Kronik

Hvis vi var vokset op med Jane Eyre, ville flere måske turde kritisere regnemodellerne

I 1800-tallets litteratur finder vi personer, der sætter moral og åndelige værdier højere end rationel egennyttemaksimering. Det menneskesyn findes knap nok i dag, og derfor tør kun få kritisere vores regnemodeller: risikoen er for stor og ønsket om at udvise karakter for lille, skriver ph.d. i statistik Alexander Sokol i denne kronik
Det, som man ultimativt kunne ønske fra blandt andet vores politikere, var, at de besad højere og mere noble aspirationer for deres moral og karakter end gennemsnittet, samt at de afviste den individualistiske nyttetænkning til fordel for karakter-etikken

Det, som man ultimativt kunne ønske fra blandt andet vores politikere, var, at de besad højere og mere noble aspirationer for deres moral og karakter end gennemsnittet, samt at de afviste den individualistiske nyttetænkning til fordel for karakter-etikken

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
14. februar 2022

I forbindelse med debatten om det politiske indhold i Finansministeriets regnemodeller, skriver ph.d.-studerende Ludvig Goldschmidt Pedersen i sin kronik den 27. januar, at det både er sandt, at politikerne gemmer sig bag regnemodellerne, og at embedsværket bruger regnemodellerne til at indsnævre politikernes manøvrerum.

Han opfordrer til, at politikerne samler sig mod til at stå på mål for deres egne prioriteter og ikke gemme sig bag regnemodellerne, samt at de samfundsfinansierede eksperter modarbejder den lukkethedskultur, der er tilbøjelig til at opstå i statsapparatet, og som er uforenelig med det forskningsmæssige ideal om objektivitet og åbenhed.

Der fordres altså mod og karakter af både politikere og eksperter. At modet opfattes som en mangelvare, afspejles i, at 74 procent af respondenterne i en Gallup-undersøgelse fra 2019 var enige eller overvejende enige i, at de fleste politikere var mere optagede af at blive genvalgt end af at gennemføre deres politik.

Men hvorfor mangler der et sådant mod og en sådan karakter? Måske bør årsagen til dette underskud af mod ikke henføres til særlige faggrupper, men snarere til et bredere kulturelt betinget menneskesyn. Et menneskesyn, der transcenderer magtkampen mellem embedsværket og politikerne samt enkelte gruppers mod eller mangel på samme.

Homo economicus som politiker og ekspert

Den overfladiske årsag til, at politikere mangler mod, er let gennemskuelig og blev belyst i Niels Fuglsangs ph.d.-afhandling: den gængse fortælling har været, at regnemodellernes metoder er apolitiske og ansvarlige. Derfor kan man let fremstå uansvarlig ved at kritisere deres rolle som dommere over, hvad der er hensigtsmæssig økonomisk politik. Som politiker stiller man sig således i væsentlige henseender svagt, hvis man går imod regnemodellerne.

Man kunne sige, at væsentlig kritik af regnemodellerne, medmindre den udføres særdeles velplanlagt – som for eksempel i forbindelse med et flerårigt statsfinansieret forskningsprojekt – har været en politisk tabersag, ligesom det ville være at modsætte sig bedre forhold for handicappede eller forældreløse børn. Derfor forefindes sådan kritik kun i begrænset omfang.

Dette kan kritiseres som manglende mod, men kan også anses som simpel pragmatisme: Hvis en politisk sag, såsom kritik af regnemodellerne, sandsynligvis vil tabes, og den tabende part vil blive etiketteret som politisk eller fagligt inkompetent, så er det at foretrække at undlade udfordringen.

Her kommer menneskesynet ind: det opfattes som fuldt forståeligt, at både politikere og eksperter ikke nødvendigvis kun handler efter kriterier som mod og åbenhed, men også, og måske i højere grad, efter kriterier, der omhandler rationel søgen efter individuel nytte – i dette tilfælde manifesteret som politisk anseelse, indflydelse og sikkerhed.

En sådan forståelse er forankret i flere strømninger – mest af alt individualismen og ideen om homo economicus, den rationelle og nytteoptimerende agent. Såfremt ens anskuelse er, at man ikke er mere end et rationelt, nytteoptimerende individ, der lever efter egne normer, og herudover kun er løst forankret til de omkringliggende fællesskaber, så er udvisningen af karaktertræk som mod, integritet og selvopofrelse underlagt det omfang, hvori disse er nyttige.

Når vi som fisk i vandet har levet nedsunket i variationer over denne menneskeforståelse så længe, så kan den forekomme både tautologisk og selvindlysende. Alligevel skal man ikke se længere tilbage end til 1800-tallets litteratur for at opdage, at et sådant menneskesyn engang har været mindre almindeligt.

Åndelig nyttemaksimering

I Charlotte Brontës roman Jane Eyre underkastes titelkarakteren en lidelsesrejse af en størrelse, der får Inger Støjbergs strabadser til at ligne en badeferie. Men i kontrast til eksempelvis Houellebecqs selvmedlidende, forbitrede mænd, der lider uden værdighed og konstant forsøger at undslippe deres smerte, så holder Eyre sig konsekvent sine åndelige aspirationer for øje, og da hun tilbydes et uægteskabeligt forhold til sin elskede Edward Rochester, som endvidere er hendes eneste chance for økonomisk sikkerhed, så afviser hun ham af moralske årsager. Hun forlader dertil sit hjem for at leve i fattigdom og under usikre kår.

Jane Eyre er kun nytteoptimerende i den forstand, at hun maksimerer sin åndelige nytte, det vil sige nytten ved moralsk og nobel adfærd. I praksis ville man slet ikke kalde hende nytteoptimerende eller egennyttig, idet hun psykologisk set ikke søger sin nytte som et endeligt mål. Både i følelse og tanke sætter hun sin moral og åndelige aspiration højere end sit velvære, når hun er tvunget til at vælge mellem de to.

Det, som man ultimativt kunne ønske fra både politikere, eksperter og alle andre i magtpositioner, er, at de som Jane Eyre både besidder højere og mere noble aspirationer end gennemsnittet, samt at de afviser den individualistiske nyttetænkning til fordel for karakteretikken, og således hellere vil risikere forhindringer for både deres karrierer og økonomiske sikkerhed end at risikere den indre lidelse, der kommer af at besidde åndelige aspirationer og ikke efterleve dem. Men er det rimeligt at kræve noget sådant?

Kulturens indflydelse på individets karakter

At en sådan nærmest helgenagtig tilgang til tilværelsen for mange vil blive opfattet som et både utopisk og urimeligt krav i sin selvopofrelse, viser, hvor langt fra den snævre karakteretiske sti, vi har bevæget os siden Jane Eyres tid. At ofre sig selv for sine værdier er for homo economicus en irrationel handling. Homo economicus husker sit eget åndsliv i så ringe grad, at vedkommende har glemt lykken ved at se sit billede i spejlet og vide, at uagtet de materielle og sociale konsekvenser, så lever vedkommende i overensstemmelse med sine egne højeste aspirationer og kan derfor møde ethvert medmenneske uden at måtte slå blikket ned.

I kontrast hertil er materielle og sociale ofre for Jane Eyre den naturlige konsekvens af at anskue sig selv som et væsen i besiddelse ikke blot af lyster, drifter og materielle ambitioner, men også af et højere sind, der forvalter hendes åndelige aspirationer og de tilhørende umoderne følelser som ydmyghed, ærefrygt, skam og fornemmelsen af at være forbundet til noget, der er større og af vægtigere væsentlighed end hende selv.

Vi er som samfund ansvarlige for de aspirationer og de karakterer, der kommer af de fortællinger om mennesket, som vi omslutter os med. Det kan lyde banalt, men det står alligevel i kontrast til for eksempel den simpleste udlægning af eksistentialismen – et af de mere prominente individualistiske filosofiske systemer, som mange stifter bekendtskab med allerede i gymnasiet. Eksistentialismen lægger ansvaret for at skabe sig selv entydigt hos individet og bidrager dermed til at legitimere et samfund, der i mindre grad er sig bevidst om, i hvor høj grad vores alles karakter formes af vores fællesskab og vores fælles fortællinger.

Der kan trækkes en lige linje fra vores kulturelle menneskesyn og til, hvad Ludvig Goldschmidt Pedersen oplever som manglende mod hos de folkevalgte politikere, og hvis denne tilsyneladende uløselige mangel skal løses, kræver det, at linjen brydes.

Var vi alle vokset op med Brontë og Tolstoj i stedet for Houellebecq og Kafka, og var det de førstnævnte hovedpersoners egenskaber, der blev talt om på barerne og til familiemiddagene, så ville troen på karakter og aspiration måske have bevirket, at mod i alle faggrupper var så stor en selvfølge, at det slet ikke var nødvendigt af efterspørge den i kongerigets avisspalter.

Alexander Sokol, konsulent og ph.d. i statistik

Serie

Politiske regnemodeller?

Er finansministeriets regneregler politiske eller udtryk for den tilgængelige fagøkonomiske evidens? Begrænser regnereglerne politikernes manøvrerum eller er det politikerne, der gemmer sig bag modelberegningerne i stedet for at argumentere politisk for deres sag? Her har Information samlet debatten om regnereglerne.

Seneste artikler

  • Lyt til vores nordiske naboer: Dynamiske effekter er for usikre til at regne med

    6. april 2022
    Regnemetoderne i det danske finansministerium adskiller sig markant fra den måde, man regner på i resten af Norden, og det har stor effekt på det politiske handlerum i Danmark, skriver direktør Asbjørn Sonne Nørgaard og analytiker Magnus Thorn Jensen fra Tænketanken Cevea i denne kronik
  • Vismændene burde have sagt fra over for Finansministeriets brug af regneregler

    22. februar 2022
    Det er vanskeligt at forstå, hvorfor vismændene fagøkonomisk ikke går mere offensivt til værks, når de vurderer evidensen bag Finansministeriets regneregler. Der bør stilles større krav, ellers bliver det for let at få tallene til at passe, skriver professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen i dette debatindlæg
  • Vi ændrer regnemodellernes forudsætninger, når vi ændrer virkeligheden politisk

    10. februar 2022
    Internationale politiske aftaler har vist, at de forudsætninger, som ligger til grund for Finansministeriets regnemodeller, kan ændres ved at ændre den politiske virkelighed. Et godt eksempel er selskabsskatten, som ikke længere partout skal være lavere, skriver postdoc i international politisk økonomi Rasmus Corlin Christensen i denne kronik
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne-Marie Paul

Kære Alexander Sokol.
Tak for din gode kronik. Jeg tænker på at 1800 tallet også var en periode med en kapitalisme, der virkelig havde brug for et moralsk modspil. Og det kom fra Brontë søstrene, Dickens , Gerorges Eliot og mange andre.
Det spændende var, at modspillet var etisk funderet, hvad det ikke er i dag, hvis der er noget. Som du selv indirekte skriver er der tale om navlebeskuelse og jeg vil tilføje en hverdagslivs litteratur der fokuserer på den enkelte uden nogen form for diskussion af etik og fælles værdier.
Tænk at du har læst Jane Ayre - det er der nok ikke mange der har. Men de har måske set BBC udgaven af romanen.

Den fokuseren på det små og den enkelte kan også skyldes at vi, inklusiv mig selv, ikke kan overskue hvor og hvordan vi kan gøre noget ved noget - det opleves uoverskueligt for mange.

Så hvordan kommer vi hen til et sted nu, hvor vi kan begynde at yde konstruktiv kritik, der har gennemslagskraft - det lyder som en pædagogisk opgave.......

Poul Genefke-Thye

Den britiske litteratur fra slutningen af det 18. frem til slutningen af det 19. århundrede er et skatkammer, som vi stadig kan lære meget af!

Tak for påmindelsen.

Allan Nørgaard Andersen

Glimrende og tankevækkende kronik. Men dog lidt ejendommeligt indirekte at kontrastere Jane Eyres eksistentielle valg af at fastholde og leve efter de åndelige værdier, hun ærer, fuldstændig imodsætning til sine omgivelsers normer - og det forhold at eksistentialismen "lægger ansvaret for at skabe sig selv entydigt hos individet". Mener Sokal da at det helt og holdent beror på det sociale miljøs påvirkning om hin enkelte "...er sig bevidst om, i hvor høj grad vores alles karakter formes af vores fællesskab og vores fælles fortællinger." Har man da intet individuelt, eksistentielt ansvar for at indse dette og på det grundlag vælge sig med i fællesskabet?
Men igen: tak for et relevant og interessant perspektiv i kritikken af homo economicus.

Anne-Marie Paul

Hvad med Martha Nussbaums tanker om en meget bredere forståelse af bruttonationalproduktet, hvor fysisk og psykisk velvære er en del af tanke sættet