Georg Metz: Putin er lige så farlig, som det er at tage fejl af ham i upræcise sammenligninger

Virkeligheden kan føles som en tidsmaskine, hvor det der sker, ligner det, der skete før. Historikere leder gerne efter paralleller vel vidende, at tingene ikke gentager sig. Men de fleste sammenligner ikke desto mindre.

Genkendelige forløb kan altså afspejle en repeteret fortid og tilsvarende misbruges. Autokratiske naturer søger at vække folkelig genklang ved at fremmane en tabt, men forfladiget historie, hvortil det meste i en kritisabel nutid med vold og magt bør henføres. Så bliver det hele så godt som i gamle dage. Det kaldes historieforfalskning og kan jævnligt studeres i tvivlsomme politikeres sentimentale adfærd.

Engang du herre var i hele Norden, bød over England, nu du kaldes svag. H.C. Andersen konstaterede Danmarks politiske ubetydelighed, mere end han beklagede, at det forholdt sig sådan. Krigerisk var digteren langtfra. Trods sejren i slaget ved Isted i sommeren 1850 udkæmpet kort efter tilblivelsen af digtet ændrede Treårskrigen intet ved Andersens konstatering om Danmark som småstat.

Men at danskerne med møje, mas og oceaner af blod med nød og næppe vandt på Isted Hede, indgød de nationalliberale den ulyksalige fejlslutning, at Danmark i en ny krig kunne stå sig.

Forestillingen om dansk militær formåen selv efter 1864 holdt en tid under Højre, indtil en nøgtern regering under den radikale Carl Th. Zahle og med P. Munch, Scavenius og Edvard Brandes formulerede neutralitetspolitikken. Den tjente Danmark vel under Første Verdenskrig og burde have været en opfulgt succes i den anden, hvis ikke Hitler havde været så dum at besætte landet og binde store styrker for at sætte sig på Aalborg Lufthavn som trædesten til Norge.

Efter erfaringer af den art sluttede Danmark sig efter krig og besættelse til Atlantpagten af den enkle grund, at der ikke var andet at gøre. Ikke hvis landet skulle afvise pression og snarere bede om bistand ved et sovjetisk overfald. Ikke at det sidste var særligt sandsynligt, men man kunne ikke vide. NATO var danskernes forsikringspolice, somansir.

De to procent

Når talen nu igen er om forbehold, praktiseredes et forbehold i NATO-medlemskabet for Danmark og andre ved ikke at leve op til det fulde krav om de berømte to procent, som forudsættes i pagten. Trusselsbilledet var ikke af den art, at oprustning på et sådant niveau skønnedes rimeligt, end ikke i de mest frostbidte koldkrigsvintre. I øvrigt dementerede rædslen for atomkrig behovet for større lagre af krudt og kugler. Forargede borgerlige partier tog ofte spørgsmålet op, men ikke påfaldende ihærdigt. Selv forsvarsvenlige vælgere var godt tilfredse med lidt, men godt eller halvgodt.

Nu er NATO-forbeholdet under afvikling. En bred national aftale tilfører dansk militær de to procent over forholdsvis kort tid. I krisetider, hvor krigen står for døren og måske sparker den ind, er påholdenhed ikke et slagnummer. Den indædte diktator i Kreml siges kun at forstå truslernes sprog, hvilket noget også tyder på. I en sådan situation er særstandpunkter i defensive alliancer ikke hensigtsmæssige. Især ikke når det drejer sig om et meget lille land, der dog så vidt om jorden er kendt for sin strategiske beliggenhed ved moderlandets bælter såvel som i den del af Rigsfællesskabet, hvor bjergene kælver – for meget.

Politik er ikke dame-te, som Ritt Bjerregaard engang bemærkede. Med en samspilsramt tsar i Kreml er storpolitik heller ikke caffe latte. Hvad den militære alliance med landenes to procent byder på af sikkerhed – minus det ultimative øjeblik, såfremt den opbragte russer vælger ragnarok – suppleres af den mere civile forsvarsdimension i EU, hvor dette hidtidige forbehold og dermed fravalg af indflydelse synes argumentresistent som Morten Messerschmidt. Måske kun en drøm om at genopføre luftkastellet om dansk suverænitet i modsætning til EU, der kun er ude på at tage den fra os.

Upræcis sammenligning

Tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen kønsbevidst klædt i blåt og gult over det hele lagde forleden ud i Berlingeren med en højtrykslanceret advarsel om, at Putin er farligere end Hitler og Stalin. Det kan man ikke afvise, men i samme åndedrag trøste sig med, at den forhenværende bedrev kreativ bogføring i forvaltning af det danske skattevæsen og efterlod det kvast. Dertil og mere relevant i sammenhængen sendte han Danmark i krig på falske påstande om masseødelæggelsesvåben i Irak samt hilste i sin tid Donald Trump velkommen som et frisk pust i Det Hvide Hus.

Et forsøg på en nuancering i vurderingen af Ruslands topledelse kan nemt blive aske i munden på skribenten, men bør uanset risikoen stædigt hævdes. Den, der måler datiden efter nutidens alen, er dømt til at gentage fortidens fejl. Putin er ikke farligere end Hitler eller Stalin. Slet ikke hvis man ikke definerer de betydelige forskelle mellem Hitler og Stalin og Hitler og Putin og Putin og Stalin.

Så bliver der egentlig ikke så meget andet tilbage end, at Putin er lige så farlig, som det er at tage fejl af ham i upræcise sammenligninger.