På denne årstid er det, som om tiden står stille i haven

Jeg har netop været ude og fylde fuglenes foderautomater op. De befinder sig lige uden for mit arbejdsvindue, så jeg kan sidde og udspionere de små, mens jeg skriver.

Men der var ingen fugle. Der var helt stille. Indtil jeg viste mig med spanden, så begyndte det at pippe i buskene rundt omkring. ’Nu kommer hun!’ ’Maaaaad!’ Ingen tvivl om, at småfuglene udmærket ved, hvad det betyder, når jeg dukker op.

En blåmejse kan knap beherske sig. Den sætter sig i toppen af forsytiabusken, hvor mejseboldene hænger, under en meter fra mig. Jeg hælder solsikkefrø på foderautomaten, og så bliver mine bevægelser alligevel for meget, blåmejsen flagrer op og sætter sig lidt længere væk.

Nu sidder jeg igen bag mit vindue. Jeg iagttager den, jeg tør vædde på, at den er den første, der kommer.

Jep! Der var den! Solsikkefrø, haps – og tilbage i den nærmeste busk.

Om lidt kommer de to sumpmejser, musvitterne, og den eneste bogfinke, som har fundet ud af at holde sig fast på foderautomatens pinde, mens den balancerer febrilsk med halen. Det er ikke noget, den er vant til, den søger helst sin føde på jorden, men den har lært sig kunsten for forsyningssikkerhedens skyld. Egentlig imponerende.

Haven sover

Haven sover. Fuglene er de eneste vågne, det er de til gengæld hele tiden. Jeg tænker tit på, hvor stressende det må være at være en lille fugl. Hovedet er ikke i ro et eneste øjeblik. Mens de gnasker solsikkefrø, spejder de konstant fra side til side, hele tiden på vagt, er der noget, der truer? Tænk engang aldrig at føle sig i sikkerhed. Vi mennesker ville jo få nervesammenbrud på under en uge.

Men lige nu er der ikke noget, der truer. Den hylende storm, Malik, har lagt sig. Den kostede drivhuset adskillige ruder. En af de nærmeste dage skal vi sætte nye glas i. Den store gamle hyld bagerst i haven ved garagen måtte også lægge sig. Et tab. Heldigvis er der endnu to tilbage af disse gamle hyldetræer, der må have stået der i umindelige tider. Længe før de to mennesker kom, som bor her for tiden.

Lige nu er det, som om tiden står stille. Det er ikke varmt, men heller ikke koldt, ingen vind, intet bevæger sig, ingen sne til at bryde det grå og brune, de eneste buske i hele haven, der bærer blade, er jasmin og laurbær, alt andet er nøgent og orange-brunt – fra bøgens nedfaldsblade, blæst sammen langs med hegnet, til blomsterbuskene og frugttræerne. En lille smule grønt på rosernes stilke.

Det regner. Lydløst. Jeg må kigge ud på havedammen for at være sikker. Men den er ganske rigtigt prikket, så ja, det regner. Ved nærmere eftersyn driver vandet også ned ad det vestvendte vindue, men langsomt, stille, stille.

En smuk mosplæne

Vi er kun i begyndelsen af februar, der kan stadig komme vinter. Vintergækker og erantis er oppe, som for stilfærdigt at gøre opmærksom på, at de i hvert fald har taget hul på foråret. Men alt andet virker, som om det er sat på pause. Det er fint at gå rundt i bunden af haven, når de høje træer omkring én bare står der, hvilende, ligesom indadvendte, hensunkne i deres egne tanker. Intet forstyrrer dem. Heller ikke jeg, mine fodtrin er lydløse, for næsten hele forhavens græsplæne er blevet til en mosplæne i vinter. Man synker en lille smule i, det er blødt og fjedrende at gå på – smukt i sin grønne farve. Den glemte jeg at nævne, mos er lysende grønt i det her vejr.

Mosset har været undervejs i nogle år, men denne vinter har det virkelig fået fat. Og det får lov at blive. Det ser ud til, at vi nærmest kan holde op med at slå græs i forhaven.

Jeg har altid undret mig over mængden af rabiate råd til bekæmpelse af mos i græsplænen – kalium, fosfor, kvælstof. Plæneluftning, vertikalskæring og hvad det alt sammen hedder. Men mosset er jo meget kønnere end græsset, så hvorfor ikke bare glæde sig over sin mosplæne? Medmindre den skal bruges som golfbane. Det skal vores ikke.

Nu skal det hele bare hvile sig og sove, mens tiden går og foråret kommer.

Dér kom de to sumpmejser.