Klumme

I 4. klasse ligger nøglen til at redde mange børn og unge fra mistrivsel

Skal vi komme den katastrofale mistrivsel blandt børn og unge til livs, skal vi lykkes med at lære dem, at man ikke skal være god til alting, at alle begår fejl, og at vi kommer videre. Det lærer de ikke kun i skolen, som pludselig sluger tiden fra fritidens fællesskaber i 4. klasse, skriver pædagog Mette Skovhus Larsen i denne klumme
Emneuge på Brædstrup Skole med fokus på bøgernes verden, hvor eleverne er gået helt ind i Harry Potters univers.

Emneuge på Brædstrup Skole med fokus på bøgernes verden, hvor eleverne er gået helt ind i Harry Potters univers.

Morten Pape

Debat
30. marts 2022

4. klasse er det klassetrin, hvor flest klassefællesskaber går i stykker. Samtidig starter rigtig mange skolevægringer lige omkring efterårsferien i 4. klasse.

Det fortalte den anerkendte psykolog og forsker i skolevægring Tine Basse Fisker ved en konference om børn og unges mistrivsel, som jeg deltog i for et par måneder siden. Som skolepædagog og mor til en ti-årig pige, der går i 4. klasse, og med mange venner med børn på samme alder, kom det desværre ikke specielt meget bag på mig. Men hvorfor bliver denne viden ikke brugt mere aktivt, når vi arbejder med børn og unges trivsel?

Efter 3. klasse får børnene ofte nye lærere, fordi de går fra indskolingen til mellemtrinnet. Derudover stopper de på deres SFO’er, som for mange har været et holdepunkt af genkendelighed igennem hele skoletiden. Så starter de i klub, hvor der er meget færre voksne, end hvad de er vant til, og derfor meget mere ansvar. Disse forandringer kommer, samtidig med at de første hormonelle forandringer begynder, og de voksnes forventninger til børnene stiger markant. Både fagligt og personligt.

Forandringerne i denne alder er jo naturlige. De sidste måneder på SFO’en keder mange af børnene sig og glæder sig til klubbens friere rammer, hvor de må bestemme meget mere selv. ’Klubkuller’ kalder vi det på min arbejdsplads. Men er vi gode nok til at understøtte denne vigtige overgang i børnenes liv – overgangen mellem den rene barndom og det første år på vej mod ungdommen?

Robusthed tilegnes i fællesskaber

Den Nationale Sundhedsprofil viser igen, at unges mistrivsel stiger. Depression, stress og generel selvlede fylder i alt for mange unges liv. 21 procent af de unge mænd har dårligt mentalt helbred og 34 procent af kvinderne. Det er jo faktisk en katastrofe.

Forskere er ikke blege for at pege på præstationspres, sociale medier, selvpsykologisering og øget individualisering som årsager til den stigende mistrivsel. Folkeskolereformen, inklusionen, Instagram og curlingforældre får på skift skylden. Der er sikkert et gran af sandhed i det hele. Men hvad er løsningen, og ligger en del af den måske i den svære overgang mellem 3. og 4. klasse?

Jeg ser det som en af mine allerfornemmeste opgaver at sikre, at børnene bliver så robuste som muligt. Robusthed forstået på den måde, at vores børn lærer, at livet er fyldt af op- og nedture, venskaber, der brister, og nye, der opstår. At vi alle begår fejl, og at vi kommer videre. At man ikke skal være god til alting, og at ingen er perfekte, men at vi skal gøre vores bedste.

Men robusthed skal ikke kun være en individuel erkendelse. Det kan det aldrig blive, for det er en erkendelse, man får i fællesskaberne – hvor børnene prøver sig selv af og lærer sig selv at kende. Den erkendelse er meget svær at skabe, når den præstationsorienterede skoledag fylder så meget i børnenes liv.

Giv plads til børnenes frie fællesskaber

Vi kan ikke fjerne skolen og det faglige pres, og det skal vi heller ikke. Men fællesskaberne uden for skolen burde fylde langt mere i børnenes liv, når de går den svære teenagetid i møde. Så børnene erfarer, at selv om matematikken driller, er de gode til noget andet. Så de erfarer, at når de lærer mange nye børn at kende, er der altid en, der vil være deres ven. Så de får den ro og den tro på sig selv, der skal til, for at skolen både i medgang og modgang bliver et sted, der påvirker deres udvikling i den rigtige retning.

I min datters lidt turbulente 4. klassetid har hendes fodboldhold og fritidsklub været helt afgørende holdepunkter. To fællesskaber uden for skolen, hvor hun kunne være sig selv, i en tid hvor hun ikke oplevede, hun kunne være sig selv i skolen.

Skoledagen på mellemtrinnet bør være kortere, så børnene får mulighed for at dyrke fritidslivet mere og finde de fællesskaber, der skal forme dem og deres ungdom. Fritids- og ungdomsklubberne bør understøttes mere politisk og økonomisk og ses som en nødvendig del af børn og unges udvikling. På mange skoler er der ikke pædagoger i klasserne efter indskolingen, men der bør være pædagoger på mellemtrinet også, der kan understøtte lærerens arbejde med klassefælleskaberne, hvis de slår revner.

Som samfund skal vi gå fra at se folkeskolen som hele børnenes liv til at anskue det langt bredere. Skolen er kun en del af børnenes liv. Vil vi lykkes med, at flest mulige mennesker udlever deres potientiale, så skal flere børn og unge tro på, at det, de kan, kan bidrage med noget til os alle sammen. Den opgave kan skolen ikke løse alene.

Mette Skovhus Larsen er pædagog

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er enormt glad for ikke at være barn i dag hvor ungerne bliver analyseret i hoved og rov lige fra vugge til grav og kommer de til at sige noget "lidt forkert" så er de sociale myndigheder straks over dem og forældrene.

Ved godt at vi lever i en kontrollerende tid hvor alting skal vurderes/kontrolleres i alle afskygninger, men hvor var det befriende i min barn/ungdom selv at få de ting ind under huden, det kostede ind imellem lidt på psyken, men det giver livserfaring som man selv er kommet frem til en løsning på.
Man lærer en masse af sine egne fejl i livet og hvis man er vant til at få hjælp i hvert eneste tilfælde, hvordan skal de så håndtere problemer når de bliver "voksne" og der ikke er nogen til at holde dem i hånden?
De kan ende med ikke at være selvstændige/tænke selv, men venter på "hjælpen" som de er vant til :-)

Hvem er det der lægger et præstations pres på børn/unge?
Er det samfundet?
Er det børnene/unge selv i denne verden hvor alle helst skal have et "fint" job uden at rører sig alt for meget og som selv lægger et præstationspres på dem selv.
Er det Internettet og andres "oplæg"?

I min barn/ungdom var der ikke så meget fokus på deres "problemer" og traume, psykisk problemer ect. var slet ikke oppe i tiden og jeg ved slet ikke om det var udbredt dengang og på en eller anden måde er vi kommet videre efter barn/ungdommen og er nu oppe i alderen.

Et lille billede af i dag.
Var nede og vaske tøj og mødte et "indvandrer" par med 2 børn som legede i kælderen med beton alle vegne.
Jeg siger til dem, at det er ikke så snart at de leger i kælderen fordi de kan være uheldige at falde og slå sig, det kan jo ske i leg.
Men var der sket en "ulykke" i kælderen og barnet skulle på skadestuen, så ville de sociale myndigheder være over dem med det samme og det indskrænker børnenes legemuligheder.
Nu tænker du nok "børn skal ikke lege i en kælder" og det er tanken i dag, men i min barndom var kælderen en del af "legeredskaberne", vi måtte kravle i træer med risiko for at falde ned og evt. brække armen, men det lærer man af, vi kravlede på tage o.s.v. som vi i dag ville komme på institution for.
Min barndom kunne nok have været bedre, men jeg savner ikke det store fra den tid og jeg ville nødig have en "kontrollist" ved siden af mig hele tiden og gør man en lille ting forkert, så skal det straks op på psykolog plan og bliver evt. taget fra hjemmet.

Mon det at have sådan et "kontrol pres" over sig kan give psykiske problemer for barnet?

Nej. Nøglen til at redde mange børn fra mistrives ligger ikke i 4. klasse. Der findes ingen nøgle, der kan løse den slags problemer. Vi kan rent faktisk ikke løse alle menneskers psykiske problemer i skolen. Det vi kan, er at oprette en "redskabskasse" med tiltag til at mindske og lindre psykisk misvækst.

Henning Kjær

Rene Madsen.
Jeg tænker hvor og hvornår du var barn engang, og så tænker jeg at du ikke har meget kendskab til børns og voksnes dagligliv. Kommer ud overhovet udenfor din bolig., og har kontakt med andre mennesker.

Inger Pedersen

Tak, Henning.
Så behøvede jeg ikke.

Ninna Maria Slott Andersen

@ Henning Kjær, Inger Pedersen

Jeg opfatter jer som temmelig nedladende overfor Rene Madsens perspektiv...

Den slags respons er ikke ligefrem dét, der åbner ens verden op, nuancere tingene og giver plads til forskellige erfaringer og perspektiver.

Steffen Rahdoust Boeskov

"Vi kan ikke fjerne skolen og det faglige pres"

Jo, det kan "vi" faktisk godt.

Og langt de fleste børn vil trives uendeligt meget bedre uden skole (og fagligt pres)

Steffen Rahdoust Boeskov. "Børn trives bedre uden skole". Er det noget du kan dokumentere eller er det noget du synes og tror?

Steffen Rahdoust Boeskov

@peter knap

Hvordan skulle man kunne dokumentere det?

Jeg kigger mig omkring og ser, at børn bliver syge af at gå i skole. Stejl stigning i skolevægring - som forøvrigt er et sundhedstegn. Mange børn har heldigvis en betydelig modstandskraft overfor ting, der skader dem.

Derudover er skoler en meget ineffektiv måde at lære noget på. Hvordan lærer du bedst? Under tvang eller når du selv bestemmer, hvad du vil lave? Hvorfor skulle det være anderledes for børn?
Den medfødte lyst til at lære bliver smadret for mange, mange børn, fordi de bliver tvunget til at lære ting, de ikke har lyst til at lære, eller ikke er klar til at lære.

Hvis du er interesseret, så kan jeg anbefale http://carolblack.org/