Klumme

Jeg opdrager med fasthed og autoritet, for kun sådan kan mine børn vokse op og gøre oprør

På trods af mine demokratiske idealer om, at alle mennesker – også børn – skal være med til at bestemme, parlamenterer jeg ikke med mine børn. Jeg ved for det meste, hvad der er bedst for dem, og sådan bliver det. Altid at tage børnene med på råd virker som en slags mental børnetortur, skriver forfatter Eskil Halberg i denne klumme
Vi bør blande os meget mere i hinandens liv, ikke mindst i hvordan vi opdrager vores børn, skriver Eskil Halberg.

Vi bør blande os meget mere i hinandens liv, ikke mindst i hvordan vi opdrager vores børn, skriver Eskil Halberg.

Asger Ladefoged

Debat
2. februar 2022

Over nytår var jeg sammen med nogle venner og alle vores børn i sommerhus for at holde nytår. Det var hyggeligt – og kaotisk, som det altid er, når mange børn og voksne er sammen. Noget af det bedste ved nytåret var, at andre voksne også var autoriteter over for mine børn. Mine venner må gerne opdrage på mine børn, også selv om de ikke gør det på lige den måde, jeg selv foretrækker.

Når man ser sine venner opdrage sine unger, bliver man konfronteret med egne idiosynkratiske ideer om opdragelse. Nytåret gav mig da også ny indsigt i en af mine egne selvmodsigelser.

Jeg opfatter mig selv som skeptisk over for autoriteter. Jeg råber efter politiet på gaden, hvis de ikke opfører sig ordentligt, jeg kan ikke lide billetkontrollører, og da jeg gik på universitetet, læste jeg ikke pensum, men det, jeg selv syntes, var mest spændende. Det er en indstilling, jeg holder af og gerne vil give videre til mine børn.

Men jeg opdrager mine børn med en del autoritet. Nogle vil sige, at jeg er lidt skrap i det. Så til nytår inddrog mine venner børnenes behov mere i beslutningerne om hvad og hvordan, end jeg ville have gjort.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Mette Johansson

Det værste er dog den metode, der blot giver udtryk for medinddragelse som en slags falsk reklame ("så lille Viggo vil du med hjem nu" - men reelt er det ikke et valg, at sige "nej, far. Kom og hent mig igen om en times tid") . Ungerne skal nok klare det, når bare, der tones rent flag.

Kurt Nielsen, Katrine Marie Christiani, Steffen Gliese og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar

"Jeg er ikke specielt reflekteret, hvad angår børneopdragelse ...............; Men med min sparsomme pædagogiske indsigt ......". Ja, det må vel siges at være en tilståelsessag, som afføder en undren over, hvorfor skribenten synes, at jeg som læser skal delagtiggøres i hans pædagogiske begrænsninger. Jeg kunne ønske for hans - og en del andre forældres - børn, at deres forældre tager opgaven som forældre alvorligt og tilegner sig regulær viden om børn og børneopdragelse. Der findes en del lødig litteratur på området.
At kunne 'lave' børn er ikke i sig selv en garanti for, at man også kan opdrage dem ordentligt.

Jens Erik Starup, Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Ninna Maria Slott Andersen, Jane Nielsen, Henning Kjær og Carsten Bjerre anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

'..Jeg råber efter politiet på gaden, hvis de ikke opfører sig ordentligt, jeg kan ikke lide billetkontrollører, og da jeg gik på universitetet, læste jeg ikke pensum, men det, jeg selv syntes, var mest spændende. Det er en indstilling, jeg holder af og gerne vil give videre til mine børn.'
Halbergs eksempler er besynderlige og skræmmende. Det virker præcis som det modsatte af det, han hævder skal være idealet for hans børn, der vokser op. For magen til selvtilstrækkelig og egoistisk indstilling skal man lede længe efter. Der er ikke meget fælllesskab i kun at gide læse det, man selv synes er interessant og at råbe af politiet, 'hvis de ikke opfører sig ordentligt (?).'
Halbergs børn er tilsyneladende underlagt en gammedags familiedespot, der tror, at verden er som før 1950. Men selvfølgelig - det kom der jo mange gode oprørere ud af. Jeg tror bare ikke, at Halberg skal forvente taknemmelighed fra hans børn side når de bliver så store, at de tør sige fra over for ham. Tværtimod.

Ruth Sørensen, Jane Nielsen, Viggo Okholm, Henning Kjær, Hans Larsen og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar

Kæft, trit og retning er det nemmeste og det kedeligste.

Lillian Larsen, Elise Berg, Eva Schwanenflügel, Jane Nielsen og Bent Larsen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Arne Würgler, nej det nemmeste er grænseløshed, i denne sammenhæng ikke at være den mur børnene kan spille bold op ad, og at stille børn spørgsmål de ingen forudsætning har for at besvare med bevidsthed om svarets konsekvenser. Det er voksen-dovenskab og svigt.
Som i sammenspil går en del opmærksomhed med at finde grænserne lige her; sådan afsøger børn også grænserne for deres gøren og laden. Gi’r grænserne efter hele tiden, får du forvirrede, svigtede børn der mangler en erfaring de får brug for senere.
I sidste instans er det vel et spørgsmål om balance!

Sine Jacobsen, Anders Hejgaard, Søren Ajspur, Katrine Marie Christiani, Poul Genefke-Thye, Steen Obel, Svend Jespersen, Svend Erik Sokkelund, Steffen Gliese, Inger Pedersen, Mogens Kjær, Ninna Maria Slott Andersen og Egon Stich anbefalede denne kommentar

Der bliver rodet grundigt rundt i begreberne "behov" og "ønsker" i denne klumme. Det gør der ikke kun blandt forældre, men også blandt fagfolk.
Hvis demokratisk samtale fordrer evne til behovsudsættelse, må de være ekstremt demokratiske i u-landene.
Læs mere om behov contra ønsker her:
https://denkritiske.com/2021/11/01/behovsudsaettelse-nej-tak/

Lillian Larsen, Elise Berg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

jeg kan se som gammel pensioneret pædagog gennem 36 år at ideen om hvad der er bedst i opdragelse eller mangel på samme, stadig er aktuelt og fortsat giver anledning til debat.
Men jeg krummer nu tæer over kronikørens "tilståelser" her og ja man kan vel kalde ham antiautoritær diktator?
Men jeg tror han er et godt eller dårligt eksempel på at det er ikke det vi siger men det vi gør som sandsynligvis sætter de dybeste spor i børns bevidsthed og livssyn, men uanset vore pædagogisk/psykologiske anstrengelser, så finder de fleste børn og unge på et tidspunkt deres egen vej i livets tomhed-her forstået som at alt er afhængig af hinanden og at det betyder forandring både i det ydre og de tindre univers. Tænk hvis alle børn med dårlig baggrund både mentalt og økonomisk aldrig blev til "noget"

Ete Forchhammer , Kent Bajer, Anton Mølbjerg Eskildsen og Jens Larsen anbefalede denne kommentar
Kristian Knudsen

Tak til skribenten... også for uklarheder. Jeg har selv gjort mig nogle af de samme overvejelser i min tid som børneopdrager og vil til enhver tid hævde at det er bedre for børnenes evne til, at udvikle selvstændige tanker; at opvokse i et gennemskueligt diktatur. Fremfor; at leve i et manipuleret "tilsyneladende demokrati". Kortsagt: diktatur er mere regulært end snyd. ... Børnenes opgave er, at lære at komme ind i kampen - tage magt og skabe nogle ansvarlige, diverse og produktive fællesskaber, - også i erkendelse af at det ikke nødvendigvis er alle mennesker som er i stand til at forvalte denne opgave.

Søren Ajspur, Egon Stich, Peter Nissen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Kæft, trit og retning har banket megen selvstændighed og selvværd ud af generationer af mennesker. Og verden er jo ikke binær. Alternativet til kæft, trit og retning er ikke grænseløsheden.

Steen Simonsen, Viggo Okholm, Lillian Larsen og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er et udmærket princip, der hedder: man skal krybe, før man kan gå.