ikke længere har en ordentlig løn eller A-kasse, endsige en fagforening til at repræsentere sig ved arbejdsulykker, mobning eller fyringer.

Nu glemte jeg næsten (ups) folk, der beordres i uendelige virksomhedspraktikker og arbejdsprøvninger uden løn; det er kun arbejdsgiverne der får noget ud af den udskiftelige, gratis (statsfinansierede) arbejdskraft, imens de ledige kan få lov at cykle rundt i deres ressourceforløb eller kontanthjælp til de bliver tossede eller udvikler (endnu flere) kroniske sygdomme og smerter.

Så vågn dog op!