Kommentar

Øremærk en del af kontanthjælpen til børnene, så de kan komme til fodbold og klaver

Debatten om børnefattigdom handler ofte om, at familierne ikke har penge – men når man ser på visse forældres rådighedsbeløb, ligner det en prioriteringssag i hjemmet. Derfor skal vi øremærke en del af overførselsindkomsten direkte til barnet, skriver studerende ved Copenhagen Business School Hira Nadeem og Simon Gardner i dette debatindlæg
Frem for at hæve de offentlige ydelser til folk uden for arbejdsmarkedet kunne man i stedet garantere, at en del af deres overførselsindkomst går direkte til barnet, skriver Hira Nadeem og Simon Gardner Mogensen i deres kommentar.

Frem for at hæve de offentlige ydelser til folk uden for arbejdsmarkedet kunne man i stedet garantere, at en del af deres overførselsindkomst går direkte til barnet, skriver Hira Nadeem og Simon Gardner Mogensen i deres kommentar.

Signe Goldmann

Debat
3. februar 2022

I forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier står der, at man vil afskaffe børnefattigdom. Et sympatisk mål, som dog ofte fokuserer ret ensidigt på at hæve forældrenes indkomstniveau.

Det har derfor affødt den sædvanlige debat om, hvorvidt man skal hæve de offentlige ydelser eller i stedet forsøge at forbedre de økonomiske incitamenter til at arbejde.

En klassisk diskussion mellem venstre- og højrefløjen, hvor de røde nu har fundet på at bruge børnene som omdrejningspunkt og fremdrift for deres argumentation. Derfor bliver argumentationen ensidig og fejlagtig.

For frem for at søge reelle løsninger i kampen mod børnefattigdom er børnene blevet taget som gidsel i en ideologisk fejde om ulighed, solidaritet og den universelle velfærdsstat.

I stedet burde man fra begge fløje søge mod at løse problemet ved at fokusere direkte på børns trivsel og muligheder gennem blandt andet voucherordninger og klippekort. Det gør man allerede flere steder i Europa, blandt andet i Braga i Portugal, hvor børnene kører gratis med offentlig transport.

Forældre prioriterer forkert

DR2-programmet ’Barndom på bistand’ viser en hverdag, hvor mulighederne er få og rammerne for at være barn ikke er misundelsesværdige. Men når man ser forældrenes rådighedsbeløb, får man også det indtryk, at børnenes trivsel bliver nedprioriteret.

Det indtryk underbygges af Ydelseskommissionens fokus på det afsavn, som børn i fattigdom lider under, og dens anbefaling om at øremærke indsatsen gennem et fritidstillæg – som skal sikre børnene adgang til sport og andre fritidsaktiviteter.

I et land med verdens højeste offentlige ydelsesniveau kan vi ikke reducere børnefattigdom til at være et spørgsmål om penge mellem hænderne på forældrene. Problemet ligger nemlig også i, hvordan disse penge bliver forvaltet.

I 2019 indgik man en aftale om, at børnefamilier ramt af kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen kunne få et ekstra økonomisk tilskud. Siden da har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) gjort det klart, at et nyt kontanthjælpssystem ikke vil få tilført flere penge. Alt imens at man fra den resterende venstrefløj presser på for at hæve ydelserne.

Men her bør venstrefløjen tænke i nye baner, så den kan løse problemet og samtidig få højrefløjen med. Det kræver bare, at man bryder med den universelle velfærdsstats millimeterretfærdighed, hvor alle skal have, hvis én skal have – og i stedet fokuserer indsatsen.

Ifølge OECD’s børnefattigdomsgrænse er et barn fattigt, når det lever i en familie med en indkomst på under 50 procent af medianen af den samlede disponible indkomst i befolkningen. Det er altså værd at have in mente, at der er tale om en relativ fattigdomsdefinition, som i Danmark ikke betyder sult eller manglende tag over hovedet.

Herhjemme er fattigdommen snarere karakteriseret ved, at børn og unge har svært ved at transportere sig fra A til B, ikke får madpakke med i skolen eller ikke kan gå til sport eller spille musik i fritiden.

Den danske børnefattigdom handler altså om socioøkonomisk ulighed frem for om absolut fattigdom. Noget, som ingen børn fortjener, men som ikke løses ved at stikke flere penge i hænderne på forældre, som ikke forvalter de høje ydelser til deres børns bedste.

Øremærk pengene til børnene

Burde der ikke i stedet ses på at øremærke indsatsen direkte til børnene? Det er jo ikke svært at se, hvor skoen trykker. Men den uhensigtsmæssige politiske polarisering har gjort, at ideologi er kommet til at skygge for sagen.

På den ene side hævder Cepos, at ét år i fattigdom ikke er et stort problem for børn, mens Enhedslisten truer med valg, hvis ikke børnefattigdommen reduceres – selv om heller ikke de kan garantere bedre prioritering af børn og unge i hjemmene.

Det er her, ideen om en klippekortordning eller såkaldt voucherordning kan komme i spil. Frem for at hæve de offentlige ydelser til folk uden for arbejdsmarkedet kunne man i stedet garantere, at en del af deres overførselsindkomst går direkte til barnet.

Så vil udgifter til transport og fritidsinteresser, kontingent eller udstyr til sport og kultur eller bare madordningen i skolen blive det første, som forældre og barn skal dække – frem for udgifter til cigaretter og kæledyr.

For dem, der allerede bruger pengene sådan, vil det ikke gøre en forskel – mens de, som lige nu formøbler deres ressourcer, ikke får den mulighed. For børnene kommer trods alt først, og som samfund har vi en pligt til at sikre, at børn ikke uretfærdigt stilles dårligere på grund af deres forældres dårlige prioriteringer.

Ideen går også hånd i hånd med beskæftigelsesministerens ønske om ikke at tilføre området flere penge. Det er måske faktisk muligt, hvis man formår at føre pengene derhen, hvor der er mest brug for dem. Nemlig hos børnene.

Hira Nadeem og Simon Gardner er studerende ved Copenhagen Business School.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Undskyld - men hvis familiens boligudgifter "æder" størstedelen af indkomsten så er der ikke meget at forvalte hverken til mad, medicin og andre fornødenheder.

Overførselsindkomsterne er i mange år forringet - da de ikke længere følger med de almindelige løn og pris stigninger. Der er desværre stor mangel på gode og billige boliger, som lavindkomstfamilierne kan betale osv -- så den med de høje ydelser holder ikke en meter. Det er lige så tosset som - opråbet om at det skal kunne betale sig at arbejde.

Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel og Helle Bovenius anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Sådan et par slumsøstre, ved lige hvordan kagen skal skæres, hos de fattige.

Anne Svendsen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Det er Liberal Alliances kernekompetence, Freddie.

Eva Schwanenflügel

Endnu et brev fra de højere luftlag.

Eller er det mon i virkeligheden fra den nedre del af helvede..?

preben pedersen

Ked af det, Simon og Hera. Desværre har i ikke ret i at det handler om dårlig forvaltning. 225-timers regel og kontanthjælpslodtet har betydet reel fattigdom med problemer med manglende boliger og ordentlig kost - så måske løser i ikke problemet med manglende fodboldkontingent på denne måde synes måske ikke i har undersøgt fakta godt nok.

Skribenterne har udeladt en ikke uvæsentlig del af 'varedeklarationen' - nemlig deres relation til f.eks.: Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Cepos.
Ikke fordi at det kan undre, at CBS-studerende befinder sig på den borgerlige fløj; men hæderlighed i deklarationen havde været klædeligt for skribenterne. Det giver så også bedre mening ift. indholdet i kommentaren - 'man merkt die Absicth und wird verstimmt'.

Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar