Kommentar

Hjælp til ukrainere burde ikke tages fra verdens udsatte

I Libanon nær den syriske grænse har sneen igen lagt sig som et tæppe over de mange telte. Her bor nogle af de mest udsatte familier i verden, der også er på flugt. De fryser, fordi de mangler noget at opvarme teltene med. Vi skal hjælpe ukrainerne, men det må ikke ske på bekostning af andre af verdens udsatte, skriver frivillig nødhjælpsarbejder Nina Storgaard Albertsen i dette debatindlæg.
Debat
28. marts 2022
I Libanon bor de fleste flygtninge i telte stuvet tæt sammen. Det er uoverskueligt at tænke på, at priserne på benzin og fødevarer nu stiger igen, skriver Nina Storgaard Albertsen, som arbejder som frivillig på grænsen til Syrien.

I Libanon bor de fleste flygtninge i telte stuvet tæt sammen. Det er uoverskueligt at tænke på, at priserne på benzin og fødevarer nu stiger igen, skriver Nina Storgaard Albertsen, som arbejder som frivillig på grænsen til Syrien.

Nina Storgaard Albertsen

Verden har mistet lidt af sine farver, og jeg har for første gang i min levetid frygtet krig. Realisme og almindelige rationaler er ikke længere til at stole på. Dagen efter Ruslands invasion af Ukraine rejste jeg tilbage til Libanon for igen at arbejde som frivillig langs med den syriske grænse. Det første, jeg blev spurgt om, da jeg landede og skulle have en PCR-test, var, om jeg var fra Ukraine, og om jeg var flygtning. Men hvad er en flygtning egentlig, og hvem er flygtning?

I Libanon bor de fleste flygtninge i telte stuvet tæt sammen. Jeg har set telt efter telt med familie efter familie i lejr efter lejr. Det er menneskeskæbner; børn med en lyserød venstre sko og en lysegrøn højre sko, der griner, når man hopper på et ben; kvinder med slidte tørklæder, der smiler, når man hilser på et gebrokkent arabisk; får, der springer over vejen mellem teltene, når en fræk pige råber ’shawarma’ efter dem. Mennesker, hvor det at tænke på fremtiden reelt er en luksus, der ikke er råd til.

Mit hjerte landede lynhurtigt i smukke Libanon på ny. Min hjerne søgte konstant nyheder fra Ukraine. De første dage spurgte alle mig til situationen i Europa. Krigen i Ukraine er også kommet til Libanon, selv om situationen her er så kritisk.

Mangel på benzin og mad

Der er igen ekstrem mangel på benzin. I dag er prisen på sukker næsten fordoblet i forhold til for to dage siden. Meget medicin bliver købt på det sorte marked til skyhøje priser. Libanon importerer normalt mere end 90 procent af sin hvede fra Ukraine og Rusland. Det libanesiske pund har mistet omkring 90 procent af sin værdi de seneste to år. Op mod 82 procent lever i fattigdom. Fødevarepriserne er steget omkring 1.000 procent. Verdensbanken vurderer, at den økonomiske krise i Libanon er en af de værste i verden siden midten af 1800-tallet.

Den anden dag delte vi mad ud til en libanesisk mor og hendes datter, der tidligere var en del af middelklassen. De græd begge to. Grundet inflation er morens løn som sygeplejerske på et offentligt hospital nu cirka 50 dollar om måneden. Den indtægt dækker kun hendes elregning, så hun får hjælp fra venner og bekendte, der også selv har brug for hjælp.

Det er uoverskueligt at tænke på, at priserne nu stiger igen. Det er uoverskueligt, fordi der igen har været snestorm i Bekaa-dalen, og fordi mange ikke har noget at opvarme deres telte med. Det er uoverskueligt, fordi der var brand i en flygtningelejr den anden dag, og en dreng på ti år omkom, mens han sov.

Det er uoverskueligt at tænke på, at ukrainere lige nu pakker deres mest værdifulde genstande for at tage på flugt, og at ukrainske børn forbereder russiske angreb ved selv at fremstille våben. Det er uoverskueligt, at syriske flygtningebørn vokser op uden en fremtid, og det er uoverskueligt, at flertallet af libanesere har svært ved at betale for basale fornødenheder, og at adgang til lægehjælp og hospitaler er blevet en luksus for de få.

Katastrofalt at skære i udviklingsbistanden

Men der er lys i mørket, og den anden dag rykkede to syriske kvinder deres yogamåtter tæt sammen, så jeg kunne ligge mellem dem og lave yoga på et iskoldt gulv. Fordelen ved at være tre på to yogamåtter er, at man kan stå lidt i spænd, når man skal holde balancen. Når alt er svært, er det vigtigt at stå lidt på et ben, tror jeg. Jeg tror, de syriske kvinder var enige. Vi grinede i hvert fald alle tre i det øjeblik, mens vi stod der i spænd og støttede hinanden.

Men de to kvinder vidste heller ikke, at hjælpen til de ukrainske flygtninge nu sker på bekostning af den hjælp, vi støtter dem med fra eksempelvis Danmark. At de, der ingen fremtid har, nu også risikerer at miste det nu, de hver dag kæmper for. Og hvordan skulle jeg kunne fortælle dem det, mens vi stod der på vores tre ben, side om side?

Det eneste, jeg ved, er, at det vil være katastrofalt at skære i hjælpen til de mennesker, jeg hver dag møder, og som vi dagligt kæmper for at give en hverdag og et smil på læben, også når yogatimen er forbi, og de igen skal stå på to ben.

Nina Storgaard Albertse er frivillig hos Salam LADC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Voldby Crumlin

Tak til Nina Storgaard Albertse for denne beretning fra en af verdens mange humanitære kriser. Lad os få mange flere af disse beretninger fra alle de glemte krige og klimarelaterede katastrofer så konsekvenserne af vores manglende handling overfor klimaforandringerne og fatale krigsaktivistiske udenrigspolitik og manglende satsning på massiv bistandshjælp og fredsskabende diplomati står lysende klart. Fremtiden for verdens flygtninge og fattige overalt er katastrofal og der mangler i den grad fokus og handling fra verdens ledere i forhold til de mange kriser. I stedet handler det hele om oprustning og geopolitisk rivalisering mens verden forbløder.

Eva Schwanenflügel, Marianne Jespersen, Christian Mondrup, David Zennaro og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Marianne Jespersen

Tak for dette indlæg.
Spørgsmålene er jo om vi ikke bliver nødt til at rejse et offensivt krav om de 18 milliarder til forsvar strategisk bør bruges til en fremtid for andre end våbenindustri og våbenhandler. Der kan jo herved skabes en hel anden sikkerhed og fred i verdenen.
I forvejen har NATO jo mange gange flere våben end Rusland, så yderligere opfyldning på lager ændrer ikke på noget som helst andet end maksimalt beskæftigelsen og profitten i det militærindistruelle magtkompleks som allerede Præsident og tidligere general Eisenhover advarede om.

Hermed kan baglandet i SF måske også tilbyde en vej ud af Pia Olsens Dyhrs blindgydelogren for S og dermed eventuelt bevare deres parti.

EL kan jo også begynde at gå i offensiven her i stedet for fedte rundt i div. politisk frisering af principprogram og defensiv beklagelse over beskæringen af U-landshjælpen.

Jens Voldby Crumlin, Lars Jørgensen, Ete Forchhammer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar