Bogfinkens sang er ubehjælpsom, mens rødkælken behersker flere hundrede forskellige strofer

Så sang bogfinken for første gang i år. Det var vist en meget ung han, den slingrede sig gennem de første ’di-di’, og det gik ikke meget bedre med det såkaldte slag, slutsangen. Bogfinkehunnerne synger ikke, men hannerne synger, så snart de forlader reden. »En forholdsvis ubehjælpsom subsang,« står der i fuglebogen. Sådan lød det vitterligt også, nærmest som di--slingre-slingre-- iiii-ir. De unge bogfinkehanner lærer at synge af de ældre hanner, men hvad de synger, er der delte meninger om. Som en slags huskeremse anføres, at bogfinken synger det-det-det ka-jeg sige-li-så-tit-det-ska-vær. Men nogle hører, at den synger det-det-det-Riesengebirge, hvad jeg aldrig har kunnet få til at give mening,

Efter dens indledende det-det-det, kommer, som nævnt, slaget, og sagen er, at slagene er forskellige, afhængigt af hvor bogfinken er kommet til verden. I virkeligheden synger den dialektalt. Som led i research til en roman, jeg engang skrev, har jeg lyttet til bogfinker forskellige steder i landet, og på Als synger de for eksempel di-di-di-di-di-i-fri-gear. I Dollerup Bakker har jeg hørt mange, der bare synger di-di-di-di-di-di-iiii. Men måske har det været unge hanner, der ikke havde lært slaget endnu. Det sjoveste slag for en gammel journalist som mig er dog næsten, at de her på Møn, i min egen have, synger di-di-di-di-di-aviiispapir.

Det var det, den unge bogfinkehan prøvede.

Kartoffelål og lugning

Jeg var ved at rense kartoffelbedet for ukrudt. Det har ligget brak et par år, hvor vi har haft kartoflerne i to højbede, men nu har det varet længe nok, der kan umuligt være skadelige kartoffelcystenematoder, såkaldte kartoffelål, tilbage.

Kartoflerne er lagt til spiring i havestuen. Når jeg er færdig med kartoffelbedet, skal jorden dækkes med plastic i fjorten dage, så skulle den være varm nok til, at vi kan lægge kartoflerne.

... Når jeg har renset bedet for ukrudt endnu en gang! Et bed med snerler, brændenælder og tuer af kvikgræs lader sig ikke rense i ét hug, ukrudtet spirer sikkert fint under plastic.

Til gengæld kan jeg tilfreds konstatere, at der er virkelig mange regnorme i jorden, så den skal nok blive god og frugtbar, når jeg en gang er færdig.

Men jeg klarer ikke mere end et par baner per dag. Ryggen værker, og en gang corona har suget kræfterne ud af kroppen på mig. Aldrig i mit liv har jeg været så træt! Som om der slet ikke var nogen muskler mellem hud og knogler.

Jeg kommer dog igennem to baner på rystende ben, mens gemalen, der også har været coronaramt, beskærer frugttræer. Og når vi begge har opfyldt dagens kvote, har vi ret til at sidde i solen og drikke en øl.

Rødkælkens sang

Mens vi sidder der, lander der to stære på græsplænen og begynder at gå rundt og pikke. Solen får dem til at funkle i grønt og blåt og gyldent. Stære går så sjovt med hovedet nikkende frem og tilbage, så med strakt hals, så med hovedet tilbage over ryggen, mens de leder efter orme i jorden. Vi må se at få den stærekasse op, der blæste ned under stormen Malik. Men selv hvis den forbliver ubeboet, skal stærene nok finde en bolig og komme i flok og sætte sig og hvine og knebre i toppen af vores høje træer.

Faktisk har de allerede været her et stykke tid. En flok fløj tværs over vejen en dag, men det er første gang, jeg ser dem i haven. Og de skal helst lande på græsplænen ved havedammen og gå rundt og søge føde, før det rigtig er forår.

Det føles sådan nu: som rigtigt forår. Men det bliver ikke ringere af, at rødkælken som, i modsætning til stærene har været her hele vinteren, pludselig sidder på havebordet og giver sig til at synge en indviklet sang. Angiveligt behersker en rødkælk flere hundrede forskellige strofer, hvoraf den benytter fire i hver sangsekvens. Den når dog kun en enkelt, før den får øje på os, og vips – væk igen.

Men den var under en halv meter fra mig. Meget tilfredsstillende!

Det fine ved en have er, at der hele tiden sker noget, også selv om man bare sidder i solen og nyder en øl.