Kommentar

Jeg gik i terapi for at rydde op efter min mors alkoholproblem

Min mor kan gå direkte i behandling, men os med arrene efter en rødvinsplettet barndom må vente længe på hjælp. Det er tid til, at vi som nation tager ansvar for bagsiden af vores drukkultur, for kampen er uendelig ensom i skyggen af flasken, skriver socialpædagog og underviser Sigga-Maria H. Højgaard i denne kommentar
Sigga-Maria H. Højgaard skriver om, hvordan det er at vokse op med en alkoholiseret mor.

Sigga-Maria H. Højgaard skriver om, hvordan det er at vokse op med en alkoholiseret mor.

Mads Nissen

Debat
29. marts 2022

Min mor var 16 år, da alkoholen begyndte at være styrende i hendes liv. Det blev et samlingspunkt for det fællesskab, hun var en del af, og hurtigt et middel, hendes omgangskreds fik for vane at bruge weekend efter weekend. Vi kender kulturen fra os selv. Jeg har selv været der, og det har du formentlig også.

Det er en historie, som jeg ikke har fået fortalt af min mor, for hun berettede den aldrig selv. Faktisk har hun aldrig indrømmet, at hun har et alkoholproblem. Det er og forbliver et tabu, der skiller os ad som mor og datter, ligesom det gør i tusindvis af andre familier i Danmark.

Hvad der kunne have været et funktionelt familieliv, blev endnu en barndom, der er sivet ud i afløbet sammen med de flade ølrester fra gårsdagens fester.

Jeg har klaret oprydningsarbejdet alene

Oprydningsarbejdet har jeg – hendes datter – klaret alene.

Jeg har brugt det meste af mine 20’ere på at lappe de eksistentielle skavanker, jeg tilegnede mig gennem en utryg og kaotisk barndom. Det var en barndom, der forsvandt under et billardbord på en tilrøget bodega i Nyborg.

Jeg har tilbragt timer – hvis ikke dage – i terapeutens stol for at finde hoved og hale i, hvordan jeg skulle forholde mig i relationen som datter til en alkoholiseret mor. Jeg har lært, at jeg ikke havde ansvaret for problemet eller var en del af problemet. Det troede jeg dengang.

Jeg har gået i terapi for at fikse noget, min mor skulle have gået i terapi for at fikse.

Paradoksalt nok kan min mor gå direkte fra gaden ind i et behandlingstilbud, mens efterkommere af alkoholikere, der som voksne kæmper med arrene efter en rødvinsplettet barndom, må vente længe. Vi må vente, indtil samfundet synes, at vi er gået tilstrækkeligt i stykker og dermed berettiget til at modtage hjælp.

Lige nu kan der være op til to års ventetid i TUBA, der er en organisation, som giver gratis terapiforløb til børn og unge, der er vokset op i familier ramt af alkoholproblemer. Virker det ikke som lang tid at vente, når man har et så massivt behov for hjælp? Det synes jeg.

Og spørgsmålet er, om alkoholikerens børn mon nogensinde bliver værdige nok til at modtage den behandlingsgaranti, de har brug for. For lige nu er hjælpen mangelfuld.

I dag ser jeg ikke min mor, og min mor ser ikke de to børnebørn, jeg har bragt til verden. Og hvad er så meningen med livets fester, hvis vi ikke har vores nærmeste relationer at fejre dem med?

Alkoholisme er en forfærdelig dæmon

Sundhedstyrelsen anbefaler nu maksimalt ti genstande for voksne ugentligt og fraråder det helt for dem, der er under 18 år. Anbefalingerne er baseret på den nyeste forskning, der især peger på de uhensigtsmæssige tendenser, vi ser, når unge danskere stifter bekendtskab med alkoholkulturen i Danmark.

Ofte er formålet med sammenkomsterne at opnå fuldskab, men med sig fører det desværre, at mange unge får uhensigtsmæssige oplevelser med sig i bagagen.

Unge kan pludselig stå i en situation, hvor de har svært ved at huske eller bedømme, hvad der er foregået, eller hvorfor man vågner op ved siden af en fremmed. Det er voldsomt at stå i som 16-årig. Det ved jeg, fordi jeg har været der, og det ved jeg, at mange andre også har. Alkoholen hjalp ikke synderligt på dømmekraften i potentielt ubehagelige situationer, hvor festen for længst var feset ud.

Men forandring af kultur tager tid. Det ved vi. Vi husker jo, hvordan der er blevet røget indendørs i 1990’erne, hvor mange børn passivt røg med på deres tyggegummicigaretter.

Men så blev vi bevidst om, at man kan få kræft af røg, og vores samfunds holdninger ændrede sig. Kunne vi mon vende blikket mod vores alkoholkultur som det næste, eller er denne urørlig?

Konsekvenser i flere generationer

Alkoholisme er en forfærdelig dæmon, der har hærget min familie i fire generationer. Min mormors tilværelse var tynget af den sorg, det var at se sin datter gå til i misbrugets fordærv.

Selv sidder jeg tilbage med en følelse af at være blevet valgt fra. Jeg føler, at flasken og festerne altid har haft pladsen foran mig. Tilbage sidder jeg med de senfølger, der hedder lavt selvværd og lav tro på egen formåen. Tilmed kommer mine børn aldrig til at have en tillidsfuld mormor, der fortæller muntre anekdoter om deres mors første skoledag. Og hvilken skam.

Der er ingen ommer i denne historie, og konsekvenserne påvirker også endnu ufødte generationer. Men kan det virkelig passe, at det er op til de pårørende, der sidder i terapigrupperne, at råde bod på de negative konsekvenser af den danske alkoholkultur?

Vi må spørge os selv, om vi som nation vil tage ansvar for bagsiden af vores drukkultur, eller om vi skal fortsætte med skyklapperne på og lade pårørende stå for ansvaret for misbrugsproblemerne alene. Jeg kender ikke svaret, men jeg kan slå fast, at kampen synes uendelig ensom i skyggen af flasken.

Jeg ved egentlig ikke længere, hvad det er, vi skåler for.

Sigga-Maria H. Højgaard, socialpædagog og underviser

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Når man læser indlægget, får man indtryk af både tab, frustration og bitterhed – samt et ønske om, at fællesskabet skal fjerne alkoholens svøbe. Det er også nemt nok at rette sin vrede mod alkohol, der utvivlsomt har været medvirkende til den sociale deroute for moderen.

Vi må dog aldrig glemme Holbergs spørgsmål: Hvorfor drikker Jeppe?

Det er sjældent alkoholen i sig selv, der i første omgang skaber behovet for at drikke. Så måske skulle man begynde dér i stedet?

Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Mogens Sommer Madsen

Tusind tak for dit indlæg.
Et nødråb, som mange istemmer sammen med dig, uden at blive hørt.
I et land, der flyder af sprit og benægtelse, lukker vi ører og øjne for det, der sker lige for næsen af os.
Jamen, sker der ikke noget nu med debatten om 18-årsgrænse for alkoholindkøb og nye tal for antal genstande fra sundhedstyrelsen?
Næh.
Vi drikker videre og vil ikke høre om, hvor meget, vi drikker, eller hvor stærkt, det påvirker os og folk omkring os.
Gøres der endelig noget ved det, er det oftest alkoholikeren, der er i centrum.
Måske fordi det er ham/hende, vi bedst forstår. Vi selv drikker jo (for meget).
Og på en sær bagvendt facon undgår vi på den måde at erkende problemets omfang, og hvor dybt det stikker i dansk kultur og familieliv. I vores eget liv.
Vi nægter at indse, at uden om alkoholikeren lever børn, partnere, bedsteforældre, kolleger, venner og veninder. De lever i dilemmaer, de ikke kan se sig ud af, i ensomhed og ofte dyb eksistentiel lidelse. Ingen ser dem, ønsker at forstå dem eller hører alvorligt på, hvad de siger.
For vi magter ikke at tage konsekvenserne af det, vi indser. At vi må gøre noget alvorligt ved et samfundsproblem, som går ud over familier, skoler og arbejdspladser. Tage en debat, der vil problemet til livs. En debat om restriktioner, lukketider, behandling og moral.
Sigga-Maria H. Højgaard tak for dit mod og din åbenhed om svære emner for dig og familier landet over.
Måtte flere åbne op og måtte I blive hørt.

Peter Wulff, Merete von Eyben, erik pedersen og Karen Wessel Fyhn anbefalede denne kommentar
Mogens Sommer Madsen

Jo, John Kierans, det er alkoholen i dig selv - og lige netop den med Jeppe er der rigtig mange alkoholafhængige, der bruger - til at drikke videre på!

Mogens Sommer Madsen

Sig