Georg Metz: Lighedsprinicippet trænger til en virkelighedsnær opdatering

Folketinget bør se på lighedsprincippet i dansk lov med henblik på en mere virkelighedsnær opdatering.

Loven definerer de borgerlige rettigheder, hvor danske statsborgere og i nærmere begrænset omfang EU-borgere har forrang i retten til ophold, arbejde og køb af fast ejendom. Der kræves opholdsret eller statsborgerskab, før man opnår fulde rettigheder. Retskulturen forudsætter dog i pagt med menneskerettighedskonventionerne forvaltning baseret på ideen om menneskers lighed for loven.

Dansk lov diskriminerer ikke på køn, religion, politisk overbevisning og etnisk ophav. Her ligger den danske statsindretnings fundament. Det har ikke altid været sådan, ej heller inden for landets grænser. Lighedstanken udvikledes med oplysningen fulgt op af demokratiske idealer realiseret i gældende grundlov og dansk statsskik. Forestillingen om, at alle i udgangspunktet er stillet lige, er imidlertid ikke kongruent med virkeligheden og bestemmes snarere af sæd og skik, sociale forhold, flertallet og tidsånden. Fordomme spiller en ikke uvæsentlig rolle.

De rigtige og de forkerte

I 1920’erne talte man i anledning af en vis tilgang af bornholmske jurastuderende til Universitetet om ’den bornholmske fare’. I spøg og skæmt. Men ganske vist.

Alt efter anskuelse og ståsted udpeges de rigtige og de forkerte, ikke så få lever med, at nogle er mere lige end andre.

Lighedsprincippet som udtryk for kulturkredsens syn på menneskeværd kan ellers udtydes på mere raffineret vis i pligten til at yde og retten til at nyde barmhjertighed, således beskrevet i kristen- og jødedommens morallære i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner.

Pointen er klar i problemfremstillingen, men modgået af flygtningeafvisere som sværmerisk vranglære af barmhjertighedsfordringen. Samaritaneren i lignelsen efter denne specielle tolkning udøver en speciel og ikke almen godhedshandling, hvilket også ville stride mod Luthers gerningsretfærdiggørelseslære. Udøvet godhed løfter i det hele taget ikke den obligate syndsbyrde af det kronisk syndige menneskes skuldre. Den gode gerning er tværtimod kun selvskabt syndsforladelse og troslærens modsætning. Synderen, mennesket, som godhedsudøver – gør sig i sin godhedsudøvelse mod andre end den nærmeste næste – til Gud i sit demonstrative krav om syndsforladelse som belønning for godhedsudøvelsen. Men kun Gud kan tilgive. At gøre det alment gode er derfor udtryk for hovmod, selvgodhed, forfængelighed – og altså syndigt.

Vores idelogiske grundlag

Det beskrevne kan for udenforstående lyde som det rene vrøvl, men er ikke desto mindre det ideologiske grundlag for politisk afvisning af en humanistisk fremmed- og flygtningepolitik.

Således er samaritaneres historie vigtig i den konfronterende politiske debat om fremmedlovgivningen særdeleshed udtrykt i det yderste højre – senere mere bredt i kampen mod flygtningelovene fra 1980’erne.

’Godhedsindustrien’ blev hjælpeorganisationerne betegnet. Ideologen i bevægelsen, præstepolitikeren Søren Krarup anklagede flygtningehjælp, menneskerettigheder, konventioner, den offentlige og private godgørenhed, samt journalister der refererede flygtninges vilkår for at hævde godheden og dermed tilsnige sig syndsforladelse. Men de ophøjede sig kun og underløb fædrelandet.

Endog kvoteflygtninge blev senere afvist. Begrebet befolkningsudskiftning vistnok opfundet af amerikanske konspirationsteoretikere høres også her: Muslimerne overtager Danmark, når de bliver mange nok.

Ulovlig forskelsbehandling

Folk af anden herkomst er ikke velkomne, kun folk af genkendelig art.

Forskelsbehandling er sådan set ulovlig, men det klares mere eller mindre maskeret ved opregning af forskelle i kultur, religion og sprog (undtaget ukrainsk), alt som målestok for flygtninges ret og barmhjertighedens rækkevidde. Når afvigelser fra danske normer summer sig op, lukkes døren. Hvem andre end godhedsindustrien, mener at mennesker på selv nogenlunde ens grundvilkår behøver vurderes efter samme målestok? Flygtninge fra næsten nærområder reagerer jo mere ægte og genkendeligt på krig og katastrofer end uønskede fra andres nærområder. Flygtninge, vi ligner, sørger dybere over deres kvæstede børn end syrere på flugt og er ikke berørt af deres udbombede huse, der ikke er rigtige hjem, men værelser af beton og grimme møbler, spraglede bedetæpper og lys i loftet, hvor de steger gedebuk i hvidløgssovs på gulvet og jævnligt stikker røven i vejret og beder til Allah, som de ikke finder sig i, at andre tegner i Jyllands-Posten, fordi de er imod ytringsfriheden og danske værdier.

Der er gode grunde til lovændringer. Der er lighed og lighed. Næste gang de kommer fra Islamistan og storker ud på vores motorveje eller fra Middelhavet på en luftmadras, siger vi som den rigsretsdømte tidligere minister, da hun også afviste kvoteflygtninge: »Vi er fyldt op«.

Godt, de ikke kom. Om så tallet var mindre end, der kan sidde i en middelstor bus fra Ukraine.

Forskelsbehandling i udvalgt barmhjertighed er svaret. Ellers overrumpler medmenneskeligheden os en skønne dag.