Martin Lidegaard, Adam Price og Per Fly har idéudviklet og instrueret Borgen – et storpolitisk drama, hvor den feminine fremtid ikke er bange for at vise tænder over for USA, Rusland og Kina, men dog frygter tanken om, at Grønland en dag kan løsrive sig fra Danmark, som så ryger uden for indflydelse.
Med god grund har anmeldelserne været flotte i Danmark, hvor blandt andre præsten Kristian Ditlev Jensen i Filmmagasinet Ekko spåede, at serien ville lægge gaderne øde. Det har jeg dog svært ved at forestille mig vil ske i Ilulissat, hvor jeg bor – og hvor en stor del af serien er optaget.
Det er en fin serie, som berører nogle af de sensitive tabuer, som Niviaq Korneliussen prøvede at bryde med i sin prisvindende bog Blomsterdalen samt det politiske spørgsmål om, hvem der egentlig har råderetten over råstofferne i Grønlands undergrund.
Desværre er det også en serie fuld af blinde vinkler og stigmatisering, som har fået flere af mine kolleger og venner til at droppe serien halvvejs. De synes, at portrætteringen af grønlænderne som fulde, utro og selvmordstruede er unødvendig for det store internationale drama – hvilket jeg må give dem ret i.
Det er også uretfærdigt at fremstille Grønland som parat til at give afkald på klima og natur for at udvinde råstoffer, når nu valget i 2021 tydeligt viste, at grønlænderne ikke ønsker at udnytte Kvanefjeldet.
Det er ikke noget, jeg pointerer, fordi jeg er særligt woke – men det er en af mine elever. Jeg prøvede at vise min klasse et klip fra seriens indledende scene: Flotte billeder af en hvalflænsning, som glider over i seriens intro med strubesang.
Og min vågne elev spurgte så, om jeg ikke kunne sætte undertekster på. Det kunne jeg godt, men bare ikke på kalaallisut.
Det måtte vi undvære, hvilket jo ifølge seriens grønlandske embedskvinde Emmy Rasmussen nogle gange er sundt. Men det tror jeg ikke, det er i dette tilfælde.
Jeg synes til gengæld, det kunne være sundt, hvis Borgen, som har fejlet ved sine klicheer, men som har vundet ved sit storpolitiske tema, i det mindste blev undertekstet på kalaallisut, så både grønlændere og danskere kunne opleve værket i fællesskab.
Markus Lentz er lærer og bosat i Ilulissat
Ja, hvornår begynder danskerne for alvor at respektere Grønland?
Kan kun være enig i, at de blinde, syddanske vinkler spærrer urimeligt meget.
Jeg har tænkt det samme.
Men må også sige, at serien formentligt var planlagt og for en stor del forbi punktet for mulige ændringer, da Grønland i 2021 sagde nej til Kvanefjeld.
Jeg kan kuin være enig langt hen ad vejen og har tænkt det samme.
Men må også sige, at serien formengligt har været færdig-planlagt, og fristen for ændringer har været langt overskredet, da Grønland sagde nej til Kvanefjeld i 2021.
Ændringer kan ikke foretages med tilbagevirkende kraft.