Vismændene burde have sagt fra over for Finansministeriets brug af regneregler

Vismændene når i deres efterårsrapport og senest i en kronik i Information den 2. februar 2022 til den konklusion, at der er solid fagøkonomisk evidens for de regneregler, som Finansministeriet benytter sig af. Men er det nu også rigtigt? Læser man i forhenværende departementschef Jørgen Rosteds nye bog Den økonomiske genopretning 1976-93 er det tydeligt, at centrale regneregler i Finansministeriet blev tilpasset politiske hensyn, selv om evidensen var svag.

Økonomiske regneregler er således, i modsætning til tyngdeloven, menneskeskabte, foranderlige og omdiskuterede. Samfundsøkonomi er en fortolkningsvidenskab. Der findes ikke én objektiv sandhed. Det er de øjne, der iagttager, og de teorier, der benyttes, og de hensyn, der tages, som tilsammen bestemmer, hvad der kan konkluderes.

Finansministeriet synes at læne sig op ad den meget positivistiske tradition, hvor evidens forveksles med sandhed. Den videnskabelige praksis blev ellers lagt i graven af blandt andet Karl Poppers kritiske rationalisme: Vi når aldrig sandheden, men ved hjælp af falsifikation kan vi forhåbentlig afvise det rene tankespind.

Det er lige netop derfor, at Finansministeriets ’tyngdelove’ skal ses efter i sømmende. Og hvem kunne i princippet være bedre til det end de uafhængige vismænd?

Broderskab af topøkonomer

Men så enkelt er det ikke. For den økonomiske profession består af et broderskab, der dominerer den samfundsøkonomiske diskussion (og rådgivning). Et forhold, som professor Ove Kaj Pedersen tidligere har beskrevet i kronikken »Professor: Et broderskab på omkring 30-40 mand har snor i dansk økonomi«. 

Dette broderskab omfatter med en bred pensel tidligere ’vismænd’, ledende embedsmænd og neoklassisk orienterede professorer. De sidder som formænd for eller medlemmer af stort set alle de af finansministeren nedsatte kommissioner, sagkyndige råd og bestyrelser – blandt andet for den nye regnemodel MAKRO. Problemet er derfor, at den tilstræbte uafhængighed mellem ’topøkonomerne’ og Finansministeriet i praksis kan være lidt svær at få øje på.

Uanset at Finansministeriets modelpraksis efterlader mange åbne spørgsmål, hvoraf jeg vil nævne to iøjefaldende, munder vismændenes halvårsrapport alligevel ud i en opbakning til Finansministeriets regneregler med den begrundelse, at de er evidensbaserede, altså blot verificerede. Men her skulle vismændene i stedet have lænet sig op ad Poppers falsifikationsprincip, for så var resultatet blevet et andet.

For det første burde vismændene have afvist, at Finansministeriet kun medtager de ’blå’ regneregler, hvor arbejdsudbuddet forøges, når skatter og afgifter sættes ned, og de sociale ydelser mindskes – et valg, der i sig selv er en form for politisering. Som et minimum må regneregler for hele paletten af offentlige indtægter og udgifter medtages, eller ingen, når usikkerheden er så stor. 

Nogle læsere husker nok valgkampen i 2015, hvor de politiske partiers økonomiske program blev kørt igennem Finansministeriets regnemaskine, og surprise: Liberal Alliance kom ud som ’vinder’ med størst effekt på bnp og beskæftigelsen. Efterfølgende søgte den daværende socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon, at bortforklare beregningsresultatet uden at lægge afstand til regnemodellen. Det virkede ikke overbevisende. 

Forældede præmisser

For det andet er Finansministeriets regneregler vedrørende arbejdsudbud stort set uændrede igennem mere end 20 år. Sammenhængen mellem udbud af arbejdskraft og skatter, dagpenge og kontanthjælp stammer således fra en spørgeskemaundersøgelse tilbage i 1990’erne. Den afviger markant fra den udbudsfunktion, som modelgruppen i Danmarks Statistik havde beregnet.

Det er derfor overraskende, at vismændene er så accepterende over for de helt åbenbart virkelighedsfjerne konklusioner, som Finansministeriets regneregler og arbejdsudbudsfunktion leder frem til, hvilket mildt sagt er overraskende resultater:

En nedsættelse af topskatten med en milliard kroner reduceres til et tab for statskassen på blot en halv milliard kroner med den begrundelse, at den i forvejen mest velstillede del af befolkningen vil arbejde endnu mere. Men svarer det overhovedet til virkeligheden?

Hvis man ser på en håndværksmester eller en overlæge, der tjener for eksempel én million kroner om året, så vil en afskaffelse af topskatten indebære, at han/hun står med 60.000 kroner ekstra i hånden.

Mon det så, undskyld mig, ikke er mere sandsynligt, at nogle af bijobbene/nattevagterne bliver skåret fra, og fritiden i stedet opprioriteret? Fritid er et luksusgode med en positiv indkomsteffekt. Når Rockwool Fondens forskningsgruppe spørger, om danskerne vil have højere disponibel løn eller mere fritid, er svaret klart: fritid.

En anden endnu mere virkelighedsfjern regneregel vedrører dagpengesatsen. Hvis den nedsættes med én milliard kroner (svarende til ti procent det første år), så vil det forbedre den offentlige sektors budget med næsten tre milliarder kroner. Man bliver helt svimmel: en ren pengemaskine, hvis altså den afspejlede virkeligheden.

De ledige ’springer ud af hængekøjen’ til de job, der står og venter på dem i regnemaskinen. Det er udelukkende de (generøse) dagpenge, der fastholder de ledige. Alene det forhold, at dagpengesatsen i dag er mindre end halvdelen af en normal arbejdsløn burde tilsige, at hvis der var (ordentlige) job, så ville de også blive besat. Sådan er regelsættet i A-kassesystemet. 

Fisketur i datahavet

Og så tilbage til vismandsrapporten og dens entydige opbakning til Finansministeriets ’evidensbaserede’ regneregler. For vismændene synes at have fået den bundne opgave at være vogter af Finansministeriets regneregler. Det er ikke nogen rar opgave at skulle bide skeer med den myndighed, der hvert år skal sikre Rådets bevilling på finansloven. 

Men det er alligevel vanskeligt at forstå, hvorfor vismændene ikke går fagøkonomisk mere offensivt til opgaven, for hvad vil evidensbaseret egentlig sige? Det burde ikke være tilstrækkeligt blot at lægge beregninger frem, der tilsyneladende ikke er i modstrid med det ønskede resultat – såkaldt verifikation.

Det er langt svagere evidens end Poppers krav om falsifikationstest. Om nogen advarede min mentor, regnemodellen ADAM’s moder, professor Ellen Andersen imod, at vi studenter gik på fisketur i datahavet, for der skulle nok komme bid.

Det teoretiske grundlag skulle afspejle den virkelighed, der kunne læses ud af statistiske publikationer, dernæst skulle hypoteserne søges falsificeret. Altså udsættes for hårde statistiske test, der kunne afsløre svaghederne i det teoretiske fundament. Ikke overraskende blev hun i stigende grad kritisk over for Finansministeriets (mis)brug af ADAM-modellen:

»Modellen siger det, der bliver puttet ind i den. Svaret er ikke noget, der kommer ud af den, det er noget, der kommer ind i den. Og det er ikke inde i ADAM. Det kommer fra Finansministeriet,« sagde hun i et interview i Zetland. 

Lige netop derfor er der brug for en uafhængig vagthund til at holde øje med Finansministeriets nye model MAKRO, der snart bliver søsat. Er vismandsinstitutionen den rette til at løfte denne opgave?

Jesper Jespersen er professor emeritus i økonomi ved Roskilde Universitet