Kronik

Folkekirken kommer til sin ret i samtalen – med spejderne, i vinklubben og i den lokale brugs

Folkekirken summer af en virkelyst som aldrig før. Den kommer til udtryk i yogagudstjenester, stjerneløb og sorggrupper, som hver dag sætter mange forskellige mennesker i berøring med kirken. Det afgørende er, at det sker i samtale frem for monolog, skriver lektor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet Kirstine Helboe Johansen i denne kronik
Meningsfuldhed udfolder sig således i et dialogisk rum mellem de ressourcer og traditioner, kirken forvalter, og de kilder til meningsfuldhed, som den enkelte bringer med sig, skriver lektor i praktisk teologi, Kirstine Helboe Johansen, i denne kronik. 

Meningsfuldhed udfolder sig således i et dialogisk rum mellem de ressourcer og traditioner, kirken forvalter, og de kilder til meningsfuldhed, som den enkelte bringer med sig, skriver lektor i praktisk teologi, Kirstine Helboe Johansen, i denne kronik. 

Tobias Nicolai

Debat
19. marts 2022

Det er en mørk aften sidst i oktober. Forældre i vinterfrakker og børn klædt ud som spøgelser, zombier og græskar bevæger sig i små grupper hen mod den oplyste sognegård.

Udenfor står juniorkonfirmandernes græskarhoveder tændt. Nogle frivillige står foran sognegården og inddeler folk i grupper, inden de sender dem afsted på stjerneløb med (lidt) uhyggelige poster planlagt af de lokale spejdere.

Da folk lettere forfrosne vender tilbage, samles alle i den store sal til græskarsuppe og hjemmebagt brød forberedt af kirkens frivillige og sponsoreret af den lokale Rema 1000. Salen er festligt pyntet med orange duge og servietter. Guirlander med spøgelser, edderkopper og græskar hænger langs væggene og i vinduerne. Da alle har spist, fortæller præsten, at afslutningen i kirken begynder om et kvarter.

Folk rydder i fællesskab af bordene og finder jakkerne frem, inden de bevæger sig ud i mørket. Nogle går hjemad, men de fleste krydser gaden og samles i kirken. Da præsten har budt velkommen, synger børnekoret et par sange om halloween som indledning. Præsten læser en enkelt tekst, beder en bøn og holder en prædiken om mørke og lys i verden og i den enkelte.

Undervejs synger de forsamlede et par velkendte salmer, inden børnekoret slutter med endnu en sang. Derefter forlader folk kirken og går hver til sit.

En hidtil uset aktivitetsrigdom

Kirkeliv i dag udfolder sig i samarbejde; med familier, spejdere, frivillige og handelsliv. Det er eksperimenterende og inviterer nye aktiviteter ind. Det er åbent og rummeligt – du kan være med til det hele og smutte inden gudstjenesten.

Det er dybest set ikke nyt, men det udfolder sig alligevel under andre vilkår end for år tilbage.

Om end den danske folkekirke i sammenligning med andre vestlige majoritetskirker fortsat kan fremvise høje medlemstal og høje tal for kirkelig begravelse og konfirmation, så er religiøsitet og kirkeligt tilhørsforhold ubetinget under forandring. Det følger den udvikling, som vi ellers kender i samfundet: de klassiske autoriteters fald, større pluralisme og valgfrihed, søgen efter autenticitet. Også for vores tid gælder, at intet er, som det var – heller ikke i folkekirken.

Men kirkerne står ikke tomme, så langtfra. Faktisk vil jeg hævde, at vi siden 1990’erne har bevidnet en hidtil uset aktivitetsrigdom og virkelyst rundt omkring i de lokale kirker.

Aktiviteter for familier og børn i alle aldre, sorggrupper og besøgstjenester, ældreformiddage, filmklub og højskoleaftener. Fastelavn, valentinsdag, halloween og Lucia. Natkirke og meditationsgudstjenester, yoga og pilgrimsvandringer. På hospitaler og i fængsler, på uddannelsessteder og i forsvaret. Søndagsgudstjeneste, dåb, konfirmation, vielse og begravelse.

I løbet af en uge kommer mange mennesker i forskellige situationer og i forskellige aldre forbi kirken. Hvorfor gør de det? Hvad kan kirken tilbyde i dag?

Mening opstår i mødet

Det er sociologiens opgave at udvikle store teorier om vores samtid. Jeg vil nøjes med den mere simple observation, at meningen med livet i dag ikke er givet på forhånd. Der er mange livstolkninger – religiøse og ikkereligiøse mellem hinanden – at vælge imellem og plukke fra; der er mange muligheder og livsvalg. Mening er ikke givet. Mening er undervejs. Det har betydning for, hvordan man forstår folkekirken som en del af moderne menneskers liv.

Også i kirkelige aktiviteter er dét at finde mening en proces. Kirken er ikke på forhånd givet som meningsfuld i sig selv. Det opstår i mødet. Meningsdannelse har derfor som minimum tre faser:

Først søger den enkelte efter mening – for eksempel i et elsket rejsemål, musikken eller naturen. Dernæst skaber man i mødet med kirken mening ved at lade kirkens meningsressourcer – salmerne, bibelen og selve rummet – mødes med det, man selv har fundet meningsgivende. Og til sidst, i refleksion over den aktivitet, man har været en del af, tager man mening med sig.

Meningsfuldhed udfolder sig således i et dialogisk rum mellem de ressourcer og traditioner, kirken forvalter, og de kilder til meningsfuldhed, som den enkelte bringer med sig. Det private er centrum for meningsdannelse. Det er her, søgen efter mening begynder, og det er herfra, folk møder kirken i søgen efter en større meningsfylde, som kan uddybe, understøtte og perspektivere.

Denne dynamik er meget tydelig ved for eksempel begravelser, hvor en elsket sang, en passioneret hobby eller en yndlingsblomst i ritualet mødes med rum, salmer og læsninger, som ideelt set forenes i præstens tale. Min pointe er dog, at denne bevægelse – fra det private som centrum for mening til kirkens større meningsfylde til endelig at udhente meningsfuldhed – er grundlæggende for de vidtfavnende kirkelige aktiviteter i dag.

Så hvorfor deltager børnefamilier i halloweenfejring i kirken? Ikke fordi de er på jagt efter en autoritet eller et sted, som kan fortælle dem, hvad meningen med halloween i virkeligheden er. Nej, for de er i gang med at opbygge deres egen meningsfulde fortolkning af halloween og familieliv.

De inviterer kirkens stemme og fortolkning ind i deres egen fortsatte samtale om meningen med halloween og med det hele. Der er mange andre stemmer involveret i denne meningsskabelse: skolen, fritidsklubben og supermarkedet fortolker også halloween. Men folkekirken har en helt unik plads som løbende kilde til livsfortolkning.

Samtale frem for monolog

Fra vugge til grav, fra forventningens glæde til sorgens tyngde, til fest og i hverdagen er kirkens rum, ord og salmer et bagtæppe af meningsfylde. Både i de etablerede og i de varierende tilbud om aktiviteter byder kirken ind som en slags fortolkningskonstant, som folk – med forskellig hyppighed og varighed – kan vende tilbage til. Og det helt særlige ved det kirkelige fællesskab er, at folk altid er velkomne – også selv om det er længe siden sidst.

Hvad skal kirken så i 2022? Jeg vil pege på tre konkrete elementer.

Kirken skal kende sin plads. Kirkens røst er en del af en samtale, ikke en monolog. Det er i samtalen, i mødet mellem privatsfærens mening og kristendommens meningsfylde, at den kristne forkyndelse lyder personligt – ikke nødvendigvis individuelt – til den enkelte. Derfor er mødet i spaghettigudstjenesten, yogagudstjenesten, demensgudstjenesten, pilgrimsvandringen, natkirken og babysalmesangen afgørende for kirkelivet i dag.

Kirken skal fastholde og øge sit lokale netværk – til spejderne, lokalcenteret, brugsen og kaffebaren. Gennem partnerskaber knytter kirkens stemme sig også rumligt og socialt til de steder, hvor folk allerede mødes i meningsfulde fællesskaber. Derfor er lokalt samarbejde afgørende. Kirken står ikke alene, men skaber sammen med klatreklubben, vandrelavet, vinklubben og ældrecenteret mulighed for, at mening kan uddybes og udfoldes.

Og så skal kirken selvfølgelig forkynde evangeliet. Kirkens konstante arbejde udspringer af, at også det moderne menneske og samfund har brug for at høre og erfare kristne fortolkninger af livet. Evangeliet er ikke enten medkultur eller modkultur. Det lyder nu og altid midt i kulturen – i Palæstina, i Rom og i Danmark i dag. Dét er vilkåret og opgaven, også for folkekirken i 2022.

Kirstine Helboe Johansen er lektor i praktisk teologi og afdelingsleder for teologi ved Aarhus Universitet

Serie

Folkekirkens samfundsrolle

Tidligere var folkekirken et omdrejningspunkt for fællesskab og moral, præsten var en central og magtfuld figur i lokalsamfundet. I dag kritiseres folkekirken for ikke at følge med tiden, mange melder sig ud, og for endnu flere spiller kirken kun en rolle som ramme om rituelle begivenheder som bryllup og begravelse. Hvilken funktion har folkekirken i dag og har den brug for en ny retning for at være relevant? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

18/mar/2022

At være kristen er at være socialist

Jesus var jo jøde og blev i sin tid
dødsdømt af de rige og magtfulde
jøder, fordi han protesterede mod,
at de undertrykte og udnyttede de
arbejdsløse og fattige jøder ...

De rige og magtfulde jøder fik så
romerne til at korsfæste Jesus ...
Det er den historiske del af det
helt urimelige, historiske jøde-had ...

Og det magtspil fortsætter de rige
og magtfulde jøder nu mod de fatti-
ge palæstinensere i nutidens Israel.

Med bekymret hilsen
Claus

Niels-Simon Larsen

KHJ: I samtalens interesse, kan du så ikke få Københavns biskop til at sende et blev til Ærkebiskoppen af Moskva om, at kristne præster ikke må støtte diktatorer og krig? Den der tier samtygger jo.