Kronik

Med en uophørlig energi bevægede Hans-Jørgen Schanz sig omkring i tankens grænseland

Hans-Jørgen Schanz bisættes i dag. Allerede i sine studieår skrev han sin første bog om Marx’ ’Kapitalen’ – en bog, der opnåede kultstatus og etablerede kapitallogikken. Schanz var medrivende tænksom og havde fandenivoldsk humor, skriver tidligere forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen i denne personlige nekrolog
Både Schanz og jeg er det lykkelige resultat af en socialdemokratisk uddannelsespolitik. Vi var begge de første i familien med studenterhue, skriver Jørgen Calsen om sin livslange ven Hanz-Jørgen Schanz, der bisættes i dag.

Både Schanz og jeg er det lykkelige resultat af en socialdemokratisk uddannelsespolitik. Vi var begge de første i familien med studenterhue, skriver Jørgen Calsen om sin livslange ven Hanz-Jørgen Schanz, der bisættes i dag.

Valdemar Jørgensen

Debat
9. februar 2022

Da jeg modtog meddelelsen om Hans-Jørgen Schanz’ død, gik noget i stykker i mig. Jeg er ikke mere den samme, for jeg har mistet en god ven. Min kone, Muser, og jeg kaldte ham aldrig andet end Schanz, og han kvitterede med livet igennem at kalde mig Carlsen. Vi har nydt hinandens venskab gennem mere end 50 år. Han var med til vores bryllup i 1971. Siden har vi hygget, festet, diskuteret og skændtes, så det bragede. Sidste gang, vi var sammen, var til vores guldbryllup sidste år. Det blev holdt i vores sommerhus på Helgenæs, hvor han sad på terrassen sammen med sin elskede Elsebeth og nød solnedgangen over Aarhusbugten, som så mange gange før.

Både Schanz og jeg er det lykkelige resultat af en socialdemokratisk uddannelsespolitik. Vi var begge de første i familien med studenterhue. Schanz kom ikke fra noget udpræget bogligt hjem. I barndommen led han af stærk astma, der medførte adskillige hospitalsindlæggelser. Han måtte i lange perioder holde sengen. Havde det været i dag, ville han sikkert have muntret sig med en iPad. Men dengang faldt han i et kaninhul ned til bøgernes forunderlige verden. Her skabtes grundlaget for en læsetrang, der aldrig senere forlod ham.

Schanz var en af de mest belæste personer, jeg har kendt. Han var tilmed sejlivet og systematisk i sin læsning. Han læste livet igennem med en utrættelig udholdenhed. Han kunne simpelt hen sine klassikere, inklusive alle bind af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid. Det gav ham selvfølgelig en åndelig ballast og også en intellektuel skråsikkerhed.

Pionerånd på idehistorie

Det lå lige til højrebenet, at Schanz i 1967 valgte faget idehistorie på Aarhus Universitet. Institut for Idehistorie var oprettet samme år med den legendariske teolog Johannes Sløk som professor. Det var også tiltrængt, for begrebet ånd var på det nærmeste et fyord på datidens Filosofiske Institut. Her huserede professor Justus Hartnack, der sværgede til den såkaldte logiske positivisme. Oprettelsen af Institut for Idéhistorie var en epokegørende nydannelse i dansk universitetshistorie – ja, i dansk åndsliv.

På Instituttet herskede en pionerånd og entusiasme. Med afsæt i Sløks akademiske rummelighed rådede der så megen åndsfrihed, at det ikke kunne undgå at booste det intellektuelle lystprincip hos de studerende. De første år beskæftigede Schanz sig med tænkere som Platon, Aristoteles, Spinoza og Kierkegaard. Vi kunne sidde sammen på hans værelse og dele en flaske rødvin, mens vi skiftedes til at læse højt af Kierkegaards lovprisning af Mozarts Don Juan, alt imens operaen kørte på grammofonen – med Karajan, naturligvis, altid Karajan. Karajan var i øvrigt kendt for at foretrække dyre og hurtige biler – måske har det inspireret Schanz?

En banebrydende ny forståelse af Marx

Så kastede Schanz sig over studiet af Marx. I kølvandet på studenteroprøret bredte der sig en bølge af fornyet interesse for hans tænkning. Jeg siger med vilje tænkning og ikke teori eller videnskab eller ideologi. Man havde kun foragt tilovers for alle de former for vulgærmarxisme, der herskede i sovjetkommunismen eller i maoismen eller en hvilken som helst doktrinær aftapning af Marx. Her var den kritiske impuls i Marx’ tænkning afløst af betonagtig dogmatik.

Derfor var det nødvendigt at gå til kilderne og rekonstruere substansen i Marx’ kritik af kapitalismen. Et Mekka for denne bestræbelse var universitetsbyen Frankfurt am Main. Her opholdt Schanz sig et år og sugede til sig. Da han vendte tilbage, skrev han med lynets hast sit konferensspeciale med den gebrækkelige titel »Til rekonstruktionen af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status«. Afhandlingen var samtidig den første bogudgivelse på forlaget Modtryk. Bogen fik hurtigt kultstatus.

Derpå fulgte en række forelæsninger over Marx’ hovedværk Kapitalen, en forelæsningsrække, som strakte sig over flere år. Hermed var en banebrydende ny marxforståelse etableret. Den kom til at gå under betegnelsen kapitallogik. Pointen er, at kapitalismen indstifter en bestemt dynamisk udviklingsform eller logik i de sociale processer – en logik, som er hinsides godt og ondt, fordi den alene er styret af kapitalakkumulation.

Imidlertid er denne logik ikke enerådende. Over for menneskelivets eksistentielle dimension med fænomener som kærlighed, længsel, håb, angst, fødsel og død, forbliver den tavs og magtesløs. Alt det, man i videste forstand kan betegne som metafysik, må den kapitulere over for. Her går lige præcis grænsen for den »omfangslogiske status«. Dermed afvises al tale om marxismen som en universalteori – en verdensanskuelse eller en ideologisk platform. Ud til højre med den historiske materialisme og den såkaldte dialektiske materialisme. Undskyld, Engels – med al respekt: du ramte uden for skiven!

Marxismens historie er brolagt med forfalskninger og intellektuel forstokkethed. En undtagelse udgør den såkaldte Frankfurterskole med navne som Horkheimer, Adorno, Marcuse og Habermas. Med inspiration fra disse tænkere er det nødvendigt at læse Marx uhildet og med friske øjne, uden at suspendere fornuftens kritiske selvrefleksion.

Med sit indgående studie af Marx er Schanz ofte blevet karakteriseret som munkemarxist. Underforstået: Der er noget støvet og hengemt over at nærlæse Kapitalen, mens verden udenfor går sin skæve gang. Sagen i en nøddeskal er vel bare, at Schanz i sin insisteren på fordybelse har betjent sig af selvfølgelige dyder inden for akademisk forskning: koncentreret opmærksomhed, grundighed og omhu. »Kapitalen består af fire bind, hvoraf det fjerde består af tre bind.« Sådan lyder Schanz’ insisterende kommentar.

I tankens grænseland

Og så hører det jo med til historien, at Schanz ikke blev stående ved Marx. Senere fulgte studier af Wittgenstein, Heidegger, Løgstrup og ikke mindst Hannah Arendt. Alt dette skal ikke ses som et brud med Marx. Der er tale om en intellektuel udvikling, hvor han bestandig arver sig selv. Med reference til den tyske filosof Hegel kunne man sige, at hans intellektuelle udvikling har formet sig som en bestemt negation. Med en uophørlig energi har Schanz gennem årene bevæget sig omkring i tankens grænseland. Det sidste var også titlen på det festskrift, han modtog, da han fyldte 60.

I sin sidste bog Menneskene og alt andet omtaler Schanz Hannah Arendt, der påstår, at ingen kan svare på, hvem de er. Svaret på spørgsmålet hvad de er, er straks meget lettere: sønderjyde, intellektuel, bilfanatiker og en hel masse andet. Hvem Schanz egentlig var, lader sig ikke forklare. Det eneste, Muser og jeg ved, er, at vi vil savne ham for al hans medrivende tænksomhed, kærlige omsorg og fandenivoldske humor.

For 40 år siden skrev jeg sammen med Schanz, Lars-Henrik Schmidt og Hans Jørgen Thomsen bøgerne Kapitalisme, behov og civilisation (1980) og Karl Marx og den moderne verden (1984). Vi fire idehistorikere gik dengang under navnet »Firebanden« eller »Aarhus-skolen«. Retrospektivt betragtet modstår værkerne efter min bedste mening tidens tand. De lever i bedste velgående som klassikere inden for kapitallogikken. Det gør Firebanden til gengæld ikke. Hans Jørgen Thomsen døde allerede i 2005, 54 år gammel. Lars-Henrik Schmidt døde i september sidste år, 68 år gammel. Og så nu Schanz, som døde den 28. januar i år, 74 år gammel, og bliver bisat i dag. Selv er jeg 72. Jeg lever foreløbigt videre som de sørgelige rester.

Jørgen Carlsen er tidligere forstander på Testrup Højskole.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Jørgen - jeg er 89 og har fulgt jer alle siden de sene 60'ere - set hvordan I har brilleret på forskellig vis - men når jeg leder efter svar (også hos jer) på, hvad vi stiller op i dag, så er der tyst, helt tyst. Hvad gik galt ?

Christian Mondrup

I de tidligere 70-ere gik jeg til Århus Universitets kapitallæsnings-kurser med Hans Jørgen Thomsen som lærer. Han havde ikke mindst fokus på perspektiverne i brugsværdier og bytteværdiens hjælpeløshed uden brugsværdi.