Kommentar

Den hævdvundne svenske neutralitet er brudt ned fra den ene dag til den anden

I Sverige er modstanden mod medlemskab af NATO desværre brudt ned fra den ene dag til den anden. Uanset udfaldet i Ukraine bevæger konflikten os mod en indædt dominanskamp om forsyningsveje, råvarer og ressourcer. Jeg siger nej tak, skriver forfatter Åsa Linderborg i dette debatindlæg
I 1962 løste Cubakrisen sig i allersidste øjeblik, og Sovjet sejlede sine missiler hjem igen. Det skete ikke denne gang – og nu træder en række andre skæbnesvangre årstal frem i tankerne.

I 1962 løste Cubakrisen sig i allersidste øjeblik, og Sovjet sejlede sine missiler hjem igen. Det skete ikke denne gang – og nu træder en række andre skæbnesvangre årstal frem i tankerne.

Henry Burroughs

Debat
2. marts 2022

Det føles som 1914, siger jeg til min familie. Militariseringen. Mentaliteten. Magtesløsheden. Meningsløsheden. Jeg drager sammenligningen, men jeg ved ikke, om den passer, selv om jeg er uddannet historiker og derfor burde vide bedre end de fleste, hvornår en analogi holder.

Det er svært at tænke klart lige nu. Vreden, sorgen og chokket er alt for stort, og de hidsige avisoverskrifter pisker mine nerver.

Jeg ser forskellige grafikker over Gotland og læser om scenarier for, hvordan russerne kan indtage øen. Jeg tænker, at artiklen må være sponseret af NATO. Søndag meddelte Magdalena Andersson, at Sverige sender 5.000 panserværnsvåben til Ukraine. Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at Sverige sender våben til en af parterne i en væbnet konflikt. Den hævdvundne svenske neutralitet og modstand mod medlemskab af militæralliancen er brudt ned fra den ene dag til den anden. Vi, som stadig helst ser, at Sverige holder sig udenfor, fattes nu argumenter.

Om en måned eller et år – når situationen vil have ’stabiliseret sig’ for alle andre end ukrainerne, vil verden være domineret af to blokke – EU/USA mod Rusland/Kina – som vil udkæmpe en indædt dominanskamp om forsyningsveje, råvarer og ressourcer. Jeg siger nej tak.

En højtstående chef i den norske mediekoncern Schibsted, som ejer den avis, jeg arbejder på, Aftonbladet, sender en sen aften en følelsesmæssigt stærkt mail, om at vores tanker »nu må gå til Ukraine«. Det er aldrig før sket, at en medieejer har udtalt sig om, hvad vi som journalister skal tænke og føle.

Bevar den saglige tone

Hvorfor skrev han ikke, at netop i en situation som den nuværende er det vigtigt, at vi prøver at lægge vores følelser til side og bevarer den saglige tone, vi som journalister forventes at have?

På den anden side: Hvor langt rækker en saglig tone i en så akut krise?

En debattør antyder på Twitter, at man er landsforræder, hvis man spreder falske informationer om landets statsledelse i forbindelse sikkerhedspolitiske dispositioner. Alle skal med andre ord rette ind. Betyder det, at vi ikke frit må diskutere, at Sverige nu pludselig deltager i ekstraordinære NATO-møder?

Og hvem vover nu at tale højt om, hvorfor Putin sidder, hvor han sidder?

Efter næsten et tiår med jeltsinsk markedsliberalt vanvidsstyre, hvor middellevetiden blev forkortet med otte år, trådte Putin ind på scenen som frelseren i nøden. Han forhøjede folkepensionen tre gange på to år og kunne nærmest tage bad i folkets kærlighed. Han blev desuden feteret som Vestens yndling, blev indbudt til glittergala, hvor han spillede klaver og sang Blueberry Hill foran Kurt Russel, Goldie Hawn, Gérard Depardieu og alle mulige berømtheder, som applauderede måbende. Men så tog NATO fat på sin udvidelse, og så sagde Putin njet spasibo.

I årene under Putin er middellevetiden gået frem, men ligger stadig langt under niveauet fra 1987. For russerne er det almindeligt at måtte have to job for at kunne overleve, og det er måske ikke så sært, at hammer og segl i nogles øjne begynder at fremstå som et symbol på en tabt mytisk guldalder.

Vi lærer tydeligvis ikke af historien

For et par uger siden tænkte jeg, at situationen i Ukraine føltes som Den Kolde Krig i 1962. USA ville ikke finde sig i, at Sovjet ville kernevåbenbestykke Cuba, hvilket er til at forstå, ganske som man kan forstå, at Cuba følte sig truet af USA, samtidig med at Sovjet så en gylden chance for at rykke sine positioner frem. USA gjorde klar til invasion. Man havde 5.000 mand klar i Florida, men det hele løste sig klokken fem minutter i tolv. Og det kommer det også til at gøre denne gang, tænkte jeg. Men sådan gik det altså ikke.

Nu går mine tanker i stedet til 1914. Ja, det er stærke ord, og jeg skriver dem alligevel, men uden nogen større kraft. Jeg er så følelsesmæssigt udmattet efter så mange år med militære katastrofer, at jeg ikke kan mobilisere mere energi. Det var, som om noget døde i mig efter krigene i Afghanistan i 2001 og Irak i 2003. Millioner af mennesker verden over, ikke mindst i USA, skreg sig hæse i protest mod det forestående blodbad og brud på folkeretten – det hjalp absolut ikke.

Vi kan drage alle slags sammenligninger – 1914, 1956, 1968, 2003 – der findes sågar dem, som byder ind med 1938. Uanset hvad lærer vi tydeligvis aldrig af historien.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

© Åsa Linderborg og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Bygger du en vej - så kommer der biler. Bygger du våben - så kommer der krig.

Søren Dahl, Kurt Nielsen, Bent Nørgaard og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

“ En debattør antyder på Twitter, at man er landsforræder, hvis man spreder falske informationer om landets statsledelse i forbindelse sikkerhedspolitiske dispositioner. Alle skal med andre ord rette ind. Betyder det, at vi ikke frit må diskutere, at Sverige nu pludselig deltager i ekstraordinære NATO-møder?”

Nej, det betyder det ikke; det betyder, at du ikke skal forfalske videooptagelser til skade for nationen, hvilket er dét, Carl Melvin henviste til. På samme vi skal du ikke citere ud af kontekst - hvilket ikke burde komme bag på en garvet journalist og historiker.

Det er nok på tide, at Sverige og Finland melder sig ind i NATO. Rusland burde have gjort det samme, da de havde muligheden, men det er svært, når man hellere ligger i konstant konflikt med sine naboregioner.

Steen Langkjær

Tak Linderborg, for at dele dine tanker med os. Det er vanskeligt at håndtere skuffelsen.
Jeg og mange andre får også kvalme af tidens militarisme. Af tidens tankegang om at sætte hårdt mod hårdt, koste hvad det vil, om så en atomkrig.
Hvis verden kommer så langt ud, er det ligemeget hvem der slog først. Der findes ingen vindere.
Heller ikke jeg tør tænke de sejrssikres fejltagelser til enden.

Søren Dahl, Kurt Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Poul Anders Thomsen

Frihed kommer ikke uden en pris Åsa og så længe nationer ledes af diktatorer, kan ingen vide sig sikre. Den eneste vej til fred er gennem demokratier verden over, jo før vi indser det og bakker det op med handling, desto færre mennesker skal lide under tyrraniets åg. Man kan ikke bare stikke hovedet i sandet, tænk hvis Sverige var det eneste demokratiske land tilbage i verden. Hvor lang tid ville Sverige så kune klare sig med sin neutralitet....
Ved at erklære sig neutral afviser man bare at løfte sin del af læsset og lader andre om grovearbejde. Der er intet fint i neutralitet, kun fejhed,.

Bruno Petersen

At Sverige og Finland seriøst overvejer at melde sig ind i Nato og at Tyskland nu sensationelt dukker op på den ny koldkrigs-scene betyder enormt meget for den debat vi skal have i Europa om fremtidens fred og sikkerhed. Lagt sammen med de øvrige sanktioner - sidst afstemning i FN, hvor 141/193 stemte for en resolution om at stoppe U-krigen- tror jeg at Rusland begynder at tænke nøgternt.

Skribenten har fuldstændigt ret i, at vi aldrig lærer af historien.

Det gælder imidlertid ikke kun dem, der tror at den eneste løsning altid er konfliktoptrapning og vold - det gælder tilsvarende dem, der for evigt tror, at man altid kan undgå vold.

Hvis vi skal læne op ad historien kan vi måske ihukomme følgende ret gamle visdomsord: Sic vis pacem, para bellum

Steen Langkjær

NATO forbereder sig på krig - det har NATO altid gjort - men hvad hjælper det os nu, hvis den militære afskrækkelseseffekt ikke virker?
Det tyder også på, at Ruslands trusler om brug af atomvåben ikke afskrækker Vestens ledere.
Det virker håbløst.
Vi, der taler imod militær og økonomisk konfrontation, kommer ikke helt uforberedte.
Vi taler for at begrænse krigens omkostninger og tab af menneskeliv, og vi ved, at det kan gøres gennem et vedholdende og klogt diplomati.
Spørgsmålet er, om vores ledere magter det. Om de evner den svære kunst, at opnå en aftale, som alle, tilsyneladende uforsonlige, parter kan leve med.

Christopher Ford

Putin vil have krig. Efter Ukraine, skal den næste krig foregå Finland eller Polen. Putins form af krig består af mordene på uskyldige almindelige mennesker. Være i enig med en våbenhvile for, at civile i de ukrainske byer Mariupol og Volnovakha kan blive evakueret, og så slår dem ihjel alligevel. Verdenen skal før eller senere kæmpe mod Putins Rusland, af hensyn til Rusland så meget som af hensyn til resten af verdenen. Alle foretrækker at sige ’nej tak’, men Putin anser høflighed som svaghed. Vi vil ikke have krig, men Putins krig vil have os.