Psykiatrisk medicin og samtaleterapi er ikke uforenelige – de kan være en vindende kombination

I Information lørdag den 12. februar bringer Anders Sørensen et langt angreb på psykiatrisk medicin under overskriften ’Alternativet til psykiatrisk medicin er opfundet og veldokumenteret, man bruger det bare ikke’. Hans pointe er, at psykiatrisk medicin er ren symptombehandling, der svarer til »at stå med hånden på en varm kogeplade uden at kunne mærke det …«

Anders Sørensen er ph.d.-studerende i psykiatri og ganske sikkert langt klogere på feltet end jeg. Når jeg alligevel griber pennen, er det, fordi jeg som patient i kombineret medicinsk og samtaleterapeutisk behandling for depression overhovedet ikke kan genkende det billede, som Anders Sørensen tegner i sin kronik. Og det gør mig nysgerrig på, om jeg virkelig er et særtilfælde, eller om verden ikke er så sort/hvid, som Sørensen gerne vil gøre den til. Jeg hælder mest til det sidste. 

Medicin kan være en forudsætning for terapi

Jeg skal med det samme sige, at jeg generelt er skeptisk over for uforholdsmæssig brug af medicin af alle slags. Særligt når det kommer til psykiatrisk medicin, for det forekommer mig ærligt talt meget skræmmende, at jeg kan tage medicin, som går ind og ændrer på den kemiske sammensætning i min hjerne.

Men når man som jeg har hulket sig igennem de første mange psykologsamtaler og aldrig når længere end til spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet giver mening at kæmpe kampen eller ej, så virker medicin som en god løsning.

Ikke fordi psykiatrisk medicin er et vidundermiddel, som fikser alle problemer med et fingerknips og gør samtalerne med min psykolog overflødige. Men fordi medicinen giver min hjerne og tankemylderet den tilstrækkelige ro, der er nødvendig for, at min psykolog og jeg rent faktisk får mulighed for at arbejde med de grundlæggende problemstillinger, der er årsag til min sygdom.

For som Anders Sørensen så rigtigt anfører, kræver mental sygdom rodbehandling og ikke symptombehandling. Men i nogle tilfælde er der brug for en hjælpende hånd for overhovedet at kunne nå frem til roden, og her har medicin – i hvert fald for mit vedkommende – været den helt rigtige løsning. Og jeg er næppe den eneste, for hvem det har været løsningen.

Medicin kan ikke stå alene

Derfor ærgrer det mig, at Anders Sørensens indlæg kommer til at bidrage til tabuet omkring mental sygdom og psykiatrisk medicin. Af uforklarlige årsager virker det stadig langt mere acceptabelt at sige, at man har brækket et ben, end at man har fået en mental sygdom som for eksempel depression. Til trods for at begge er lidelser, der kræver en eller anden form for behandling.

Og når vi så samtidig udskammer brugen af psykiatrisk medicin, så bidrager det til tabuet og dermed følelsen af skam over sin sygdom – en følelse, man så rigeligt kæmper med i forvejen, når alt braser sammen omkring én, for ’hvorfor så man det ikke komme i tide?’

Selvfølgelig skal psykiatrisk medicin ikke stå alene, og selvfølgelig skal det bruges med enormt stor varsomhed – som det i øvrigt bør gælde alle former for medicin. Og jeg er helt med på, at der knytter sig dilemmaer til brugen af psykiatrisk medicin og risikoen for overmedicinering. Dilemmaer, vi ikke må tage let på, men tværtimod skal blive ved med at diskutere.

Men det ændrer ikke på, at psykiatrisk medicin i min optik absolut har sin berettigelse. For mig personligt har det været en helt nødvendig redningskrans. For jeg vil hellere kunne holde hovedet oven vande ved hjælp af medicin, mens jeg arbejder på at kunne svømme selv, end jeg vil risikere at drukne på grund af nogle principper om, at psykiatrisk medicin per se er noget skidt.

Så når Anders Sørensen anfører, at »Således er den psykiatriske løsning og den psykologiske løsning på psykisk lidelse fundamentalt uforenelige«, så er mit svar – for at blive i Sørensens sprogbrug – at det er jeg fundamentalt uenig i. Tværtimod er det min erfaring, at de to kan være det afgørende makkerpar, der gør det muligt at kæmpe sig ud af mental sygdom og komme godt ud på den anden side.

Christina Elling Skarving er politisk konsulent.